Herning Historie

Gjellerup sogn under besættelsen 1940 -45 oplevet af en Hammerum-dreng

Johan Henrik Pedersen:

Artiklen er lettere bearbejdet efter et båndinterview med fhv. overlæge Johan Henrik Pedersen af fhv. vicestadsbibliotekar Kirsten Tønnes Pedersen (gift med Johan Henrik Pedersen) i forbindelse med en opgave til faget historie på Århus Universitet.
Johan Henrik Pedersen er født i 1935 i Hammerum, Gjellerup sogn og har boet der fra 1935 -57.

Lidt om min opvækst og familie
Min far Christen Peder Pedersen var født den 4.februar 1901(død 1985). Hans barndomshjem var en landejendom et par kilometer nord for Ikast. Det var en gammel hedeejendom med jord af lav bonitet. Gården hed Tulstrupgård. Min far arbejdede ved landbruget indtil han i 1918 fik spansk syge og var syg i et par år af følgesygdomme. Herefter arbejdede han i trikotageindustri-en. Han kunne både væve og strikke. Han blev pensioneret som tekstilarbejder i 1959 efter at han havde haft et par blodpropper i hjertet.
Min mor hed Christine, født Christensen Dall og var fra Vester Sottrup, et nabosogn til Dybbøl. Hun var altså sønderjyde. Hun var født den 4.januar 1903 (død 1980). Hendes far var kromand og hestehandler og havde udlejet en købmandsforretning. Hun gik i tysk skole og efter endt skolegang og konfirmation som prøjsisk statsborger, kom hun som 16-årig til Danmark. I dag ville vi kalde det som en slags au pair-pige. Hun kom i et lærerhjem i Knabstrup ved Jyderup på Sjælland, hvor hun nærmest var opfattet som en datter af huset. Her gik hun i skole sammen med børnene for at lære dansk og danmarkshistorie. Hun havde jo lært tysk og tysk historie i skolen.
I hjemmet blev der hovedsageligt talt dansk. Hendes slægt var delt i dansk- og tysksindede. I hendes barndomshjem var man dansksindede. Men der var altså slægtninge, som var tysksinde-de.
Min morfar havde 10 børn fordelt ligeligt på to ægteskaber. Min mor var den ældste fra andet ægteskab. Der var en god tone i hjemmet og alle børnene kom godt ud af det med hverandre. Hun havde tre halvbrødre som gjorde tysk militærtjeneste under 1. Verdenskrig. De kom alle levende hjem ved krigens afslutning. Men et par havde forskellige skader efter at være ramt af granatsplinter. Det tog hårdt på min morfar, at hans sønner var med i krigen. De var jo tvunget til tysk militærtjeneste eftersom de formelt var prøjsiske statsborgere. Han – blev det fortalt – tabte i vægt og havde svært at skrive breve til sine sønner – soldaterne – som lå ved fronten i Nordfrankrig. Dette hverv overtog min mor så. Hun har vist mig forskellige postkort og breve, som hendes brødre var flittige til at sende til hjemmet.
Da mine forældre traf hinanden var min far som tidligere nævnt medtaget af følgesygdomme ef-ter den spanske syge. Han blev først indlagt på sygehuset i Herning og senere overført til Rigs-hospitalet i København, hvor min mor var blevet uddannet som sygeplejerske. Der traf de hin-anden og da han var blevet udskrevet fra hospitalet, brevvekslede de, idet min mor stadig op-holdt sig på Rigshospitalet som sygeplejerske. De indgik ægteskab i 1932 i Ikast kirke.
De flyttede til Hammerum. Min far blev beskæftiget som væver ved tekstilindustrien.
Mine forældre har aldrig selv haft fast ejendom, men har boet til leje fire forskellige steder i Hammerum.
Mit fødested var i en loftslejlighed i Søndergade nr. 5. Den hedder nu Agerskovvej. Senere flyt-tede de ind i et lejet parcelhus i den sydlige del af gaden. Her boede de indtil 1939, hvorefter de flyttede til en anden lejlighed, der lå ovenpå telefoncentralen i Hammerum. Adressen var den-gang Vestergade 1, nu hedder den efter kommunalreformen i 1970 Hovedgaden. Denne bolig lå skråt overfor byens store missionshus Silo. I 1953 flyttede de 400 meter bort derfra nordpå til Frederiksgade, hvor de boede i nr. 9. Dette hus tilhørte en trikotagefabrikant, som min far hav-de arbejdet hos. Han hed Otto Larsen.
Da, der blev for lidt arbejde hos Otto Larsen, blev et par af arbejderne tilbudt at flytte til en an-den trikotagefabrik – Stampes trikotagefabrik. Og min far og en arbejdskammerat, som han kom godt ud af det med, flyttede derned. Hans navn var Peter Linnebjerg, som havde fire børn, hvoraf én – Jens Linnebjerg – var min jævnaldrende legekammerat og tillige min sidekammerat i et par år i folkeskolen.
Da min mor kom til det midtjyske – var hun altså uddannet sygeplejerske – Hun fik da som et job at vikariere for den kommunale sygeplejerske. De havde hele Gjellerup sogn som arbejds-plads. Hun kom både i Hammerum og i oplandet.
Min mor har fortalt, at det var en ganske anden verden hun kom til – altså til Midt- og Vestjylland, hvor hovedparten af befolkningen tilsluttede sig Indre Mission. Der var dog også en betydelig gruppe af grundtvigianere. Hun kom fra et liv i sit hjemsogn i Sønderjylland, hvor der var et rigt foreningsliv med f.eks. dilettant og med sangkor og med et meget nationalt præg, og hvor landbefolkningen var velstillet, i hvert fald i hendes forældres omgangskreds, var der adskillige store bønder som havde store gårde, hvis jorde var af god bonitet. Nu kom hun til et sogn, hvor halvdelen var sandmager jord, og hvor de bedste jorder var sandmuld. Hendes hjem i Sønderjylland var nærmest grundtvigiansk præget. Nu kom hun til en indre missionsk egn. Min far kom fra en familie, der tilhørte Indre Mission. Den havde dog ikke et fordømmende præg og var i hvert fald frisindet. Min far var i hvert fald. Min mor var vant til fra København at sige De, Dem og Deres til folk, hvilket folk i Hammerum og landsognet omkring studsede noget over. Hun synes, det var svært at komme i kontakt med dem, idet hun fornam en vis distance. Så fik hun et godt råd af den jordemoder, der boede i Hammerum, at hun skulle sige du til folk, for man var ikke vant til anden tiltalemåde. De var det man sagde til præsten, læreren og til lægen.
