Herning Historie

Lille Thinus, En usædvanlig mand


MARTINUS DUSINUS NIELSEN, I DAGLIG TALE KALDET LILLE THINUS ELLER BARE THINUS, VAR EN MAND, SOM RIGTIG MANGE HAR KENDT ELLER HØRT OM.
Lille Tinus er født i 1918 på Skjernvej 205 i Vind sogn, som var ejet af kommunen. Som mellemnavnet fortæller, var han nr. 12 af børneflokken. Hans forældre var Ane Johanna og Mathias Nielsen.
Han gik i skole i Vind, men kom ud at tjene allerede før konfirmations alderen.
Han kom fra et fattigt hjem, men han var velbegavet. Han har fortalt, at han næsten kun fik sukkermadder med i skole, men han byttede dem for det meste med de andre elever, som meget gerne ville have sukkermad i stedet for ost eller pålæg, som de havde med.
Lille Thinus blev konfirmeret den 2. oktober 1932 i Ørnhøj, mens han tjente ved Lindberg Halkjær i Store Halkjær.
Han arbejdede senere i nogle år som karl hos Harald Hounisen i Udstrup (Damstrupvej 2).
Thinus har haft mange forskellige pladser på landet og andre arbejdspladser. Her kan nævnes, at han arbejdede i tørvemosen i Kjærgård vest for Grønbjerg i flere år. Thinus arbejdede også i kullejet i Spåbæk. Viggo Hansen, som var tillidsmand, sørgede for, at alle var i fagforeningen. Det kunne jo ske, at der var en, der kom i restance, så samlede man sammen til ham. Sådan gik det ”Lille Thinus” han kom i restance både en og to gange, da det skete tredje gang, tog Viggo ham ind på kontoret, og så fik Thinus at vide, at nu skulle kontingentet betales ellers ville han få et lag tærsk. Siden kunne Thinus sørge for at betale sit kontingent inden han begyndte at drikke resten op. Han havde også i flere år plads som karl ved Amandus Damgaard på Nørhedevej, her var han som en bror for Amandus´s mange drenge. På dette tidspunkt var han begyndt at tage på strejf (på druk), når han havde fået løn. Når han så havde været væk et par dage og sandsynligvis brugt det meste af lønnen, startede Amandus bilen og fik ham hentet tilbage på gården. Han blev selvfølgelig hurtig savnet på gården, for han var jo en dygtig medarbejder, som ikke var så nem at undvære i det daglige arbejde.
Ellen og Amandus havde en pony, som Thinus også skulle have ansvaret for, ligesom for de andre dyr på gården. Hesten og Thinus blev aldrig gode venner. Helt galt gik det en dag, Thinus var i stalden og arbejdede med forskellige ting. Han kom for tæt på hestens hoved og pludselig bed den ham i armen. Thinus bandede højt, hvorefter han resolut vente sig om og stak hesten en lige højre, men dog med det resultat at han forstuvede sin arm.
Thinus havde en VeloSolex – engang kom han ind i køkkenet, hvor Ellen Damgaard stod og lavede morgenmad. Han var fyldt med sår og grus i hele hovedet. Chokeret spurgte Ellen, hvad der var sket, hvortil Thinus svarede. »Den fandens knallert slog mig af…«
Lille Thinus blev aldrig gift, ikke fordi han ikke kunne lide piger, men der var jo nok ikke nogen, der ville have en mand, som jævnlig skulle på strejf, og hvis der var, så var han nok ikke villig til at indlade sig med hvem som helst, for han var ikke ubegavet.
Engang da han rejste med toget til Holstebro, hvor han havde fået lige rigeligt at drikke, blev han lidt for nærgående overfor et kvindemenneske, som han omtalte hende. Han fortalte ihvertfald, at han fik sådan en lussing, som han aldrig havde fået før, og så var det problem løst på behændigt vis, uden indblanding udefra.
Thinus arbejdede senere hos Jens Kr. Didriksen i nogle år, mens han boede i forsamlingshuset i Spåbæk. Jens Kr. hentede ham for det meste, når de skulle i skoven for at skove træ eller juletræer mv. Det var dog ikke altid, at Lille Thinus var ædru, og så måtte han jo bare køre igen og selv gå i gang eller vente til næste dag.
Thinus var også en kendt skikkelse i gadebilledet omkring købmanden, både når han var ædru og når han var fuld. Når han var fuld, skulle han nok selv gøre opmærksom på det. Han kunne stå uden for købmanden og f.eks. råbe »Lille Thinus er fuld« eller at man kunne få et par øretæver af ham, hvis man var for fræk.
