Herning Historie

Et besøg hos ”Gamle Trine” i Stavlund i 1908.


Min farfar, Søren Kristian Sørensen (f. 7/1 1886 – d. 9/7 1953) begyndte omkring 1933 at nedskrive sine erindringer ”Livet”, og fortsatte med mellemrum frem til sin død. Erindringerne er håndskrevne og ikke udgivne, men vi er nogle af hans efterkommere, der har en fotokopi. Det er personligt vinklede beskrivelser af hans liv og af begivenheder, der har optaget ham. I denne sammenhæng er det et besøg hos ”Gamle Trine” i Stavlund, der er interessant også for andre end familien.
Som baggrund for beskrivelsen skal anføres, at han foretog besøg hos hende sammen med sin forlovede, senere min farmor, Nielsine Pedersen (f. i Stavlund 14/8 1884 – d. 12/3 1949). De besøgte hendes forældre i Stavlund og deres nabo ”Gamle Trine” omkring 1908. De boede da begge to i Hammerum, og blev gift året efter. Herfra cyklede de til Stavlund, hvor hendes forældre boede i et lille hus, som de selv havde bygget omkring 1860. Det var beliggende på det, der i dag med et nyere hus har adressen Stavlundvej 22. Naboen ”Gamle Trine” boede i et lille hedehus på en bakke, der i dag er beliggende på adressen Stavlundvej 11. Her er der ved vejen en lille sten: Trines hus. På bakken ligger i dag også et nyere hus.
Mens jeg arbejdede med min farmors og farfars slægt søgte jeg bl.a. på ’Arkiv.dk’ under ’Stavlund’, og her dukkede der et billede op af ”Gamle Trine”. Og det var lidt morsomt, for man kan på det gamle foto af hende se, at der hænger tørrede blomster og der står avisudklip i vinduerne. Netop de ting, som min farfar også beskriver. Når man læser hans beskrivelse af cykelturen derud og sammenligner med landskabet i dag, er det tydeligt, at hvor der i dag er frodige marker og plantede læbælter, var der dengang bar hede, med kun spredte bevoksninger, bortset fra engene ved åen (Stavlund Å). Det fremgår også, hvis man sammenligner kort fra dengang på ’Historiskatlas.dk’ med f.eks. luftfotos på ’Krak.dk’ fra 1954 og 2020.
I afskriften har jeg bevaret hans skrivemåde mv. Dog har jeg sat flere punktummer og indsat afsnit, hvor han blot skriver i én lang beretning.
Haderslev, d. 20/10 2022, Thorkild Sørensen, f. 1944 og sønnesøn af Søren Kr. Sørensen.

 
Søren Kristian Sørensens uddrag af erindringerne:
”Som omtalt andetsteds, hed en af deres nærmeste Naboer Gamle Karen, som var omtrent paa Alder med min Svigermor, dengang cirka 58-60 Aar. Hun boede i et lille Hus Nordvest for, sammen med sin godt og vel 80 sindstyve Aarige Moder, som gik under Navnet ”Gammel Trin”. Samme Gammel Trin var ikke saa lidt af en Original, en Særling som frafregnet hendes Særheder egentlig var klog nok. Det var hendes Mand der gerne i de sene Aftentimer vilde trække i min Svigerfaders Kløver med sin Ko.