Da hun kom til Hammerum, fandtes der ganske vist ingen læge i byen. Den første læge kom først i 1943 eller 1944. Det var også en mental omstilling, der krævede, at hun indstillede sig på, at i vide kredse var dans og kortspil ikke noget man dyrkede. Sognefogeden, som hørte til grundtvigianerne, havde også samme indstilling. Det fortælles, at da en af karlene på hans gård havde siddet og spillet kort med en af de andre karle og tabt et par kort på gårdspladsen, gik sognefogeden ud og samlede kortene op med en ildtang, hvorefter de blev smidt i kakkelovnen. Sognefogeden hed vistnok på det tidspunkt Marinus Pedersen.
I Hammerum by boede der omkring 1940 900 mennesker og vel dobbelt så mange i landsognet. Landsognet omfattede de små byer og Gjellerup Kirkeby. Der var forbindelse mellem mange tekstilarbejdere og så landbefolkningen, idet mange fra en søskendeflok fra landet ikke kunne få beskæftigelse ved landbruget, og tog arbejde i tekstilindustrien. Der fandtes ni større fabrikker i Hammerum. Det var jo uldjydernes land. På den måde var der under krigen forbindelse mellem beboerne i Hammerum by og landbefolkningen, således at forstå, at kød og kartofler kunne man få hos landboerne i en vis udstrækning. De havde jo hjemmeslagtning. Men der kom med tiden, og med tiden er i 40erne og i 50erne, nogle skel socialt. Landboerne som udgjorde flertallet i sognerådet og flertallet af sognets befolkning havde meget gode kår, idet landbrugspriserne var høje og de kunne udvide bedriften, og de var de første som fik biler efter krigen og de byggede udhuse og nye stuehuse. Dertil kom, at de forstod at slippe billigt i skat. Mens tekstilarbejderne ikke havde den samme velstand. Deres lønninger steg ikke, mens landbrugsvarerne steg. Nogle landmænd var ikke frie for at prale lidt med deres velstand. Og kunne bruge flere penge til f.eks. klæder og til forbrug end tekstilarbejderne kunne. Mange af dem blev socialdemokrater. Venstre var det største parti. De [arbejderne] følte sig forfordelt. Der var eksempler på, at en tekstilarbejder med et par børn betalte mere i skat end en gårdejer.
Hvad min far betalte i skat, ved jeg ikke så nøje. Men jeg ved, at han ud fra hans lønsedler i 1939 og 1940 havde en ugeløn på 37 kr. Ganske vist kostede et pund skært kød kun 30 ører. Men alligevel var økonomien stram og livsførelsen i mit hjem var materielt set spartansk. Men det var den derimod ikke åndeligt set. I modsætning til flertallet af befolkningen, både land- og bybefolkningen, mente min far, at den bedste måde at gavne sine to børn på, – jeg har en bror – Jens Christian, der er født 12. april 1940 – var at give dem en uddannelse. I skolen i krigens tid var de fleste af drengene indstillet på at beskæftige sig ved landbruget og så snart de var konfirmerede da at få plads i landbruget, og målet var at spare sammen til at kunne købe egen gård. Det var de færreste der kom i lære og fik et svendebrev. Min far sørgede for, at jeg kom i præliminærskole ved Herning Friskole og efter at have fået præliminæreksamen i 1949, spurgte han, om jeg ville i gymnasiet, hvilket jeg gerne ville, fordi jeg var meget glad for at gå i skole. Jeg kom da i Herning Gymnasiums matematisk-naturvidenskabelig linje, og blev student herfra i 1954. Det var et særsyn, at et arbejderbarn kunne få studentereksamen. Det år jeg blev student, var jeg den eneste fra Gjellerup sogn som blev student. Det gav anledning til, at mange i sognet mente, at det at gå i skole ikke var at bestille noget, og de spurgte min far mange gange, om den stand som han nu tilhørte, om det var rigtigt, at han havde en dreng, der ikke rigtigt bestilte noget, dvs. havde fysisk arbejde. Det at lave sine lektier betragtedes ikke som rigtigt arbejde. Men det mente min far nu, at det var det bedste at få en uddannelse. Min bror blev det også tilbudt og han valgte at blive mekaniker, og klarede sig også siden godt i livet, bl.a. som sælger af biler.
Min far havde selv haft lyst til at blive skolelærer. Han havde en fætter, der havde den samme lyst. De spurgte så min farfar, som trods alt var en holden mand, om han ville hjælpe dem økonomisk, så de kunne komme i gang med at gå på seminarium. Men det mente han var alt for usikkert, så de havde bedst af at blive i deres stand.
Selv gik jeg i skole hver anden dag. Man kaldte det en landsbyordnet skole. Jeg er konfirmeret ud af skolen og ville så gerne være tømrer og kom da også ind som arbejdsdreng i et tømrerværksted i Hammerum. Værkstedsindehaveren ejede den ejendom i Vestergade, hvor mine forældre sad til leje. Han hed Lars Frølund. Han var selv uddannet bygningskonstruktør og han spurgte en dag, om jeg havde lyst til det. Det svarede jeg ja til, hvorefter han mente, at jeg skulle have mere skolegang. Nu var jeg jo så blevet for gammel til at komme i mellemskolen, hvor nogle af mine kammerater fra folkeskolen var startet. Men ved Herning Friskole fandtes et to-årigt præliminær kursus. Præliminæreksamen gjaldt som realeksamen. Jeg kom så på præliminær-kursus som den yngste. Dette præliminærkursus var ment for folk, der var ved landbrug eller håndværk og som i moden alder ville læse videre f.eks. søge ind på seminarium, så jeg kom i klasse sammen med folk, der var 10-12 år ældre end jeg selv. Jeg blev aldrig tømrer, som jeg engang havde tænkt. For efter gymnasiet var jeg beskæftiget som skolelærervikar for at spare sammen til at studere. Mine forældre havde ikke råd til at underholde en student, der skulle bo og studere ved Århus Universitet. Så jeg brugte to et halvt år på at skrabe penge sammen, så jeg havde en startkapital, hvorefter jeg begyndte at læse til læge og endte altså med at blive overlæge ved Psykiatrisk Hospital, Risskov i Århus.


