Herning Historie

De gamles hjem i Aulum

Fortalt af tidl. bestyrer Mary Rishede.
Mary og Svend Rishede var ansat som bestyrerpar på De gamles Hjem i Aulum fra 1959 til 1983. I løbet af ansættelsen blev alderdomshjemmet omdannet til plejehjem.

Sommeren 1958 blev byggeriet af De gamles Hjem i Aulum påbegyndt. Det havde været en længe ønsket plan for Aulum Kommune, og nu blev det til virkelighed. Der var to arkitekter om at lave tegningerne, Aas og Jepsen, og resultatet blev – efter den tid – meget moderne og smukt. Byggeriet kom til at koste 1,3 millioner med inventar.


Mens byggeriet stod på, var vi endnu ansat som bestyrerpar på De gamles Hjem i Østbirk ved Horsens. I løbet af vinteren 1958-1959 deltog vi i flere byggemøder sammen med murer Nielsen, de øvrige håndværkere og sognerådet, med sognerådsformand Thomas Andersen fra Lergrav i spidsen. Murer Nielsen var på dette tidspunkt 80 år gammel. Han mente dog ikke, at det var for stor en opgave. Da han blev mindet om, at byggeriet skulle være færdigt til tiden, for ellers skulle han betale 100 kroner om dagen, for hver dag han overskred fristen, var hans sindige kommentar: ”Jamen så får jeg vel også 100 kroner for hver dag, jeg bliver færdig før fristen”. Det gik bygherrerne dog ikke med til, hvilket var heldigt for dem, da Nielsen blev færdig flere dage før fristens udløb.


D. 1. maj 1959 flyttede vi til Aulum med vores fire døtre og kokkepigen, Nana Nielsen. Min mand og jeg, skulle nu være bestyrerpar på De gamles Hjem i Aulum.


De første to måneder gik med indkøb af møbler, lamper, gardiner og porcelæn – ja, alt hvad der skulle bruges. Der blev også holdt mange sognerådsmøder, hvor alle større beslutninger skulle tages. Sognerådet brugte dog også tid på mindre beslutninger, for eksempel bestemte det, hvilke drikkeglas der skulle indkøbes til hjemmet.
Det hele var temmelig besværligt, for huset var slet ikke færdigt. Fløjen ud til gaden med indgangsparti, spisesal, køkken og dagligstue var først påbegyndt. Vi fik ansat tre piger mere, som gik i gang med at skrabe maling og gøre rent efter håndværkerne.


Den 11. juni 1959 kunne vi modtage de første 9 beboere, og så gik det ellers hurtigt. Der flyttede nogen ind i hver uge, og inden længe var både stuen og 1. sal fyldt. Den nederste gang, havegangen (kældergangen), blev først færdig til november, og da den blev taget i brug, var der 44 beboere på hjemmet og 30-40 på venteliste.


Beboernes værelser var meget små, 12-13 kvadratmeter. Der kunne være en seng, et bord, et par stole og en kommode. Desuden var der indbygget 2 skabe og en vaskekumme på alle værelserne. Det skal dog siges, at selvom værelserne var små, gjorde beboerne meget ud af at indrette dem så hyggeligt og hjemligt som muligt. Der blev hængt malerier og billeder af familien op på væggene og sat nipsting, hvor der var plads. For beboere, der var så dårlige, at de havde brug for sygeseng og kørestol, var det meget svært at bevæge sig rundt, både for beboeren og for personalet, der skulle hjælpe. På hver at de to øverste gange var der tre toiletter, et badeværelse med karbad og et lille tekøkken til deling. På den nederste gang, havegangen, hvor der kun var nogle enkelte værelser ud mod baghaven og beskyttelsesrum på den anden side, var der to toiletter.


