Herning Historie

Købmand, Thomas Pedersen


Som en målestok for næringslivet, i Aulum by i 1890erne, kan blandt andet nævnes købmand, Thomas Pedersen, som havde den væsentligste forretning med butiksvarer, manufaktur, isenkram, som grovvarer – gødning og foderstoffer, med mere. Idet han havde næsten alt, hvad et opland kunne have lyst og midler til at købe. På trods af dette, fyldte det ikke mere, sammenlagt, end hvad Thomas Pedersen kunne befragte hjem fra Holstebro, med èn, brun hest, som gjorde turen en, eller to gange om ugen. Senere blev omsætningen større. En krambodssvend (kommis) blev antaget, befordringen udvidet med to russerheste, som besørgede svinene kørt til Holstebro, og varerne hjem. Svineproduktionen var på dette tidspunkt, meget begrænset. Svineslagterierne var kun i sin vorden. Thomas Pedersen samlede svinene i et træskur, på den vestlige del at det lille nuværende torv, bag det gamle forsamlingshus, som lå på hjørnet af torvet (Kirkegade-Danmarksgade) og opført i 1894, nedbrudt i 1924. Thomas Pedersen solgte forretningen i 1909, til svogeren, Laust Jensen, sin kommis, og brodersøn, Peder Foldager. Han købte derefter, Østergård i Jersild som han drev, indtil to af sønnerne overtog den. Thomas Pedersen og hustru flyttede til Aulum by, for at nyde deres gamle dage. Den købmandsforretning, som Thomas Pedersen drev, og som jeg så, for ca. 70 år siden, fortjener at få sin egen historie. Den var centrum for byens og omegnens forretningsliv. Hos købmanden, mødtes mænd med deres kurve og datidens køretøjer, for at drøfte dagens og tidernes begivenheder. Efter at Thomas havde budt velkommen med en dram fra Aalborg, en pibe tobak, eller en kardusskrå, et Ringkøbing produkt, no. 2, alt efter behag, kunne ekspeditionerne startes. Kardusen lå på disken med et udskåret hul på ca. 5-6 centimeter, som lige kunne passe til et par fingre, for at hive en passende portion skråtobak til udfyldning af de, til tider, indfaldne kinder, efter smedens eller egen tandudtrækning. Det var jo før tandlægernes, eller tandplejernes daglige bekendtskab ude på landet. Tandpleje var ikke på højt stade, og kunstige tænder, et ukendt begreb. Man måtte se kundekredsen ved dens indtræden i butikken, med en ugentlig barbering, eller med fuldskæg, plejet eller uplejet. Som foran nævnt, drammen som traktement, var der også kunder som kunne ønske sig en lille ekstra stiver, i form af en malurt, bittertilsætning. Med blink i øjet og et smask med tungen, blev blikkene kastet over disken, og til købmand Thomas, sige; de var gue med såren en maløvt dram, Thomas. Hver sin skik og smagsprøve. Var det koldt i vejret, kunne der måske også dukke kunder op, hvis største ærinde var traktementet, ifm. Passiaren, (uforpligtende og venskabelig samtale om dagligdags emner) for at bruge nutidssprog, men det skal straks noteres, for ikke at give et misforstået billede af forretningen, eller dens indehaver, at hvis der var kunder imellem, som dårligt kunne stå for fristelserne til flere dramme, blev flasken forsigtigt sat over på bagdisken, uden kommentarer. Thomas Pedersen, var helt og fuldt, dus med sine kunder, i bedste forstand. Han tog del i deres glæder og sorger, fester og det daglige liv, og var meget interesseret i signets næringsliv. Derfor kon næsten alle i hans butik, og ingen følte, at butikken var pyntet og smykket til større fest, end hvor et par træsko stod, i god samklang med, tværtimod. Orden, gulvvask og afstøvning, var ikke Thomas Pedersens stærke side, og når man erindrer, at i samme butik og lokale, opbevaredes og forhandlede hele, saltede klipfisk, oplagt i stabler uden indpakning, på gulve og bænke, som var fremsat til kunder der ventede, ved siden af petroleum, bomuldstøj, puddersukker i hele og halve sække, kardusskrå, bitter og brændevin, samt hundrede af andre ting, som også var modtagelige for rummets atmosfære, med mere. Pladsen var lille, ordenen ikke prisværdig, sammenblanding muligt, men stuvende fuld af folk i livlig passiar, så kan læseren selv danne sig en forestilling om hele kulturcentret. Hvornår Thomas Pedersen startede butikken, er mig ikke nøje bekendt, men da han sikkert, ligesom alle andre pæne folk i disse tider, har vist sit offersind ved overtagelse af skødet på ejendommen, og således