Herning Historie

Skarrild Nørrelands Fællesmose


Af Erik Degn, Skarrild
Skarrild Mose er ligesom alle andre moser (undtagen højmoserne) i Danmark startet som en ferskvandssø lige efter Istiden. Efterhånden er mosen begyndt at gro til med vandplanter. I denne fase må vi forestille os, at vores forgængere i Stenalderen (mellemneolitisk periode, 3.400 – 2.800 før vor tidsregning) har fundet et godt sted at leve ved søen med dennes muligheder for fiskeri og anden søgning efter føde. Hvorfor de lige netop har valgt dette sted – i stedet for at bo ved den nærliggende Skjern å – får vi aldrig at vide. Men der har været megen aktivitet.
Således er der i 1989 fundet rester efter en boplads lige øst for mosen. Her er der inden for et område på ca. 40.000 m2 opsamlet bl.a. 166 skrabere, 93 stykker af slebne redskaber, 27 slagsten, 50 flækker, 2 slibesten, 5 tværpile samt ca. 4.900 stk. flintaffald. Alt fra yngre stenalder og enkelte fund fra ældre stenalder. Der er også flere gravhøje i området.
Senere skete der gradvist en total tilgroning af søen, så den blev til mosen, som ses på kortet nedenfor:
Mosen er ikke markeret på det ældste kort fra 1847, men på målebordsblad opmålt i 1871 er den tydelig nord for høj gruppen Rækkehøje. Man kan se, at mosen har været brugt lidt til tørvegravning – det er de små firkantede huller, gravet flere sammen, så de får korsform eller lignende. Der var endog en vej rundt om den, så man kunne køre i nærhed af tørvegravene. Den afsatte højde, 102 er i fod 1 .
Gravningen efter tørv udviklede sig tilsyneladende på en mindre hensigtsmæssig måde senere. Dette kan man måske lidt indirekte se af et notat som siger følgende: ”Forevist i Hammerum Herreds Forligskommission 16. Juli 1888, underskrevet N. A. Nielsen”:
”Begge Klynmoser ved Bukkier Skiel – udlægges til fælleds Klynekastning for samtlige Nørrelands beboere, hvorved bemærkes at Klynekastningen skal begyndes og fortsættes fra de laveste Ender i begge Moser, således at Vandet kan fåe Afløb fra samme og det tages rent med, og ikke opkastes i Huller eller Pøter, hvorved Moserne bedærves og Klynjorden forødes, og for at have den fornødne Opsigt, at dette bliver overholdt, da skal det pålægges de 2de 3 største Lodseiere, at dette bliver overholt, på Nørrelandet at våge derover, og såfremt nogen af Lodseierne overtræde dette, da skal den eller de af Lodsejerne derfor hver gang dette sker, betale til ovenmeldte Opsynsmænd 2 rbs, sølv , som i mangel af mindelig Betaling må udpantes uden Foregående Lov eller Dom. Disse Mulcter skal komme Sognets Fattigkasse til Indtægt. Ingen må græsse i bemeldte Klynmose, men samme blive at anvende til Klynekastning, så længe der er Klyne i samme”.
Om vejadgangen til mosen hedder det i samme kilde, som er en afskrift, fundet i Skarrild Moseværks arkiv, således:
”Vejen til de 2de Klynmoser ved Bukkiær Skiel for Silstrup Bye bliver den gamle Vai op i Nord igjennem Agerlandet, derfra og videre ud i gjennem Heden med 12 Alens Brede, de øvrige Beboere på Nørrelandet følger den såkaldte Skovvej indtil sidstbemeldte Vei, som da følges til Klynmosen”.
Den hidtidige svage udnyttelse af tørvene i mosen ønskedes ændret i 1917, hvor mosens tørv intensivt skulle anvendes som brændsel. Her dannedes ”Skarrild Tørveværk”, hvor 63 personer den 16. april bandt sig til at aftage i alt 906.000 tørv årligt til 1,50 kr. pr 1000 stk!
Moseværket blev dannet som et andelsselskab med formål at fremstille markæltet tørv. Enhver privat ejendomsbesidder på Nørrelandet kunne deltage. Denne bestemmelse blev dog tilsyneladende omgået en smule allerede fra starten, idet Theodor Birkebæk (Højkilde), står på listen, men han ejede noget jord nord for åen og er derfor optaget i selskabet.
Loven for selskabet giver mulighed for at optage lån til køb af maskiner, lån med en løbetid på 10 år svarende til den periode, man regnede med, at der var tørv i mosen. Det var et absolut solidarisk selskab således, at alle hæftede for underskud ved dets ophør, og således, at eventuelle tvistigheder skulle afgøres af generalforsamlingen og ikke kunne indbringes for domstolene!
