Aksel Sørensen, Aulum
Jeg er født d. 3/7 1919 Taulborgvej 7, Lindholdt, Aulum, hvor jeg tilhørte 3. generation. Jeg overtog Lindholdt d. 1/9 1945. Min far døde d. 16/3 1945. Jeg kom ud at tjene da jeg var 17 år, til Lind ved Herning, men der var jeg kun 1 måned. Dernæst kom jeg til Lergrav, hvor jeg var fast daglejer. Det var i 1937, og jeg tjente blandt andre med Søren Hald. Thomas og Dina på Lergrav, var lige blevet gift. Den første datter de fik, blev født d. 13/4 1938. Jeg husker tydeligt datoen, da koen nr. 113 kælvede samme morgen.
Jeg var i Lergrav til november 1938, og havde været der fra 1936. Det sidste år var jeg røgter. Thomas Andersen var forvalter. Og han vidste meget om planteavl og lignende. På Lergrav tjente som tjenestepige, Jenny Sørensen, som senere blev gift med Lausts Knud. På det tidspunkt var der kun 1 tjenestepige, men året efter var der 2 piger, da der ventedes småfolk. Der tjente ligeledes Marie fra Jens Sørensen i Hodsager. Hun blev senere gift med Valdemar Arenstein. Hun har været syg meget af sin tilværelse. En anden pige der tjente på Lergrav, var Hans Dalgaards datter, Edith. Hun bor i dag på Bygvej. Der var normalt på Lergrav en staldkarl, en røgter, 5-6 karle og en eller to faste daglejere. Jeg husker, at da jeg var fast daglejer, fik jeg i starten 4 kroner om dagen, uanset hvad jeg bestilte.
I gamle dage var det skik, at posten og mælkekusken fik formiddagskaffe, hver dag på Lergrav. Det sagde jeg til mælkekusken, men han synes ikke han kunne være bekendt at komme, men jeg fik besked på af Thomine, at jeg skulle sørge for at han kom ind til kaffe. Den anden mælkekusk varStephansen. Ham behøvede man ikke at minde om at komme. Hvis man kom ind til kaffe, og der ingen tilmad var på bordet, gik vi selv ind og skar et stykke pølse eller skinke. Anna Christensen som var kogekone ved festlige lejligheder på Lergrav, var ikke altid så glad for jobbet, da Thomine ofte lige før gæsterne kom, gik i kødgryderne og flåede nogle af de gode stykker kød af, som folkene skulle have. De skulle have det bedste, så kunne gæsterne få resten.
Min mor kunne huske at der var mejeri på Lergrav. Der var en hestegang, der trak maskinerne på mejeriet. Hestegangen lå mellem sparehuset og hvilehjemmet, som vi kaldte et svinehus. Der var på det sted en ret stor plads, hvilket der jo også skulle til.
Anna Christensen var en dygtig kogekone. Hendes debut var ved mine forældres sølvbryllup. Vi fatter ikke at hun kunne klare at lave mad til 170 mennesker i det lille køkken. Vi spiste ved et langt bord i laden. Der blev spist i to hold. Jeg husker at der blev sagt til det første hold gæster, at de måtte fatte sig i korthed, da resten af selskabet også skulle til. Der var petroleumskakkelovn, da det var i marts måned. Sadelmageren tog ud for at beklæde væggene så der virkelig var hyggeligt. Der blev ligeledes pyntet med grønt. Når der skulle være gilde, mødte naboerne op for at hjælpe. Det var en selvfølge.
Jeg flyttede fra Lergrav til Skak på Gabs som forkarl. Man havde moret sig over mig, da jeg havde taget den plads, da det blev sagt, at på Kronborg og på Gabs, skulle man være tidligt af gårde, når man skulle i marken om morgenen. Klokken 7 skulle der startes, om end man hverken kunne høre eller se. Jeg sagde godt nok, at så blev jeg der ikke til jul, hvis det var sandt.
