Herning Historie

En landsbydegns erindringer

Af Bernhard Simonsen – søn af Andreas Simonsen, lærer i Aulum, fra 1892-1924

Forord

Flere af mine venner, har opfordret mig til at nedfælde min livsbane på tryk, hvilket har givet mig en vis ængstelse, da jeg ikke er helt på det rene med, om mine evner og kræfter, nu også slår til, til at udføre et sådant arbejde.

For ikke at plagiere St. St. Blichers Af en landsbydegns dagbog, vil jeg blot kalde det følgende; En landsbydegns erindringer.

Lad mig da, efter denne indledning, springe ud i det.

BARNDOMMEN

Jeg er født d. 1. februar, 1901, og gik på Aulum Byskole, hvor min fader var førstelærer. Der hørte dengang, en pogeskole med til selve skolen: Den lå hvor Missionshotellet nu ligger.

I hjemmet var vi otte søskende. 5 piger, og 3 drenge. Jeg var den yngste af drengene, og den næstyngste af hele flokken.

Vi fik en meget god og sund opdragelse. Min far tog på os, med en fast, men venlig hånd, hvilket efter moderne pædagogik vil blive kaldt for streng. Men vi skylder vores forældre, en rigtig varmhjertet tak, for at vi fik lært at arbejde, og være lydige. Vi slog vel nu og da, over skaglerne som andre børn, og når det skete, blev vi sat så kraftigt til rette, at vi kunne huske det.

Hvordan var min fader som lærer, kan man spørge; Han var ganske enestående til at fortælle, så stoffet stod levende for os, både de bibelske fortællingerne og Danmarkshistorien, og han var grundig i de øvrige fag, så han var, alt i alt, meget dygtig. Han fik den svimlende løn, af 900 kroner årligt, plus hvad 5 tønder land skolelod, minus lejeafgift som kunne indbringes ved dyrkning. Hermed måtte vi børn naturligvis hjælp, som vi voksede til.

Min moder var også fader en stor støtte – hun var dygtig til alt hvad der foregik i hjemmet. Hun bagte, strikkede strømper og trøjer til os, og lavede dejlig mad. Hun var altid virksom, fra tidlig morgen til sen aften. Hun var en livsglad kvinde, og tillige meget musikalsk. Det hændte at hun tog harmonikaen og spillede for os. Hvor var hun hyggelig.

Efter endt skolegang og konfirmationsforberedelse hos den allerede dengang, landskendte, frimeninghedspræst, Morten Larsen, Holstebro, blev jeg konfirmeret i foråret 1915. Ved denne lejlighed, modtog jeg to gaver. En bibel i skindbind af min gudmoder, og et lommeur i sølvkæde af min fader. Uret og biblen har jeg endnu.

Jeg vil nu gå over til at fortælle, hvorfor vi børn blev sendt til andre præster, end præsten i Aulum, for at blive konfirmeret. Det skyldtes, at pastor Viller hørte til den dømmende pietistiske retning, (Pietisme kommer af det latinske ord, pietas som betyder gud eller gudsfrygtelse indenfor indre Mission) og da min fader var stærkt grebet af det Grundtvigianske livssyn, måtte de to mænd jo komme i et skarpt modsætningsforhold. Min fader var kirkesanger og kirkebylærer, og da præstens børn ikke skulle undervises af en vantro lærer, som det hed dengang – præstens børn gik i pogeskolen, og resten af tiden, foregik skoleundervisningen i Herning – synes min fader, at præsten så heller ikke skulle have de vantro unger fra skolen at terpe med.  Da var det kun missionsfolk, der blev kaldt troende, hvilket følgende eksempel kan bevise; Flere år senere, da min fader lå på dødslejet, kom en vist velmenende kone ind for at se til ham, og hun spurgte; Kommer der nu nogle troende folk og snakker med dig, Simonsen? Hertil svarede min fader med spæd stemme, Du mener vel missionsfolk? 

