Herning Historie

Skærbæk Mølle

I Aulums sogns østlige hjørne, mod Storåen og Ørre skel, ligger Skærbæk Mølle. Det har fra gammel tid, været et stort mølleri, med stor mølledam, og vandmølle, hvor befolkning i stor kreds, kom og fik malet korn til mel og grutning. Men efterhånden gik det hele i forfald. Digerne omkring dammen, brød sammen, og vandet oversvømmede store arealer. Vandet løb ind i husene, så stolene sejlede, fortælles der.

Først i århundredet, blev det ejet af Katrine og Poul Poulsen. Gården var på 56 tønder land, med meget sandjord, og en del eng. Poul Poulsen købte det forfaldne Skærbæk Mølle i 1911, og ejede den til 1937. Poul Poulsen blev i daglig tale kaldt Poul Skærbæk. Han gjorde sig bemærket, nok ikke kun som møller, men som havemand. Han forskønnede Skærbæk Mølle sådan, at stedet blev udflugtsmål, for omegnens beboere. Mange ville gerne se det smukke haveanlæg, som han sammen med sin kone havde lavet. Hans datter, Rosa Andersen, fortæller om sin tid i barndomshjemmet;

Den 12. oktober, 1911, blev far gift med min mor, Katharine Johansen, fra Poulsgaard, i Tjørring. Mor var født d. 7. marts, 1872, og far var født d. 3. februar, 1876. De fik 2 piger, Lydia, født d. 5. august, 1913, og Rosa, født d. 7. marts 1916.
Jeg gik i skole i Skjerk Skole, hos lærer Laursen. Vi børn skulle hjælpe til derhjemme, overalt, når vi ikke var i skole. Det var såvel havearbejde, som landbrug. Vi havde min gamle bedstemor til at bo i aftægtshuset ved siden af hjemmet. Hun var utrolig dygtig til at hjælpe, men det var ikke altid vi børn synes, at det var så spændende med alt arbejdet. Men det skulle vi jo. Det var normalt på den tid, at børn hjalp til derhjemme. Jeg var hjemme til jeg var 18 år. Jeg kom så ud at tjene, men et år efter, skulle jeg hjem igen. Vi skulle skiftes til at være hjemme.

Skærbæk Mølle, blev ikke blot et udflugtssted, men også et serveringssted, hvor man kunne købe kaffe og kage. Vi havde lukket om søndagen. Men i de øvrige dage kom her mange, også fra byen. Vi avlede mange jordbær, så dem serverede vi også. Om eftermiddagen, kom der ofte selskaber til kaffe. Der var ofte møder nede i krattet, med forskellige talere.

Søndagsskolen blev også holdt. Kaffe og brød, kostede 25 ører. Det var godt hjemmebagt brød, bestående af boller, kringle, sandkage, lagkage, og så måtte man spise alt det man kunne.

Fars barndomshjem var en ejendom lidt syd for Skærbæk Mølle. Far har ejet Johannes Hansens ejendom, og ligeledes Grønhøj. De er begge bygget op af ham. De blev solgt, og han begyndte at bygge Skærbæk op, det vil sige, laden og stalden. Senere kom turen til stuehuset. Mors far var med dernede, indtil sin død. Han blev 94 år. Min bedstemor døde senere. Hun blev 77 år.

Stuehuset blev bygget, i 1921. Det blev bygget nede ved bækken, i nærheden af det gamle stuehus. Det gamle blev ikke fjerne, før det nye var bygget.
Omkring 1918, begyndte far med udgravningen til den nye mølledam, og et mindre mølle hjul. Udgravningen forgik med en stor graveskovl, og et par store heste, som var trækkræften. En møllebygger, ved navn Peter Maltesen, lavede møllehjulet, og satte det på plads. Nu var der trækkraft på gården til tærskning af korn og grutning. Før den tid, måtte man bruge plejl, så det var en stor lettelse.

Vi har ikke malet korn for folk, kun malet til eget forbrug. Nogle få mennesker kom med deres korn for at få malet, men vi tog aldrig penge for det. Efterhånden fik vi indlagt elektricitet, til eget forbrug. Far var nemlig meget fremsynet, og var altid foran med alt, såvel plantning som landbrug.

Han fik nogle nye træsorter indført, blandt andre, nogle majtræer, en prurnus padus (stor, løvfældende busk eller et lille træ) som man ikke kendte til, tidligere. De blomstrede i maj måned, og duftede dejligt. Vandmøllen havde vi meget ud af. Der var et væld i bakkerne, der gav masser af vand, også til husholdningen. Vi havde en hævert, og jeg kan huske, at vi altid havde vandhane, og aldrig pumpe. Det var ellers mest almindeligt, dengang, at man skulle ud og pumpe i gården.

I 1921, byggede vi som sagt, nyt stuehus, som i dag står som en ruin. Det blev ikke vedligeholdt, efter vi flyttede i 1937. Stuehuset var sammenlignet med den tids byggeri, meget moderne. Det var murermester John Knudsen fra Aulum der byggede det. Han var meget dygtig, og var en væg ikke bygget som han ville have det, satte han ryggen til og væltede den, og arbejdet måtte gøres om. Hans søn, Knud, arbejdede for ham. Jeg husker at han af og til havde lagkage med, så vi ville jo gerne holde os gode venner med ham.

