Herning Historie

Branden på Nr. Karstoft i 1860

I Skarrild sogn, findes der som i andre sogne, i 1800tallet, flere personer der er under fattigforsørgelse – i 1858 ansøger Christen Andersen Knudsen og Ane Kjerstine Pedersen om fattigforsørgelse i Skarrild.

Ane er fra Fabjerg sogn, Skodbjerg Herred og Christen fra Ølstrup sogn, Bølling Herred, han har arbejdet på Nr. Karstoft som ung.

De lærer hinanden at kende, og det resultere i at Ane føder et uægte barn – Birthe Kjerstine Christensen. Ane bor i Skarrild sogn og den ”udlagte barnefader” Christen tjener i Sdr. Felding sogn.

Stine (som Birthe Kjerstine bliver kaldet) bliver født d. 14/9 1849 – moderen Ane ernærer sig og datteren ved håndarbejde, men må efter en tid søge fattighjælp. Da Ane er født i Fabjerg sogn, flytter hun enten frivillig, eller forlanges flyttet dertil af Fabjerg sogn.

Det var nogle gange billigere for sognene, hvor fattiglemmet er forsørgelsesberettiget, at have lemmet hjemmet i sognet, end at refundere de udgifter som f.eks. Skarrild sogn, har på – i dette tilfælde – Ane og Stine. De er i 1855 på Fabjerg Hospital (Fattiggård).

Christen flytter noget rundt fra den ene plads til den anden, i forskellige sogne. I september 1849 rejser han til Sdr. Felding, i oktober tilbage til Skarrild sogn, og dernæst november 1950 rejser han til Fabjerg sogn (Ane´s fødesogn). Hvor han har arbejde på Øreveile, herfra rejser han igen den 28/3 1853 til Resen.

1857 føder Ane den 13. maj datteren Johanne. Hun når lige at blive gift med Christen 14 dage før fødslen.

På den tid, kunne man ikke gifte sig, hvis man fik fattighjælp eller skyldte for en sådan hjælp, uden at sognerådets tilladelse til giftemålet.

Måske håber sogneforstanderskabet i Fabjerg sogn på at, Christen kan forsørge familien. Eller måske har de allerede nu, en ide om, at manden vil ende på fattigforsørgelse. I hvert fald må Christen have ansøgt om hjælp, for i juli 1858, bliver Skarrild forstanderskab, pålagt af Amtet, at refundere den understøttelse Chr. har fået i Fabjerg sogn.

At amtet er indblandet, skyldes at de to sogne ikke er enige om, hvem af dem, der skal betale understøttelsen til familien. Amtet har afgjort, at Skarrild har forsørgelsespligten.

Og da der i ”lov fra 1844 – står at gifte kvinder følger mandens forsørgelsessted, samt børn under 18 år – hvis han har opholdt sig uafbrudt i det nye sogn i 5 år, er Fabjerg sogn nu sluppet af med ikke mindre end 4 fattiglemmer.

Skarrild sogneråd må i 1858, nødtvungen lade familien flytte til Skarrild sogn, og ind på fattiggården. Nu er det i stedet Skarrild sogneråd, der begærer familien sendt til Skarrild sogn. Så godt nok kom man af med Ane og Stine først i 1850erne, men ender alligevel med at få dem tilbage som fattiglemmer igen.

Stine udliciteres.

Fattige børn kunne ved årlige auktioner, blive udsat hos de af sognets beboere, der skulle have mindst betaling, for at påtage sig forsørgelsen og opdragelsen af barnet. Til gengæld for betalingen og opholdet, kunne husbonden udnytte barnet arbejdskraft

Stine, der er 8 år i 1858, bliver således udliciteret, hun er stor nok til at kunne vogte får og lave andet forefalden arbejde. Men Stine er ikke glad for at være hjemmefra, og løber konsekvent hjem igen, når hun er blevet sat i en tjeneste.