Erindringsglimt fra besættelsestiden
En morgen i 1939 hjalp min mor mig med at komme i tøjet. Hun var meget alvorlig og fortalte, at der var udbrudt krig, idet tyskerne var gået ind i Polen. På det tidspunkt var jeg 4½ år gammel. Jeg erindrer ikke, at det gjorde særligt indtryk på mig. Det næste jeg erindrer om krigen, kom den 9. april 1940. Min mor var gravid og fødte min lillebror den 12. april. Vi lå i sengen om morgenen og jeg blev angst, idet der kom tre eller fire flyvemaskiner, der brummede sådan, at vinduerne klirrede. Min mor undrede sig også noget. Vi stod op. I radioen kunne vi ikke komme undervejrs med, hvad der var sket. Lidt senere kom mælkemanden forbi. Da min mor gik derned, så vidste mælkemanden, hvad der var sket. Han havde hørt radio på et andet tidspunkt end min mor og kunne fortælle, at tyskerne var gået ind i landet. Det er de første erindringer. Så kan jeg huske, at vi måtte spare på varerne. Det var vi vant til for min fars indtægt har aldrig været høj. Hans højeste indtægt var, da han fik invalidepension efter, at have fået blodpropper i hjertet. Men der var vareknaphed. Ved min brors fødsel havde jordemoderen to bananer med, som hun forærede mig. Og gennem krigsårene stod det som et tydeligt minde, for det var nemlig de sidste bananer jeg smagte, indtil vi igen kunne få bananer efter krigens afslutning. Og jeg har ofte fablet om, hvordan mon nu en banan ville smage. Og derfor var det med næsten ærefrygt, at jeg satte tænderne i en banan i 1946 eller 1947. Så kom der rationeringsmærker. Og det betød begrænsninger, hvad man kunne købe af sukker og smør og tøj. Tobaksvarer var et savn for min far, som gerne ville ryge godt tobak. Og kaffe savnede min mor meget. Så vi drak i stedet erstatningskaffe. Det var Rich’s, der drik’s. Det var fra kaffefirmaet Richs, eller Danmark hed firmaet. Der fik vi så Richs-billeder, som det hed, idet der i hver kaffepakke var indlagt et billede af en eller anden seværdighed og man kunne få Richs-album at samle billederne i efter bestemte numre og oplysende tekster. Det var egentlig meget pædagogisk lagt an. Og havde man flere billeder af samme slags kunne man bytte med legekammeraterne, så man fik det billede af det man manglede og kunne komme af med det man havde dobbelt af. Jeg tror, at folk i større byer mærkede krigen meget mere end vi gjorde i et landsogn. Jeg har aldrig oplevet at der var fødevaremangel eller at nogen sultede.

