Herning Historie

Ditte og Poul fortæller om

Dittes barndom og
første ungdomsår


Indhold:

Indledning
Barndommens gade
Dalgasgade 27
Hjemmet og familien
Menigheden
Skolen
Den første ungdomstid
 
Indledning
Ditte var meget interesseret i sin slægt, både på fædrene og mødrene side.
Hun havde et godt forhold til sine mange onkler og tanter og kendte alle sine fætre og kusiner. En enkelt fætter (Ove) og fire kusiner (Else, Søster, Oda og Astrid) havde hun hyppig forbindelse med så længe hun levede.
Hun fik hjemmefra en stor samling familiefotos. De er samlet i to store fotoalbums og forsynet med mange navne og andre noter. Her er også indlagt papirer vedrørende slægten (gl. skøder fra Aulum aftægtskontrakter m.v.). Småting fra forældres og bedsteforældres tid er også gemt, f.eks. dem vi har leget med mange nytårsaftener Fotos fra Herning – Dalgasgade 27, skolen, kammeraterne, konfirmationen, studenterne osv. – er samlet i et fotoalbum, der dækker perioden 1920-40 og ligger sammen med mine og vores fælles fotoalbums i det brune skab i depotet.
Jeg har foretrukket at til dette materiale i stedet for at illustrere dette lille hæfte med fotos plukket ud af de forskellige albums.
Jeg henviser også til, at der findes udførlige slægtstavler i de to albums, der handler om henholdsvis Raben-slægten og Jeppesen-slægten.
Endvidere kan jeg nævne det lille skrift, hvori Asger Smidt efter studier i arkiverne har samlet oplysninger om Raben-slægtens tyske oprindelse.
Endelig er der meget stof om Herning på Dittes tid, herunder også Dalgasgade, i Gunnar Jespersens bog om “Herning i svundne tider”, hvor Ditte også har fundet plads til at skrive noter i randen.
At samle materialet i en lille erindringsbog magtede Ditte ikke i sine sidste år. Hun fik kun skrevet – med blyant – et afsnit om Dalgasgade og et om hjemmet og forældrene. De udgør det første og det tredie afsnit af dette Resten har jeg skrevet på grundlag af Dittes notater, ting, hun i årenes løb har fortalt, og mine egne erindringer om tiden fra 1935, da vi lærte hinanden at kende.
Ud af dette er kommet en lille beretning om Dittes opvækst for snart længe siden, i beskedne kår, men i et kærligt hjem og i gode omgivelser.
Det er mit håb, at de der får dette skrift i hænde, vil læse det med glæde.

Hesselbjerggård, januar 1994
Poul

Barndommens gade
Ditte fortæller: Jeg er født i Aulum, en stationsby, der ligger omtrent midtvejs mellem Herning og Holstebro. Her boede mors forældre på slægtsgården Ny Lundgård, på hvis marker en stor del af det nuværende Aulum er bygget. Da far og mor giftede sig i 1902, fik de i bryllupsgave en byggegrund, hvorpå de opførte et hus, der blev deres første hjem. Det ligger endnu ret uændret i Danmarksgade tæt ved Ny Lundgårds gamle forfaldne stuehus.
Her fødtes den 4. september Dagny og den 7. april 1913 kom jeg til verden. Far var uddannet maler, og mor supplerede hans beskedne indtægt ved at have et “smørudsalg” i huset.
I begyndelsen af 1914 rejste de imidlertid fra Aulum til Herning, sikkert fordi far mente, at der var bedre arbejdsmuligheder for en maler i denne hurtigt voksende by, der i 1913 var ophøjet fra landkommune til købstad.
VI boede først til leje i Dalgasgade 27, men da huset blev til salg i 1915, købte vi det – eller rettere: Mor købte det for sin arv hjemmefra, efter at begge forældre var døde. I)et var mor, der havde skøde på huset. Her fik Dagny og jeg vores barndomshjem, og mor og far boede der til mors død i 1948, da huset blev solgt og far flyttede til Hørning, hvor han boede sine sidste fem år hos Dagny og Alfred.
Dalgasgade var en dejlig gade og blev det ikke mindre i løbet af de år, vi boede der. Det var en “villagade” med kun få forretninger og større beboelseshuse. Nr. 27 var nu ikke nogen “villa”, men et beskedent hus, men nr. 29 og 31 var store villaer med fine haver og som genbo på nordsiden af gaden havde vi en meget stor hvid villa. Alle disse tre tilhørte medlemmer af slægten Truelsen, som var nogle af de første og største tekstilfabrikanter i Herning. øst for os lå både nord og syd for gaden gartner Elkjærs gartneri og den tilhørende butik og beboelse lå på gadens nordside, altså over for os.
VI havde et godt forhold til familien Elkjær – Johanne Elkjær var mors meget gode og fortrolige ven. Vi kunne altid – med almindelig hensyntagen – færdes i gartneriet og drivhusene med tomater og potteplanter. Gennem gartneriet kunne man komme videre op i den gård ud mod Bryggergade, hvor bl.a. bødker Jensen havde sit spændende værksted. Gennem en port var man så ude på Bryggergade. Det var en smutvej op i byen og blev selvfølgelig den vej jeg gik – eller løb – i skole.
Mor altid i fordøren og vinkede, så længe hun kunne se mig. Det var trygt. En anden smutvej op til var vest for os gennem Truelsens gård mellem den store hvide villa og fabrikken.
Familien i nr. 29 førte en tilbagetrukket tilværelse og deltog ikke i byens liv. Der var fem børn foruden en plejesøn. To var tvillinger, Agnes og Bertha, altså A og B, uddannet ved konservatoriet som musiklærerinder. De var på min alder, så dem havde jeg en del med at gøre. I)e forblev ugifte og arvede huset og så sent som midt i 1980erne var jeg sammen med søster Rahbek inviteret til eftermiddagskaffe hos dem. I)et var særdeles hyggeligt, men et mærkeligt gensyn med fortiden:
Intet var forandret, siden hjemmet blev indrettet i begyndelsen af århundredet. Ikke en stol stod anderledes, end da deres forældre levede.
I nr. 31 boede en familie, jeg fik meget med at gøre. Det føltes på en måde som vort nabohus, fordi nr. 29 var trukket tilbage fra gaden et stykke ned i haven. VI havde derfor frit udsyn over til nr. 31. Her boede fabrikant J. C. Truelsen. Hans kone døde i ung alder omkring 1925. Fra da af fik Karen Margrethe, som var min klassekammerat, sin daglige gang hos os, kom også meget inde hende Det var mig til stor glæde.
De boede meget smukt, havde fire store stuer, badeværelse og “træk og slip”. Det var en luksus, jeg ikke kendte hjemme, men som jeg nød i nr. 31, når jeg kom der.