Ak ja, at min fader var en ægte og sand kristen, fik vi børn, mange og uforglemmelige beviser på, under vores opvækst. Der var højt til loftet i stuen, når min fader, efter endt gudstjeneste delte salmebøger rundt, og min søster satte sig til orgelet og vi sang salmer, der passede til dagens tekst, og fader talte eller læste en prædiken og sluttede med en bøn. Ja tænk, ham turde man kalde en vantro lærer! Pastor Viller sagde følgende, en søndag fra prædikestolen Det er vel nok ærgerligt, at vi troende her i Aulum, må finde os i, at have en vantro kirkesanger. Denne udtalelse kostede også præsten en kraftig næse af Biskop Kock i Ribe, som forlangte af ham, at han i Biskoppens overværelse, skulle give fader en uforbeholden undskyldning.

Nå, jeg må videre. 14 dage efter min konfirmation kom jeg i malerlære, hos en malermester i Aulum. Læretiden blev foreløbig sat til 3 år. Første år; 0 kroner, plus kost. 2. år; 50 kroner, plus kost. 3. år, 100 kroner, plus kost.

I LÆRE

Efter disse tre år, blev jeg elev på Vejle Malerskole, i vinteren 1918-19. Jeg var så uddannet til svend, og da jeg kom fra skolen i Vejle, hos den nu, nyligt afdøde malermester Livbjerg i Struer. Livbjerg antog mig-jeg var meget spændt, da jeg af omveje havde fået at vide, at der blev jeg sikkert ikke lang tid, da mesteren var så kritisk med arbejdet, at han intet sjuskeri tålte. For ikke at sætte mig selv i et for mat lys, kan jeg oplyse, at jeg blev hos Livbjerg i 2 år, hvilket vel turde være et bevis på, at jeg ikke var umulig som maler. Læretiden var ellers ret streng. Vi begyndte, i sommertiden, og arbejdede uafbrudt til klokken 18.30, afbrudt af 1 times middagspause. Om vinteren begyndte vi først klokken 9.00 – tænk, der var ikke noget der hed ferie, udover julehalvhelligdagene, og vi tog ingen skade af de lange arbejdsdage, tværtimod. Hvad fik vi den tilmålte fritid til at gå med? Sommeraftenerne Vinteraftenerne gik vi til gymnastik, ungdomsmøder, som min fader ledede, dertil kom to aftener hvor vi var på teknisk skole. Man kan spørge, hvad der ville ske, hvis man tilbød lærlinge disse kår i dag? Det må statsministeren svare på – jeg tør ikke. Men åh, hvor var det sundt! Klokken 22.00 skulle vi i seng, og vi sov dejligt – til det atter gik løs, med arbejdet næste dag.