Mange i byen – i stationsbyen – havde haver, enten egne haver eller kolonihaver, som man kunne leje for billige penge. Bl.a. havde DSB nogle arealer som de lejede ud og jeg erindrer, at lejen for et stykke jord på 1000 m2 var ca. 2,50 kr. om året. Der kunne vi så dyrke grøntsager af forskellig slags. Vi havde peberrod, vi havde stikkelsbær, blommetræer. Så kunne vi dyrke jordbær, porrer, selleri, spinat og kartofler. Vi kunne dog ikke dyrke så mange kartofler, som vi skulle bruge året rundt. Men så var det en nem sag og tage ud til en af gårdene og købe en sæk kartofler, så havde vi dem. Mælk savnede vi aldrig. Vi havde også adgang til smør, også lidt me-re end mærkerne rakte til, idet mejeribestyreren via mejeriets udsalg solgte smør. Det rygtedes og der var nogen der fik ondt af det, så han fik en bøde og så hørte det op, hvorefter vi måtte nøjes med, hvad vi kunne få på vores smørmærker.
Vi havde selv rigeligt med æg, idet min far holdt høns. Og det at få suppe på hønsekød – klar suppe med boller, både kødboller og hvide boller, var ikke noget sjældent syn. Han holdt også duer, så duesteg fik vi så tit, at jeg i voksen alder har mistet interessen for at spise stegte duer.
Vi holdt også kaniner, som jeg havde i bure som blev flyttet rundt på en bondemands græsmark. Disse kaniner kunne vi lukke ud af burene og de kom, når jeg kaldte på dem. Om natten skulle de indenfor af hensyn til ræven. Et par gange fik vi kaninsteg. Det fik en ende, idet vi ikke kunne udholde at slagte dyrene, der i al troskyldighed løb hen til os.
Min far kunne ikke få tobak fra oversøiske egne. Et par landmænd prøvede at dyrke tobak på markerne og jeg har været med til at plukke tobaksbladene og de blev trukket på en snor – man stak en nål igennem bladene – og så hang de til tørre i en lo eller i tømrermesterens udhus, hvor han også tørrede tømmer, så øverst oppe mellem spærrerne hang så tobaksbladene, så når de var tilpas tørre blev de taget ned og så skåret i stykker eller til smuld og så røg man det, men det var ikke særlig god kvalitet af tobak, har jeg fået fortalt. Selv røg jeg ikke i den alder. Andre prøvede at lave tobak af tørrede kirsebærblade. Så opfindsomheden var stor. Den bondemand som jeg hjalp med at trække tobaksbladene på en snor, havde det uheld at hans hest, der gik på græs, rakte hovedet over hegnet og spiste af tobaksbladene, hvorefter den blev livsfarlig syg.

Nøjsomhed var nødvendig og for at få suppleret indtægterne, sad mine forældre til kl. 22 eller 23 om aftenen og trak snore gennem trøjer gennem halsåbningen på trøjerne. De fik 1 øre pr. snor, der blev trukket igennem. Senere da jeg voksede til, hjalp jeg dermed. Det var undertrøjer. I perioder med mindre arbejde på fabrikken, hjalp min far Lars Frølund med at oparbejde generatorbrænde til bilerne.
Brændsel havde vi billigt, idet min far fra sit hjem havde arvet en tørvelod, der lå 18 km borte i Bording sogn – Nørlund mose. Der cyklede vi ud om foråret og så snart jeg kunne hjælpe med til at skære tørvene, gjorde jeg det. Det var efter krigen, umiddelbart. Vi kunne cykle af sted en fredag aften og overnatte i en høstak ovenfor mosen. Og så arbejdede vi hele lørdagen til kl. 21. Under krigen måtte min fader selv kaste tørvene, idet jeg var for lille til at kunne arbejde med, men jeg fulgte med i mosen. Det var hårdt arbejde, idet alt foregik med håndkraft. Man skar en spalk, dvs. en firkantet søjle ud i tørvehøjen, hvorefter man med en spade skulle kaste den op på brinken ovenfor. Sådan et stykke tørv kunne godt være en alen lang. Når det så var blevet kastet op på brinken, blev det læsset på trillebør. Min far tog fat i trillebøren og jeg trak i en snor, som var bundet til, så jeg kunne hjælpe med det at trække det lidt jeg kunne, så vi derefter kunne trække den ud på liggepladsen, hvor tørven skulle tørre. Når den så havde gjort det i nogen tid, så skulle den vendes. Det kunne jeg også være med til. Det gjorde ondt i ryggen at stå en hel dag og bøje sig og vende tørv. Når det så var sket, skulle man igen efter et par uger stable dem i stakke og så vindtørrede de endeligt, og så skulle man endelig køre dem hjem. Der lejede min far et par heste og en arbejdsvogn, og så tog han de 18 km ud i mosen. Jeg fulgte med. Der var to arbejdsvogne med træhjul med jernbeslag. Den ene blev sat ovenfor mosen. Og når den anden var fyldt, blev den trukket op af mosen, og den tomme vogn blev trukket ned i mosen. Hestene kunne nemlig på den sandede hulvej ikke trække to læs op deraf på en gang. Tørvesæsonen skulle slutte – eller gravningen af tørvene, sagde man, skulle slutte til skt. Hans. Og når det skete, at vi var blevet færdige til middag en skt. Hansdag var det lidt af en festdag og vi lagde turen forbi min fars fødested og drak kaffe hos hans bror og kone som ejede gården, hvorefter vi cyklede hjem igen.
Min bedstemor – min farmor og min fars søster boede i et hus i Ikast – Kildevej 17. Og som den gode søn min far også var, gravede han også tørv til hende. Det synes jeg som dreng var lige rigeligt. Og engang, hvor vi var færdige med at grave tørv til os selv – vi skulle selv bruge ca. 30.000 tørv – det var målet, sagde jeg: ” Det var vel nok dejligt, at vi nu var færdige.” ”Ja”, siger han, ”lad os glæde os over det, for nu går vi gang med at grave til din bedstemor, som skal have ligeså mange tørv”.
Under krigen – som sagt – måtte min far selv grave tørvene. Jeg fulgte med, men var for lille til at lave egentlig fysisk arbejde, bortset fra at trække i trillebøren. Senere som 12-13-årig deltog jeg fuldt ud i arbejdet. Vi ophørte med at grave tørv i 1949.
Foruden tørv anvendtes i vid udstrækning brunkul på egnen. Brunkulslejerne i Søby lå kun 8 km borte. Brunkullene gav en særlig lugt som kunne fornemmes viden om. Vestenvinden var fremherskende og kom man fra Ikast kørende vestpå, kunne man, få hundrede meter inden man kom til Hammerum, fornemme brunkulslugten. Det er vanskelig at beskrive, men lugten var ubehagelig. Man sagde, at man kunne lugte sugegas. Jeg kan lige tilføje, at det ikke var alle, der havde adgang til at få tørv. De fik så brunkul, idet at brunkulslejerne lå 8 km fra Hammerum, bl.a. Søby brunkulsleje. Der kunne man så hente brunkul. De stank som sagt og man kunne en vinterdag, når man nærmede sig Hammerum, fornemme byen, også selvom man havde lukkede øjne, for lugten af brunkul var gennemtrængende. Men der var ingen i sognet, som ikke havde brændsel i krigsårene, i modsætning til de større byer i landet. I Herning var der gasforsyning. Den var indskrænket. Og der var især i de strenge vintre en vis form for mangel på brændsel. Men det blev afhjulpet med, at man syd for Herning satte et storstilet graveri af tørv i gang i Knudmosen. Og jeg har ikke hørt om, at folk i Herning frøs, fraset den første strenge vinter i begyndelsen af 40erne.