T. Truelsen i den store hvide villa på nordsiden af gaden havde en landauer med to sorte heste for og kusk på bukken. Der er et billede af den i Gunnar Jespersens bog. Engang lånte J. C. Truelsen ekvipagen og jeg blev inviteret med på køretur til Høgild plantage. Det var en stor og smuk oplevelse for mig.
J. C. giftede sig aldrig igen, men havde som husbestyrerinde frøken Møller, der med fast hånd styrede husholdningen og satte grænser for Karen Margrethes udfoldelse. Jeg kan godt forstå, at hun trængte til den mere menneskelige og afslappede atmosfære inde hos os. På den anden side nød jeg den orden og skønhed, jeg mødte i nr. 31: TII eftermiddagskaffe kl. 3 var der altid hvid dug på bordet, dækket med smukt porcelæn og servering af flere slags hjemmebag.
J. C. var en stilfærdig mand, men kunne godt være snaksom og munter hjemme. Han betød meget for Indre Missions menighed i Herning, var forstander for søndagsskolen og var absolut med til at sætte sit præg på menigheden og dens omdømme som en mere frisindet og mindre fordømmende kreds end det ofte var tilfældet i det vestjyske Indre Mission.
Jeg har aldrig bedt Truelsen hjælpe mig økonomisk, men en dag stod han i vores stue og spurgte, om jeg havde brug for at låne penge rentefrit til første år på seminariet. Om jeg havde…! Pengene kom hver måned. Det blev til 1525 kr. i alt, og de blev tilbagebetalt så hurtigt efter min eksamen som muligt. Det var jeg meget glad for, at vi kunne gøre, og Poul var en god støtte både med tilbagebetalingen og i det hele taget i forholdet til Truelsen
Jeg kan godt forstå, at mor var begejstret for at bo i “villagaden”. Far morede sig undertiden med at sige, at den og den havde tilbudt at købe huset. Det gjorde ikke spor indtryk på mor. Hun sagde altid: du må fortælle dem, at jeg følger med huset.
Vest for nr. 31 boede købmand Lyhne (privat, ikke med butik), derefter trafikassistent Petersen, som havde have med vinteræbler, og så lagerchef Nielsen. I)et var børn fra den række huse, Dagny og jeg legede med – kælk om vinteren, om sommeren osv. Var der frost længe nok om vinteren løb vi på skøjter ovre i Søndre Anlæg på “Halvmånen” Det var så sjældent jeg havde skøjtestøvler, der passede mig, så fødderne var ømme efter en eftermiddag på skøjter. Særlig romantisk var det at løbe om aftenen i kunstig belysning og allerbedst i måneskin. Jeg kan ikke mindes jeg havde problemer med gadens børn Vi legede altid godt sammen. Laura Christensen – Dagnys gode veninde – sagde til mig på Dagnys 75 års fødselsdag: Du var altid glad og retfærdig – ord jeg var taknemmelig for at høre fra en fem år ældre pige. Jeg tror nok, at jeg var glad og ukompliceret, og at det var medvirkende til, at kammeratskabet føltes så let.
Mellem Lyhne og Petersen førte en vej ned til jernbanen med et stort led for enden. Jeg tror den er blevet brugt til særlig kørsel til og fra Knudmose, der engang strakte sig op til jernbanen Vi legede ofte ude i mosen, sprang over grøfter osv. – tit med en våd sok til følge.
Fra Knudmose kom i august-september hestevogne med store tørvelæs, som blev brugt som brændsel i mange ejendomme, ikke blot i krigsårene. I)et var virkelig gode tørv, ikke sådan nogle jordklumper, som vi fik på Krogerup i de første år. Hestenes klapren og de tunge vognhjuls rullen og knirken var velkendte lyde i Dalgasgade. Ak ja, det er fjern fortid nu, hvor hele gartneriet er lavet til en kæmpestor parkeringsplads og biltrafikken gennem Dalgasgade er enorm. Hvilken forskel fra den gamle “villagade”, hvor trafikken uden for tørvesæsonen var beskeden og stilfærdig.
Gik vi mod øst forbi Elkjærs gartneri ad vejen mod banegården lå der to små huse tilhørende to beslægtede familier med navnet Lind, som var flyttet ind til Herning på deres ældre dage. Den ene Lind var enkemand og hos ham kom Dagny i huset efter sin konfirmation og hjalp med lettere rengøring og madlavning. Han var dejligt menneske, som jeg gerne ville snakke md Han holdt “Frem” og jeg nød at læse i hæfterne. Det gjorde man også på Knudsminde, og de står nu samlet i otte bind i Anders’ sommerhus i Boeslum.
I Dalgasgade boede også en af Truelsens betroede medarbejdere ved navn Brunsen. Han havde en stor villa som var fyldt med Isakson malerier. Denne store svenske maler, som iøvrigt levede en stor del af sit liv i Danmark, nemlig på Christiansø, blev af sine samtidige anset for ekstremt moderne, men Brunsen forstod altså at værdsætte ham. Mig sagde disse billeder dengang ikke så meget, men mange år senere genså vi jo Isakson på Lousiana og lærte at sætte pris på ham.

Dalgasgade 27
Ditte nåede ikke at skrive om selve det hus, der dannede rammen om hendes barndomshjem. Det er derfor Poul, der skriver dette afsnit efter bedste erindring:
Dalgasgade 27 var et lille, men dog ret rummeligt hus. Det var bygget af røde mursten og havde tegltag. Der var en ret høj kælder under hele huset med vinduer både til gaden og gården. Stueetagen lå derfor en god meter over gadeniveau og både fortrappen og bagtrappen havde en halv snes trin.
Huset var trukket lidt ind fra fortovet, så der var en lille strimmel forhave. Kom man ind i huset gennem fordøren, var der en entre med en stejl trappe op til første sal. Til højre fra entreen kom man ind i dagligstuen med to fag vinduer mod gaden. Den var møbleret lidt i klunkestil fra sofa og stole med rødt betræk og klunker hængende fra sædet. Foruden den traditionelle sofagruppe var der et lille bord og en stol ved det ene vindue, hvorfra Dittes mor gerne fulgte med i livet på Dalgasgade. En divan blev flittigt benyttet af mor Kathrine, som døjede meget med træthed Far Emanuel lagde sig på divanen i hvis han ikke nøjedes med at sig et blund i gyngestolen. Så vidt jeg husker havde opretstående piano også sin plads i dagligstuen, og en kakkelovn må der også have været (eller blev begge stuer varmet op fra spisestuen?).
Fra dagligstuen, der vendte mod gaden, altså mod nord, kom man ind i spisestuen gennem en bred døråbning uden døre, men med portierer.
