Nøvling Andelsmejeri 1890 – 1965
Af Svend Aage Madsen
Nøvling Andelsmejeri var et af de første mejerier, der blev opført her på egnen. Til gengæld var det også det første, der blev nedlagt.
I 1890 besluttede landmændene i Nøvling-området sig for at opføre et andelsmejeri, og den valgte bestyrelse fandt efter de indledende manøvrer hurtigt en efter deres mening egnet plads. Det blev i det område, hvor senere Nøvling by udviklede sig.
Byggeriet var så småt startet, og sideløbende gravede man brønden, der skulle forsyne det nye mejeri med vand. Efter endt gravning i en dybde af ca. 13 meter erfarede man, at brønden desværre aldrig ville komme til at give vand nok.
Af den grund blev man nødt til at se sig om efter en anden placering både til brønden og mejeriet. Problemet blev løst forholdsvis hurtigt, for ejeren af gården ”Overgaard” tilbød at give en grund til det gode formål nogle få hundrede meter længere mod vest beliggende ved den nye landevej mellem Vildbjerg og Gødstrup.
Her var der rigeligt med vand, men kvaliteten var ikke overvældende god, da det indeholdt en del okker.
Hen på sommeren i 1890 blev mejeriet indviet og taget i brug. Drivkraften til udførelsen af arbejdet var en 4-hestes dampmaskine samt en mejeribestyrer og et par medhjælpere.
Placeringen af mejeriet var vel tænkt, for der var leverandører fra både Nøvling, Vildbjerg og Sinding.
Ved begyndelsen i 1890 var der 18 leverandører til mejeriet, og det sluttede med 85 i 1965.
Det var ikke blot mælkebehandlingen, landmændene var gået sammen om. Også indkøb af tilskudsfoder (oliekager) til køerne foretoges i fællesskab, hvilket også var med til at give sammenhold og økonomiske fordele.
I starten var nogle af landmændene dog noget forbeholdne over for kraftfoderets betydning for køernes ydeevne og mælkens kvalitet. Eksempelvis var en konsulent på et tidspunkt på besøg hos én af de større leverandører til Nøvling Mejeri for at fortælle ham om kraftfoderets fortræffeligheder. Selv om vedkommende landmand var noget afvisende, lod han sig alligevel overtale til på forsøgsbasis at købe 30 pund foderkager.
Efter nogen tid mødte landmanden mejeribestyreren, som roste manden for, at han var kommet til fornuft, for der var ingen tvivl om tilskudsfoderets betydning for mælkens kvalitet. Manden vendte skråen en gang og meldte så ud: ”Nå, tøws do det! Ja, men la mæ så fo 30 puund mier, som a ka sæt op o lowt te di anner!”
De første mejeribestyrere var ikke længe i stillingen, før de af forskellige årsager drog videre. Først da M. Pedersen rykkede ind i bestyrerboligen i 1909, kom der ro på.
Med ham ved roret, havde man fået en mand, der var holdbar i lang tid, idet han var i jobbet frem sin død i 1942. Efterfølgeren, hans søn, Alf, var lige så trofast, da han stadig bestyrede mejeriet ved dets nedlæggelse i 1965.
I starten var der ikke en egentlig bolig til mejeribestyreren, som derfor sammen med sin familie måtte bo på loftet over mejeriet.
Dette forhold blev forbedret i 1906, hvor der ved siden af mejeriet blev opført en bestyrerbolig. I samme ombæring blev der opført et hus, der kunne rumme ca. 150 kubikmeter is. Ved hjælp af den oplagrede is kunne man blandt andet holde flødekarret nedkølet i de varme sommermåneder.
Denne form for nedkøling fungerede fint helt frem til året 1944, hvor der blev installeret en kølemaskine.
Mælkespandene med indhold blev transporteret til og fra mejeriet af et skiftende antal mælkekuske alt efter, hvor mange ruter distriktet var delt op i.
Med hensyn til aflønning af kuskene var proceduren mange gange den, at de interesserede mundtligt bød ind på de enkelte ruter, og den der bød lavest fik entreprisen. Det var sjældent en god forretning, da nogle af nød af og til underbød hinanden ud over det rimelige, men det gav likvid kapital. Senere gik man over til skriftlige tilbud.
Meget bedre var det ikke at køre efter, hvor meget mælk man transporterede. Mængden kunne svinge meget. I 1901 var prisen for transporten af mælken på Korshøj-ruten 24 ører pr. 100 pund. Som et lille kuriosum leverede en leverandør i en periode i september måned 1913 kun 7 pund (ca. 3½ l.) om dagen, mens den, der leverede mest præsterede 4660 pund.