En dag på Gabs, skulle 2. karlen og jeg pløje, og det var så mørkt, at vi hverken kunne høre eller se, men vi havde fået ordre af Skak til at pløje. Men for dog at gøre noget for pløjning var umulig, gav vi os til at skære hakkelse. Mens vi var i færd med det, kom Skak. Han gik hen og slukkede for startknappen. Jeg gik hen og drejede knappen op igen. Tredje gang, kom Skak så ned og spurgte, hvem der havde givet ordre til at vi skulle skære hakkelse. Det har ingen, svarede jeg, men den ordre kan vi give os selv, for nu skal jeg sige dig en ting, Skak: Når der er så mørkt at vi ikke kan se, så tager vi ikke ud for at pløje, med mindre du går foran med lygten. Så blev der ellers læst over os, og nu kunne vi gå i staldene. Samme aften fik vi besked på, at vi kunne sove en halv time længere, næste morgen.
Det var et godt madsted hos Skak. Kirstine Skak var en god madmoder, og en prægtig kone. På Lergrav kørte vi aldrig i marken før vi kunne se. Poul tålte ikke at se hestene døje med noget. Hvis man kom hjem med dem, og de var noget svedte, fik man en bemærkning om, at de nok var blevet kørt lidt hårdt. Skak var fra en stor gård i Nissum, og så nok derfor anderledes på det. Når han gik i marken med spidsbukser og lange støvler, mindede han om en forvalter. Hans kone var datter af Købmand Skjødt i Vedersø, og det var nok købmanden der støttede økonomien, hvis det kneb.
En søndag mens jeg tjente hos Skak, kom pastor Kaj Munk fra Vedersø med kone og barn på besøg på Gabs. Pastor Munk kom en del sammen med Skjødts. Jeg har siddet til bords med Kaj Munk, men han var egentlig den dag temmelig uopdragen. Da vi var færdige med første ret, gik Kaj Munk fra bordet. Han sagde at nu skulle de hjem. Skak så meget forbavset ud over, at præsten ikke holdt bordskik. Kaj Munk kom i sin gamle Ford bil, og en meget speciel mand var han.
Den dag englænderne og tyskerne sloges og skød på toget fra Ulfborg til Ringkøbing, blev fru Skjødt skudt ved He. Det var meget dramatisk, folk fra toget kravlede ud og ned i grøften og ned under toget. Der var jo mange slemme oplevelser under krigen. En frihedskæmpers nærmeste familie var jo ikke klar over, at han var med i kampen, og fik vi en anelse om det, kunne vi tie. Vi vidste hvad det gjaldt.
Jeg blev gift med Lilly d. 5/10 1945. Hun stammer fra Troldhede, og er barnefødt i Nr. Vium. Hendes forældre flyttede til Troldhede da hun blev konfirmeret. Hun boede i en brunkulsegn, og der blev gravet brunkul ved hendes forældres ejendom. Der var mange mennesker på egnen, og arbejderne tjente godt på akkord. Det kostede 3,50 kr. om dagen for 3 retter mad. Det steg senere til 5 kr. Det kneb noget for pensionatet at skaffe mad, da der jo var rationering efter krigen. Kødet var ikke rationeret, men til gengæld var fedtet. Ligeledes var kaffen rationeret, men man lærte at drikke erstatning som Richs og Cikorie.