Spisestuen havde et stort vindue mod gården, altså mod syd, og naturligvis dør ud til køkkenet. Her var et spisestuemøblement med bord, stole, skab og skænk plus en divan Der hang et stueur på væggen og stod en radio med rund højtaler model ca. 1928 på skænken. Og Dittes far havde et lille skrivebord under vinduet.
I køkkenet var der gas til madlavning, men ingen form for rumopvarmning, hvad der var slemt for Kathrines gigt. På Dittes initiativ blev der sidst i 30erne anskaffet en varmekilde af en eller anden art – jeg husker ikke hvilken. Det var hendes mor meget taknemmelig for.
Toilettet var desværre i gården i et lille udhus med gammeldags lokumsspand. Det var ikke efter Dittes hoved, som enhver der har kendt hende vil forstå. Jeg har en erindring – men den er meget usikker – om at der på et sent tidspunkt, måske først efter krigen, blev indrettet “træk og slip” i et lille rum under trappen op til første sal.
Gik man op ad denne trappe, var der lige foran opgangen et værelse med vindue ud mod øst. Dette værelse var i Dittes barndomsår i reglen lejet ud, i lange mænd, som samtidig spiste hos familien. Ditte talte ofte om gravør Melsen og billedskærer Rude, som hver især i en periode næsten hørte med til familien.
løvrigt var loftsetagen optaget af et stort soveværelse med to vinduer i vestgavlen. Her kunne foruden en dobbeltseng stå to sengepladser for børn, her sov hele familien, til man op med at leje det lille værelse ud, vistnok omkring 1930.
I kælderen havde Emanuel naturligvis sit malerværksted. I perioder havde han også indrettet et dueslag hvad der hverken passede mor Kathrine eller Ditte alt for godt. I perioder har et af kælderens rum været udlejet. Ved Dagnys og Alfreds bryllup i november 1936 var kælderen ryddet, så der kunne spises i det store kælderrum, og mon ikke det samme skete, da Dittes mor den 12. august 1945 blev 70. Det var en mindeværdig søndag også af andre grunde: Den dag bekendtgjordes det, at der var kastet atombomber over Hiroshima og Nagasaki, og de danske aviser var fyldt af optimistiske udtalelser af Niels Bohr om atomkraftens fredelige udnyttelse.
Syd for huset var der en gårdsplads, et hønsehus med en hønsegård samt en stump have, der endte i en spids på kun et par meters bredde nede ved jernbanelinien. Foruden høns – og nogle ænder i et særligt hus – havde man i al fald til langt op i 20erne også en gris, som blev slagtet før jul! I 1935 brugte Ditte ikke hele tiden på at cykle på tandem til Harzen med Ellen, Otto og mig, men gik også i gang med at rydde hønseriet, skaffe orden på gårdspladsen og anlægge en nydelig lille have.
Den følgende sommer hjalp jeg til med at gøre arbejdet færdigt i den del af sommerferien, jeg tilbragte i Herning Det hele blev meget vellykket og var til stor glæde for Dittes forældre.

Hjemmet og familien
Så er det igen Ditte, der har ordet: Om hjemmet i Dalgasgade 27 gjaldt det samme som maleren Mogens Andersen har sagt om sit barndomshjem:
“Vi havde ingen penge, men vi var ikke fattige. Sådan at forstå at manglen på penge ikke slog ind i vore sind og blev til sygdom, der spredte afmagt og underdanighed rundt i sjæl og krop.”
Jeg følte som barn og ung, at der ikke var ret mange penge i huset. Men vi fik dog, hvad der var behov for, både skolegang og undervisning i klaver foruden almindelige fornødenheder. Men jeg husker, at pungen ofte var tom, i hvert fald om vinteren, hvor far ofte havde lange med arbejdsløshed, og han var som selvstændig malermester jo ikke i nogen fagforening og fik ingen understøttelse og at søge offentlig hjælp ville være en ydmygelse som vi ikke drømte om at underkaste os.
Så vi gjorde i de år en særlig indsats for at skaffe lidt penge til huse. Kunne far ikke få malerarbejde, så var han altid villig til at hjælpe folk med det ene eller det andet, og han var snild på fingrene til al slags arbejde og vellidt alle steder.
Hjemmet var kærligt og trygt. Far og mor holdt meget af hinanden og var altid loyale over for hinanden og utroligt hjælpsomme mod os børn.
Jeg havde naturligt nok mest med min mor at gøre. Jeg elskede hende højt og var altid bange, hvis der var noget i vejen med hendes helbred. Jeg kan ikke huske, at jeg har fiet nogen egentlig opdragelse, men Dagny og jeg fik mange gode gamle jyske “sej’er” med på vejen foruden skriftesteder og salmevers. Det har været en skat, der har fulgt mig livet igennem og ofte har hjulpet mig til at føle fast grund under fødderne.
VI talte selvfølgelig også om religiøse spørgsmål, men mor havde den gode vane, at hun talte mere med Gud om sine børn med sine børn om Gud. Vi vidste, hvor vi havde hende. Hvis vi var i tvivl, blev tvivlen overskygget af visheden om, at vi altid kunne hente hjælp hos hende – det har jeg oplevet mange eksempler på.
Mor havde nogle m, virkelig gode venner. Den ene var genboen Johanne Elkjær. En anden var postassistent Sofie Lund, som boede i Videbæk, men ret ofte kom til Herning på besøg. Sofies far var udlært som maler hos bedstefar. Hendes bror var billedhuggeren Johannes Lund Johanne og Sofie havde mor et varmt og livslangt venskab. Men der var også en tredie, hvis besøg hun værdsatte højt. Det var Margrethe Koch, en præstedatter fra København, som havde fundet sin livsgerning på Møltrup Optagelseshjem for hjemløse mænd, ofte alkoholikere eller på anden måde forhutlede. Hun gik helhjertet ind i arbejdet for disse mænd. Jeg kan ikke mindes, jeg har set hende uden en grå strikkestrømpe i hånden. Hun var et usædvanligt menneske, som mor var glad for at tale Mor var optaget af forskelligt kristeligt-socialt arbejde og medvirkede ved basarer og indsamlinger hertil Især var hun optaget af Magdalenehjemmene og besøgte det, der lå i Århus. De tog sig af unge kvinder, der kom i nød menneskeligt og hjalp dem omtrent som Mødrehjælpen senere Mor holdt af mennesker og var glad, når hun kunne hjælpe. I min barndomstid var der mange arbejdsløse, og de blev ofte hjemløse og nødlidende. VI sagde altid til mor, at der måtte være et mærke på hendes dør, som kun de hjemløse kendte, for de bankede ofte på og gik aldrig forgæves. En kop kaffe kunne det altid blive til og en lille snak, og der lå altid ude i gangen nogle 25-ører og eksemplarer af Kirkebladet og anden opbyggelig læsning, som de kunne tage med på vejen.