PÅ SEMINARIET

Det var en søndag i 1921, da jeg som sædvanlig var hjemme fra Struer, at min fader stillede mig følgende spørgsmål; Sig mig, kunne du ikke tænke dig et højskoleophold til vinter? Jo, såmænd svarede jeg. Men var det så ikke bedre, hvis jeg prøvede en forberedelseseksamen til Seminariet? Det var sandelig noget der passede min fader – han var straks fyr og flamme, og han skrev straks til seminarieforstander Vinther, Silkeborg, og næste søndag, fik vi sagen ordnet, da Vinther havde meddelt, at der kunne blive plads til mig, i seminariets præparantklasse. Jeg skulle blot sende min dåbsattest og en lægeattest, samt en forholdsattest. Den sidste fik jeg af min læremester, som gav mig et godt vidnesbyrd. Midt i august 1921, sagde jeg penslen farvel, og rejste til Silkeborg, hvor et nyt afsnit af min tilværelse, skulle tage sig en begyndelse.  Sammen med 29 håbefulde mennesker, skulle vi nu prøve, om vi, efter et  1 års arbejde, kunne beståede optagelsesprøve, og hvad skete? Kun cirka halvdelen bestod, og blandt disse, var jeg, men jeg skal indrømme jeg havde slidt hårdt. Jeg havde ingen realeksamen, da jeg startede, og det var der mange af mine klassekammerater der havde. Men også blandt disse, var dumpeprocenten stor. Jeg hørte jo dengang, til den meget omtalte, ”Manden med ploven” – for mit vedkommende, var det fra ”penslen” Efter at have bestået optagelsesprøven, rejste vi hver til sit, for at fejre en velfortjent sommerferie. Vi var stolte af at komme til vores hjemby, og vise den meget eftertragtede seminaristhue, med sølvkokarden. Jeg tror min fader var den der var mest glad. Efter sommerferien gik turen atter til Silkeborg, hvor arbejdet ventede. Jeg var så blevet forfremmet til seminarieelev, og skulle begynde i seminariets 1. klasse. Jeg havde nu 3 år forude, inden jeg kunne nå den eftertragtede lærereksamen, forudsat at jeg ikke dumpede. Det gjorde jeg ikke, så 1925, var eksamen hjemme. Jeg fik ingen stor eksamen, men jævn. Jeg manglede nogle få point i at få den første karakter. Vi kunne bestå med 91 1/3 point, og jeg nåede 115 2/3 point, så man må vel kalde resultatet for hæderligt. Seminarietiden var en dejlig oplevelse for mig, og sikken en lærestab der var på Silkeborg seminarium, dengang, med forstander Vinther i spidsen. Han var under middel af krop, men en vældig kæmpe af ånd, når han gennemgik de store digtere, for eksempel Grundtvig, Bjørnson, Ibsen, Vergeland, og mange andre – så glemte man næsten alt udenom, og jeg glemmer aldrig hans store indsigt i Det gamle testamente. Der var den lille mand, vældig til at give en fremstilling af personer og begivenheder i dette stof. Noget lignende kan siges om de øvrige lærere; Dansklæreren Ludvig Jensen, K. Knudsen i regning og historie, Jepsen i fysik og matematik, komponisten Emborg i sang og musik samt skrivning, Pastor Kæstel til religion, Knudsen til gymnastik (han var forhenværende sergent i hæren) praktiklæreren, Aksel Jensen og flere. Alle var de lærere af stort format. I efteråret 1924, midt under eksamenslæsning, modtog jeg det triste budskab, at min kære fader var død. Jeg vidste godt, at han havde været meget syg, på det sidste, men alligevel var det meget sørgeligt for mig, at modtage dette budskab. Han blev kun godt 60 år gammel. Han havde dog så inderligt ønsket, at måtte leve så længe, at han kunne have set og hørt mig som lærer. Det var et af hans sidste ønsker, men det blev ham så ikke undt – jeg har nu blot, at holde hans minde, højt i ære.

JEG SØGER VIKARSTILLINGER

Der forlangtes 2 års vikarvirksomhed, inden man kunne søge læreembeder. Sådan var det dengang, og det viste at være vanskeligt at få arbejde, da der var overflod af lærere. Jeg fi dog med tiden, lidt hist og her, blandt andet i Koldkjær i Vinding, og i Hvidbjerg på Mors – her var jeg samtidig kirkesanger. Jeg søgte nu vinterlærerembedet, i Sønder Lyngvig, på Holmsland. Her nåede jeg at blive indsdtillet som nummer 2, ud af 152 ansøgere, hvilket giver et godt billede af vanskelighederne for at komme i gang med min fremtidige gerning.