Huset ligger henrivende smukt paa en Hedebakke, eller ret brat Knold, med en enestaaende smuk Udsigt op ad den smalle Engkløft mellem to stejle Bakkeskrænter, som bugter sig ud og ind i sære vridninger, af og til bevokset med Buske og Smaakrat medens Aaen bugter og vrider sig som et Sølvbaand, saa langt Øjet rækker. Til Gammel Trins og Gammel Karens Hus hørte kun nogle faa Tønder Land, meget mager Hedejord, som nu igen var overgroet med Lyng, da det ikke blev dyrket mere.
Datteren Karen gik ud og tjente lidt ved Bønderne hvor hun kunde, og de var gode ved hende, saa hun fik saa meget med Hjem, at hendes gamle Moder ogsaa kunde leve. Huset var egentlig ikke mere deres eget, men Naboens. Men Kommunen havde faaet det ordnet saadan for de to Gamle, at de boede Husfrit. Desuden fik Gammel Trin nogle faa Kroner til Hjælp fra Kommunen. Og da de to var meget nøjsomme Kvinder, slog det ret godt til for dem. En Dag jeg gik i Marken sammen med min Svigerfar og kom i Nærheden af Huset, mens han fortalte mig om deres økonomiske Omstændigheder, spurgte jeg ham: Jamen naar Gammel Trin faar saa meget af Folk, hvad bruger hun saa Pengene til hun faar. Da svarede han: ”Aa Skidt o Maag o Lot”. Saadan var deres Talemaader dernede. For os lød det raat og udannet, for dem var det en dagligdags Maade at udtale sig paa. Der blev fortalt saa meget om Gammel Trin, at jeg havde stor lyst til at besøge hende, og da hendes Datter Gammel Karen kom hen til os, og vi blev svært fine Venner, varede det ikke længe inden jeg blev inviteret. Min Kæreste og jeg gik derhen en Dag, men traf ikke Karen hjemme. Det gjorde jo heller ikke noget for min Skyld, det var Gammel Trin jeg vilde se og snakke med. For min Kæreste var det jo kun et Besøg af mange, hun havde været der saa tit mens hun var hjemme hos Far og Mor, men for mig var det en Oplevelse af Rang.
Jeg vil begynde at fortælle om det udvendige af Huset. Som fortalt, det laa paa Toppen af en Bakkeknold omgivet af Lyng til alle Sider. En Sti førte fra den smalle Vej op gennem Lyngen til Huset, til hvis Forside der laa en gammeldags Kal- eller Kaalgaard (Have) med Jordige omkring, paa hvilken groede en enkelt Hyld og Pil, og nogle vilde Stikkelbærsbuske myldrende fulde af de smaa røde saftige Bær, som ikke er større end Ribs. Inde i Haven et par Ribs og Solbærbuske, lidt Køkkenurter som Kaal og Kørvel, lidt Løg og Timian, en Busk Amber, og en enkelt Kulturblomst, som vel nærmest var Karens Frembringelser, ellers var Haven beplantet med Markens vilde Blomster, om var Gammel Trins Hovedspeciale, som vi snart skal høre om.
Huset er meget lavt og sammensunken. Lyngtaget, som er overgroet med Mos og Husløg, naar helt ned til de smaa Vinduer, med Tagskæget vel næppe ret meget over to Alen fra Jordoverfladen. Her paa Forsiden sidder Indgangsdøren, som dog paa Grund af Husets Ælde ikke benyttes. Murene er Lerklinede, og fra neden og helt op til Vinduerne tildækket og afstivet med Hedetørv som samtidig baade luner og skærmer mod Vind og Vejr og saaledes bliver der kun cirka en Alen af Muren omkring Vinduerne, som er synlig, Resten er tildækket med Hedetørv ogsaa Døren, som jo af samme Grund ikke kan benyttes.