Hvis der skulle opstå ”uovervindelige vanskeligheder med at fremskaffe den nødvendige arbejdskraft skal medlemmerne selv stille sådan til rådighed”.
Etiketten udenpå ”Forhandlingsprotokol for Skarrild Tørveværk”
Forud for generalforsamlingen om tørvemosen lå en analyse af tørvenes indhold og brændværdi:
Organisk stof: 71,7 %
Aske: 3,3 %
Svovl: 0,69 %
Absolut brændværdi varmeenheder: 4660
Nyttig brændværdi varmeenheder: 4274
Desuden følgende vurdering: Det fundne svovlindhold er uden betydning i praksis. Underskrevet J J Tylvad .
Til sammenligning kan nævnes, at tørt bøgebrænde har en brændværdi på 3500 og fyringsolie på 10.200, så tørvene har været værdifulde.
Der var ligeledes lavet vurderinger om tørvenes kvantitet. På generalforsamlingen blev vedtaget et sæt love for selskabet. Herefter gik man i gang med at opkøbe jorden på ca. 15 ha. Den 12. maj 1917 anfører protokollen, at man holdt møde om indkøb af maskiner – et brugt tørveværk, og herefter er der ikke optegnelser i protokollen før i 1940. Kassebogen for selskabet gør os ikke klogere på de mellemliggende år fra 1917 – 1940. Under 1917 – 18 er der kun indført data på en enkelt side, hvoraf det fremgår, at interessenterne har indbetalt i alt 135,80 kr., svarende til deres tegninger på 906.000 tørv. Af udgifter var der få, vist lidt om udlæg ved møder, og så 10,00 kr. for stempling af lovene for selskabet. Kassebeholdningen endte med at være på 135,90 kr. Hvad, der er sket i de mellemliggende år, vides ikke. En antydning fås muligvis i referat i protokollen fra dagsordenen for generalforsamling den 20. januar 1940.
Her står: ”Det vedtoges atter at danne foreningen”. Her er desværre ikke lister over medlemmerne. Den vigtigste tørvegravning foregik under krigen fra 1940. Her er kassebogen mere venlig med oplysninger end protokollen, for vi kan se, at den samme kassebeholdning som ovenfor anført, 135,90 kr. stadig eksisterer den 1. juli 1939 i tilsyneladende uforrentet stand.
Det vil sige, at medlemmerne uden videre har ladet deres indskud stå i selskabet i ca. 21 år uden at få noget for pengene! Protokollen for årene derefter handler mest om generalforsamlingerne og bestyrelsesvalgene der. Størstedelen af de, der var med i bestyrelserne var de samme fra år til år (allerede dengang var der ildsjæle i Skarrild, som var med til mange ting).
Kassebogen fortæller mere: Status efter det første år med tørvegravning viser, at der var indkøbt 700 meter spor til 1852,20 kr., 2 troljer til 212,74 kr. (de har nok været uden motor), 1 pumpe (til tørholdelse af gravefeltet) til 150 kr., 700 sveller til i alt 98 kr. og 1 skur til 300 kr. Indestående i sparekassen og kontant beholdning udgjorde derefter 31.459,50 kr. Herefter er de samlede aktiver opgjort til 57.486,20 kr.
Med de ret store beløb, der er tale om, må der have været optaget de i lovene for selskabet forudsete lån, men dette kan jeg ikke se noget om i det efterladte materiale. Året efter, 1941 var der yderligere gode aktiver i status, f.eks. en pressemotor til 3.500,00 kr. og en gravemaskine til 100,00 kr. Man havde på tidspunktet for regnskabet stadig 160.000 stk. tørv tilbage til en ansat værdi af 1820,00 kr.
I 1942 var der 2 motorer til presse, og værdien var ansat til 4.300 kr. Der var nu 3 troljer 11 til en ansat værdi af 300,00 kr. I de næste år ser det ikke ud til, at der er indkøbt flere ting, idet de fleste udgifter nu gik til ”arbejdsløn” for de entreprenører, som havde fået opgaven med at lave de mange tørv. Der kunne sikkert fås mange flere oplysninger ud af kassebogen af en regnskabskyndig, men sådan en er forfatteren af denne artikel absolut ikke, og det ville også være for meget for denne lille artikel.
Blot vil jeg nævne, at afviklingen af mosen og overgangen til skov- og jagtområde også er omtalt. Det ender med, at ejendomsskat og jagtleje hvert år går lige op.
Tilbage til protokollen: Et vigtigt emne, var at man lavede beslutninger om hvem, der skulle stå for tørvearbejdet og for tørringen. Desuden fastsatte man, hvor mange tørv, der skulle graves hvert år. I 1940 blev dette til 700.000 stk. store tørv. I årene derefter ca. 1.000.000 stk. pr år. Desuden vedtog hvert år, hvem, der skulle have tørv først; det var altid dem, som fik sidst det forrige år.