På pladsen ved Jyllandsgades hjørne stod ofte en sigøjnervogn, hvor der boede en børstenbinder. Hans kone og børn solgte børsterne ved husdørene. Engang boede ved juletid et ægtepar derhenne, som mor opsøgte. Jeg husker, da hun kom hjem og foreslog, at vi skulle invitere dem med til vores juleaften. Der blev meget stille i stuen! Og vi fik ingen julegæster.
Men en gang fik jeg en god lærestreg. Det var en skik, at faster Bolette og farbror Jens kom til en sen frokost juleaftensdag, når de var færdige i deres to forretninger. Så fik de grønlangkål og slagtemad. Jeg var dengang som senere i livet interesseret i at dække pænt og lave juledekorationer – materialet hertil fik jeg hos Elkjærs. Engang skete det, at da jeg omtrent var blevet færdig med julebordet, kom en af mors “venner til døren. Mor så på mig, om jeg ikke kunne skaffe lidt plads til ham ved Men jeg sagde nej, og han blev sendt tomhændet Men så må mor og jeg have talt rigtigt om det, for jeg blev sendt hen ad gaden efter ham og fik ham med ind til den varme mad, som han trængte meget til. Men midt i måltidet besvimede han, så vi måtte lægge ham på divanen til han atter kom til sig selv. Da han forlod huset mor ikke at sige noget. Da var tiden kommet til selvransagelse for lille Ditte.
En anden erindring, som også har med julen at gøre:
Vi blev sat til at lave bogmærker afprikket pap som vi syede på rødt silkepapir, og så fulgtes vi en dag med mor hen på alderdomshjemmet og forærede dem til de gamle, som mor kendte og fik en snak med.
Far var en munter og arbejdsglad mand. Jeg tror, han var en dygtig maler og hurtig til sit arbejde. Men jeg tror egentlig ikke, at det interesserede ham særligt. Han var ikke blevet maler af eget valg, men fordi han som ældste søn af malermester Peter Raben som en fuldstændig selvfølge skulle være maler. Han ville nok hellere have haft med mekanik at gøre.
Han havde det handicap at være meget slemt ordblind på et tidspunkt, da dette begreb ikke var opfundet og der ingen hjælp var at hente. Det kastede en mørk skygge over hans barndom og ungdom, ja, vu nok over hele hans liv. Det betød bl.a., at mor altid måtte hjælpe med at skrive regninger og andet kontorarbejde. Som voksen havde han ingen vanskeligheder ved at læse, men i høj grad med at bogstavere. Det var derfor også altid mor, som skrev breve til Dagny og mig Mærkeligt nok husker jeg, at far lærte mig skilteskrivning, guldbogstaver, marmorering og åring. Jeg anvendte disse teknikker på vores das i gården for at pynte lidt op. Men det kunne jo ikke skjule, at spanden var der!
Fars forældre var begge født i 1848. Hans gode og dygtige mor Marie var datter af bagermester Thomsen i Herning. Hun var en uovertruffen mester i god madlavning, og jeg glæder mig over at have et billede af hende i sit køkken i hjemmet i Skolegade. Hun døde i 1920. Peter Raben levede helt til 1930. Han var rask og rørig, men næsten blind på sine gamle dage. Han kom fra København til Herning som “kolerabarn” i 1853, men hans plejemor Bolette for, at han fik en uddannelse som maler, og han havde i sine manddomsår en malervirksomhed med flere og lærlinge både på værkstedet og omkring Maries spisebord. Peter kunne være hård mod sine børn, hvis de som Emanuel ikke levede op til hans forventninger.
I min barndom i 20erne havde far en søster og to brødre i Herning. Faster Bolette, som var ugift, havde en meget spændende butik på Bredgade. Hun var oplært på byens apotek og førte håndkøbsmedicin, forbindsstoffer etc., men derudover havde hun under glasruderne i disken læderartikler og på hylderne, også med glasruder for, var der finere tasker, negle garniture og lignende. Og endelig, men ikke mindst spændende, var der på væggen ind til hendes lille kontor et skab med Anthon Bergs og andre fine chokolader.
Var man meget heldig, kunne man komme til formiddagskaffe i kontoret, hvor 4-5 af byens damer havde en hyggesnak, og skolepigen, der kiggede inden for, kunne få et rundstykke med tandsmør, hvilket i sandhed ikke var daglig kost i Dalgasgade 27.
De to brødre, far havde i Herning, var Thomas og Jens. Thomas (Else Smidts far) videreførte familiens malerforretning i en årrække og havde samtidig en cigarbutik i Skolegade, som hans kone Kirstine passede. Jens var uddannet som barber, men fik en farvehandel på Bredgade. Han blev først sent gift og var i sine mange ungkarle år en hyppig og velset gæst i Dalgasgade. Han og jeg kunne godt snakke sammen.
Også mor havde familie boende i byen. Hendes forældre havde som foran nævnt haft Ny Lundgård i Aulum. Faderen Ove Jeppesen døde 1905, moderen Dorthea (født Nybo, men ikke af Pouls levede til 1915.
I Dalgasgade boede onkel Jens Christian. Han var gift med tante Olga, som i sine yngre år broderede sofapuder, men i sin høje alderdom (hun blev 98) viste et forbløffende talent for at male billeder. Vi var ret ofte på aftenkaffevisit hos dem, og mor formanede mig på vejen derhen om, at ikke måtte begynde at diskutere religion med Jens Christian. Han var meget bibelstærk og troede fast på hvert eneste bogstav i den tykke bibelbog, så det skulle man ikke diskutere med ham. Jeg holdt i øvrigt meget af ham. De havde kun eet barn, en dreng der hed Ove. Han var spejder og blev på en spejdertur som 13-årig kørt over af en løbsk hestevogn, så han døde af kvæstelser. Jens Christian talte med ham om, at de skulle mødes igen hos Gud og Ove døde glad i den sikre forvisning, at sådan skulle det være.
En anden morbror, onkel Jeppe (Odas far), havde et stort rugbrødsbageri ude på Silkeborgvej, hvortil der hørte en bagerbutik med alskens brød og kager.
Mor havde også familie i Holstebro (søster Rahbeks far og mor samt morbror Peter og hans familie) og i Ørnhøj (morbror Niels og tante Maren på mejeriet, kusine Astrids forældre). Både i familien Raben og i familien Jeppesen kom man en hel del sammen, og jeg kendte godt mine mange fætre og kusiner.
Desuden var der den fjerntboende familie så som faster Kathrine i Nykøbing Sj., der var afdelingssygeplejerske på det, der dengang hed Sindssygehospitalet, og bror Jakob, der var skræddermester i København og far til Søster Helmuth. Osvald elskede at besøge “tante Kathrine” i Dalgasgade, når han var i byen på turné, og Frits har opkaldt sin datter efter samme Kathrine. Mors yngste bror Viktor (far til Ove) boede i sine sidste mange år (han blev 92) i Ordrup.