Af fælleslokaler var der på hjemmet: en spisesal, hvor alle kunne sidde, en dagligstue med sofaer, lænestole, fjernsyn og aviser (Herning Folkeblad, Holstebro Dagblad, Aktuelt og Kristelig Dagblad). Desuden var der fire hyggekroge og et par sofagrupper, hvor de, der gerne ville hygge sig uden fjernsyn, kunne mødes til en lille snak. For eksempel mødtes mange i hyggekrogene til aftenkaffen. Ved hoveddøren i aulaen var der desuden flere stole og sofaer, hvor de ældre kunne sidde og følge med i, hvem der gik ind og ud ad dørene. Her stod også et bobspil, som de første mange år flittigt blev brugt af de ældre mænd. De udfordrede min mand til et spil næsten hver dag. Der var også kontor/vagtrum, et medicinrum og en telefonboks, da ingen af beboerne havde telefon selv i starten. Ved siden af spisesalen lå et stort, velindrettet køkken og et spisekammer med stort kølerum.


På havegangen (kælderen) var der vaskeri med vaskemaskiner, centrifuge, rullemaskine, og strygejern. Vi vaskede selv alt vores tøj. Det var min mand der stod for vaskeriet, men både jeg og pigerne havde også vores arbejdstjans der. På havegangen (kælderen) var der flere beskyttelsesrum, der blev brugt til oplagring og varmeanlæg. Desuden var der en viktualiekælder med hylder til alt det hjemmesyltede, saft og lidt konservesdåser, samt en almindelig fryser, som var husets eneste. Her var også et lille vådrum med en kartoffelskræller, et værksted, og et stort åbent, men mørkt lokale, som i mange år blev brugt til beskæftigelse. Her udviklede min mand mange nye modeller – for eksempel af peddigrør, som de ældre kunne arbejde med.


Udenfor var der både en stor for- og baghave. Min mand stod for pasning af haven, og anlagde den med blomster og hyggelige læsteder, hvor de ældre kunne sidde og hygge sig, når der var godt vejr.


Bestyrerboligen lå på første sal, så vi boede på hjemmet, hvilket naturligvis var med til at give den hjemlige tone, som vi tilstræbte.
Flere af de første beboere, der flyttede ind, kunne klare sig selv. Mange var omkring 70 år. Men der var også 4 i kørestole, og flere andre, der skulle have hjælp. Blandt beboerne, var der 4 ægtepar. Et ægtepar fik tildelt 2 værelser.


Det havde været sognerådets mening, at vi skulle klare arbejdet med fem piger, men da der var brug for 2 i køkkenet, blev vi bevilget 7 unge piger. Pigerne boede de første 10 – 11 år på hjemmet. Nogle boede på pigegangen (sidegangen) i kælderen og resten på 1. sals sidegang.

Personalet på De gamles Hjem i Aulum i 1959.
Bagerst fra venstre: Gerda, Hanne, Inga, Else, Birgit
Forrest fra venstre: Signe, bestyrerparret Mary og Svend Rishede, Nana

Det var hyggeligt for de ældre, at pigerne boede på stedet. Pigerne havde nogle lange arbejdsdage – og nattevagter med, da både de og vi tog del i nattevagterne, men de fik da to fritimer midt på dagen, hvad der ellers ikke var skik i Aulum dengang. At pigerne boede på hjemmet betød, at også deres friaftener blev tilbragt på stedet. Derfor var der ofte godt humør i dagligstuen om aftenen, når de ældre så fjernsyn og hyggede sig med pigerne. Nu og da var der også besøg af unge mænd fra byen, hvilket ikke gjorde stemningen mindre hyggelig. De blev dog altid – venligt, men bestemt – sendt ud ad døren, inden den blev låst for natten.


Hjemmet fik efterhånden sin egen rytme, og det gik godt, takket være en utrolig god og stabil personalegruppe.
I mange år kom de fleste til hovedmåltiderne i spisestuen. De, der ikke selv kunne gå, blev kørt i kørestolen eller fik en arm at støtte sig til. Vi og vores børn spiste også alle vores måltider i spisesalen. De første år spiste pigerne også på stedet, og da de sad rundt ved bordene, kunne de samtidig hjælpe beboerne. Dette fik desværre en afslutning, da de på et tidspunkt blev afkrævet at skulle betale for deres måltider.


