Herning Historie

De små skræddere i Hammerum

Når de små skrædderes skab nu befinder sig i Lokalhistorisk Forenings lokaler, er årsagen, at familien Andersen er en del af vor bys historie, som bør bevares. Jeg vil prøve at skrive lidt om, hvad jeg har fået fortalt og selv husker om dem. Jeg kom til byen i 1929 som 10-årig, og da var de fire af de små skræddere levende..

Dette skab er en af de få ejendele, som familien Andersen kaldet ”de små skræddere” medbragte,
da de flyttede til Hammerum omkring 1895.
Jeg har fået skabet af Marie Jeppesen.

En dag kom en enke til Hammerum fra Engesvang. Hun havde seks børn med, som alle var invalider i temmelig svær grad. Man sagde, at de havde haft engelsk syge. De var alle meget gangbesværede. Der var fire drenge og to piger. Den ældste søn Anders var udlært skrædder (vist i Silkeborg).

Sognerådet her var ikke begejstret for denne invasion, da de jo nok ville lægge sognet til byrde! Det viste sig dog, at det ikke var rigtigt, idet de aldrig kom til at koste sognet en øre!

Den ældste – og nok den mest begavede søn, Anders begyndte straks en skrædderforretning, som i løbet af få år voksede og blev kendt langt ud over sognets grænser. Han udlærte senere sin yngste bror Johan til skrædder, og så var de jo to.

Når vi kaldte hele familien for “de små skræddere” var det jo sådan set ikke rigtigt, idet kun de to var skræddere. De to andre brødre var så dårlige, at de ikke kunne lave noget. En søster, Kirstine, har jeg aldrig kendt, idet hun døde i 1924. Jeg har fået fortalt, at hun havde en lille modebutik, så hun har nok ikke været så dårlig. Den anden søster, Mette, skulle vist være en slags husholderske efter moderens død. Hun var meget dårlig gående og kunne ikke lave legemligt arbejde. Hun var meget snakkende, men vist ikke særlig begavet.

Skrædderfamiliens ejendom på hjørnet af Bredgade og Søndergade, nu Hovedgaden og Agerskovvej

Hvor de boede, da de kom, ved jeg ikke, men de har haft til huse i det nuværende Hovedgaden 52, hvorefter de fik bygget hus og værksted på hjørnet af Hovedgaden og Agerskovvej – nu nr. 64, hvor huset ligger endnu. Jeg har fået fortalt, at daværende tømrermester Jens Jensen sagde til skrædder Anders Andersen: “Du skal købe den grund og få bygget et hus med værksted, hvor I alle kan være og så et tørvehus “med 2 Gaff’ (2 lemme) ud til Agerskovvej, så det er nemt at fylde tørvehuset.” De brugte mange tørv. De fyrede nemlig hele året, da de var meget kuldskær. Det gjorde Anders så, og der boede de fire af dem i 1929, da jeg kom til Hammerum. Johan havde dog selv en lejlighed (ved Jens Barber/ Jens Nielsen).

Dengang var der gang i skrædderiet. Jeg tror, de var seks på værkstedet, og kundekredsen var stor. En af pigerne var Marie Jeppesen, som syede alle bukser. Hun var også lidt handicappet, idet hun havde et stift ben. Marie var en stor hjælp, idet hun også nærmest styrede huset. Hun var der i mange år og arvede huset efter den sidste skrædder Johans død i 1957. Marie boede der sammen med to ugifte søstre til sin død.
Min onkel, maler Søren Jensen, som boede i nuværende Hovedgaden 49, kom meget hos skrædderne. Han var jævnaldrende med den yngste Johan, og de kørte mange ture sammen i deres yngre dage, da Søren havde en motorcykel og Johan gerne ville ud og se noget. Dårligt gående som han jo var, kom han ellers aldrig nogen steder, og han var glad for disse ture.