LÆRERANSÆTTELSE

I foråret 1927, skete der noget glædeligt, som fik en helt afgørende betydning for min fremtid, idet jeg blev ansat som vikar, på Østre Råsted skole, hvor læreren var uhelbredelig syg. Jeg manglede endnu 1 ½ år af vikartiden, og da denne tid var omme, kaldtes jeg til dette embede i efteråret 1928. Jeg var således ansat som enelærer ved på Råsted Østre skole. Her begyndte så min læregerning for alvor. Forinden havde jeg vel haft et par forbindelser med piger. Jeg kan huske min mor sagde, med en vis ømhed og stolthed; ”Det er nu heller ikke nemt for Bernhardt, for han ser så godt ud” Det endte med, at jeg fik kig på en pige fra Vind, eller var det hende der fik øje på mig? Nå, nok om det. Alma og jeg blev viet i Vind kirke, juledag i 1928 af valgmeninghedspræst, pastor Nyholm. Vielsen lader det til at han kom godt fra, for den varer endnu – 45 år efter. De sidste linjer, hører privatlivet til, men hvad med læregerningen? Min fader havde altid været mit store ideal som lærer, og jeg har derfor altid prøvet at lede op til det ideal.  Om det er lykkes for mig, kan kun mine elever svare på. Jeg synes selv at have følt, at jeg har arvet lidt af min faders fortælleevne. Er dette tilfældet, har jeg kun at sige ”Tak for gaven” Al begyndelse er svær, plejer man at sige. Jeg var sikkert nok lidt famlende i starten, men jeg fandt ret snart min egen måde at holde skole på, og jeg må som ældre have lov til at sige, at det er gået mig ret godt, som lærer. Børnene har alle steder været glade for mig, så jeg har aldrig døjet med disciplinen, selv om jeg aldrig har ejet en tamp. Nu skal det så også kraftigt bemærkes, at Råstedboerne, var usædvanlig flinke, til at tage imod os. Alle hjemmenes døre, stod vidt åbent for os – ja, hvor var det hjertelige mennesker.

Den 18. oktober 1929, skete der en glædelig begivenhed i hjemmet, idet Alma fødte vort første barn, en dreng. 

Årslønnen var dengang 2.640 kroner – derfra skulle så trækkes husleje, skatten og pensionsbidraget, så der var 150 kroner månedligt til at leve for. Jeg måtte derfor, nu og da, tage penslen til hjælp, og så gik det godt.  Jeg har aldrig, på den grund, forsømt skolen en time. Jeg måtte også tage mig af ungdomsarbejdet i sognet. Sommeraftenerne spillede vi fodbold, og i mange år ledede jeg om vinteren, to hold i gymnastik (et pigehold, og et karlehold) Hver fjortende dag, året rundt, havde vi ungdomsmøder – disse møder foregik i gymnastiksalen, eller i skolestuen. Hvert møde, var meget godt besøgt. Det var, som man vel kan tænke sig, et stort arbejde, og jeg fik ingen betaling for det, ud over den store glæde, ved at se de unges trofast tilslutning.

Alt synes lutter idyl, men ak, så kom landbrugskrisen i 30 erne der bevirkede, at L.S. fremstod, og dette gav en meget dybt skår i mit forhold til flere af distriktets beboere, og værre blev det, da tyskerne besatte Danmark, og flere af mine modstandere ønskede, at fjenden skulle blive her så længe, at priserne på landbrugsvarer blev gode. Den 31. oktober 1931, fødte Alma barn nummer to – også en dreng, og d. 5. maj 1935 kom nummer tre, ligeledes en dreng. Nu havde vi tre raske drenge på rad, og det blev vores børneflok.

BESÆTTELSESTIDEN

Under den tyske besættelse af Danmark (1940 – 1945) blev der efterhånden flere og flere, der anerkendte mit syn på fjenden.  De der kender mig og mit temperament, vil sikkert forstå mig, når jeg nu siger, at det gjorde mig ondt at opleve krigstiden, med den splittelse den forvoldte. Men jeg kunne ikke andet end at stå fast og hjælpe, hvor jeg anså det for rigtig og nødvendigt. Min omdeling af illegale blade til mange sider, skulle jo gøres , og mine møder om dansk ungdoms samvirke, skulle også passes. Jeg cyklede til Aulum og Tvis, for at nævne et par stykker, i nattens mulm og mørke.  Gummien kunne jo ikke købes, så jeg brugte vandslager der kunne sammensættes, således de passede til fælgene. Dette var cykelsmeden i Idom ret ferm til, men uha, hvor var det drøjt at køre på. Endelig lysnede det. En karl fra Råsted havde fåwt wn ny motorcykel. Han tilbød at køre for mig, og samtidig skulle han være min ”spion” – man vidste jo aldrig hvem der sad nede i salene, og hans opgave var, at lægge mærke til tilhørernes reaktioner, om der muligvis kunne være noget mistænkeligt.. Jeg var jo bange for livet, men hvem er ikke det.