Tøj kom jo også på rationeringsmærker. Gammelt tøj blev også syet om. Voksnes tøj som de ikke kunne bruge mere pga. slitage, blev klippet i passende stykker, så de kunne sys til børn. Der kunne blive et par gode tøjstykker, når slidte partier var klippet fra. Og der var et par syersker, som ernærede sig med at sy tøj. Så jeg har mangen en gang været med min mor hos en syerske, der så prøvede på med sit målebånd at finde de passende stykker, der så blev syet til. Der blev også fabrikeret tøj af papir, der var spundet sammen. Det blev kaldt celluldstøj. Der var den hage ved det, at det havde svært ved at holde folderne i bukserne. Men det værste ved det var, at det ikke tålte vand, så gik man tilstrækkelig længe i en regnbyge, så kom bukser og skjorte til at hænge underligt på én og de gik ud af facon. Og det skete, at når man kravlede under leg, så revnede de og knæet stak frem. Det har jeg oplevet.

De første år mærkede vi ikke ret meget til krigen. Som nævnt gik vi hver anden dag i skole. Indirekte mærkede vi det under de strenge vintre i 1942 og 1943, idet vandet frøs og man ikke kunne få tilstrækkeligt med varme i skolen, så nogle dage var der, hvor man måtte sidde med overtøjet på. Men det var først det sidste halvandet år, at vi for alvor mærkede det, idet tyskerne tog den gymnastiksal, som skolen benyttede. Og det var gymnastiksalen på den nærliggende landbrugs- og husholdningsskole i Hammerum. Den blev beslaglagt. Hvilket ikke generede mig så meget, idet gymnastik var det fag jeg var ”stivest” i. Jeg kom aldrig i gang med gymnastik igen før jeg kom i gymnasiet, hvor jeg var den eneste der ikke kunne stå på hovedet, for jeg havde aldrig lært det!
Tyskerne lagde beslag på denne gymnastiksal og på det store missionshus og højskolehjemmet, hvor grundtvigianerne havde deres højborg. Og Indre Missions højborg – missionshuset Silo – blev også beslaglagt. Det havde den fordel – Silo -, at der var opført et stort køkken, hvor man kunne bespise mange mennesker som var forsamlet almindeligvis i missionshuset, og hvor man kunne levere maden, når der blev holdt runde fødselsdage eller sølvbryllupper i missionshusets store gymnastiksal. Tyskerne lagde straks beslag på dette køkken, idet det var et centralt køkken, der kunne brødføde de tyske soldater, der var i byen. Der var næsten lige så mange tyskere i byen, som der var borgere, mener jeg. Og vi boede skråt over for missionshuset. Jeg husker tydeligt, når de kom marcherende fra Landbrugsskolen i vest og Højskolehjemmet i øst og hver kolonne sang deres sange, det blev et miks, når de nåede frem til missionshusets køkken, hvor de fik deres madskåle fyldte. Tyskerne var særlig glade for at opholde sig i landbrugsskolens gymnastiksal, idet det var det eneste sted i sognet, hvor der var brusekabiner, således at de kunne komme i bad – en halv snes mand ad gangen.

Når de tyske soldater havde fri, var de venlige overfor børnene. Nogle af dem havde børn derhjemme. I tømrerværkstedet ved siden af, var der et par timer om ugen fritidssysler for soldater i deres fritid. Så fik de små træstykker, som de lavede udskæringer i, eller knagerækker til dem selv. Og der gik min bror og jeg tit rundt i værkstedet og de talte med os, men vi kunne nu ikke rigtigt forstå noget. Mig og min lillebror Jens Christian, som jo var 5 år ved krigens slutning. De kaldte ham Kleine Christian og han holdt såmænd også af dem. Han kom jo fra et hjem, hvor vi var dansksindede, og han havde fået fat i et lille papirdannebrogsflag og når så tyskerne kom marcherende op til køkkenet, kunne det ske, at han gik foran og marcherede også med sit lille dannebrogsflag eller gik ind i kolonnen, hvor så en tysk soldat tog ham i hånden. Officererne så stort på det. Han færdedes også frit i missionshuset, hvor den største forlægning af tyskere lå. Han skulle også somme tider opholde sig udendørs og så blev han af og til tøjret med en flagline, og når min mor så ville hente ham, var han tit borte, fordi han stod i dette tøjr, og det havde nogle af soldaterne ondt af det. Så var han ikke dér, var han ovre hos tyskerne i missionshuset.