Og endelig var der jo faster Nina og hendes familie i Argentina, et s—ende og eksotisk emne at tale om. Nina og Carl besøgte Danmark i 1952. Vi stod i spidsen for en indsamling af penge, så de kunne betale deres udgifter i Danmark.
 
Menigheden
Dette og de følgende afsnit er skrevet af Poul på grundlag af Dittes noter, andet materiale og egen erindring:
Hvad enten man hed Raben eller Jeppesen havde man sit religiøse ståsted i Indre Mission. Man kunne være mere eller mindre aktiv, gå mere eller mindre flittigt i kirke og deltage i større eller i mindre omfang eller måske slet ikke i de mange møder i missionshuset. Men så meget var sikkert: Det var i Indre Mission man hørte hjemme.
Dittes forældre blev først “omvendt” midt i 90erne. De to ældste af deres ni børn, Kathrine og Jeppe, gik som helt unge til fester, men det ophørte efter omvendelsen.
Dittes far og mor var flittige kirkegængere og deltog begge i aktiviteter inden for bevægelsen Indre Mission, herunder også Ydre Mission. Dittes far var således et interesseret medlem af LYM, hvilket betyder: Lægmandsbevægelsen for Ydre Mission. De var også med til adskillige møder i Missionshuset Bethania året igennem og ville jo gerne have deres to piger med. Ditte fulgte gerne med i kirke, men der var visse møder i Missionshuset, hun ikke brød sig om, navnlig vækkelsesmøder, hvor nogle frem og bekendte deres synder og forsamlingen bad for deres omvendelse. Det var en udvendig form for kristentro, som var hendes imod. Hendes far og mor hørte dog heller ikke til dem, der ivrigst den slags møder.
I årene fra omkring 1870, da vækkelsen brød igennem, og frem til efter århundredskiftet var linierne trukket skarpt op mellem Indre Mission og de grundtvigske over alt i landet og i høj grad også i Herning. Den stærke åndelige brydning satte sig dybe spor i familieliv såvel som forretningsliv, skriver en af Dittes bekendte fra barndomstiden Gunnar Jespersen i sin bog om “Herning i svundne tider”, som Ditte i sit eksemplar har forsynet med mange noter i marginen og på indlagte ark.
“Man følte sig næsten presset til at tage et standpunkt. Missionsfolkene var de mest solidariske. De handlede f.eks. helst kun hos deres egne.
Henimod 1920 var striden nok ved at dæmpes, men den havde været hård og bitter, og meget blev gjort for at trække skellet skarpt op. Der fandtes særlige hattenåle, som kun blev brugt af valgmenighedens damer, og ofte kunne man af børnenes navne slutte sig til forældrenes religiøse ståsted. Indre Mission gav med forkærlighed børnene bibelske navne, medens grundtvigianerne foretrak de nordiske.”
En af Missionens vigtige institutioner var søndagsskolen, som “den milde og elskværdige fabrikant J. C. Truelsen” var forstander for. Blandt hans lærere var flere af byens kendte borgere og af Dittes familie faster Bolette. Ditte gik i søndagsskole, men jeg er ikke klar over i hvor mange år. Det sluttede med konfirmationen, som for Dittes vedkommende fandt sted den 3. april 1927. Den bibel, Ditte fik af søndagsskolen den dag, gav jeg Anders til hans konfirmation i Finderup kirke St. Bededag den 7. maj 1993.
I min skuffe med sangbøger findes både Peter Rabens og Emanuel Rabens salmebog foruden en som har tilhørt den bedstefar, jeg selv er opkaldt efter, nemlig Poul Andersen, Ginnerup i Thy. I århundredets første to årtier var der Herning Kirke en usædvanlig præst, Johannes Gøttsche, som var elsket af sin menighed både som menneske og som prædikant. Han bidrog til at Indre Mission i Herning ikke fik det uforsonlige dømmesyge præg, som kunne findes andetsteds i Vestjylland, ikke mindst i fiskerbyerne langs Vesterhavet. 1 1921 blev han biskop i Viborg, men besøgte naturligvis engang imellem sit gamle sogn til stor glæde for menigheden. Hans efterfølger hævede sig ikke over præsters gennemsnit. Det skete da, at Dittes mor foretrak at gå til valgmenighedens gudstjeneste, som blev holdt i samme kirke dengang, men i reglen kl. 14. Hun kunne godt lide at høre valgmenighedens pastor Enevold Terkelsen, og hun var et så frisindet menneske, at det for hende ikke var afgørende, om præsten hørte til i Indre Mission eller var grundtvigsk, når blot han forkyndte evangeliet rent og klart.
Inden for Indre Missions samfund var der mindre grupper af familier, der mødtes i hjemmene til et “dagligstuemøde”, hvor en person inden for eller uden for kredsen førte ordet. Det kunne f.eks. være en missionær, der var hjemme på besøg fra den fjerne missionsmark i Kina eller Indien.
Dittes far og mor var med i en sådan mindre kreds, som også mødtes engang imellem i Dalgasgade nr. 27. J. C. Truelsen var vistnok med i den samme kreds.
tilbehør til sådanne sammenkomster var ikke blot salmesangen og aftenkaffen, men også en afsluttende andagt, der mundede ud i en bøn, som kunne være ganske lang, og hvor der ofte blev for bestemte begivenheder eller personer med navns nævnelse. Dette skete også, når familien Raben var samlet, hvor det i reglen var faster Bolette, der holdt andagt.
Selv om kristendommen i Dittes hjem ikke var forbundet med helt de samme adfærdsmønstre i mit hjem, så var grundlaget dog det samme, og bidrog til, at vi følte os trygge ved den tanke, at vi sammen kunne danne et hjem, hvor dette grundlag også ville være til omend i en anden udformning end i vore barndomshjem.

Skolen
Familien i Dalgasgade var ikke en læsende familie. Ud over bibel, salmebøger og skolebøger var det småt med bøger i hjemmet. Man læste den daglige avis, som var den konservative Herning Avis, der stod Missionen nær, og ikke det væsentligt mere udbredte Herning Folkeblad, som grundtvigianerne foretrak Og man læste opbyggelige skrifter, men næppe i nogen nævneværdig grad romaner eller anden litteratur.
Det lå derfor ikke just i luften, at pigerne skulle gå “den boglige vej”, selv om mor Kathrine tilstod, at hun i sine unge dage gerne ville have været lærerinde. Det var nok hendes højt elskede lærer Korsholm, der var hendes store forbillede og gav hende til lærervirksomhed Men det gik hende, som det gik min mor, Kirstine Nyboe: hjemmets indstilling var, at en pige skulle giftes og have børn og være husmoder. Og derved blev det.