En af hovedmændene i den illegale bladvirksomhed, var præstens søn fra Hee – den teologistuderende, John Sørensen, som havde været fængslet af tyskerne, men slap ret hurtigt fri, og da jødeforfølgelsen satte ind, rejste han land og rige rundt, for varmt at tale jødernes sag. Han var også i Råsted, hvor folk gav penge, som han så formidlede. Han boede ved os, flere gange, på Råsted Østre Skole, hvor vi snakkede og lagde planer. Vi enedes om, at skulle jorden under hans fødder, blive for ”varm” måtte han komme til os, og ville vil prøve at hjælpe ham. Kort tid efter, var det nær gået galt for ham. Uddeleren i Møborg Brugsforening, havde indvarslet til møde i butikken med John Sørensen som taler. Efter foredraget trak John Sørensen ind i en tilstødende stue, og pludseligt hørte han en mægtig larm inde fra butikken, og hørte tyskerne råbe hans navn. Da fik han travlt med at komme af sted, ud af bagdøren, og over et højt hegn, og så gik det i løb, udenom Vemb by. Op ad formiddagen, næste dag, kom han til os, rystende af kulde og nerver. Han var dyngvåd om benene, da han havde passeret en å, undervejs. Tyskeren tog uddeleren med, og sendte ham til Frøslev, mens deres egentlig eftertragtede bytte, var i sikkerhed hos os – foreløbigt.

John Sørensen var helt ude af den. Han ville bede os, hjælpe ham til Herning, og da han fik sig sat til et veldækket bord, fik jeg travlt med at genne en cykel af vejen. Jeg vidste, fra en mand jeg stolede på (han boede i nabolaget) lige havde fået en ny cykel til sin søn, og da jeg bad ham låne mig den, nægtede han det bestemt. ”Nå” sagde jeg, og så ham stift ind i øjnene, og fortsatte; ”Jeg SKAL låne den” ”Nå, det er noget andet – så får du den” sagde han. Nu var køretøjerne i orden, men hvordan nu med at få ham til Herning?

Vi blev enige om, at gøre mørket til vores forbundsfælle, og at Alma skulle køre med John Sørensen, og vise ham vej indover Vind, Sørvad og Vildbjerg, fordi det ville kunne trække unødig opsigt, hvis John og jeg, kom side om side. Jeg skulle så, ud på natten, køre mod Alma, som jeg mødte på vejen, mellem Vind og Sørvad. John havde naturligvis fået en velsmurt madpakke med i lommen, samtidig lærte jeg ham nogle adresser, som han kunne henvende sig til undervejs. En uge efter fik naboen cyklen, den var sendt med banen til Bur, og fjorten dage efter, modtog jeg et brev fra København hvori der stod, ”Alt vel”, naturligvis var underskriften ulæselig. Lykkelige var vi, da vi herved sikkert havde været med til at redde et menneske fra ulidelige pinsler – ja, måske døden. Ved freden i 1945, åndede jeg lettet op, for nu var faren ovre, og jeg var kommet igennem de 5 onde år, uden skrammer, og det takkede jeg Gud for.

EFTER KRIGEN

Som omtalt, gik min skolegerning godt, og jeg mindes to store, årlige festdage; Eksamen i overværelset af skolekommission, og sogneråd, og en hel del forældre, samt veloplagte elever, så det var festligt. Skolekommissionen gav mig deres tilfredshed til kende i mange smukke vendinger, og da havde Alma jo travlt med kaffe og god mad.

