Herning Historie

Herman Jensen fortæller

Spredte erindringer af Herman Jensen, yngste søn af A.P. Jensen,
kaldet Nybo Jensen og hustru Cecilie.

Jeg er født den 15. juli 1903 på den gamle herregård Møltrup, Timring Sogn, Ringkøbing Amt.
Jeg var den sidste af en børneflok på otte. På det tidspunkt var min far 50 år ældre end jeg og min mor 42 år ældre. Det var ved et uheld, jeg blev født. Det var slet ikke meningen, at jeg skulle være kommet. Mine forældre troede, det var passé med den slags; men jeg vil da ikke bebrejde dem for det, for jeg har haft en skøn barndom og opvækst, og mit liv har været rigt på oplevelser – og ikke altid på det jævne. Ved nærmere eftertanke kunne jeg godt se, at livet på sådan en gammel herregård manglede den patina, spænding og overtro, som hører en så gammel gård til.

Og Møltrup havde skam også spøgelser, bl.a. i form af ”Den grå Dame”, som ved midnatstide kunne træffes i den store, flere hundrede år gamle allé. Hun har gennem tiderne forskrækket mangen et forelsket par, når de i de lune sommernætter sværmede i de dunkle gange.

Første gang jeg hørte om hende, var jeg ca. syv år. Vi havde to karle, som var forelskede i den samme pige, og hun var meget varm på den ene. Det var også ret og rimeligt. Den anden var måske den klogeste – han udspekulerede i hvert fald en raffineret hævn. En aften klædte han sig ud som ”Den grå Dame”. Rivalen og pigen blev så forskrækkede, at de aldrig mere gik tur i haven efter mørkets frembrud.

”Den grå Dame” var et gammelt spøgelse. Hun stammede helt tilbage til 1760-70. Hun var datter af en adelsmand, men blev forstødt af faderen, fordi hun kom i omstændighed med en af karlene, som hun for øvrigt blev gift med. De fik senere en gård i Snejbjerg, som havde været under Møltrup.

Vi havde også på Møltrup i den ene sidefløj en skummel kælder uden vinduer. Den blev kaldt hundehullet. Min mor brugte den til ostekælder. En dag tog mor mig med derned. Heldigvis var der blevet installeret lys dernede. Jeg var i hvert fald ikke stolt af at komme med. Men mor sagde, jeg skulle være en stor dreng. Jeg var nu mest karl, da jeg kom op i dagslyset igen. Den gamle træhest blev også opbevaret der.

Jeg kan huske, karlene kunne finde på mange sjove ting om søndagformiddagen. Der skulle faktisk så lidt til at more dem. De havde ikke anden morskab, end den de selv lavede.

Et år til november fik vi et tvillingepar fra Najbjerg. De var 17 år og havde ikke været ude at tjene før, så de var meget naive. De hed Niels og Jens Krøjgård. De andre karle fandt meget morskab ved at bilde dem alt muligt ind og have dem til grin.

Om sommeren kom cirkus Mundeling til Vildbjerg, og alle karle var selvfølgelig i cirkus. Mundeling havde en flot datter, som var beriderske, og de andre karle fik selvfølgelig Jens sat vældig op. De syntes, han skulle prøve, om han kunne få fat på hende.

Da det blev november, fik Jens plads hos Mundeling som hestepasser. Tre år senere blev han ringforlovet med Mundelings datter.

De to brødre blev senere to af Hernings største trikotagefabrikanter. Karlene, de var sammen med på Møltrup og som havde dem til grin, blev – så vidt jeg ved – ikke til noget særligt.

De begyndte med at gå med uldpakken, og da de havde medfødt handelstalent, kom de hurtigt efter at sælge undertøj. Deres måde at kalkulere på var såre enkel og ligetil. De var klar over, at havde de givet en krone for en vare, så skulle de have mindst to eller tre kroner mere for den.

Efterhånden blev der lavet mange historier om dem; som f.eks. en dag kom Jens hen til Niels og siger til ham: ”Jeg er lige blevet skilt fra min kone!” Niels spørger med det samme: ”Hva’ kost’ det?” Jens siger: ”100.000 kr.” Niels siger: ”Æt mere, så vil a fan’me skilles i morgen”.

Når der var valg til Landstinget, var der kun min far, som var den største skatteyder, og sognefoged Vesterager, som havde stemmeret til Landstinget, som afholdtes i Ringkøbing. Dengang var der både Folketing og Landsting. For at stemme skulle man være fyldt 25 år til Folketing og 35 år til Landsting. Alle, som var straffet eller havde fået støtte af det offentlige, havde ingen stemmeret. De love, som blev lavet i Folketinget, skulle først igennem Landstinget, inden de kunne blive endelig vedtaget. På den måde kunne de ikke nå at få så mange love lavet, og der blev bedre tid til at få regnet ud, om de nye love var gode, eller om de ville være dårlige i brug. Jeg tror, vi er ved at trænge hårdt til at få det gamle system indført igen.

Ved et Landstingsvalg rejste min far og sognefoged Vesterager til Ringkøbing, hvor de fik et dobbeltværelse. Min far og Vesterager skulle jo være rigtig fine, når de skulle være sammen med det fine klientel, så far fik skotøjshandler Thue i Vildbjerg til at håndsy et par fjederstøvler i rigtig blødt skind. Så havde han grå jaket med stribede benklæder, løse manchetter og hvidt kravetøj. Som herremand brugte han til daglig altid hvid gummiflip med sort sløjfe. Det var praktisk, det kunne vaskes med svamp og sæbe hver morgen. Gummimanchetterne blev kun brugt, når han skulle en tur i byen.

Både min far og Vesterager havde i anledning af turen til Ringkøbing hver købt en ny sløjfe, som skulle håndbindes. Det var selvfølgelig kvinderne, som havde ordnet det om morgenen, som de skulle rejse, så det var et par stilige herrer, som forkarlen Jens Kølbæk kørte til Vildbjerg station med. Det hele forløb, som det skulle, indtil de skulle i seng. Så siger min far til Vesterager: ”Jeg bliver nok nødt til at få dig til at binde min sløjfe i morgen tidlig, for jeg plejer at bruge maskinbundet slips, men det her er en moderne selvbinder, og jeg aner ikke en klap om, hvordan den skal bindes. Det plejer Cecilie altid at ordne for mig.” Så siger Vesterager: ”Ja, så står vi godt i det begge to, for min er nemlig også sådan en moderne tingest, som skal bindes med hånden, og jeg har også haft min kone Johanne til at binde den i dag til morgen.” Så siger min far: ”Det mest sikre bliver nok, at vi begge beholder hele kravetøjet på i nat!.” Men – inden de faldt i søvn, lovede de hinanden, at den historie skulle ikke fortælles, når de kom hjem til Timring igen. Historien var imidlertid så stor en oplevelse for dem, at den ikke ret længe kunne opmagasineres uden at blive fortalt.

Opdateret