havde fulgt tidernes skik, ved at give en skærv til den frivillige fattigkasse, ved sådan en højtidelig lejlighed, kan man finde, i denne kasses journal, at Thomas Pedersen, ved overtagelsen d. 11. december, 1888, gav 50 ører til fattigkassen. Thomas Pedersen var ikke piedestal-rytter, men havde evnen til at gå lige ind i bondens hjerte, med træsko på. Når Jeg nu har tegnet et lille rids af Thomas Pedersen og købmandsforretningen, med den indsats som kulturcenter i Aulum, finder jeg også anledning til at fremkomme med minder fra før århundredeskiftet i 1890erneerne. Beboerne i Aulum, har igennem flere generationer, levet et sundt og åndeligt liv, med god hørelyst i kirke, samfund og hjem, og en rig, og dyb sæd har været sået. Også udslag af dette åndelige liv, kunne opnås i den nævnte købmandsbutik hos Thomas Pedersen, idet kunder af alle kirker og åndsstillinger mødtes her. Hvilebænke var sat frem til de ventende, men købmanden, stadig travl, trippede bag disken, mens han ekspederede og afvejede poser med sukker, mel og gryn, m. m. om hver pose, skulle der dengang altid bindes en sejlgarnssnor omkring, for at sikre indholdet, og med to halvpundslodder slået sammen på kant, brødes sejlgarnet. Lommesaks var et ukendt begreb for Thomas købmand – han benyttede det forhåndværende materiale.
Under sådan en ekspedition kunne ventetiden til tider blive lang, men også denne tid, kan udnyttes på en god måde. Således mindes jeg, at der på hvilebænken sad to gæve mænd og drøftede dagens og tidens begivenheder, men for dem begge lå det ikke på hjerte at nøjes med en snak om tåge, vind og vejr. De lagde ikke skjul på samtalens indhold, da de kom til at tale om den tids ungdom, og dens rastløse liv.
Cyklerne var ved at vinde indpas, som den hurtigløbermaskine der næsten ikke kunne standses, uden uheld, men verdsliggjorde vor ungdom, ved dens vidtomspændende færden, og rastløse samkvem, mellem unge mennesker. Jeg var lutter øren ved samtalen i den fyldte butik – jeg havde ikke selv cykel, men nærede et brændende ønske om at blive ejer af sådan en tingest. I samtalens løb, slog disse gamle mænd fast, at menneskene nu til dags, var ved at tabe troen på frelsen som en nådegave, men tog sig selv til rette af denne verdens ting, som en selvfølgelighed, uden tak for et par gode, sunde ben at gå på. Jeg var skoledreng, og forstod ikke helt motiverne for deres mørke syn, men i mit unge hjerte, har den samtale brændt sig sådan fast, at jeg stadig føler den som et sædekorn der blev sået, som jeg nu, i skrøbelighed, har gemt snart i 70 år. Enhver tid, sit mørke og lyssyn, forbundet med ungdom. De nævnte to mænd er nu for længst hensovet, men jeg ser dem så tydeligt, med deres milde øjne, det gode sind og vidnende mund, omgivet af fuldskæg. Det ene gråt, og den andens i en rødlig farve. Deres navne kan tåle at nævnes, til ære for dem begge. Den første var Jens Chr. Olesen (Jens Løvenhyv) fra Skjerk, og den anden Jens Jensen (Jens Ramlund) fra Hodsager. Den nuværende ældre generation i Aulum eller Hodsager, kendte sikkert dem begge, og vil antageligt nikkende stadfæste, ovenstående billede af disse to gæve mænd.
Jens Olesen er den samme som andetsteds nævnt som Jens Chr. Olesen, med de mange forudsigelser og syner, i frk. Kristiane Olesens mange fortællinger om folkeliv og folketro i Aulum sogn, i en svunden tid.
Forretningen blev, som allerede nævnt, i 1909 overdraget til brodersønnen, P. Foldager, sammen med svogeren, Laust Jensen. Sidstnævnte overdrog kort efter sin halvpart til N. P. Pedersen, som i løbet af få år, blev eneindehaver af forretningen, idet Foldager startede en anden købmandsforretning i byen. Den havde beliggenhed i det nuværende Kirkegade 2 – det daværende Aulum missionshotels ejendom. N. P. Pedersen drev forretningen til sin død i 1943, hvorefter den overgik til sønnen, Evald S. Pedersen, som drev forretningen videre i samme ejendom, Kirkegade 2. Samme butik, med de samme små vinduer som jeg kendte dem fra for over 60 år siden. Cementgulv, samme inventar, således man ser den gamle købmandsbod som i gamle dage – dog mere hygiejnisk, ja endog så meget at det er en hel modsætning til føromtalte. Fru Pedersen skal nok sørge for hygge og hygiejne, med renholdte vinduer, inventar, osv.
C. Laugesen

Opdateret