Den næste fest, var skolens juletræ, som vi afholdt. Beboerne skulle have brød med til kaffen. Resten sørgede vi for, ligeledes poser til børnene og selv juletræet, og dets pyntning. Aftenen (3. juledag) gik med sang om træet – oh, som de kunne synge, børnene. Alma spillede orgel til vores dejlige julesalmer, og jeg husker at vi altid begyndte med ”Et barn er født i Betlehem”. Det var højtideligt at være med til. . I en pause, læste jeg en julefortælling, eller talte om julens højtid. Derefter legede vi en times tid, og inden træet var nedbrændt, fik børnene en pose med godter. Derefter blev bordene opstillet, og vor gode Line, havde kaffe parat. Resten af aftenen gik med sanglege, som jeg ledede. Ved midnatstid var børnene og jeg, trætte – så sang vi en aftensang, og hver gik til sit, med tak for aftenen til Alma og jeg.

Jeg vil lige nævne, at jeg i mange år har været meget benyttet som instruktør i amatørskuespil. Der kom bud efter min fra mange sogne, så jeg var egentligt en meget optaget mand.

Efter krigen blev jeg, efter et kursus i sommerferien på officersskolen i Nymindegab, udnævnt til kompagnichef – Kaptajn i Hjemmeværnet, for kompagni Hestbjerg. Kompagniet talte 158 mand, der alle var under våben. Der var også mange af Råstedboerne.

 Der havde meldt sig under fanerne, og dette tog jeg som et bevis på, at alt var glemt, angående splittelsen under krigen.

Min nabo-kompagnichef, Pastor Bønding, Aulum, var meget dygtig til dette job – ham lærte jeg meget af. Under krigen, var han en usædvanlig modig mand. Man undres i dag over, at han slap uden skrammer. Dog ikke uden sorg, idet han mistede sin søn, der blev skudt. Jeg vil også lige nævne, at jeg i to perioder, var medlem af Råsted menighedsråd, hvor jeg var med til, at vi fik pastor Frank til Idom-Råsted. Pastor Frank var en afgjort stor støtte for mig, under krigen. Han er nu præst i Blichers gamle embede i Thorning.

Inden jeg går videre, skal det nævnes og ikke glemmes, at når det var småt med penge i lærehuset, fik vi jævnlig sul sendt med børnene. Det var smukt og hjerteligt gjort, så vi er i stor taknemmelighed til Råstedboerne – det glemmer vi aldrig.  Mange tak!

Nu vil jeg berette om et, for mig, underligt tilfælde fra Råsted-tiden; En dag vi skulle på skoleudflugt til Viborg. Børnene skulle være ved skolen klokken 6.30v – toget afgik fra Holstebro klokken godt 7.00, og alle var mødt, på nær en. En hjord-dreng , som var i tjeneste hos et par ældre folk. Vi snakkede om, hvad der dog kunne være sket med Sigvald. Vi ventede i 10 minutter, og så turde chaufføren ikke vente længere. Vi nåede lige toget, men hvad med Sigvald? Aakjærs historie om hyrdedrengen, der ikke nåede at komme med, tumlede i min hjerne, og da vi havde set domkirken, og været en tur på Borgvold, var klokken hen ved 16.00. Vi gik en tur gennem byen, da jeg pludseligt får den indskydelse, at jeg måtte skynde mig ned på banegården. Jeg lod Alma passe børnene den tid, det ville tage for mig.  Jeg startede i hurtigløb, ned til stationen, og hvem så jeg?  Det første jeg mødte, var en dreng der med strålende øjne, kom mig i møde – det var Sigvald. Denne tildragelse, glemmer jeg aldrig, og jeg tænker videre; Jeg følte en røst indeni mig, så der er ingen der skal bilde mig ind, at der ikke er højere magter til, som også virker i dag. Sigvart var selvsagt strålende lykkelig. Han bød mig på bolsjer, og jeg hørte hele hans historie om hvordan han var kommet til Viborg. Jow, da a war kommen for silde te æ bil, gik æ nier te æ landevej, å der komm a op å  kye mæ en lastbil – å ham æ mand der kyt, fik å vid, at a war kommen for silde til udflugt – kjoer mæ op o æ banegoor, og fortold dem et deropp, å så fik a en billet, og a fik å vid, te dæ kom snår en tog, å den kom a så mej” – Jeg spurgte nu Sigvald om, hvad han ville have gjort, hvis ikke jeg var kommet, og han svarede klogt; ”Så vill a ha bløvven her, for her vist a jo, I vill komm engang.