Vi leverede mælk til Ljørring mejeri. Det var mejeribestyrer Villadsen i starten, men senere blev det Hjort. Vi havde sat køerne ud, før Hjort døde. Jeg var nok en af de første der satte køerne ud, og mange undrede sig. Jeg talte med Jørgen Nielsen om det og han sagde til mig, at det skulle jeg ikke tage mig af, men få taget beslutningen, hvad der altid er det sværeste. Jeg fortrød det aldrig, og jeg døjede en del med helbredet, dengang. Det var nok den egentlige grund. Villy var hjemme som karl dengang. Vi havde lovet ham at han måtte komme ud, og enten skulle køerne ud, eller vi skulle have fremmed hjælp, og det var min kone ikke meget for. Det var i 1971/1972. jeg har ellers haft en god besætning, og vi har fået mange præmier på amtsskuer og ungskuer. De første køer hentede jeg på Samsø. Da vi overtog ejendommen var der kalvekastningsfeber i besætningen, så vi måtte have nye køer, og som sagt hentede jeg dem på Samsø. Jeg solgte syv og fik fire. Det var gode dyr vi fik fra Samsø. De rigtig røde køer gav højere ydelse.
Jeg var i bestyrelsen for Aulum Mejeri. Jeg har aldrig været formand, og jeg har forsøgt at undgå at komme i bestyrelser. Det var almindeligt at kassereren delte mælkepengene ud. Af og til var det mælkekusken der gjorde det, og han fik så som belønning, ørebeløbet.
Jeg var i Herning Landboforenings bestyrelse fra 1961/1971. Da jeg havde besluttet at holde i bestyrelsen i 1971, talte jeg en dag med tømmerhandler Lauridsen. Han undrede sig over hvorfor jeg ville gå, ”du er jo slet ikke gammel” men jeg svarede ham, at man skal gå mens man kan ”sæer” at gå. Når jeg har siddet 10 år i en bestyrelse, går jeg. Jeg kan ikke lide når et bestyrelsesmedlem holder 25 års jubilæum.
Jeg husker da vi fik skrevet skøde, da vi købte ejendommen. Det skrev gamle Niels Offersen. Han sad som formand for Holstebro Bank, og han var langt oppe i firserne. Han skrev tre skøder, den dag vi fik skrevet, og det kostede 25 kr. stykket. Det var mange penge dengang. Jeg repræsenterede Landboforeningen i landboauktionen. Det blev man valgt til på generalforsamling. Jeg skulle ikke deltage i auktionerne, og skulle derfor ikke møde hver fredag, men jeg var der dog ofte. Det findes ikke mere, og sluttede da der blev sygdom i svinene. Der var efterhånden også færre der havde køer. Der findes vist en græsmarksauktion hvert forår. Auktionen i Holstebro findes heller ikke mere.
Vi, her i Aulum, havde ikke fuldt medlemskab, da husmandsforeningens formand i Kølkær, ikke ville være med til, at vi kunne risikere at få penge to steder fra, når vi også var med i Holstebro foreningen. Når husmandsforeningen ikke fik penge to steder fra, skulle vi heller ikke have det.
Sofus i Stentoft og mig, var i Herning for at forhandle for at komme ind i Herning. Sofus var engang for man i kvægavlsforeningen. Derved fik han en bil uden afgift. Det har været omkring 1953. På den tid kunne man jo ikke gå hen og købe en bil, uden indkøbstilladelse. Sofus var også formand i Ljørring Mejeri i flere år. Han blev formand efter Jens Østergaard i Moselund. Jeg var i det udvalg der dengang skulle prøve at lægge de tre mejerier sammen, Ljørring, Aulum, Hodsager. I Hodsager var Anders Sørensen formand, og de var meget stemt for sammenlægningen. Det betød ikke noget for dem, hvor mejeriet kom til at ligge. Det var mellem Ljørring og Aulum kampen stod om, hvem der skulle føre mejeriet videre. Der kom en repræsentant fra mejerikontoret. Han foreslog at der skulle foretages et syn, for at finde ud af, hvilket mejeri var bedst egnet at bevare. Aulum mejeri lå inde midt i byen, uden mulighed for udvidelse, så Ljørring var at foretrække. Ljørring havde tillige en meget god ost og et veludbygget ostelager, så for manden fra Mejerikontoret, var der ingen tvivl om, at Ljørring skulle fortsætte. Men det ville Aulum ikke være med til Thomas Andersen var ikke nem, når han havde en ide, skulle det helst være sådan. Det var det samme da mælkeudsalgene skulle slåes sammen. Der kørte to mælkevogne rundt i Aulum by, og det var en for meget. De blev kørt af Vagn Christensen og Egon Andersen. Det blev Egon der skulle fortsætte mælketuren. Det var nok ikke gået, hvis alle mejerierne var blevet slået sammen. Mejeriet i Ljørring havde ingen gæld. Da vi købte tankvogne, lånte vi pengene til det. Formanden var i banken for at tale med Halkjær om lånet, men Halkjær forlangte at bestyrelsen for mejeriet, skulle kautionere, og desuden 10/12 leverandører. Vi blev enige om, at det blev der ikke noget af. Der var jo andre pengeinstitutter, og det endte med at vi fik pengene.