Der skete så det, at Dagny som 11-årig kom i mellemskolen. Hun havde evner til det, men det viste sig snart, at hun ikke havde lyst til at bruge evnerne på den måde. Så hun kom ud, så snart hun blev konfirmeret, og stilede så efter en plads i en butik. Det lykkedes hende at blive uddannet til ekspeditrice i en skobutik, og det var hendes beskæftigelse, indtil hun i Ålborg traf Alfred og et par år senere blev gift. Da var hun 28.
Da tiden i 1924 var kommet, hvor Ditte efter fem år i Nørregades skole havde alderen til at blive optaget i mellemskolen, var forældrene nok skeptiske. var jo ikke gået med Dagny, og økonomisk var det en belastning for en familie, der levede fra hånden og i munden.
Dels skulle man selv skolebøger mv., dels kunne Ditte ikke komme til at tjene penge lige efter konfirmationen, men skulle fortsat gå i skole.
Men Ditte var ikke i tvivl om, hvad hun ville, og fik det da også gennemført. (W på et andet område, der betød meget for Ditte, fik hun sin vilje: Det drejede sig om at fi sine tænder behandlet af en skønt hun, som vore børn ved, var hundeangst for tandlæger.
Ditte kom i mellemskolen og fortrød det ikke. Jeg tror hun havde en let gang gennem skoleårene. Hun var velbegavet nok til at kunne klare sine lektier og tillige skaffe sig den fritid, hun elskede, fordi hun havde behov både for at lege og for at bruge sine hænder til håndarbejde af forskellig art. Allerede skolepige syede hun selv sine kjoler. Hun var også flittig med strikkepindene og syede hatte af gamle herrehatte! Og hendes pigekammerater kom hjem til hende for at håret sat – hun var klassens damefrisør!
Hun fik også spilleundervisning hos frk. Riis (Ellens meget ældre søster), og pengene hertil lykkedes det at skaffe, selv om det nok har knebet.
Det fulgte af familiens tilhørsforhold til Indre Mission, at Ditte hverken måtte gå til bal (heller ikke skolebal) eller i teater eller biograf Det var karakteriseret som syndige forlystelser. Hun har altid senere sagt, at det gjorde egentlig ikke noget. Dels var der adskillige kammerater, der var i samme situation, f.eks. Karen Margrethe Truelsen Dels udnyttede man mindre syndige muligheder, som f.eks. at høre foredrag i teatersalen eller gå i biografen, hvis det drejede sig om Aladdin-filmene som Dittes mor tog hende med til, og tage sig en svingom hjemme i stuen til tonerne fra station Kønigswusterhausen over radioen sidst på aftenen. Mor Kathrine var trods sin tunge kropsbygning let som en fjer, når hun dansede rundt med sine piger i stuen. Hun tog også midt i tyverne, da Nina Bang var Danmarks første kvindelige minister, Ditte med i anlægget for at høre hende tale. Dittes mor kom fra et venstrehjem på landet, men da Stauning gennemførte socialreformen, gik hun over til at stemme på ham. Det gjorde Emanuel næppe.
Ditte fortæller dog, at når der var skolebal gemte hun og Karen Margrethe sig et sted i nærheden af Hotel Eyde for at et glimt af de pyntede kammerater, når de kom til festen.
Efterhånden som mellemskolens afslutning rykkede nærmere blev aktuelt om at fortsætte i gymnasiet. Det var så heldigt, at et gymnasium var oprettet fi år forinden i Herning Men det var kun et sprogligt gymnasium, og Ditte var fast besluttet på at ville foretrække et matematisk gymnasium. Og heldet var med hende: Netop i 1928 da hun tog sin mellemskoleeksamen besluttedes det, at den første matematikerklasse skulle starte på gymnasiet. Og tre år senere var studenterhuen hjemme med et pænt mg+ som resultat.
I gymnasiet blev Ditte klassekammerat med Ellen Riis. Hun var – lige på dato – halvandet år ældre end Ditte og måtte vente et år på at komme en matematisk klasse, hvad hun stærkt ønskede. Ellen boede på Dalgasalle lige for vestenden af Dalgasgade, så hun og Ditte var selvfølgelig gode bekendte, og Ditte gik som foran nævnt til spil hos hendes søster. Hendes far var murermester, men hjemmet var faktisk en gård, hvor der endnu i 30erne var heste og køer. Hendes far havde i to ægteskaber mange børn og der var nok 40 år mellem den ældste, som blev præst i Pjedsted, og den yngste, Poul, som blev i Slagelse, og som nu er i halvfjerdserne. Præsten i Pjedsted havde en børneflok på fem, hvor den ældste var Kristian Riis, som var på alder med os og altså Ellens jævnaldrende nevø. Han blev Det kgl. Theaters meget berømmede tale- og sangpædagog i en lang årrække.
I sommeren 1933 var Otto Christiansen og jeg på cykeltur i Jylland og stoppede op nogle timer i Herning hos Ellen, hvor Kristian (kaldet “Kis”) netop var på besøg. Otto kendte dem fra København. Vi gik en tur i byen, og på vej gennem Dalgasgade vinkede Kis til en ung pige, der stod i et vindue. “Min veninde Ditte,” sagde han. Som jeg har skrevet i en anden sammenhæng: “Vi gik videre som om intet var hændt – og hvem kunne dengang ane, hvad der senere skulle hænde.
Ditte kunne have fortalt adskilligt – både på godt og ondt – om flere af sine lærere. Jeg kan kun om den ene, som var skolens stolthed, og fik en ganske særlig for Ditte: adjunkt K. F. Plesner. Han var og mag.art. i litteratur og blev adjunkt i dansk ved Herning Gymnasiums oprettelse i 1924 – det år da Ditte begyndte i mellemskolen, hvor han også underviste. Han indlagde sig berømmelse på skolen og i byen, da han i 1930 forsvarede en doktordisputats om en af de ældste danske digtere, Jens Sneedorff, og altså blev dr.phil. Det havde den for Herning følge, at han allerede efter fik ansættelse i København, men Ditte havde ham altså som lærer i alle de syv år, han tilbragte i Herning. Hans særlige betydning for hende bestod i, at han gav hende navnet Ditte. Hun var som bekendt døbt Edith Valborg Asmand Raben, og dette navn voldte hende store kvaler som barn, navnlig når der var navneopråb i klassen. Hun syntes, at Edith passede bedre på en voksen dame end på en skoletøs. Valborg var et gammeldags navn, som var lidet brugt. Og Asmand! Hvor kom det egentlig fra, dette navn, som var så sjældent, at jeg aldrig har fundet det selv i den tykkeste telefonbog? (Nu kan enhver se det på vejskilte i Boeslum plantage!)