Dagen efter, fik jeg en længere redegørelse om denne hændelse optaget i Holstebro Dagblad.

NYT EMBEDE

I forsommeren 1955, blev jeg ringet op af præsten fra Borbjerg. Han spurgte mig, om jeg kunne tænke mig at søge Trabjergs førstelære-embede, som, om kort tid, ville blive opslået ledigt. Jeg bad om et par dages betænkningstid, og da han så ringede igen, svarede jeg ja, på den betingelse, at jeg kunne blive enstemmigt indstillet til embedet.. Nogle dage efter kom der atter bud, hvor Borbjerg præsten bad mig komme til Borbjerg Mølle, den førstkommende torsdag aften, klokken 19.00. Så ville skolekommissionen tage stilling til min eventuelle ansøgning. Man ville naturligvis også gerne se ”giraffen”

Nå, vi blev hurtigt enige, og jeg måtte så hjem til Råsted, og meddele mine foresatte der, at jeg flyttede til Trabjerg, efter sommerferien. Råstedboerne var ikke særlige glade ved dette budskab, og efter de havde lavet en smuk afskedsfest med taler og gaver, tog vi af sted med håndtryk, til hver især.  Det var nu ikke så let at bryde op efter 28 års virke, men terningen var jo kastet, og vi flyttede til Trabjerg, d. 12. august, 1955. Her var jeg nået et trin op på rangstigen, idet jeg nu fik titlen; Førstelærer.  Trabjergs skole, var en fireklasses skole, som krævede to lærer. Her måtte jeg så prøve, om vi to kunne enes om arbejdet. Det gik udmærket, da min medarbejder var en behagelig og hjælpsom mand. Elevantallet var 124, så man må forstå, at begge vi lærere, havde hænderne fulde. Det var et slid, men snart kom jeg i gang og vænnede mig til de nye forhold.  Ansvaret for skolens trivsel, lå jo på mig. Arbejdet gik godt, jeg fik endog mange gode udtalelser om skolens standart, af skolekommissionen, ved de fleste afholdte eksamener.

Min titel som førstelærer, varede kun nogle få år, da Trabjerg skole, blev nedlagt og flyttedes til Skave. Her var der nemlig blevet opført en ny skole, som så skulle modtage alle skolesøgende elever herfra, og fra Saugstrup skoledistrikt. Skolen i Saugstrup var et enelærer-embede. Vi lærere herfra, flyttede med til Skave. Vi blev i alt 10 lærere til samme elevantal, som vi før var tre om. Jo, nu skulle skolen sandelig følge med tiden, hed det sig, men ak, nu skal du holde, inden du siger mere., siger jeg til mig selv.  Jeg blev ellers behandlet meget flink af mine kollegaer nede i den nye skole. De unge lærere tog al mulig hensyn til mine ønsker angående fagfordeling.  Jeg arbejdede mest med religion, dansk og naturhistorie. Jeg vil nu berette hvad der skete, inden vi flyttede til Skave; Jeg købte nemlig skolen, her i Trabjerg, med samtlige bygninger, og en stor have. Jeg fik den, må man vel sige, til favørpris, så på den måde, behøvede vi ikke installere os i en ny embedsbolig i Skave.Vi er glade for at bo her – vi bor dejlig hyggeligt mellem gode venner, som vi har vundet her i Trabjerg, og den store have er rigtig et område som sorterer under Alma, og som hun har ført frem til noget af en seværdighed.