Det kom ikke til egentlige skærmydsler mellem befolkningen og tyskerne. Tyskerne var veldisciplinerede og holdt sig inden døre, det de skulle, men alligevel var de ildesete. En dag, hvor min legekammerat Jens Linnebjerg og jeg stod og så på en tysk tank, som stod på vejen – der var et eller andet i vejen med den. Mens vi stod dér, kom en husholdningslærerinde – hun kunne være lidt stram – vi stod en 7-8 meter fra den. Hun kom hen til os med alvorlig mine og sagde: ”Danske drenge står ikke og kigger på tyskerne!”. Det blev sagt så bestemt, at vi blev lidt betuttede og det var først bagefter, at det gik op for os, at vi måske havde udvist unational optræden.
Da invasionen fandt sted i Frankrig, var tyskerne sat i alarmberedskab, og de havde 25 tanks og de blev kørt ud omkring byen og der blev lavet grave, så de kunne køre ned dér, så kun kanon-løbet stak op. De kørte så ned ad den ene side som var lavet som en slidske og over tanks’ene blev hængt et net, hvori var et par græstotter og grene, så det var kamuflage. For undertiden hørte vi de allieredes flyvere kom. Landets største flyveplads- Karup flyveplads – lå ca. 18 km fra hvor vi boede. Vi kunne se om natten, hvordan tyskerne med kraftige projektører, såkaldte lyskastere, søgte at indfange maskinerne i deres lysfelt. Nogle gange kom det også til træfninger med tyske natflyvere. Et par gange faldt der flyvemaskiner ned i sognets udkant. For at genere tyskernes radar havde de allierede maskiner stanniol strimler som var 3-4 meter lange og 7-8 cm brede. Disse stanniol strimler blev kastet ud, og forstyrrede radarsignalerne for dem. Det var en sport for os drenge at samle disse strimler op. De var i forskellige størrelser og helt fint var det, hvis man fik en af de helt store strimler, der var en 6-7 cm brede og 4 m lange. Det brugte vi til dekorationer, f.eks. til jul. Der kunne de indgå i en juledekoration.
Hvad vi også mærkede til, var perioder med undtagelsestilstand. Der kan jeg huske, at min far en forårsdag var cyklet til nabosognet Ikast for at købe nogle kyllinger. Og på vejen hjem passerede han en landmand, der sagde til ham: ”Nu skal du skynde dig hjem for der er jo undtagelsestilstand”. Min far cyklede så videre, men da han kom ind i Hammerum by, var tyskerne på færde og patruljerede, så han måtte gemme sig i en næstnabos have og snige sig gennem nabohaverne hjem med de små kyllinger i en kasse.

Herning var et jernbaneknudepunkt. Der gik fem jernbanelinjer til den dengang. Der skete det, at et tog blev saboteret ca. 1 km fra vores bopæl. Det skete om natten. Der var et dumpt drøn og da det blev lyst kunne vi se, at tyskerne havde travlt. Sabotagen var sket på en lav dæmning og lokomotivet var trillet ned ad denne og lå på siden. Og 4-5 vogne var væltet og et par stykker var kørt op i nogle af de vogne, der endnu stod på sporet. Området var afspærret, men Jens Linnebjerg og jeg var kravlet op på en roekule og så havde vi udsyn til at se ulykken. Senere da toget var blevet sat på sporet og det var blevet normale forhold igen, viste Jens Linnebjerg stolt, at han havde været nede og inspicere stedet og fundet en messingvandhane, som havde tilhørt lokomotivet. Og den blev beundret af mange af hans legekammerater.

På sognerådets opfordring blev min mor somme tider bedt om at fungere som tolk mellem sognerådet og et par tyske officerer, som var de højst rangerende officerer i byen. Det blev udtrykkeligt gjort opmærksom på, at hun var ikke i tysk, men i dansk tjeneste. Og der kom hendes tyskkundskaber fra hendes skolegang i en prøjsisk skole hende til gode. Jeg ved ikke hvilke sager, hun skulle deltage i. Det eneste jeg kan erindre, det var en drøftelse af tyske officerers indkvartering privat. Men ellers ved jeg ikke noget om, hvad hun deltog i. Der var en tolk mere og han blev nok benyttet lidt mere. Det var forstanderen fra Hammerum Landbrugsskole, Kristian Møller. Han var selv sønderjyde og havde også gået i tysk skole.

Hverken urolighederne den 29. august 1943, da regeringen trådte tilbage og erstattedes af de-partementsstyret eller den 19. september 1944, da politiet blev interneret mærkede vi i ikke umiddelbart til i Hammerum. Der var ikke noget politi i Hammerum. Det var der inde i Herning og i Ikast var der en landbetjent.
Man kaldte det den lovløse tid, da politiet ikke længere fungerede. Da skete det, at en bande huserede i den nordlige del af sognet i Frølund. De brød ind i en halv snes gårde på stribe og røvede, hvad der var af penge og nogle værdigenstande. Det førte til, at man samlede borgerne i sognet og der blev oprettet vagtværn, således at mænd to og to skulle patruljere om aftenen og natten. Det gik på omgang og på skift, hvem der skulle patruljere. De var jo ikke bevæbnet med skydevåben, men med knipler. Og beboerne i sognet blev instrueret i at tilkalde hjælp. Det kunne ske ved at bruge fløjter eller tage et par grydelåg og klappe sammen eller på anden måde at gøre opmærksom på mistænkelige ting. Min far gik også i vagtværnet. Han var ikke ude for ubehagelige oplevelser dér. En anden ting vi mærkede til var, da byens mandlige befolkning blev samlet til udgravning af beskyttelsesrum. Det skete med skovl, spade og trillebør, hvori jorden kørtes væk op ad en slidske og man gravede ca. 3½ m ned i jorden og stivede det af med pæle og lavede trævægge og fyldte jord ovenpå. Et af disse beskyttelsesrum lå ca. 100 m fra min forældres bopæl i hovedgaden. Det blev nu aldrig taget i brug. Og en fuldtræffer kunne den bestemt ikke stå for. For der var kun 3/4 m jord ovenover. Det var et ubehageligt sted. Der var kun nogle få planker, der udgjorde gulvet. Og ventilationen fik man ved at lade indgangen til beskyttelsesrummet, der nærmest var en stor hule, stå åben. Jeg tror, der var plads til ca. et halvt hundrede mennesker. Så vidt jeg ved, blev det aldrig benyttet.