I det hele taget var skrædderværkstedet et sted, hvor der kom mange – både naboer og venner for efter fyraften at få en snak og spørge og fortælle nyt fra by og sogn. Der var jo hyggeligt og altid dejlig varmt, så det var rart at få sig en pibe tobak og lidt snak efter dagens dont. Der blev røget meget tobak dengang. Jeg har nærmest aldrig set gamle Andersen uden den lange pibe, og min onkel Søren røg også mange cigarer (han købte en mille ad gangen). Ellers var der ikke nogen udskejelser udover et spil Whist engang imellem uden større indsatser, og så gik man hjem til aftenkaffen og havde måske lidt nyt at fortælle konen. Skrædderne kom jo meget sjældent væk fra deres hjem på grund af gangbesvær.

De var en vellidt familie, og der kom mange og besøgte dem, både mænd og kvinder, så de var vidende om alt, hvad der skete omkring dem. Da Anders, som jo var den, der ejede og også tjente pengene til hjemmets drift døde i 1940, 73 år gammel, var en epoke forbi. 2. Verdenskrig varede jo til 1945, og meget blev forandret.

Johan Andersen arvede forretningen og drev den også videre til sin død i 1957. Mette var der også og levede til 1948. Johan blev godt hjulpet af den trofaste Marie Jeppesen, som mere og mere – foruden at passe sit arbejde i skrædderiet¬ også tog sig af husførelsen. De havde dog altid en tjenestepige til det huslige arbejde, men de skiftede jo som regel til november. Mange blev jo gift, men det var regnet for en god plads, så der var altid afløsere nok.

Der var ikke så mange, der fik syet tøj som før krigen, idet man kunne købe færdigsyet tøj til en billigere pris, så Johan havde sjældent brug for mere end en enkelt skræddersvend på værkstedet. Den sidste skræddersvend var Chr. H. Knudsen, som har fortalt mig meget af det, jeg har berettet. Han var der fra 1946 til Johans død i 1959; det bliver omkring 13 år. De sidste år var Johan meget svagelig, så Marie og Chr. Knudsen måtte selv finde ud af det, og det kunne de da også.

Marie arvede, som jeg har skrevet, huset og boede der sammen med sine to søstre, til de efterhånden alle døde, og så var epoken slut for skrædderne i nr. 64.

Efterskrift:

Jeg vil tro, at familien er flyttet til Hammerum omkring 1899, efter at Anders Andersen var udlært som skrædder. Han var den, som havde vilje og evner til at prøve at forsørge den hårdt ramte familie. Han havde en bror, Niels Andersen, der boede her i byen. Han var væver på Jensen og Stampes fabrik. Han var vist den eneste, som intet fejlede. Han kunne måske have fortalt, at der manglede en skrædder i Hammerum. Det er dog rent gætværk fra min side.
Jeg har spurgt en datter af Niels Andersen, som for nylig er død 90 år gammel. Men hun sagde, at det vidste hun intet om. Chr. H Knudsen, som arbejdede ved Johan i 13 år, mener at de kom fra Engesvang, hvor de havde en gård, som de måtte gå fra. Familien var meget stolte og ærekære mennesker, som ikke omtalte disse private ting. Så hvordan og hvorfor de endte i så megen nød og sygdom står hen i det uvisse. Når det siges, at de aldrig fik hjælp af sognet, er det uden tvivl rigtigt. Jeg tror dog, at nogle af de dårligste har fået invaliderente, hvad de i høj grad var berettiget til. Men ved det ikke.
Moderen og de seks børn er alle begravet på Gjellerup kirkegård i et gravsted. Deres mindesten er bevaret og kan ses der. (se bilag)

På familiens gravsten står følgende:

Hansigne Andersen f. Pedersen (moderen)

Chresten Andersen f. 27-8 1878 d. 6-7-1923 (45 år)
Børn:
Anna Kirstine Andersen f. 5-6-1861 d. 24-4-1924 (63 år)

Peder Andersen f. 9-12-1869 d. 24-1-1940 (71 år)

Anders Andersen f. 24-7-1867 d. 13-2- 1940 Skrædder (73 år)

Mette Johanne Andersen f. 11-7-1874 d. 20-12- 1948 (74 år)

Johan Andersen f. 13-8-1882 d. 17-5- 1957 Skrædder, (75 år)

Mvh. Peder Buur Hansen, Hammerum, August 2004

Opdateret