Middags- og aftensmad indledtes altid med, at der blev sunget et bordvers, og efter aftensmaden holdt min mand i alle årene en kort andagt, og der blev sunget et par salmer.
Tonen på hjemmet var religiøs, sådan ville de ældre helst have det. De fleste var indre missionske, nogle virkelig meget, mens enkelte også tilhørte valgmenigheden. Derfor holdt begge præster gudstjeneste i dagligstuen i hver uge, og mange af de ældre deltog – også selvom det nogle gange kneb med hørelsen for nogle af dem. Enkelte gange kunne religionen være årsag til konflikter i huset – for eksempel hvis én ville belære andre om, at hans mening var bedre end deres.


Indtil 1972 stod jeg selv for madplan og indkøb til køkkenet. Der blev altid serveret to retter til middagen. Forretten kunne være sagosuppe med svesker, hyldebærsuppe med tvebakker, suppe eller risengrød. Hovedretten bestod af én slags kød, kartofler samt en ekstra slags grøntsag. For eksempel frikadeller med kartofler og stuvet hvidkål, karbonader med kartofler, smørsovs, ærter og gulerødder, høns i asparges med kartofler. Om søndagen blev der gerne serveret lidt dyrere kød, for eksempel steg. Salat var ikke almindelig spise, for da mange af de ældre havde et gebis, der ikke sad alt for godt, var det ikke let for dem at tygge salaten. Til alle de mange mennesker blev der kun skrællet en stor spand kartofler hver dag, og så var det endda som regel lidt over, der kunne varmes med andre middagsrester til aftensmaden. Nogle gange – især i weekenden – blev der serveret dessert i stedet for forret. Det kunne være budding, frugtgrød eller pandekager. Om sommeren var der ofte friske jordbær med mælk og fløde.


Julen var altid særlig hyggelig. De fleste af de ældre blev på hjemmet, som blev julepyntet. I trappeopgangen, der skilte stueetagen fra første sal, stod et stort juletræ med elektrisk lys. Samme sted hang en stor adventskrans med 4 levende lys, hvor der blev tændt et ekstra lys hver søndag indtil jul. Min mand havde lavet en flot kirke i træ, med alter, prædikestol, og en mølle, hvor vingerne kunne dreje rundt ved hjælp af motoren fra en gammel symaskine. Begge dele blev stillet frem, pyntet med nisser og beundret hver jul. På væggene på gangene hængte små hjerter med gran.
Vi selv holdt altid jul sammen med de ældre, og vores 4 døtre kom gerne hjem for at være med og hjælpe, længe efter de var flyttet hjemmefra. Bordene i spisesalen blev stillet op i to lange rækker, og for enden stod juletræet, som min mand og børnene havde pyntet d. 23. om aftenen. Dette juletræ havde levende lys. Til frokost den 24. fik vi altid medister, flæsk og sylte med sønderjysk kål, som blev slynget i et lagen i centrifugen i vaskekælderen, før den blev kogt. I dagens anledning blev der serveret en snaps. Frokosten sluttede med frugtsalat. Til aften var det andesteg og risalamande med tre mandelgaver. Børnene måtte som regel løbe en tur rundt om huset for at få plads til lidt ekstra risalamande. Efter maden holdt vi en pause, hvor der blev vasket op, juletræet blev tændt, og gaverne fundet frem og lagt under juletræet. Der var en gave til hver, som jeg havde købt i løbet af december. Det kunne for eksempel være et par tøfler, en bog eller lidt nyt undertøj.
Så blev de ældre fulgt ind i spisestuen igen, hvor vi dansede om juletræet. De første år kunne mange af de ældre gå med omkring træet, men de senere år blev der desværre alt for god plads rundt om træet, da der ikke længere var ret mange, der havde kræfterne til at gå med omkring det. Der blev sunget salmer, juleevangeliet blev læst op, og derefter blev gaverne delt ud og pakket op. Børnene hjalp ivrigt til, også med at pakke de ældres gaver ud. Derefter læste jeg en julehistorie, som gerne var fra ”Ved julelampens skær”. Til sidst var der kaffe, hjemmebagte småkager og julegodter. Derefter var de fleste trætte, og vi måtte så lægge de beboere i seng, som havde brug for hjælp.
Julen kunne dog nogle gange, være lidt drøj at komme igennem på grund af sygdom og dødsfald. Desuden prioriterede vi at give de fleste af pigerne fri, så de kunne holde jul med deres familie, så med tiden klarede vi det næsten selv, med hjælp fra vores egne, store døtre.
Juletræet fik lov til at stå nytårsaften med. Nytårsaften havde vi som regel noget underholdning og oplæsning. Aftenen sluttede altid med, at vi sang, ”Dejlig er Jorden”. På det tidspunkt var der altid en utrolig intens stemning, og der kunne godt blive fældet en tåre.