Man kommer ind i Huset gennem Gavlen, men maa bukke Hovedet idet man gaar ind og tage Hatten af for ikke at slæbe den på Loftet, som er fuldt af Spindelvæv. Det Bryggers og Køkken vi er kommet ind i, og samtidig Oplagsplads med let Adgang til Vinterens Forbrug af Hedetørv, så træder vi bukkende ind i Husets eneste Stue. Jeg siger bukkende, for dette er det mærkværdigste Opholdsrum jeg nogensinde har betraadt. Tørrede Buketter af alle mulige Slags hænger tæt ned fra Loftet, som i Forvejen er så lavt at man maa bøje Hovedet for at staa oprejst. Buketterne hænger tæt af Blomster, Lyng, Kornsorter, Græsarter, spættet med udblæste og tørrede Fugleæg af alle Slags, som i Traade hænger ned mellem Buketterne. Væggene er ligeledes overbehængt med Buketter og gamle Avisbilleder i flere Lag ophængt på Søm og i Snore uden Plan imellem hinanden. Bænken ved Vinduerne er overbehængt med gamle Billeder af Aviser og Tidsskrifter, ligesom selve Vinduerne var overbehængt med buketter og Avisbilleder. Det værste var dog selve Bordet, et engang hvidskuret Langbord, nu blev i hvertfald kun den ene halvdel skuret, paa den anden lå Avisudklip, gamle Illustrerede Blade og Billeder i store Dynger, sikkert flere hundrede. På den fri Halvdel af Bordpladen, stod en Pande med stegt Flæsk, som var halvt tildækket af gamle Aviser. Luften var tung af det Aargamle Støv og Spindelvæv, som hang ned mellem Buketter og gamle Aviser som sikkert aldrig blev flyttet. Men det mærkeligste var dog nok Sengene, som fyldte den ene Side af Stuen modsat Vinduerne, stillet op ligesom i min Kærestes Hjem med Hovedgærdet til hver sin ende, og Fodstykkerne sammen, og hævet saa højt at man kun lige kunde sidde oprejst i dem uden at støde Hovedet mod Loftet. Jeg lettede lidt paa Sengetøjet, og saa at Underlaget i Sengene var Lyng. For at man kunde komme op i dem, var der anbragt en mægtig stor Kampesten foran hver, paa det Lerstampede Gulv.
Hvorledes de var tilfreds i disse Omgivelser af et Hjem? Udmærket. Folk var gode ved dem, de manglede aldrig noget at spise, og du kan selv tænke, sagde Gammel Trin, og viste mig nogle Breve. A haa faat Brøv fræ æ Dronning o hinnæ Bøen no te Yvl, de foer A hver Yvl, sagde Gammel Trin Glædestraalende, o saa send di mæ endda en Serrel mej i Yvlgav, o dæ æ osse manne anne fien Folk, der sktyver te mæ, o senner mæ Peng, o dæ æ osse manne fin Folk fra Kjøvenhavn, der kommer o sier te mæ, nær di æ hæ øver, siger Trin, idet hun viser mig Brevene med Kongekronen og Jule Hilsenerne.
En anden Gang jeg besøgte Gammel Trin, skulde jeg absolut se hendes daarlige Ben. Hun gik med bare Ben i Tøflerne og løftede det graa Vadmelsskørt helt op for at jeg skulde se hendes daarlige Laar. Saadan var Gammel Trin, vel egentlig klog nok paa sin Maade, naiv og ligefrem uden Spekulationer over Livet tilsyneladende. Men i Barndom.
Nu er hun død, men bort fra det gamle Hus vilde hun ikke, skøndt Beboerne var bange for at der skulde ske en Ulykke med hende, derude i den letfængelige Rønne. Efter hendes Død købte en Kunstmaler Huset og lod det restaurere og indrette til Atelier, i de smukke og ejendommelige Omgivelser. Denne Omvæltning af ”Gammel Trins” Residens foregik dog ikke før i Krigs Aarene efter 1914, da Pengene flød, og Kunst eller Ikke Kunst havde en Glandsperiode. For dette Ateliers vedkommende var det dog Kunst. Hvor var Skitserne taget lige paa Kornet af de smaa Gammeldags Stuer. Jeg saa en enkelt en Gang min Kæreste var inde og se hans Studier. Til Eksempel et Stykke af en gammel Kone med lappet Tørklæde foran den Aabne sodede Skorsten, mens hun i Haanden holder en Pande med stegende Flæsk, over den lystigt blussende Ild paa det aabne Ildsted.”

Søren Kr. Sørensen.

Opdateret