BØRNENE

Hvad med vore tre, raske drenge? Hvorledes er det gået dem?

Den ældste, Asger, gik militærvejen, men på grund af statens spareplaner, søgte han sin afsked, og fik den bevilget fra november, 1974. Han er altså pensioneret premierløjtnant, og samtidig har han fået et job som portner, på fabrikken Danfoss, Nordborg. Han bor i eget hus i Sønderborg, så han sidder lunt inden døre. Han har været gift nu, i snart mange år – han har en dejlig dreng, Bjarne, og en yndig kone, Birthe.

Dreng nummer to, Henning, bor her, i skolens andenlærerlejlighed, og han har, ved megen flid, oparbejdet en stor forretning med salg af antikviteter, og brugte møbler, så han har rigtigt kunnet udnytte den megen plads her – gymnastiksalen, klasseværelserne, med mere. Han har ligeledes, været gift i mange år. Det bør også kraftigt betones, at der ikke er noget her, der hedder generationskløft – vi enes om alt. De fik desværre ingen børn. Hans kone, Jenny, er meget sød overfor os gamle.

Så er der den yngste, Willy. Han købte et ældre hus midt i Skave, og her bor han, med sin dygtige kone, Lilly, og deres to børn, Alice og Tommy – to friske unger. Han har fået indrettet sig meget hyggeligt med frisørsalonen, i husets ene ende. Her var tidligere en butik der tilhørte en cykelhandler, som havde boet der før. Willys forretning går fint. Han kan også male og tapetsere, så det gamle hus han har, fremtræder som næsten nyt.

Om dem alle tre må man kort og godt sige, at de har klaret sig godt – Det er vi naturligvis lykkelige over.

PENSIONERET

Nu sidder jeg så, som 72-årig mand, her, og har prøvet at nedfælde min livsbane på tryk. Dette har naturligvis taget en del tid, nej jeg har selv haft megen glæde ved at gøre det. Det skal også bemærkes, at da jeg faldt for aldersgrænsen, blev der fra skolebørnene og kollegaerne, lavet stor virak med gaver osv. Det endte med, at forældrene afholdte en stor afskedsfest for mig, med taler, sang, gaver og hjertelige håndtryk, med tak for mit virke, i skolens tjeneste. Ligeledes skal det nævnes, at jeg efter min fartræden som lærer, i længere tid – det meste af et år – var vikar på Hogager skole, hvor jeg vandt mig mange venner, hvilket også er tilfældet over det meste af Borbjerg sogn.

I 1966 antog man mig som kirkesanger ved Borbjerg kirke, og den nu, foregåede periode, valgtes jeg ind i menighedsrådet.

Arbejdet i både rådet og i kirken, har givet mig megen glæde og berigelse – særligt kirkearbejdet har været mig til sjælelig opbyggelse, idet pastor Krogh og frue, i åndelig forstand, har stået, og står stadig mit hjerte nært.  Det var for mig, en rig tid, men det skulle ikke vare ved, idet mine kræfter ikke længere strakte til, og jeg måtte opgive arbejdet i kirken og i menighedsrådet.

SLUTNING

Her er så mine erindringer, og jeg synes at man vel har kunnet skønne ved gennemlæsning, at jeg har haft et rigt liv.

I vuggegave fik jeg jo en særlig fin start, som har hjulpet mig over, mangt og meget. Der kommer nu tit bud efter mig, fra pensionistforeninger, om foredrag og taler, ved festlige lejligheder, så jeg er endnu, synes jeg, en optaget mand. Det er vist den måde man holder sig ung på, og jeg er taknemmelig , hver gang der er brug for mig.

Jeg håber, at jeg på den måde, må få en lys livsaften. Ja, det skal være min sidste bøn til alle, der gider læse mine erindringer.

Nu venlig hilsen

B. Simonsen

Opdateret