Der blev holdt mange fester i huset. Fødselsdage, guldbryllupper, diamantbryllupper og andet. Desuden blev der arrangeret historieoplæsning, foredrag og lysbilleder.
Konsulent Nørlund var bl.a. en ofte og kærkommen lysbillede- og foredragsholder. Pigerne og vores børn lavede af og til dilletant, og hvert år gik de Lucia-optog med lys og sang gennem hjemmets lange gange. FDF-erne og lærer Habekost kom hver jul og spillede med deres orkester. Om sommeren kunne vi finde på at sætte borde og stole ud i haven og drikke eftermiddagskaffe der.

Eftermiddagskaffe i haven 1974. Mary Rishede stående (med hvid hat)

En gang om året tog vi på heldagsudflugt i bus og biler. Til høstfesten var der gerne nogle af de ældre, der hjalp med underholdningen. Mette Dalgaard, Sørine Dam, Isak Andersen med flere var klædt ud og spillede sketches, og Schriver spillede harmonika til (skoleinspektør Schrivers far). Det var da festligt.
I de første år hjalp de ældre til, så godt de kunne. Mange tørrede selv støv af på deres værelser. I køkkenet hjalp de med småkagebagning, borddækning og opvask. De lagde tøj sammen i vaskeriet, og i haven gjorde Isak og Hald et stort stykke arbejde.
En gang om ugen kom der 6-7 damer udefra, som hjalp med beskæftigelsen.


Hvor har vi haft mange, søde ældre mennesker, og da vi altid har følt os vellidt blandt dem, kan vi fortælle utrolig mange historier om hjertevarme og tillid. Her bliver det dog kun kort om enkelte af beboerne.
Marie blev næsten hundrede år. Hun havde glædet sig virkelig meget til sin 100-års fødselsdag, bl.a. fordi hun skulle have en flot ny rød kjole på, som var købt til anledningen. Den hang udenpå skabet i værelset, så hun hele tiden kunne se den og beundre den. Desværre oplevede hun ikke sin fødselsdag, da hun døde lige inden.
Marianne Høgild blev også en af de ældste på hjemmet. Lille og spinkel var hun. På et tidspunkt døjede hun med at sove om natten, og så fik hun for skik at ringe på klokken. Når jeg kom, stod der tre glas vin på bordet, og så skulle jeg hente min mand, så vi kunne sidde og hygge os lidt, så hun bedre kunne sove bagefter. Det var vældig hyggeligt, men vi havde dog brug for vores søvn, så vi måtte forklare hende, at hun enten måtte finde en anden at hygge sig med eller sove lidt mindre til middag.
Grethe Eriksen var noget helt for sig selv. Et år kom vi hjem fra sommerferie og fortalte, at det var gået godt, og at vejret havde været fint. Så sagde hun, at det manglede da også bare, for hun havde bedt for os hver dag – så selvfølgelig havde der været godt vejr.
Skovgaard og Anton havde i mange år deres knallerter stående i hjemmets garage. Når vejret tillod det, tog de en lille tur på dem.
Moesgaard havde altid et smil om munden og godt humør, men han kunne finde på at drillede med at stikke med en nål. Han havde altid skabet fyldt med flødeboller, som han delte ud af.
Julie, som var trist over sjældent at få besøg af sin eneste søn, som boede langt væk. Hun var ellers det mest gæstfrie og søde menneske at besøge.
Anders sad næsten altid ved indgangen i aulaen og hilste på alle, der kom ind i huset. Han havde et smil om munden og skråtobak i mundvigene.
Jacobsen opfordrede mig til kapløb rundt om huset.