Man kunne ikke få dæk med slange til cyklerne. Når dækkene var slidt op, så kunne man ikke få nye gummidæk. Der var opfindsomheden også stor. En mand specialiserede sig i at splejse reb sammen og det skulle så gøre det ud for cykelhjul, dér hvor dæk og slange sad. Det var meget ubehageligt for det sagde bump, bump hver gang splejsningen passerede jorden og det holdt ikke så lang tid før det var slidt op. En anden lavede små træklodser, der kunne passe ind i hjulet på cyklen, der hvor dæk og slanger sad. Det var ganske vist meget hårdt at køre på, men man prøvede det. Der var en periode, hvor jeg ikke cyklede, fordi det var ikke til at få dæk og slange. Reb og træklodser var ikke særligt holdbare.

Eftersom krigen skred frem og invasionen i Normandiet havde gjort indtryk, spredte tyskerne deres tanks. De var ellers parkerede på en plads ved Jacob Jensens trikotagefabrik i Elmegade. Der var støbt en bred vej midt gennem pladsen og ud til siderne holdt tanks. Jeg ved ikke præcis, hvor mange der var, men jeg vil anslå, at der var en snes stykker. De var af forskellig størrelse. Pladsen eksisterer nu ikke længere, idet den er bebygget, bl.a. med en fløj til trikotagefabrikken. Tanks’ne blev nu parkeret enkeltvis forskellige steder. I Frederiksgade var der parkeret en tank og bag tømrermester Lars Frølunds tømmerplads på den nordlige del af Bech Larsens mark var der også parkeret en tank i en tankgrav, det var et ca. to meter dybt firkantet hul, hvoraf den ene side var skrå som en slags rampe. Tanken blev så kørt i graven. Der blev sat nogle stolper op, hvor imellem der var udspændt et net. Tanken blev camoufleret ved at der på nettet blev lagt grønne kviste. Naturligvis var der vagt ved tank’en, men det forhindrede ikke, at vi børn kunne lege i et par meters afstand fra tank’en. Jeg husker vagterne som værende venligtsindede overfor børn. Den sidstnævnte tank på Bech Larsens mark befandt sig ca. 40 meter fra min fars hønsegård. Jeg og min legekammerat så interesserede på tanken og det fik vi lov til. Vagterne forekom os venlige. Og hvis vi ville prøve at høre noget tysk, gik vi hen og sagde Guten Tag til dem, hvorefter de smilede og sagde et eller andet på tysk, som vi ikke forstod. Jeg erindrer ikke, at soldaterne var uvenlige overfor børn. Hvis vi spillede fodbold kunne de, hvis de havde mulighed der for kortvarigt deltage i spillet. Nogle af dem lod forstå, at de selv havde små børn hjemme. Jeg har nævnt placeringen af disse to tanks. De øvrige var placerede enkeltvis andre steder. Jeg husker ikke hvor. Da tank’sene efter nogen tid skulle op af gravene kørte de til deres oprindelige parkeringsplads. Folk kunne nu ane, at tyskerne var trængte, idet der ikke var brændstof nok eller man ville spare på det brændstof man havde. Det bevirkede, at en tank havde en anden på slæb. Det så lidt ynkeligt ud. Efter at tyskerne var rejst hjem fandt min legekammerat og jeg nogle store patronhylstre. I erindringen var det et rundt metalhylster ca. 25 cm højt og ca. 6 mm i diameter. Men det er altså mål som kun eksisterer i erindringen. Der kan jo siden være sket erindringsforskydninger af størrelsen af disse patronhylstre. De var ret eftertragtede. Jeg havde en 3-4 stykker. De var velegnede til at stille op som en vase, hvori man satte nogle langstilkede blomster. Jeg syntes, at de var dekorative, men jeg er ikke sikker på, at min mor syntes det samme. Hun forbandt det i øvrigt med en episode, hvor der under en storvask blev meget kraftig ild under gruekedlen. Jeg havde på sportspladsen fundet nogle legemsstore papfigurer af mennesker. Det var blevet brugt som skydemål under skydeøvelser. Jeg havde slæbt sådan et par figurer med hjem. Da jeg havde tabt interessen for dem blev de skåret i stykker og da de var godt tørre, da jeg havde haft dem til at stå inden døre, så blev ilden så heftig, at hun blev forskrækket. Figurerne var gennemhullet af projektiler og hun havde den teori, at der måske kunne være noget krudt tilbage, som så forårsagede den kraftige ild. Og fra da af var det forbudt at komme hjem med flere figurer.
Mine forældre frygtede og talte om – det samme gjorde naboerne – om krigsfronten mon rykkede op gennem Jylland og der så ville blive kampe omkring Karup flyveplads.