Et herligt billede af et arbejdshold fra mosen. De er godt støvet til af den brune tørv. Fra venstre: Ukendt, Thomas Clausen, Holger Mark, Gunnar Madsen, Victor Mortensen.

Her kommer nogle pluk fra teksten i øvrigt:

  1. januar 1940: Det vedtoges at købe det nødvendige spor, 350 meter.
  2. februar 1940: Ejnar Jensen lægger sveller under spor for 15 kr. Der købes 300 stk. rundtræ, 1 meter lange gennemsnitligt, 18 øre pr stk.
  3. december 1940: Det vedtoges at købe et hus af Karetmager Petersen til en pris af 300 kr.
  4. marts 1945: Det blev vedtaget, at bestyrelsen fortsætter et år mere, da det var umuligt at afholde generalforsamling på grund af forholdene. (Der var jo forbud mod større forsamlinger under den tyske besættelse.)
    I 1944 gør man op, hvad tørvene har kostet de foregående år:
    1940: 9,00 kr. pr 1000 stk.
    1941: 13,00 kr.
    1942: 14,00 kr.
    1943: 13,00 kr.
    1944: 12,00 kr.
    Opgørelsen benyttes til at beregne en gennemsnitspris, som nytilkomne andelshavere skal betale, den blev 13,50 kr. pr 1000 stk. – alt ”store tørv”.

Annonce i Ugeposten 1942 – udbud af fremstilling
Fællesmosen
Der ønskes tilbud på fremstilling af ca.
1 mill. Tørv.
Tilbudene modtages inden 10. marts.
P.B.V.
Chr. Thellsen
1942: udbud af tørring af tørvene
Skarrild Tørveværk.
Akkord kan faas på Tørring
af ca. 1 million tørv i vestre
Fællesmose. Tilbud indsendes
til undertegnede senest 25. ds.
P.B.V.
Chr. Thellsen

På generalforsamlingen den 28. januar 1946 blev besluttet at nedsætte bestyrelsen fra de hidtidige 5 medlemmer til 3. Man aner, at aktiviteterne i mosen går mod enden. På næste generalforsamling skal medlemmerne deltage med husstand, og der skal være underholdning og fælles kaffebord. Festlighederne er dog ikke beskrevet i protokollen, så vi ved ikke, om de har fundet sted.
En situation fra Ronnum mose.

Personerne på billedet er, fra venstre: Kristian Vestergaard Sørensen (f. Brande sogn 1898), Gerhard Hansen (f. Give sogn 1927) og Anders Peder Kristian Ostersen (f. Skarrild sogn 1885).
Marinus Vestergaard (f. Sørensen) Skjern, der har forklaret arbejdssituationen således: man lagde 16 de nyopgravede tørv op på en vognfjæl, som hestene så trak ud til tørrepladserne. – Christian Bundgaard i Skarrild har tilføjet, at sådan gjorde man alle steder og også i Skarrild mose, for der var så blødt, at man ikke kunne køre en vogn derind. Det var før Tørveværkets tid.
Notits 8. august 1947: der er gravet 1.300.300 tørv i sæsonen.
Gravningen ved at være slut, og nu skal der plantes
Den 28. februar 1948 blev der afholdt generalforsamling i Skarrild Afholdshotel (som kroen hed i en periode). Her overlod man til bestyrelsen at sørge for ”på billigste måde” at tilplante de arealer, der ikke bruges til læggeplads for tørring af tørvene.
Notits: I sæson 1948 blev gravet 1.255.000 tørv.
Ved generalforsamlingen den 31. januar 1949 vedtog man forskellige rationeringer af tørv i forhold til de indgåede bestillinger. På mødet den 12. februar 1951 begyndte man at forhandle om udlejning af jagten i mosen. Og på et efterfølgende bestyrelsesmøde drøfter man hvad, der skal gøres overfor 4 medlemmer, som ikke har betalt for sidste års leverance.
I 1951 skulle der graves 820.000 tørv samt udføres forarbejder angående vandpumpningen (mosegraven blev holdt tør ved pumpning) og reparationer af sporet.
De mange tørv er rapporteret færdiggravede efter nøjagtig 2 måneders arbejde.
Så er der ikke flere tørv
Ved generalforsamlingen den 4. marts 1952 blev drøftet, hvad man skulle gøre med de ”5.000 kr. samt materiellet som er i mosen, som nu er opgravet”. Bestyrelsen skulle i øvrigt sørge for at få mosen tilplantet. Den 16. oktober (år ikke angivet) havde 14 medlemmer begæret ekstraordinær generalforsamling, hvor man ønskede en beslutning om afslutning af Fællesmosens drift og om, hvorvidt jagtretten på arealet skulle udlejes. Tørveværket, spor og hus var afhændet, der var plantet, og der var nu en kassebeholdning på 2.000 kr.
Om jagten står: ”der drøftedes meget forskelligt, men det blev vedtaget, at Jagtforeningen overlodes jagten til en pris af 50 kr årligt”. De måtte nu holde ”jagt i mosen i mosen, når den anser det for påkrævet cirka 2 gange årlig samt rævejagt”. Man vedtog også, fremover at nøjes med at holde generalforsamling hvert andet år.