I de første år, var der hverken skyllerum eller elevator i huset. Vi forsøgte at få de bedst gående op på første sal, men med tiden blev de jo også dårligere og fik svært ved at komme ned. I 1970 fik vi bygget elevator og skyllerum, hvilket var en stor hjælp.


I 1972 skete den største omvæltning i de år, vi var på hjemmet. De gamles hjem blev lavet om til plejehjem, med de ændringer i normeringerne det havde til følge. Sådanne ændringer skete over hele landet på grund af ændrede regler vedrørende statstilskud. Der var det samme antal beboere, men personalet blev opnormeret med mere end 3. Arbejdstiden skulle også nedsættes fra 42 til 40 timer om ugen. Selvom gennemsnitsalderen på alderdomshjemmene steg, og beboerne var mere syge, da det var blevet mere almindeligt at blive i eget hjem og modtage hjemmehjælp og varm mad fra centrale køkkener, var det en meget drastisk ændring på hjemmet.
Det blev en større proces at komme igennem. Vi havde aldrig før haft brug for arbejdsplan, men nu blev der hængt en stor planlægningskalender op på kontoret, hvor arbejdstid, fridage og ferier skulle indtegnes. Vi fik nu økonoma i køkkenet. Flere sygeplejersker, sygehjælpere og plejehjemsassistenter. I terapien fik vi en ergoterapeut ansat og nye lokaler på havegangen, hvor der før havde været pigegang. På dette tidspunkt boede pigerne ikke længere på hjemmet, hvilket de i øvrigt var holdt op med i 1970. I vaskeriet blev der også ansat en dame. En meget stor del af mit arbejde, blev flyttet fra plejen til kontoret. Der kom i det hele taget en masse kontorarbejde ud af det, men om de ældre fik det bedre er svært at bedømme. Min mand, der tidligere havde hjulpet til med plejen, og som havde stået for vaskeriet, fik nu bedre tid til hans øvrige arbejdsområder, som blandt andet var beskæftigelsen, pedel- og havearbejde.


Da vi startede hjemmet i 1959, var der 44 beboere og 7 unge piger. Da vi holdt op, var det nednormeret til 36 beboere (havegangen blev nedlagt), men med et personale på 48 – heraf dog en stor del, ansat på deltid. Omregnet til fuldtidsstillinger var antallet 28.


Min arbejdsdag startede med morgenrapporten kl. 6.50. Derefter gik jeg en runde til beboerne for at sige godmorgen, og høre hvordan de havde det. Så skulle der vandes blomster, og bagefter var der altid noget at ordne på kontoret. En stor del af min tid blev også brugt på personale og pårørende til beboerne.
Efter middagen, som vi altid spiste med beboerne, tog min mand og jeg en middagssøvn (eller min mand tog en cykeltur). Vi arbejdede så igen fra 14.30 til 21.00. Derefter holdt vi fri et par timer for at drikke aftenkaffe i privaten med vores døtre. Klokken 23.00 var jeg altid nede for at snakke med nattevagten, før hendes arbejde begyndte. Efter nogle år fik vi en nattevagt, hvilket betød, at vi ikke længere skulle op om natten, med mindre der var noget specielt. Vi havde fri hver anden weekend, og desuden havde vi 3 ugers sommerferie.


I 1978, 5 år før vi gik på pension, flyttede vi ud af huset, efter at have boet der i 19 ½ år. De ældre var kede af det, men vi trængte efterhånden til at have lidt tid for os selv, have lidt ro omkring os og begynde at vænne os til den tilværelse, der snart ville blive vores som pensionister. Det betød, at nu kunne vi tage hjem hver dag, når vi var færdige med arbejdet. Timetallet blev trappet betydeligt ned, og vi begyndte at spise hjemme hos os selv en gang i mellem.


Vi var med til at bygge De gamles hjem op, og vi var også med til at begynde nedtrapningen af det hjem, der i 1990 skulle blive omdannet til pensionistboliger.
I 1983 gik vi på pension, efter 24 år i Aulum. Det var 24 gode år.
Nedskrevet (- og medfortalt) af Gudrun Rishede – www.rishede.net

Opdateret