Vi afstod gården 15/7, 1986. Vi byggede huset på Bakkedraget i 1987. Vi fik i 1971 jysk landboforening sølv medalje. Samme år blev der uddelt 3 her på egnen, til Sigvart Lindholdt, Kristian Larsen, Rødding og os. Der er en del flere her fra Aulum der har fået medaljen, såsom Jørgen Nielsen, Severin og Jenny og flere. Sølvmedaljen blev overrakt ved en festlighed på K.F.U.M.
Vi har haft en god tilværelse, selvom vi ikke er blevet skånet for sygdom og sorg. Vi mistede en søn. Det var en hård dag, da politiet stod udenfor vores dør, og fortalte os det. Han tjente ved Harald Andersen et år. Så flyttede han til Niels Ebbesen i Sevel. Han var der tre år. Dernæst kom han til Vinkel ved Viborg. Han var godt tilfreds med at være der. Husbonden kørte rundt til Korn og Foderstofforeninger, og var derfor lidt hjemme, så vores søn stod for bedriften. En eftermiddag da der skulle komme gæster, følte han sig sløj, men havde dog hjulpet konen med opvasken. Om aftenen skulle husbond og kone i byen, men da de kom tilbage, så de ind til ham, og foreslog at de skulle sende bud efter doktoren, men så syg synes han ikke han var. Om morgenen da han ikke kom til morgenmad, sendte de en lille pige over for at høre til ham. Hun kom tilbage og fortalte, at han ikke svarede, og de fandt ham død i sengen. Han var 23 år, og vi har aldrig fået at vide, fra Århus, hvor hans lig blev sendt til obduktion, hvad han døde af. Tiden går ellers godt for os, her på Bakkedraget, med at passe hus og have. Vi opholder os en del i vores sommerhus ved Lime i Vendal.
Andre historier
-
Under fattigforsørgelse i Skarrild sogn
Vi følger pigen Stine, som var årsag til branden, på Nr. Karstoft i 1860. I 1870 bor Stines forældre Christen og Ane sammen med datteren Johanne, i et hus i Skarrild Grene og er stadig under fattigforsørgelse. Der findes først data om Stine igen, da hun d. 21/4 1872, gifter sig med enkemanden Andreas Nielsen. […]
-
Aulum By
Når jeg tænker tilbage på Aulum bys udvikling i den tid jeg har kendt den, føler jeg mig bundet til den, med meget stærke bånd. Jeg har kendt byen fra mine første drengeår i ca. 1890. Når jeg, fra mine minder dengang, bruger udtrykket by, er jeg måske ved siden af de virkelige forhold, idet […]
-
Fruergaard, Sdr. Felding Sogn.
“Fruergaard” er den mest berømte gård i Sdr. Felding Sogn. Gården kan føres tilbage til 1538 da Hartvig Skram ejede den indtil sin død i 1565. Hartvig Skram ejede også “Dejbjerglund” i Dejbjerg. Han var fætter til “Danmark’s vovehals”, søhelten Peder Skram. Han var gift med Kirsten Jørgensdatter fra Skougaard. I Sdr. Felding kirke barer prædikestolen følgende […]