Herning Historie

Vienno Jensen (født Rantanen), Ørnhøj – fortæller om sit liv

Viennos rejse.

Vieno Jensen (født Rantanen) er født I Finland. Hun fortæller om, hvordan hun som barn blev sendt fra Finland til Sverige på grund af Vinterkrigen, og om hvordan hun som voksen blev gift med en dansk frisør og flyttede til Danmark og kom til at tilbringe resten af sit liv i Ørnhøj.
Jeg er født i Finland i 1935, i byen Oiti Pojha i Tavastehus Len,
som ligger 80 km nord for Helsingfors. Det var et fattigt sted langt ude på landet. Vi boede sammen med vores gamle farmor. Det
var farfar, der havde bygget huset. Stue, køkken og soveværelse var i samme rum, desuden var der en lille stue som farmor boede i. Ejendommen var det der kaldes en ”Torp”, hvilket er en ejendom med lidt jord og lidt besætning. Der var også et stykke skov til ejendommen. Vi var 6 søskende, Annalisa, Eila, Kertty, Payli, Vieno og Timo. Jeg var altså den næstyngste.

I 1939 lå Finland og Rusland i forhandling om grænsedragning mellem de to lande. Disse forhandlinger brød sammen og Rusland erklærede Finland krig. Krigen varede fra november 1939 til marts
1940, og blev kaldt ”Vinterkrigen”. Selv om finnerne klarede sig godt, så endte det med, at russerne erobrede et par større landområder. Under og efter krigen sendte Finland flere tusinde børn til Norge, Sverige og Danmark. Det var meningen, at de skulle tilbage, når krigen var forbi. Særlig var man opsat på, at drengene skulle hjem, for at kunne erstatte de mange tusinde unge mænd, der var faldet i krigen. Min mor havde tuberkulose og var meget af tiden på sanatorium og døde i 1940, så vi blev passet af vores farmor. Jeg kom hjemmefra, da jeg var 6 år, derfor har jeg ingen erindring om min mor.

Mig og min bror Pouli blev sendt til Sverige i 1941. Det var meningen, at det var mig og min lillebror Timor, der skulle af sted, men jeg ville ikke af sted uden Pouli, og han ville ikke af sted uden mig. Derfor blev det os to, der blev sendt til Sverige. Vi blev sendt til en by i Nordsverige, der hedder Boden.
Jeg kom hos en familie, hvor manden hed Olav Hilden Sjødin. Han var bygmester og byggede huse for et stort firma, der hed Svenske Træhuse. Han var en meget kendt mand, og han var tilkendt en orden. Han byggede mange huse i Boden, og det skete også, at han byggede huse i Finland. Det var en meget velhavende familie, de havde tre sønner. De to yngste sønner fik hver en møbelforretning, og den ældste fik en bygning med seks lejligheder. De havde ingen datter og ønskede sig derfor en pige.

Jeg var kun seks år og kom til et nyt land og et sprog jeg ikke kendte. Det var et hjem, hvor man aldrig manglede noget, men der var alligevel ikke den kærlighed, som man kunne forvente, når de ønskede sig en pige. Jeg fik næsten alt det, jeg gerne ville
have. Min plejefar var meget glad for mig, og jeg kunne ”sno ham om min lillefinger”. Jeg kan huske engang, hvor jeg ønskede mig
et par kunstskøjter. Det var kort før jul, så jeg sagde, at hvis jeg fik skøjterne, så behøvede jeg ingen julegave. Jeg fik skøjterne, og jeg fik også julegaver. Siden sørgede jeg for at ønske mig noget før jul eller fødselsdag, så jeg kunne få to gaver.

Min bror kom også til en familie i Boden, men der var han kun et år, så blev han flyttet til Sydsverige. Jeg kan ikke huske, hvorfor han blev flyttet. Han kom først tilbage til Finland, da han skulle være soldat. Min næstældste søster bor i Sverige. Min far døde i 1945, så ham kan jeg heller ikke huske.

Da jeg var 15 år flyttede vi til Kalmar i Sydsverige. Jeg havde gået i almindelig folkeskole. I Kalmar gik jeg på realskole. På realskolen havde vi både tysk og engelsk. Jeg kom derefter på folkehøjskole i Finland, hvor man talte svensk. Derefter kom jeg på en folkehøjskole, som lå uden for Kalmar. Jeg var efterhånden blevet
20 år. Så rejste jeg tilbage til Boden, hvor jeg havde mine venner
og bekendte. Jeg havde bestemt, at jeg ville være sygeplejerske. Jeg kom ind på sygeplejeskolen, men jeg skulle først læse fysik og kemi, før jeg kunne begynde uddannelsen. Jeg var så uheldig at få blindtarmsbetændelse og blev indlagt på sygehuset. Det gav mig en helt andet syn på tingene. Nu ville jeg i hvert fald ikke være sygeplejerske. Nu vidste jeg ikke, hvad jeg skulle give mig til, for det med sygeplejen havde altid været min drøm.

Min plejebror havde nogle venner, hvor en var tandlæge og som søgte en elev til klinikassistent. Jeg fik pladsen og tog den lange uddannelse til klinikassistent udelukkende i praktik. Der skete det, at klinikken brændte, og jeg var med til at starte en ny klinik. Jeg var hos den tandlæge i 6 år.
Så ville jeg prøve noget andet, og så var der en anden tandlæge, der søgte en klinikassistent, og han var ved at starte en ny klinik, og jeg syntes, det lød spændende, så kunne jeg bruge den erfaring, jeg havde fået. Det gik desværre sådan, at jeg slet ikke kunne arbejde sammen med ham. Forholdene var så umulige, at jeg blev nødt til at melde mig syg. I samme hus som klinikken, boede der en tidligere klinikassistent og hun ville godt være min afløser, når jeg havde brug for det. Men det fortrød hun, da hun så ham, for hun kendte ham og vidste, at han var fuldstændig umulig at arbejde sammen med. Han havde taget et andet efternavn, derfor var hun ikke klar over, at det var ham det drejede sig om.

