Herning Historie

Fattigforsorg sidst i 1800-tallet

Frivillig fattigkasse
I en opbevaret protokol, over De fattiges kasse, fra 1886 og frem, fremgår det at kassens indtægter, særligt kom fra kommunekassen med tilskud på 50, 100, 200 og 300 kroner, eller mere, foruden offeret i kirken, fra nytårsdag, og ved høstprædiken, samt fra kirkens bøsser. Af andre indtægtskilder kan nævnes, at det var blevet skik og brug ved udstedelse af skøder, at skødemodtageren ved sådan en lejlighed, måtte vise sig fra den pæne side, ved at give en skærv til Den frivillige fattigkassen, som den hed i det daglige sprog.
Beløbene var små, sådan som pengene var, overalt dengang. Den mest almindelige taks var på 100 kroner. Ved mindre overtagelser gik skærven ned til 50, 35 eller 25 ører. Fra private givere, indgik beløb på 2, 3, 4 og 5 kroner. Det var meget begrænset hvad det kunne blive til, når man tager i betragtning, at hele budgettet for 1886, balancerede med 447,41 kroner.
• 1887 – 585 kr.
• 1888 – 454,69 kr.
• 1889 – 392,84 kr.
• 1890 – 453 kr.
Vil man spørge om, hvilken form og på hvilke vilkår pengene blev givet på, kan det anføres, at fx Mads Jensen tildeltes en ½ tønde land rug, som ansattes til 5,25 kroner, i 1887. En anden fik ligeledes 1 eller 2 skæppe rug som betaltes med datidens pris, på 10,50 til 11,00 kroner. Dermed ikke sagt, at al hjælp blev betalt in natura. For størstepartens vedkommende, var det kontante beløb på 2, 3, 4, 5, 6 eller op til 10 kroner, pr. portion. Var trangen særlig stor, kunne det være helt op til 20 kroner, eller mere. Det skal dog siges, at der var langt i mellem de store bidrag, hvilket også fremgår af ovenstående budgetoversigt.
Senere blev denne form for hjælp, afløst af Hjælpekassen, indtil forsørgelsesloven af 20. maj, 1933 (socialreformen) trådte i kraft, og blev samlet under Lov om offentlig forsorg, lov om folkeforsikring, ulykkesforsikring, m.m.
Det fremgår ikke af regnskabsbogen, hvem der har administreret Den frivillige fattigkasse, som den kaldtes. Der findes hverken underskrift eller navn, men det fremgår af det foregående, at lærer, P. J. Korsholm, Aulum, administrerede den indtil 1901, hvorefter lærer A. Simonsen, overtog den.
Indtægterne ændrede sig ikke stort, i perioden 1887, til 1900. Herefter, begyndte tallene dog at stige betydeligt, og de følgende år, voksede indtægterne helt op til 4.000 kroner. I 1918, da det overdrages til Morten Grønbæk at administrere kassen, var det frivillige hjælpebeløb steget til 9.298,98 kroner, og året efter, 18.399,73 kroner.
Da Morten Grønbæk blev valgt til folketingsmand, i 1918 og særligt vintertiden lagde beslag på hans arbejde i Rigsdagen, blev arbejdet overdraget til gårdejer, Peder Pedersen, Vesterly, og navnet var i mellemtiden ændret til Hjælpekassen.
Hjælpekassen var kommet mere ind under offentlig støtte, selvom kommunen fra dens begyndelse, altid havde dækket kassen ind, med tilskud for at få det til at balancere. Dette ud fra en betragtning om, at det var den stille hjælp, under skjult nød, og en velgørenhedsgerning, foruden den kommunalt administrerede kommunehjælp, såkaldt fattighjælp, samt enhver anden form for forsorgshjælp, der gavnede mest.