Stuehuset indeholdt to stuer, soveværelse og et stort køkken, spisekammer, bryggers, en stor gang, hvorfra en trappe førte ovenpå til 3 værelser, hvor vi piger boede. Der var endvidere kælder under huset, hvor vandet ofte satte ind, men vi opbevarede dog grisen i saltkarret dernede. Efter bygning af stuehuset, begyndte far så at anlægge haven, som blev meget skøn. År efter år, blev den forskønnet. ’

Bækken gik lige igennem haven, og der var lavet en bro over, også lavet af far. Vi fik vandfald fra vælden. Det var næsten en efterligning af Gefionspringvandet, blot i miniformat. Der var mange springvand, så der var meget klukken af vand. Vi havde mange blomster i haven, og det var nok mest fars interesse med træer og blomster, da mor havde rigeligt at se til, med det huslige. Vi piger skulle skiftes til at være hjemme, selv om vi hellere ville ud at tjene.

Far sled meget og det blev han ved med, efter flytningen til Aulum. Han ordnede haver for folk, og han plantede anlægget i Aulum. Gartner, Laurids Killerich, hjalp ham, da far ikke ville klare det alene. Det var omkring 1938-1939. Der var ikke mange haver i Aulum, han ikke havde sat sit præg på.

Vi havde, som fremmed hjælp, en karl. Han boede i karlekammeret, som lå i aftægtshuset, hvor min bedstemor boede. Min far lavede ellers mest arbejdet selv. Bedstemor var en sød, gammel dame, der hjalp til i haven, så længe hun kunne.
Der lå et tørvehus, der lå ved siden af det stråtækte hus. Det var bygget af lyng, som gik lige til jorden. Vi gravede tørv i engen ved Storåen. Tørvene var ikke for gode. Det var engtørv, der gav rød aske.

Vores egekrat var dejligt. Storåen lå nede bagved, men den måtte vi ikke bade i. Der var så mange huller, som gjorde det farligt. Vi badede så i dammen. Vi sejlede også i et stort saltkar, og den væltede jo af og til.

I Storåen druknede genboen, Jens Nygaard, Ørre. Man var i færd med at rydde åen. Magnus, Jens Nygaard søn, faldt i vandet, og Jens ville redde drengen, fik ham op, men druknede selv. Det gjorde et stort indtryk på os. Det skete omkring 1926. Dengang skulle åen ryddes, med håndkraft, med le og skovle. Jens Nygaard var cirka 50 år. Hans kone, Anine, klarede sig trods alt, godt. Magnus bestyrede gården noget tid, for sin mor. Han blev gift, og fik selv ejendom i Skjerk, i Aulum.

Skærbæk blev drevet som landbrug. Vi havde 56 tønder land, og 10-12 køer. Dengang havde man sædvanligvis ikke mere end 20 køer. Var der flere, var det en stor gård. Det var ikke altid så rart at skulle op og malke om morgenen, inden vi skulle i skole, igen om middagen, når fluerne sværmede, og til sidst om aftenen ved halv nitiden. Det var en lang dag, men der var heller ikke så meget underholdning dengang. Vores forældre spillede en del spil med os, om aftenen, ludo, firkort og lignende..

Vi solgte Skærbæk Mølle i 1937, til Hein fra Hadsund, men da han var vognmand ved siden af, kunne han ikke styre begge dele, så det blev solgt igen, efter halvandet år. Det blev købt af Groes, og hans kone, Rita. Det var sidst i trediverne.

I 1932 fik far vandrepokalen fra Jysk Haveselskab, som han var med i. Vi skulle gøre os fortjent til den, 3 år i træk, for at vi måtte beholde den, og det opnåede vi. Den var meget flot. Formanden var lærer Jensen, dommeren var Ivar P. Jensen, Vænge. Jeg har den endnu. Man mente at den dengang havde kostet 200 kroner, og det var mange penge på den tid.

Det var småt med beplantningen langs Storåen, men naturen derude var dejlig. Far plantede hvidgran som læhegn langs markerne for at bekæmpe sandflugten.

Vi havde mange jordbær, og solgte dem til 25 ører pundet. Vi havde jo nemt ved at få dem vandet. Det kunne risle nedover dem. Der var flere sorter, blandt andet Dybdal.
Frugttræer havde vi også, specielt æbler og blommer.

Krattet er det samme som det er i dag, som dengang. Vi havde meget end, der skulle slås ned med le, og noget med slåmaskine. Høet måtte bæres derfra, da bunden var for blød, og skønt vi havde to kraftige heste, kunne der ikke køres. Vi piger var med i alt arbejdet.

Da Groet og hans kone, Rita, havde overtaget Skærbæk Mølle, fortsatte de serveringen et stykke tid, men det gik stille tilbage. I mange år havde Groes systue på stedet, men heller ikke det, gik i længden. I dag står stuehuset som sagt som en ruin, og kun det stråtækte hus står tilbage. Vores skønne have er ligeledes væk.

Fortalt af Rosa Andersen, Rosenvænget 34, Aulum

Opdateret