Herning Historie

Agner Skov Gravlund, Aulum

Jeg hedder Agner Skov Gravlund, og er født den 23. august i 1913 i Grønkjær i Aulum. Man glemmer jo ikke så let personnummeret, når man ved indlæggelse på sygehuset, om end man kun skal have en sigtebrøds mellemmad, skal oplyse det.
Jeg er født som den ældste af en børneflok på fem. Den næstældst af os døde i 1922. Min far er født i Gravlund, og jeg kan forstå at det er ren svindel, at min far kom til at hedde Gravlund. I gamle dage skiftede navnene jo i generationerne, sådan at hvis en far hed Christen Mortensen, kom hans søn til at hedde Morten Christensen. Min bedstefar boede i Gravlund, og han blev efterhånden kaldt op efter gården. Vi har aldrig søgt om navnet Gravlund, men vi hedder det alligevel. Min mor hed Skov, og derfra har jeg mellemnavnet. Min mor stammede fra Sinding, men var født i Gjellerup sogn, syd for Hammerum.
Min far købte Grønkjær i attenhundredehalvfemserne. Han var født i 1876, og han døde i 1943-1944. Min mor fortsatte med at drive Grønkjær i mange år, med børns hjælp. Grønkjær er kendt for at være en stor, god gård i dag, men i perioden 1660-1670, har jeg fået oplyst, at det stod i nogle bøger, at husene trængte til fornyelse, og at der fandtes to uvorne bæster, og intet at æde, og det var i maj måned.
Dengang hørte Grønkjær under Lergrav. Der er jo sket en del udvikling med Grønkjær, som der er med alle gårde. Der var mange tønder land, også i 1600-tallet, men ikke så meget jord dyrket. I dag er der vel opdyrket mindre en 100 tønder land, men der er 140 tønder land i alt. Der er lidt skov og mose. Jeg kan huske, da skov og mose blev plantet.
I min barndom var der en stor besætning. Vi havde korthornskvæg, og vi havde 25-30 køer i mange år. Til hjælp, havde vi et par karle og en pige. Der var jo en stor håndfuld folk til at spise hver dag, med børn og folkehold.
Vi havde 6-7 jyske heste, plus plage og føl. Det var en stor lettelse, da vi fik en lille, grå Ferguson. Det var nok omkring 1948. Det var en revolution. Den blev købt ved Henry D. Mikkelsen i Holstebro, og prisen var 10.000 kroner for traktoren, og en tofuret plov. Man skulle have sat nogle flere traktorer ind dengang. I dag koster en lignende traktor 200-300.000 kroner. Da vi senere byttede traktor, måtte vi give 12-13.000 kroner i bytte. Skal man bytte i dag, må man af med 150-200.000 kroner. Det er mange penge til nyanskaffelse, til bedriften. De store traktorer, med 350 hestes kraft, bliver nok mest brugt af godserne. Den nyerhvervede traktor klarede arbejdet på Grønkjær, men vi havde heste til medhjælp.
En stor hjælp ved anskaffelse af traktor var, at man kunne arbejde til langt ud på aftenen, da man jo havde lys på. Der var intet førerhus på, så det var ofte en kold omgang at køre på den, hvis man havde for lidt tøj på.
På landbruget var det vel dengang i min barndom som i dag, at ti pct. af landmændene, kørte på stumperne. Det er nok ikke størrelsen af gården, der er afgørende for om landbruget svarer sig, men evnen til at styre udviklingen med hensyn til investeringer. Det kan være vanskeligt at spare op til investering, og beregningerne kan slå fejl.
Jeg var med til at oprette ”Venstres ungdom” i Aulum. Jeg husker ikke hvilket årstal det skete. Jeg var formand i mange år, og var derfor i København til landskursus i tre dage, et par gange. Første gang var lige efter krigen. Det blev afholdt på Paladshotellet, på Rådhuspladsen. Det var dengang, at alle ordentlige hoteller havde underholdning. Jeg husker at det var Knud Christensen der holdt den afsluttende tale. Den næste gang, blev det afholdt i Studenterforeningens selskabslokaler. Der var fremmødt, det man dengang kaldte, de unge venstreløver. Jeg havde ikke nogen særlig kontakt med nogen af dem, da jeg ikke så let kommer på talefod med nogen.
Jeg husker at Niels Kofoed engang blev valgt til formand. Om sommeren holdtes der landsstævne, hvor der ligeledes var generalforsamling. Hvad der på den tid holdt Venstres ungdom oppe, var nok at man skulle være medlem. Der blev holdt møder med foredrag, og efterfølgende dans. Enhver karl, havde en hel del medlemskort i lommen, til forskellige foreninger, for at kunne komme til bal. Det blev efterhånden sådan, at hver restauration kunne holde dansant, og nu behøvede man ikke være medlem af nogen forening, for at komme til bal. Følgelig dalede medlemstallet. I Aulum var der ca. 200 medlemmer. I dag er der stort set ingen foreningsballer, da de nu er afløst af diskoteker. Foreningsballerne skulle jo være alkoholfrie, men man havde måske nok, af og til, ladet op hjemmefra.
På Grønkjær havde vi arbejdsfordeling. Min bror Niels og jeg, fordelte arbejdet. Jeg passede køerne, og Niels passede hestene, og karlen hjalp til, med alt forefaldende arbejde. Hestene skulle fodres om aftenen, og før vi fik vandværk, skulle de ud til vandtruget i gården. Der skulle så et par folk ud til gårdsleddet, og så blev de løsnet.
Om sommeren fik vi formiddagskaffe – Unden, og eftermiddagskaffe. Helt i gamle dage, fik vi Nætter, og det var først kl. otte eller ni, aften. Karlene havde spændt fra om formiddagen, for at kunne drikke kaffe. Vi tog aldrig i marken, før det blev lyst. Man har jo hørt fortalt, hvordan karle holdt bag ved laden, for at vente på det blev lyst, da de ikke kunne se til arbejdet. Det foregik nok mest på godserne, hvor alt skulle gå efter klokkeslæt, og man skulle i marken, hvordan vejret så end var.
Engang avlede vi sukkerroer til en svensk fabrik. De blev kørt til Struer. Vi havde et par tønder land, og de blev taget op med kniv. Det var i halvtredserne. Der var ikke så mange penge i det, og det var vist ikke så godt med roernes sukkerprocent.
Tilbage i tiden hed gården ikke Grønbæk, men Stoubæk, som den er udstykket fra.
Der er 4 ejendomme udstykket fra Grønkjær.

Opdateret