Det bliver sogneforstanderskabets formand Proprietær Rahbek, på Nr. Karstoft træt af. Han tager i 1860, Stine i sin tjeneste, da han mener, at hun, eftersom han ejer Nr. Karstoft og er proprietær, vil have mere respekt for ham, derfor vil adlyde når hun kommer til Nr. Karstoft at tjene. Og samtidig ligger Nr. Karstoft hovedgård, så langt fra Skarrild by (hvor fattighuset er) at Stine nok vil tænke sig om en ekstra gang, før hun løber af pladsen.

Men lige lidt hjælper det, Stine vil hjem og i løbet af den første måned, hun er på Nr. Karstoft, lykkes det hende at løbe bort flere gange. Men hun bliver konsekvent bragt tilbage.

Der går nu ca. 14 dage hvor hun ikke stikker af. Men helt godt er det ikke, Chr. Rahbeks kone er noget utryg ved, at have pigen boende, synes barnets ansigts udtryk ”var så ondt” og hun har hørt, at røgteren har truffet Stine i bryggerset, med en antændt lyngkvist.

Stine har også udtalt, at hun ville drukne sig, hvis ikke hun kunne komme hjem. Men dertil har Proprietæren en kur, han siger til Stine, han så kan dykke hende i bækken, det skulde være et godt middel imod at ville drukne sig. Den tanke opgiver Stine så.

Om dagen den 30. maj 1860, samler Stine sine ejendele i en bylt, som hun ligger på kakkelovnen i folkestuen. Om aftenen før hun går i seng, tager hun en glød fra skorsten og ligger ned i et hul, der var mellem tørvene – i tørvekassen, der stod i nærheden af skorsten. Hun går derefter i seng, lidt før de andre tjenestepiger, hun har ikke lyst at spise
aftensmad den aften, hun siger, hun har ondt for brystet.

Hun ligger så vågen en rum tid, det havde været hendes hensigt, at ligge vågen indtil ilden havde fat, og så kalde på de andre. Men falder uheldigvis i søvn.
Vågner først da tjenestepigen Ane Marie vækker køkkenpigen Marie Olsen, fordi hun har hørt en usædvanlig bragen, de går i køkkenet, hvor der er ild i tørvekassen, som de forsøger at slukke, men opdager at loftet også er i Brand.

En times tid før, er Proprietær Rahbek vendt hjem fra et sognemøde i Skarrild, ved hjemkomsten går han gennem bryggerset og køkkenet til sit soveværelse. Han bemærker intet spor af røg eller ild, i nogle af rummene. Han har endda, som han plejer, lagt mærke til at ilden i skorstenen var slukket.

Efter en tid, vågner han ved, at gårdens vagthund, glammer frygtelig. Han hører så lyde fra køkkenet, som han går ud i, og her slog en stærk hede og røg ham i møde. Han skynder sig tilbage til soveværelset og vækker sin kone og barn.

Natten mellem den 30. og 31. juni 1860, nedbrændte stuehuset og de 2 tilstødende fløje på Nr. Karstoft Hovedgård.

  1. juli 1860 bliver Stine arresteret og ført til Tinghuset i Herning. Rahbæk og hans hushold, bliver afhørt af flere gange, samt Stines forældre.
  2. juli bliver Stines moder Ane afhørt på Tinghuset i Herning, også Stine afhøres, men hun fastholder stadig, at årsagen til hun satte ild til tørvene, var at hun længtes hjem, specielt efter hendes 3 årige lillesøster. (Der er gået et rygte i sognet, at moderen skulle have tilskyndet Stine til at påsætte ilden, dette er kommet dommeren for øre).
  3. juli – skriver Skarrild sogneforstanderskab til Cancelliråden, som har bedt sognet om at finde et passende sted til Stine, at det trods ”al vor anstrengelse” ikke er muligt at få arrestantinden Stine anbragt noget passende sted i kommunen, uden at skulle betale et for sognet urimeligt beløb. Man beder Cancellirådet om at være behjælpelig med at få hende anbragt, enten i forbedringshus eller arbejdsanstalt, hvor man synes det er mere rimeligt at hun er, end hos private folk. Man nævner sidst i brevet, at Stine er beskyldt for at være løgnagtig.
  4. juli bliver Stine igen fremstillet og formanet til sandhed, hun fastholder der hun hele tiden har sagt.
  5. juli bliver røgteren Jens, på Nr. Karstoft, afhørt – og Stine igen adspurgt – stadig holder hun fast i sin forklaring. 27. juli Stine bliver igen alvorligt formanet til sandhed, men bliver ved at påstå hendes hensigt til ildspåsættelsen var, at hun dermed troede, hun kunne komme hjem til sin søster, og at ingen andre, ej heller hendes moder har forledt hende til at stikke ild på gården. 30. juni