Generelt var der en god tone mellem leverandører, mælkekuske og mejeribestyrer, men naturligvis kunne der opstå nogle små gniderier, som for eksempel da én af mælkekuskene en dag lod vente på sig, og mejeribestyreren havde åbenbart fået det forkerte ben ud af sengen, for han gik ud på perronen, hvor han i det fjerne fik øje på den forsinkede og gav sig derfor til at vinke for at skynde på ham.
Kusken må have været en lun rad, for han smed tømmen og træskoene og stormede i løb frem til mejeribestyreren og spurgte forpustet: ”Hva æer do wel mæ, a tøws do står å winker ater mæ?” Der var nok nogle, der den morgen fik et billigt grin.
Men mejeridriften i Nøvling var ingenlunde problemløs. Især missionsfolkenes krav om, at der ikke måtte køres mælk om søndagen, gav som mange andre steder anledning til megen uenighed.
Den manglende afhentning gav naturligvis problemer på varme sommerdage, når mælken skulle stå en dag over. På et tidspunkt fandt man den løsning, at der i sommerhalvåret skulle hentes mælk to gange om lørdagen, så mælkekuskene måtte af sted lørdag aften klokken 19 for at kunne nå at være hjemme inden klokken 24, hvor man bevægede sig ind i søndagsdøgnet. Der var flere argumenter for denne ordning, men en leverandør tog alligevel stikket hjem, da han på et møde rejste sig og sagde: ”Er I ikke klar over, at mejeriet ligger lige ud til landevejen, hvor alle og enhver, der kommer forbi, kan se at der arbejdes på Nøvling mejeri om søndagen?”
Denne belastende ordning for kuskene og ansatte på mejeriet hørte først op i 1937.
Nogle biindtægter kunne der også genereres blandt andet ved, at man på mejeriet i 1912 fik indrettet et baderum, hvor omegnens beboere kunne komme og få enten et karbad eller et såkaldt styrtbad. Skulle der gås grundigt til værks for eksempel ved indkaldelse til session eller giftemål, kostede begge dele til sammen 25 øre. Kunne man nøjes med et styrtbad, var prisen 10 øre.
Et andet tiltag var, at man i 1922 fik opsat en kartoffelkoger, hvor omegnens landmænd kunne få kogt deres kartofler. Kartoflerne blev efterfølgende brugt som et næringsrigt foder til grisene.
Nøvling Andelsmejeri, der var et smørmejeri, holdt produktionen gående i 75 år, men efter tiltagende afmatning lukkede det som tidligere nævnt som det første her i området den 1. oktober i 1965. De fleste af leverandørerne tilsluttede sig Snejbjerg mejeri.
Mejeribestyrer Alf Bøjgaard Pedersen købte efterfølgende privatboligen, mejeriet med maskiner og alt inventaret samt grunden for 35 000 kroner.
Aktiviteterne i de gamle mejeribygninger sluttede dog ikke helt i 1965,
for fabrikant Keld Mortensen Herning lejede sig ind og startede en produktion af ristede løg, som på det tidspunkt blev ret efterspurgte.
Mejeribestyrer Pedersen blev ansat til at lede det daglige arbejde, mens der blev ansat en halv snes kvinder til at klare produktionen. Men efter forholdsvis kort tid blev løgproduktionen indstillet blandt andet på grund af lugtgener.
Skorstenen blev først pillet ned i 1971, og i dag er der ikke mange af de forbipasserende, der tænker over, at der her har ligget et mejeri.
Andre historier
-
Brandstifteren fra Gjelleruplund
Ansøgning om benaadning for tugthusfange Anders Christensen Meldgaard 71 Aar: Justitsministeriets 1. Departements Forestillinger 1866. Ved den Viborgske Lands – Overrets Dom af 15de Juni 1857 er han for Brandstiftelse i Medfør af Frdn. af 26de Marts 1841 § 4 anseet med 12 Aars Tugthusarbeide. Domfældte, der var meget forfalden til Drik kom den 10 […]
-
Dele af Døvling skoles historie
I 1814 gennemførtes en skolereform der indførte undervisningspligt og inddelte landet i Skoledistrikter. Trods de ugunstige tider, efter statsbankerotten i 1813, lykkedes det at gennemføre skolereformen af 1814, der lovgav, at alle børn skulle lære at læse og skrive, men den slunkne pengekasse betød, at der ikke var råd til tilstrækkelige lærerlønninger, og for at […]
-
Chr. Jensen, der emigrerede til New Zealand
I 1852 blev Overgaard, Skjernvej 231, købt af en mand, der hed Chr. Jensen, som var født i Outrup ved Varde. Han var ikke som folk var flest på den tid. Allerede som 15 årig blev han lærer i Vittarp og Debel skoler. Senere blev han skriver hos en kanseliråd i Varde. Det lader dog […]