Asmand er sandsynligvis en forvansket udgave af Emanuels farmors navn, om var enten Osmundsen eller Osmund eller Aasmund (jfr. Asger Smidts studie over familien Rabens herkomst). Ditte var altså opkaldt efter sin oldermor. Ideen var Emanuels, og den gav ham besvær forud for dåben, fordi i Aulum anså man det for et hedensk navn. Det var faktisk netop med den begrundelse, jeg fik Ebeltofts borgmester til at bruge det som vejnavn i kvarter med navne fra græsk og nordisk oldtid. Men Emanuel satte vilje igennem, hvad Ditte ikke senere i livet var ham spor taknemmelig for.
Og endelig var der så navnet Raben, der i Herning ovenikøbet blev udtalt med stød efter au. Det var heller ikke Dittes livret, så hun udbyttede det gerne med Andersen, da den tid kom.
Og nu skete det så en dag i mellemskolen, at der var navneopråb hos K F. Plesner, og Ditte måtte igennem hele ritualet med de fire mere eller mindre mærkværdige navne. Da så Plesner ned på hende fra sit ophøjede kateder og sagde disse bevingede ord: “Du skal hedde Ditte Menneskebarn”. Havde Ditte ikke været flov i forvejen, så blev hun det i hvert fald nu. For hun kendte ikke Andersen Nexøs vidunderlige historie om Ditte så hun var bange for, at det måske var et øgenavn. Men det mærkelige skete, at fra den dag kaldte kammeraterne hende Ditte, og snart jorde de det også hjemme. Kun familien holdt fast ved Edith, som f.eks. Else Smidt og andre kusiner altid har brugt.
Historien om K. F. Plesner og Dittes klasse har et efterspil. Karen Margrethe Truelsen var voldsomt forelsket i ham. De traf hinanden senere i København, men han ønskede ikke at bryde sit ægteskab. Hun forlovede sig så med en klassekammerat, den senere overlæge Viggo Orarn, men det holdt ikke. Hun blev efterhånden hjemsøgt af svære depressioner og i 1951 nogle uger hos os i Rostgårdshus på rekreation (Jeg forstår ikke hvordan vi havde plads til hende, men hvor der er hjerterum, er der jo også husrum). Det endte få år efter med at hun tog sit eget liv til usigelig sorg for hendes gamle far.
Hendes skæbne gjorde også et stort indtryk på Ditte. Karen Margrethe var jo pigen fra det både gode og rige hjem, tilmed en køn og velbegavet pige, for hvem livet skulle ligge åbent. Og så endte det sådan Ditte var pigen fra det beskedne for hvem mulighederne syntes langt mere begrænsede. Og dog var det hende, der nåede sine ønskers mål her i livet.
Hendes taknemmelighed over det liv hun fik var dyb og ægte I vores gæstebog for 23. juni 1951 har 13 af Dittes studenterkammerater skrevet deres navne, fordi de fejrede deres 20 års studenterjubilæum en middag hos os. Øverst står navnet på en af Danmarks mest fremtrædende embedsmænd i de 40 år fra krigen til 80erne, Erling Kristiansen, søn af den i 30erne meget kendte landinspektør K. E. Kristiansen fra Brande, som grundlagde den såkaldte J. A. K bevægelse med det mål at afskaffe renter. På listen står iøvrigt Magna Nørgård, som skulle med tog til Kollund og tilbragte den daglige ventetid ener skolens afslutning hos Ditte. Endvidere Harald Gråskov, som studerede økonomi sammen med mig. Disse tre har igennem årene besøgt os og vi dem ved flere lejligheder. God ven med Ditte var Svend Erik Gundestrup, som blev stadsingeniør i Aabenraa Rektor Lauritsens datter Ester blev gift med klassekammeraten Niels Dahl, der blev professor ved Landbohøjskolen.
Maren Gørtz var i mange år læge i Virum, og Sofie Bredlund var vores tandlæge, indtil hun flyttede fra København til Brande.
Som foran citeret beskriver Ditte sit forhold til legekammeraterne i Dalgasgade som rart og ukompliceret. I)et samme gjaldt for forholdet til skolekammeraterne Det var noget, jeg godt kunne misunde hende. Selv syntes jeg, at jeg havde det lidt mere besværligt i den henseende, hvilket ikke har været mine klassekammeraters skyld.

Den første ungdomstid
Studentereksamen var i hus, men hvad så? Dittes store drøm var at blive læge – og hvilken læge kunne hun ikke være blevet med sin forening interesse, håndelag og evne til at vinde menneskers tillid? Men hun vidste, at kun var en drøm. Det var ikke muligt at skaffe penge til så langt et studium. Noget oplagt alternativ havde hun imidlertid ikke, og da den gode veninde Magna besluttede at rejse til Århus for at tage filosofikum, tog Ditte den samme med den tilføjelse; at hun så måtte skaffe sig et job i Århus, som nogenlunde kunne dække hendes nødvendige leveomkostninger.
Man kunne spørge, om det ikke var at tillægge filosofikum for stor Det var det nok. Men det var i al fald en eksamen, som skulle hvis man ville studere Universitetet. Så det var ingen skade til at have den i orden.
Magna og Ditte fik to små værelser ovenpå beklædningsmagasinet Lyhne på strøget i Århus (Østergade). Og Ditte fik et deltidsjob på kontor i forstaden Kongsvang i byens sydlige ende. Den usle løn var 30 kr. om måneden. Den fik hun dog fordoblet ved også at påtage sig den daglige rengøring af lokalerne. Men selv 60 kr. om måneden var ikke nok til at betale værelse og kost plus lærebøger. Jeg brugte langt over 100 kr. om måneden i mit første år i København. Så der måtte sendes madpakker og andet godt fra mor Kathrine i Herning, hvis livet skulle opretholdes.
Pladsen var lærerig. Bestemt ikke fagligt, men derimod menneskeligt. Retsstatsbladet af små tilskud fra husmænd og gartnere rundt i landet, som var grebet af Retsforbundets ideer om grundskyld og frihandel. Det var folk, som dårligt kunne undvære de to kr. om måneden, de sendte ind til bladet. Derfor blev Dittes sans for hæderlighed stærkt krænket, da hun så, hvordan man på bladet sjuskede med pengene og brugte af bladets midler til private formål. Redaktøren var hæderlig, men svag, og journalisten sig ingen skrupler, så med ham kom Ditte i konflikt. Den endte dog vistnok med, at han af respekt for det modige og retskafne pigebarn i nogen grad ændrede sin opførsel. Orden kom der i al fald på kontoret. Ved en eller anden lejlighed traf Dittes forældre både redaktøren og journalisten De gav Ditte det skudsmål: “Hun gør hvad hun kan for at hjælpe bladet”.