Oprettelse af fattiggård i Aulum
Ved et sognerådsmåde den 27. juni 1878, blev det vedtaget, at afholde møde i Aulum Hovedskole, torsdag den. 18. juli, klokken 16.00, for at drøfte sagen om opførelse af en fattiggård. Det fremgår ikke af forhandlingsprotokollen, hvilket resultat man kom frem til på mødet, udover en indbydelse til licitation vedr. opførelse af bygningen. Den 15. marts, 1879 afholdtes i Aulum Hovedskole, licitationen vedr. fattiggårdens opførelse, på Kjærs ejendom i Tved.
Angående fattiggården, fremgår det at til et sognerådsmøde d. 3. juni, 1879, at der var 14 ansøgere til posten som bestyrer, eller bestyrerinde. Således blev 3 kandidater udvalgt, og et tremandsudvalg skulle afdække, hvilken af kandidaterne der var bedst egnet. De 3 ansøgere var, Jens Veje Christensen, Niels Martinus Christensen, og Mourids Pedersen. Sognerådsudvalget bestod af Proprietær J. P. Damsgaard, Anthon Sørensen og Anders Lauridsen. Det oplyses dog ikke i protokollen, hvem der i første omgang blev antaget som bestyrer. Til gengæld oplyses det, at det, efter møde d. 18. maj, 1892, blev besluttet at ansætte Martinus Poulsen, som bestyrer, sammen med hans dygtige hustru, Juliane, som husmoder for en større husholdning, sammensat af en meget forskelligt indstillet pensionærkreds.
Martinus og Juliane Pedersen, modtog årligt 400 kroner, heraf skulle de aflønne piger og daglejere, der var jo en stor gård at drive. D. 13. maj, 1896, blev lønnen forhøjet til 425 kroner, med samme forpligtelser.
Om Martinus Poulsen, skriver Chr., Laugesen følgende;
Jeg husker tydeligt Martinus Poulsen. En kraftkarl af ydre, med overskæg der indgød respekt, og med en røst der godt kunne få folk med mindreværdskomplekser, til at krybe i et meget lille hul. Han var i det ydre, fuldt præsentabel som forstander i gerningen. Så vidt jeg erindrer, var han god af sind, og en meget omgængelig, og forstående mand, som passede sit job, og var god ved de gamle.
Det må åbenbart ikke have været tilfredsstillende med denne fattiggård, da sognerådet, gav udtryk for, at der var planer om at sælge. D. 14. juni 1896, forelå amtets tilladelse til at sælge. Det lykkes dog ikke lige straks, men Martinus Poulsen rejste, og d. 20. juli, 1897, blev Niels Chr. Madsen ansat som bestyrer og foresatte indtil fattiggården blev solgt til Petrus Kiillerich, i cirka år 1900.
Sognerådet lod opføre et såkaldt fattighus i Aulum Kirkeby, det nævnte år.
Fattigforsorg i gamle dage
At den sociale omsorg i ældre tider, efterlod meget at ønske, er en kendt sag. Når man kan husker et halvt hundrede år, eller mere, tilbage, kan man selv have været vidne til meget fattige og spartanske kår, i datidens småkårshjem.
Det er en oplevelse, om end en meget tragisk oplevelse, at studere de gamle sognerådsprotokoller, og se hvilke bevillinger der blev ydet, og dermed indse, hvor trange kår mennesker levede under.
Nu må man ikke forstå det sådan at det kun var disse mennesker der kunne læses om i de kommunale journaler, der levede spartansk. Nej, det var hele tidsånden som var undergået sparsommelighedens og selvhjælpsåndens vilkår. Selv de velstillede bønder, levede også på dette tidspunkt, under spartanske kår, for at få næring til sig selv og sine. Striden var jo at holde hovedet oven vande, og om muligt, at bevare sit hjem. Pengene var små, eller ingen, og derfor var naturydelser mere almindelige under alle forhold, end nu.