En sikkert tiltrængt øl i sommervarme og tørvestøv. Fra venstre: Marius Pedersen, Thomas Clausen, Ukendt, Ukendt, Simon Madsen, Søren Søndergaard.
Næste generalforsamling var den 20. marts 1959, og den handlede alene om jagten, og om, at jagtforeningen måtte plante vildtplanter.
Mosens ”liv” som energikilde i form af tørv var nu slut, og de næste møder i foreningen handlede udelukkende om, hvordan man fik noget natur ud af stedet. Selv om dette ord ikke er brugt, så det var dette, som lå bagved bestræbelser med etablering af afvandingsgrøft, plantning af rødgran, skovfyr, contortafyr og hvidgran.
I 1968 blev der i 2.400 meter planteriller plantet eg og lærk for 334,00 kr., og der blev kørt 4 m3 grus på vejen til mosen.
I 1973 påtager Jagtforeningen sig at betale ejendomsskatter for mose ejendommen, mod at foreningen forbeholdes retten til jagt ”år for år”. Som noget nyt var der i 1979 interesse for området fra Herning museum, som spurgte om lov til at grave en søgegrøft fra øst og ind i mosen.
I 1984 blev der givet et tilskud på 29.750 kr fra Jordbrugsdirektoratet til vedligeholdelse af arealet. Opgaven blev overladt til Det Danske Hedeselskab. Beløbet ville dog først falde, når arbejderne var gennemført, hvorfor det var nødvendigt med et lån af samme størrelse til arbejdet, var færdigt. Der blev ansøgt i Assing Sogns Sparekasse, og begrebet ”fremme af et godt miljø og en værdifuld biotop” fandt nu også indpas i beskrivelsen af den udgravede mose.
Og dette er det sidste, jeg vil citere fra den gamle protokol (30. juni 1984).
Samme år drøftede bestyrelsen skov-brandforsikring af arealerne – nu var træerne altså blevet af en værdi, som man måtte forsikre for 112,50 kr. årligt. Ligeledes blev der på generalforsamlingen den 3. september 1984 drøftet fiskeret for søen, som nu var vendt tilbage i naturtilstand, nogenlunde som den vel var det i stenalderen.
I dag møder man skovens og markens fugle samt svømmefugle: lappedykker, ænder og blishøne i mosesøen, som endnu ikke er groet til efter tørvegravningen for over 60 år siden. Ved søens bred er der et dejligt sted for en pause på turen rundt i vores fine område ved Skarrild. Med til historien om mosen hører egentlig også en sikkert nogenlunde tilsvarende fra udnyttelsen af mergelforekomsten i jorden lige nord for mosen. Det har været et lige så storstilet projekt, som jo var medvirkende til, at meget hedejord kunne dyrkes op.
Mergelgraven ved vi imidlertid ikke noget om, da mergelselskabets tilsvarende protokoller o.l. ikke er kommet frem. Så den historie må vi have til gode til en anden gang.


Skarrild Mose en tidlig morgen i begyndelsen af april 2008. Bemærk, at der allerede er ret god vækst i vegetationen fra bredderne. Og hvem ved, om 5.000 år kan det sagtens være, at der er dannet en mose igen, som man så kan grave tørv fra, hvis behovet skulle være der!

Opdateret