Ditte så tid på sit at det kneb med at komme til professor Kort K. Kortsens forelæsninger, der fandt sted fire gange om ugen på Teknisk Skole på Nørre allé. Da eksamen nærmede sig, besluttede hun at søge en samtale med Kortsen om situationen. Han var en mand, der var rundet af beskedne kår i Vestjylland, så han gav hende det fornuftige råd at tage chancen. Det gjorde hun så og fik ug! Magna kunne jo med al sin flid heller ikke få mere end ug. Hun undte sikkert af hjertet Ditte det gode resultat.
Det bør tilføjes, at foruden alt det andet nåede Ditte også at gå til kursus i stenografi på Aarhus Kommunes kommunale Fortsættelsesskole, hvor hun gik til tre ugentlige i dette fag i halvåret oktober-marts 1931-32. Det fremgår af et fint bevis som findes blandt Dittes papirer.
Hjemkommen til Herning i sommeren 1932 som cand.phil. (der var faktisk nogle, der brugte den titel, dog ikke Ditte) var spørgsmålet igen: Hvad så? Og her tilstå, at jeg løber ind i det eneste “sorte hul”, der er i min viden om Dittes tilværelse i tiden, før vi traf hinanden Jeg ved faktisk ikke, hvad hun foretog sig fra sommeren 1932, til hun på et tidspunkt i vinterhalvåret fik en “plads i huset” i København. Jeg har spurgt Magna, som heller ikke det. Men vi anser det begge for sandsynligt, at hun har boet hjemme i disse måneder, og formentlig er det lykkedes hende at tjene lidt på et eller andet så hun ikke skulle lægge familien til byrde.
Engang i vinteren 1931-32 – jeg gætter på, at det var lige efter nytår – rejste hun så til og meldte sig som “ung pige i huset” hos en dame det pompøse navn Jutta Jerndorff. Hun boede i en stor lejlighed i Vendersgade med et lille pigeværelse bag køkkenet. Hun var impresario, idet hun arrangerede teater- og musikforestillinger og skaffede skuespillere og musiker engagementer. Søster og Osvald kendte hende, og det var dem, der havde skaffet Ditte jobbet. Men de kendte hende åbenbart ikke godt nok, for det blev simpelthen et mareridt for Ditte. Hun blev udnyttet fra tidlig morgen til fruen kom hjem sent på aftenen eller hendes gæster var gået. Og intet af det hun lavede, var godt nok. Der var ingen fast frihed, og når hun bad fri, fik hun den besked, at hun hellere skulle passe sit arbejde end føjte rundt i byen. Hun tabte efterhånden appetitten, men blev alligevel beskyldt for at stjæle af maden.
Breve hjem til Herning har nok antydet, at det ikke stod godt til, så da onkel Niels fra Ørnhøj skulle en tur til København, bad man ham få kontakt med Ditte og undersøge, hvordan hun havde det. Det lykkedes at hende med ud til et måltid mad på en og efter at have hørt hendes beretning aftvang Niels hende et løfte om at sige op med 14 dages varsel til næste månedsskifte, som tyendeloven gav ret til. Ditte sagde op og fik selvfølgelig et møgfald. Da rejsedagen kom, var fruen ikke hjemme på det aftalte tidspunkt. Ditte tog derfor de penge, hun havde til gode i løn, fra en husholdningskasse og lagde en besked herom i kassen. Det førte til et brev, hvori damen beskyldte hende for at være “en gemen tyv”.
Ja, sådan kunne tyende altså risikere at blive behandlet endnu for 60 år siden fleste løb nok deres vej i utide, medens Ditte holdt ud i vistnok fire måneder. Da hun kom tilbage til Herning i foråret 1933, fortæller Magna, at hun så bleg og nervøs ud, og det var synligt at hun havde tabt sig. Men det hjalp hurtigt at komme under Kathrines kærlige pleje.
I det forår blev så beslutningen taget om, at Ditte skulle søge ind på Zahles Seminarium. Ellen Riis var i 1932 blevet optaget i den treårige studenterklasse. Herved forkortedes uddannelsen med et år, men kravet var høje karakterer i en række fag, som man så kunne slippe for. Desuden skulle man bestå en optagelsesprøve i visse fag. Ditte havde de fornødne gode karakterer og besluttede – efter at økonomien var ordnet ved J. C. Truelsens kærlige tilbud om et rentefrit lån til det første års udgifter – at indstille sig til optagelsesprøven, og da den var klaret godt begyndte hun i august 1933 på Nørrevold.
Hun fik et værelse hos en familie på Ejderstedgade ude ved Enghaven på det yderste Vesterbro. Hun følte sig meget ensom i begyndelsen, og på et tidspunkt i 1934 lykkedes det hende at komme ind på Barners Hjem for unge Piger i Helgolandsgade, en slags stiftelse med pensionat for unge piger fra provinsen, der uddannede sig i København. Her boede kusine Else, der efter studentereksamen 1933 læste til korrespondent, og Magna, der studerede jura, og her fik Ditte andre gode venner som f.eks. Hanne Andersen, der gik på den fireårige uddannelse på Zahle.
I de ensomme måneder i Ejderstedgade tjente hun lidt penge eller et måltid god mad ved at være babysitter bl.a. for to nutidige berømtheder som professor Povl Riis (søn af en af Ellens ældre brødre Lars Otto) og Frits Helmuth. Det var altid dejligt at blive inviteret på besøg hos familien Helmuth på Søbakken 5. Den nuværende store villa på den adresse blev bygget midt i 30erne til erstatning for et lille, men hyggeligt hus.
Ret snart efter ankomsten til København meldte hun sig som medarbejder på Kristeligt Studentersettlement i Saxogade på det sorte Hun fik en “klub” af unge arbejderpiger en aften om ugen og dem befandt hun sig godt sammen med og de med hende. Hun afgav først klubben da vi i 1938 flyttede til Vedbæk. I sommeren 1934 brugte hun en del af sin ferie på at hjælpe til på Settlementets sommerhus Lyngborgen ved Gudmindrup Lyng ud til Sejrøbugten. Her fik børn fra Vesterbro sol og sul på kroppen og havde en herlig ferie, og Ditte nød at “passe børn” og tænkte tit tilbage på de uger med glæde Man tilbød hende at flytte ind på Settlementet, men det turde hun ikke af hensyn til, at hun jo skulle passe sin læsning.
Den 7. 1934 traf Ditte og jeg for første gang hinanden. Vi var indbudt til Ellens fødselsdag der fejredes i pensionatet på Østersøgade. Da Otto og jeg flyttede ud på Frederiksberg var Kristian Riis flyttet ind på Østersøgade og han var den festlige vært for sin faster på hendes 22 års fødselsdag.
Dermed er tråden til mine “egne” erindringer, hvor jeg bl.a. har fortalt lidt om Dittes seminarietid. Fra januar 1935, da vore vandreture om søndagene begyndte, smelter vore erindringer sammen til et hele.

Poul Nyboe Andersen, 1994

Opdateret