Dommen 11. aug. 1860
Thi kendes for ret

Stine skal hensættes i et forbedringshus i et aar, for der at behandles overensstemmende med forordningen 26. marts 1841 § 12.
Så udreder hun i erstatning til Landets almindelige Brandkasse 2544 Rdl. og til Assuranceforeningen for rørlige ejendele i Nørrejylland 1348 Rdr,, samt endvidere til de Brandlidte – Marie Olsen 4 Rdr, – Ane Marie Pedersen 12 Rdr – Ane Nielsen 18 Rd. Samt sagens omkostninger. Dette skal betales inden 15 dage efter dommens forkyndelse.

Hvor Stine kommer i forbedringshus – vides ikke – men 1864 da hun bliver konfirmeret, har fattigvæsnet i Skarrild udtinget hende i Silstrup. Det tyder på at forældrene stadig er på fattigforsørgelse.

NR. KARSTOFT HOVEDGAARD

Det brændte stuehus, var bygget i 1760, altså hundrede år gammelt. Der blev nu bygget et nyt, i 1861 som stadig står den dag i dag.

Fotoet er taget i 1898

FRA BRANDPROTOKOLLEN:
Nr. Karstoft Hovedgård – Brandtaksationen:
På Nr. Karstoft nedbrændte –
a. stuehuset mod øst sammenbygget med
b. sønder fløj
c. nordre fløj
hvilke bygninger var aldeles nedbrændte og intet af murene skønnedes at kunne være tjenlig til påbygning igen, bygningerne antages at kunne være ca. 40.000 mursten, hvoraf og antager vi, at kun

13.000 deraf er hel Brændte, som
ansættes til en værdi af 7 rd pr tusinde : 91 rd
af halvbrændte 13.000 der
ansættes til en værdi af 3 rd pr. tusinde 39 rd
resten nemlig de 14.000 mursten antages aldeles ikke at være af nogen værdi, da disse flere ikke tjener til mur igen, ligeledes er hos samme ejer nedbrændt en huslængde (svinesti syd for gården) i 5 alen afstand fra de formeldte bygninger, hvoraf muren står, og skønnedes nogenlunde at kunne bruges til påbygingen igen.
Bemeldte mur er 20½ alen lang, 7 alen dyb og 2 ¾ alen høj, ansættes til
en værdi af 40 rd
Det tiloversblevne træ m.m. takseres til 6 rd.
Tilsammen 176 rd

Da stuehuset litra a var takseret for 1800 rd
Litra b, sønder fløj for 400 rd
Litra c, nordre fløj for 300 rd
Litra h svinesti for 220 rd

        I alt       2720 rd og

Da resten takseres til i alt 176 rd

Bliver brandskaden erstatningen i alt 2544 rd
Brandlidte har for Brandtaksatoren erklæret sig tilfreds med taxationen.

Historien er skrevet af Susanne Vestergaard, efter gennemgang af Hammerum Herreds forhørs og domprotoller, folketællinger, kirkebøger, brandprotokoller samt Skarrild sogneprotokoller.

Opdateret