Jeg tog et vikariat som klinikassistent ved flyvestationen og senere ved et regiment for artilleri. Boden var en garnisonsby. Det var i 1961 til 1963. Allerede i 1956 havde jeg truffet Erling, som var dansker og arbejdede som frisør. Det var medens jeg arbejde hos den første tandlæge. Erling boede hos mig, da klinikken var brændt. Dengang var der mange danskere i Sverige. Det var frisører, urmagere og tandlæger. De søgte derop fordi lønningerne var højere i Sverige end i Danmark. Erling arbejde hos en frisør der hed Fosberg.

Bryllupsfoto, Vienno og Erling

Erling og jeg var kommet sammen i en del år, og så kunne vi ligeså godt gifte os. Erling ville til Canada, men det ville jeg ikke. Vi blev forlovet i 1962, gift i 1963,
og vi fik Torbjørn i 1964. Jeg var 28 og Erling var 32. Hvis vi ville have familie, så skulle det snart være.
Da vi blev gift, fik vi en hel ny lejlighed. Der var en bygmester, der havde bygget nogle huse i byens udkant. Han blev klippet af Erling og spurgte om, hvor vi boede, for han havde hørt, at vi var blevet gift. Så sagde Erling, at vi kun havde hans ungkarlelejlighed. Så sagde bygmesteren, at han havde en nyopført lejlighed, som vi kunne få. Vi tog ud og så på den og lejede den. Den kostede 350 kr. med lys og varme. Mine plejeforældre boede stadig i Kalmar og Erlings forældre var jo i Danmark, så det var en meget lang rejse, når vi skulle besøge dem. Vi blev enige om, at enten skulle vi flytte til Sydsverige eller til Danmark. Så døde min plejemor i Kalmar og min plejefar flyttede op til Boden. Han var holdt op med at arbejde. Han døde 67 år gammel.

Erling snakkede stadig om at flytte til Danmark. Så var der en slægtning i Danmark, som sendte ham en stor opsat artikel fra Jyllands Posten, hvoraf det fremgik, at man manglede en frisør i Ørnhøj, og at der var mulighed for at få en god lejlighed. Vi flyttede til Ørnhøj og fik en lejlighed over bageren. Det var som at blive sat mindst 25 år tilbage i tiden. Lejligheden var ikke noget at prale af, og opvarmningen foregik med en petroleumsovn. Det varede ikke så længe, så fik Erling tilbud fra sin gamle mester om at komme tilbage og gå i kompagniskab med ham. Så var vi igen i tvivl. Erling havde svært ved at beslutte sig, men så sagde jeg, at hvis han ville blive her, så ville jeg rejse tilbage og tage Thorbjørn med. Men vi blev hængende. Vi boede hos bageren i 5 år. Vi var kommet til Ørnhøj i 1965 og Henrik blev født i 1969. Vi flyttede til Søndervang i 1970. Det var den lejlighed som Mariane og Mads Chr. Dideriksen havde boet i, men nu var
de flyttet på De gamles Hjem.

Erling lukkede salonen i 1974, der var ikke arbejde nok. De unge gik med skulderlangt hår og skulle kun klippes et par gange om året. Erling begyndte at arbejde på Birns Jernstøberi i Holstebro, og klippede lidt i fritiden. Jeg var begyndt at arbejde på Søndergaards kabinet fabrik på Søndermarksvej. Thorbjørn gik i skole og Henrik gik i børnehave, men Henrik var ked af at gå i børnehaven, han syntes, at han blev mobbet. Jeg fik arbejde på halvtid og kunne så selv passe børnene. Det gik også udmærket, men så blev jeg nødt til at gå på fuld tid, hvis jeg ikke ville fyres. Jeg snakkede med Bitte Gram, om hun kunne passe Henrik, når det kneb, og vi fik en ordning, så jeg kunne passe mit arbejde. Jeg holdt på kabinet fabrikken omkring 1980. I 1981 blev jeg indlagt på sygehuset og blev opereret. I 1986 købte vi huset Hovedgaden 41 af Alfred Pedersen, som ville flytte til Sjælland. Det var i dette hus, at Erling havde haft salon, siden vi var kommet til Ørnhøj.
Jeg fik arbejde på fabrikken Ørnhøj Døre og Vinduer hos Tage Thomsen, og var der til 1987 eller 88. Så gik jeg arbejdsløs et stykke tid. Så arbejdede jeg på De gamles Hjem i Ørnhøj. Det gjorde jeg i to omgange men holdt i 1991. Samme år døde Erling.
Der var tale om, at jeg skulle have arbejde på Møltrup Optagelseshjem, men jeg var blevet 60 år, og så valgte jeg at gå på efterløn.

Jeg har været i Finland og set mit barndomshjem. Det er min lillebror, der har overtaget stedet, men han har bygget et nyt hus. Min farbror boede i nærheden, og dette sted er overtaget af min storebror. I 1999 solgte jeg Hovedgaden 41 og flyttede til en pensionistbolig på Fasanvej. Desværre har jeg fået forkalkning på synsnerven, så mit syn bliver dårligere for hvert år, der går. Jeg har før lavet forskelligt hobbyarbejde med mine hænder, men det kan jeg ikke se til mere. Jeg kan kun læse ved hjælp af en kraftig lup. Men jeg kan endnu strikke. Jeg har altid strikket meget og det ”sidder på rygraden”, men mønstret må ikke være for vanskeligt.

Mvh. Vienno, 2011

Opdateret