Selvom det er fristende at fremdrage flere træk af gamle forhandlingsprotokoller fra forrige århundrede, ville jeg for det første, ikke anse det for passende, da nuværende slægtninge eller efterkommere, eventuelt kunne spejle deres forfædres små kår og trang. Det ville også føre alt for vidt, men enkelte træk vil jeg dog tillade mig at fremføre, da jeg anser disse for at være ukendte af nuværende generation.
I gamle kommunale optegnelser, åbnes et lille vindue indtil forsørgelsesmetoden, for forældreløse børn, i forrige tider. Det fremgår blandt andet, at Ane Marie Sørensdatter er bortliciteret i et år, nemlig fra december 1875, til december 1876, i kost og klæder, hos Niels Bordinggaard i Lundby, for 12 skæpper rug, og 6 skæpper byg, 48 kroner, og 12 flasker brændevin, samt 3 pund brun sæbe.
(Om brændevinen skulle være til at læske sognerådsmedlemmernes tunger med , eller det mere var til hjemmebrug, melder historien intet om)
Drengen A.M. bortliciteres også i et år, i perioden fra 1. november, 1875, til november 1876, i kost og klæder, hos Chr. Solgaard, for 30 kroner.
Pigen A.B. bortliciteredes i kost og klæder, til Anders Peder, i Asbækhede, fra januar 1876, til samme måned, året efter., for 24 kroner.
Det samme sker for barnet, F.P. til Niels Andersen, i januar 1877, til januar 1878, for 44 kroner, og i klæder skal han have 3 par bukser, 2 par underbukser, 2 trøjer, samt øvrigt tilbehør.
Nu da jeg har fremført disse enkelte træk om udstationering af børn, hos andre familier, må man ikke lægge mere deri, end hvad rimeligt var. Det var nu den tids måde at bringe børnehjælp på.
Børnehjem fandtes sikkert ikke på egnen, og måske disse børn havde både gode og fornuftige plejeforældre, men måden at udtrykke det på i forhandlingsprotokollen, kunne uden skade have været en anden.
Den ene af de nævnte børn, har jeg kendt som ældre mand. Han var dygtig og respekteret, passede sin gerning og indtog en god stilling i samfundet. Han havde kun rosende omtale af sine plejeforældre, og det blev et godt hjem for ham. Han døde for mange år siden.
Med hensyn til læger, og lægemidler, var mulighederne her, de samme som i resten af samfundet. Men sognerådet sørgede da også for, at de fattige kunne komme under lægebehandling (sygekassen fandtes endnu ikke)
Således fremgår det også af forhandlingsprotokollen, fra sognerådsmødet d. 18. december 1888, at det blev vedtaget at benytte læge Kismejer i Vildbjerg til sognets fattige, for året 1889, til et honorar at 1,50 krone, for udskrivning af recept, og 4 kroner for at tage til konsultation, i de fattiges hjem – dog på betingelse af, at man benyttede distriktslægen, når patienten ønskede det.
At der inden længe, blev truffet beslutning om at iværksætte foranstaltninger, til varetagelse af børneforsorg, fremgår af referat af sognerådsmøde, d. 16. december, 1899. Der forelå meddelelse fra den pensionerede lærer, Peder Jespersen Korsholm, om fritagelse for hvervet som tilsynsførende for plejebørn, fra d. 1. januar, 1900. (Korsholm var da 74 år) Hvervet blev således tildelt lærer A. Simonsen. For begges vedkommende, gjaldt det, at tilsynet lå i gode mænds hænder.
I 1892, blev der bevilget 350 kroner fra kommunens kasse til fattigkassen. 225 kroner til Aulum, og 125 kroner til Hodsager. Selvom det ikke lyder af mange penge, var det helt sikkert en lille håndsrækning til de mest trængende, og derfor sikkert modtaget med ligeså velment taknemmelighed, som større håndsrækninger i vor krævende tid. Og dermed heller ikke sagt, at der ikke kunne gives nye bevillinger, når disse var opbrugt.
Afskrevet efter tømmerhandler Chr. Laugesens beretning om fattigforsorg.

Opdateret