Herning Historie

Morgengæster ved urkokkenens store spilleplads i Vind


Den gamle måne, rund og fuld, sagde søvnigt farvel til natten den morgen ved Vind Kirke. Og ovre fra sin side af firmamentet havde solen kvaler med at prikke hul i morgendisen.
Det var ingen ouverture for fuld udblæsning, denne forårsdag præsterede, mens 20-30 grønne rødder fra alle dele af amtet samledes på kirkens parkeringsplads i den sovende hedelandsby. Forventningen om en blank morgen med sol og høj himmel blev ikke indfriet. Skulle morgenmødets hensigt mon heller ikke finde sin opfyldelse?
Jo! Mindre end en kilometer fra stedet udfoldede sig et liv så hedt og skogrende, at tilskuernes rolle føltes som et privilegium. Hvad det også er for den, der oplever nogle af Danmarks sidste urfugle i vårspil på et stykke grønjord i kanten af den hede, mennesker gav urfuglen til fristed for 40-45 år siden.
Medlemmer af Det grønne Råd i Ringkøbing amt med koner og børn fik den morgen på Vind Hede vished for, at hedens ur – sådan kaldet af Kaj Munk – har fået endnu en frist i den svære eksistenskamp, i hvert fald i urfuglereservatet i Vind og de tilstødende områder af Ulfborg Statsskovdistrikt.
Syv sorte kokke i altforglemmende spil om damegunst på én og samme spilleplads, det er et syn for guder. Med kikkerten kunne ekskursionens deltagere fra deres bekvemme sæder i de grøftekant-parkerede biler trække skuespillet tæt ind på livet – så tæt, at de blev vidne til, hvad kun få har overværet: en urfugleparring. Normalt trækker kokkene og de udvalgte høner sig ind i heden for at drikke salighedens bæger. Men her var det et syn af sekunders varighed på åben mark.
De grønne havde valgt en heldig dag til ekskursionen, et af det langvarige vårspils højdepunkter. Vårspillet kan vare fra midten og slutningen af marts til sidst i maj, nogle år endda lidt ind i juni. Kun en kort periode af den tid tænker urkokken på damer. Sagen er jo den, at hedens sorte pasha – her Blichers benævnelse – er en herre af egocentrisk gemyt, en mandschauvinist, sig selv nok og strengt taget mest interesseret i maskulint selskab – bagefter.
Kaj Westerskov gør i sin nu 40 år gamle bog ”Urfuglen” op med forestillingen om, at urkokkens skogrende spil i hele sit forløb skulle være en kamp om hønernes gunst. Hønerne besøger blot spillepladserne i en uge eller to. Efter overstået parring trækker de sig tilbage og går i gang med redebygning og æglægning. Men herrerne med den hvide lyre hengiver sig endnu i nogen tid til spillets glæder. Udelukket fra det gode selskab er ofte unge individer, som ikke kan hævde sig i spillet. En sådan ensom, ung kok hilste man på forleden morgen. Den stod langt fra spillepladsen inde på en grøn kornmark og gik nervøst på vingerne, bare ved synet af bilkortegen.
Vil man se og høre urkokkenes vårspil, må man opføre sig ordentligt, d.v.s. diskret. Optaget af spillets ritualer med en festlig variation af attituder lader kokkene sig ikke forstyrre af biler, som gør holdt ud for spillepladsen, men står man ud af bilen, vil man snart opdage, at urfuglene er årvågne, selv om de er i ekstase. Så forlader de spillepladsen. Sådanne forstyrrelser kan, afhængig af hyppigheden, få uheldige konsekvenser for bestanden.
Om en måneds tid holdes der mandtal over den danske urfuglebestand, men allerede nu kan det fastslås, at der er tilbagegang på alle urfuglelokaliteter undtagen Vind Hede.
Når Vind Hede er blevet håbets land for hedens ur, skyldes det en menneskelig indsats på flere fronter. Statsskovrider Bo Holst-Jørgensens målbevidste terrænpleje i skovdistriktet giver nu tydeligvis bonus. Skovens folk står på pinde for urfuglen året rundt: plejer heden med ild og gedehold, holder utøj på afstand, sikrer rimelige fourageringsmuligheder o.s.v.
Urfuglens private venner må ikke overses i den sammenhæng. En af dem er gdr. Hans Jørgen Jeppesen, på hvis jord urfuglene har deres største spilleplads. Han lader marken ligge grøn vinteren over, så spillepladsen er intakt, når drifterne vågner hos urkokkene. At han også fodrer sine venner om vinteren, nævnes for fuldstændighedens skyld.
Christian Hjorth, der er næstformand i Dansk Ornitologisk Forening og medlem af Det grønne Råds forretningsudvalg, anslår, at urfuglereservatets og de tilstødende arealers bestand nu tæller ca. 30 individer, svarende til 60 procent af den samlet dansk bestand på et halvt hundrede. Hjorth bygger sine formodninger på egne iagttagelser i dette forår: På én morgen talte han 11 kokke på den store spilleplads. Og der er flere spillepladser i området.
Man må se i øjnene, at Vind Hede er det eneste terræn, hvor hedens smukke fugl har mulighed for at overleve. Derfor er megen ornitologisk opmærksomhed rettet mod denne lokalitet. Endnu er der urfugle i Karup og på Randbøl Hede, men forårets iagttagelser synes at antyde, at uren nu er forsvundet fra den smukke lokalitet Kongenshus, hvor der endnu i fjor taltes tre kokke. På det store statsterræn i Borris forsvandt urfuglen allerede i 1980.
Jo, de grønne gæster ved urfuglenes store spilleplads forleden morgen fik i virkeligheden en oplevelse, som kun overgår få.

Artikel bragt i Holstebro Dagblad, den 7. maj 1983.

De sidste urfugle på Vind Hede blev observeret i 1996. Urfuglen blev erklæret uddød i Danmark i 2001.

Opdateret