Det kunne ske, at cyklen eller knallerten ikke altid ville, som Lille Thinus ville. Hvis han var væltet, sagde han, at asfalten var kommet farende op i hovedet på ham.
Det var ikke altid han kom hjem, inden han blev nødt til at sove, så ind imellem kunne han godt overnatte i en hæk el lign. sted.
En vinterdag var det dog så koldt, at han havde forvildet sig ind i kapellet og lagt sig til at sove på briksen, som han valgte at kalde den. Han fortalte senere, at det ikke var et rart sted at overnatte, men dog bedre end at være frosset ihjel.
Thinus kunne også være både fræk og drilsk. Tømrermester Åge AP havde ansat ham til at gå til hånde på en byggeplads. Thinus plagede for at få 20 kr. i forskud, hvilket blev nægtet, da han nok bare ville bruge dem på brændevin. Han bedyrede, at det var til rugbrød og leverpostej, men da det lykkedes at få pengene af Åge AP, slog Thinus en latter op og sagde »Du skal sgu ikke bestemme, hvad jeg skal bruge mine penge til, din lille lort«. Herefter så de ham ikke i flere dage.
Han arbejdede også en del år i statsskoven, måske af samme grund som mange andre, der ikke havde arbejde, for så blev man nemlig bedt om at møde op i statsskoven for at arbejde i stedet for bare at gå ledig. Der var mange fra Ørnhøj, som i en periode arbejdede i skoven af den grund, og nogle stykker blev ved med at arbejde der indtil pensionsalderen.
Thinus boede også i nogle år på Galtmosevej 12, som var ejet af Peder Voldsgaard, der boede i nabogården.
Engang, da han boede der, var det nær gået galt for Thinus. Han brugte motorsav og en gang imellem kunne saven, hvis man ikke passede på, fare op, når den fik forkert fat i en træstamme. Han fortalte, at den lige akkurat havde ramt kasketten, så der var et spor i kasket skyggen. Herefter kunne han nok ta´ sig i agt, det var jo ikke sikkert, at det gik godt næste gang.
Thinus opvarmede altid sine boliger med brænde og tørv, som han jo selv bjergede. Jeg tror, at han nok var den sidste mand på egnen, der bjergede tørv med det formål at fyre med dem.
Thinus havde, da han var ældre, også en lille brun hund, som fulgte ham overalt.
Uanset om det var de sidste penge han havde, så var det altid hunden, der først skulle sørges for og dernæst ham selv.
Mange mennesker i Ørnhøj har kørt Lille Thinus hjem, når han var ved at blive træt. Frede Christiansen kørte ham hjem mange gange. Man kunne også blive forbavset over Thinus. Engang tæt på jul var der blevet ringet fra hotellet til Bent Damgård, om han ikke kunne komme og hente ham hjem, fordi han lavede uro blandt gæsterne. Noget, der slog Bent som rørende, da han kom ind i gangen til huset, var, at der stod det yndigste pyntede juletræ. Det fortæller jo også en anden historie om Lille Thinus end bare ham, som optrådte, når han var fuld, Han var en venlig og hyggelig mand, når han var ædru, og i det hele taget dygtig til sit arbejde. Hjælpsom var han også, hvis nogen havde brug for hans hjælp. Han var også veltalende og en god fortæller.
Selvom han havde et omfarende liv og boede mange forskellige steder, så klarede han selv at tjene til husleje, føde og selvfølgelig øl og brændevin, som var hans foretrukne drikke. Han rørte ikke vin, for som han selv sagde, så blev han »tovli« i hovedet af det. Var han helt flad for penge, så kunne han godt komme i tanke om at drikke husholdnings sprit, selvom han ikke kunne fordrage smagen.
Af andre steder, hvor Thinus har boet, kan nævnes »Pjaltenborg« bagved Halkjærvej 23 og i en periode i det lille træhus, som Winther Christensen havde som kontor ved udkørslen fra kulgraven lige nord for Torstedvej. Som pensionist boede han til leje på Søndervang og den sidste tid han boede i Ørnhøj var i en ældrebolig i Vads Dal, hvor han var så uheldig at brække hoften og kom herefter på Sørvad Plejehjem.
Lille Thinus døde i 2005 og er begravet på familiens gravsted i Vind.

Opdateret