Jeg kommer i tanke om, at der på hovedgaden har været underholdning for de tyske soldater. Hele byens garnison var samlet foran missionshuset og nogle steder stod man ligesom i trapper op. Der var underholdning ved et stort tysk militærorkester. De var dygtige til at spille. Det samlede også mange af byens beboere. Og indimellem musiknumrene, det kunne være militær-marcher, men der var også tyske folkesange ind imellem. Det var afbrudt af optræden af profes-sionelle klovner, der lavede akrobatiske øvelser af forskellig slags. Byens befolkning så på det uden misnøje. Jeg erindrer også, der kunne være alvorlige stunder for tyskerne. Det var når de tyske officerer holdt afskedsparade og afskedstale til soldater, der skulle sendes til fronten eller østfronten. Det var tydeligt at se, at officererne var grebet af alvoren. En tysk officer har vi haft besøg af, idet en del af min mors slægt, hvoraf en del var dansksindede og en del var tysksindede, boede syd for grænsen. Min mor havde en kær tante, som hun havde holdt ferie hos i sine unge dage, tante Sefa, som boede på den frisiske ø Sild. Denne tante Sefa havde en søn – Ernst Bulgrin, der gjorde tjeneste i den tyske marine, hvor han var kommandør. Han skulle på en inspektionsrejse på Vestkysten for at se på forsvarsværkerne dér. Og da havde tante Sefa sagt, at han passende kunne tage rundt om Hammerum og bringe hendes hilsen til min mor. Han kom med toget, hvor han havde en kupé for sig selv. Min mor og jeg var nede og hente ham på stationen. Han kom i sin meget elegante søofficersuniform med en gylden æressabel ved sin side. Han havde en buket blomster med og til mig havde han bolsjer og sukkergodt. Derefter bød han min mor armen og så marcherede de igennem byen til mit barndomshjem, hvor min far også var til stede. Han havde taget fri fra arbejde. Og så talte vi med Ernst Bulgrin. Min mor oversatte hans ord til os andre. Hun spurgte om, hvor han gjorde tjeneste og hvad han foretog sig. Men det sagde han, at han ikke kunne tale om. Han talte derimod om sin mor, som han skulle hilse fra og takke. Min mor skrev breve til tante Sefa, der som sagt boede i Westerland på Sild. Hun var friser. Min mor sendte Røde Kors pakker til Sild. Og det var det, som sønnen nu skulle overbringe en mundtlig tak for. Min far var noget betænkelig ved, at vi skulle have en tysk officer i hjemmet og at min mor fulgtes med ham gennem hovedgaden og hvor de øvrige tyske soldater hilste korrekt på ham ved at hæve armen. Han opholdt sig hos os nogle timer. Vi har aldrig set ham siden. Efter krigen gjorde han tjeneste – i civiltjeneste på Sild – og han endte med at blive kæmner i hoved- og kurbyen Westerland på Sild. Inden min mor døde i 1980, erfarede hun, at han var død et par år forinden af cancer.

Vi holdt ikke store fester under besættelsen – hvis nogen gjorde var det bønderne der afholdt dem. Fordi de havde kartofler, grøntsager, kød og selv kunne lave flødeskum ved at tage lidt af fløden, selvom det var forbudt. Men der var ikke sådan rigtig mange fester. Det var mest familie sammenkomster og der var det for mit hjems vedkommende, at vi tog op søndag eftermiddag til min bedstemor og faster og drak søndagskaffe sammen med min farbror og hans kone og et par af min bedstemors venner. En gang imellem havde vi også dem til søndagseftermiddagskaffe.
Min mor havde en bror, Max Dall, der var manufakturhandler i Herning. Han kom også jævnligt hos os, Han var ungkarl og besøgte os tit. Han holdt også jul hos os under krigen.
Julen blev holdt hos min bedstemor i Ikast. Der kom hendes børn og min fætter og så holdt vi jul dér. Vi tog hjem juleaften, når juletræet var overstået, så tog vi toget hjem. Og så inden vi gik ind, stod min bror og jeg sammen med min far. Så skulle han så udpege Betlehemsstjernen. Det havde han vistnok lidt besvær med. Så min bror og jeg mente, at det var den eller den, der var Betlehemsstjernen, fordi den lyste så kraftigt. Selv holdt vi lidt jul derhjemme i Hammerum kl. 2 om eftermiddagen. Så blev gardinerne rullet ned og vi havde selv juletræ. Så fik vi god julemad og nogle gaver. Når det så var sket og der var vasket op, så tog vi toget op til min bedstemor, så fik vi juletræ nr. to deroppe og resten af de sparsomme gaver, der var. Jeg husker det som noget meget festligt, varmt og godt, synes det var gode juleaftener, selvom det var skralt med gaver. Og hos min bedstemor var det næsten fast, at der var en stor hane eller et par høns, der havde stået og kogt fra om morgenstunden og så blev der lavet suppe med hjemmelavede kødboller og hvide boller, og så fik vi resten af hanen sammen med peberrodssauce og så bagefter budding. De voksne fik postevand og børnene fik sodavand.

Jeg sad i et vindue og kiggede ud, da frihedsbudskabet kom. Vi havde ikke selv åbnet for radio-en lige på det tidspunkt, selvom mine forældre var ivrige efter at lytte til radioen. BBC kunne vi lige høre de første par ord fra, så kom de tyske støjsendere, og umuliggjorde at vi kunne opfatte noget dér. Jeg kan huske, at jeg sad og kiggede ud af et vindue, da genboen åbnede sin dør og sprang ud på gaden med hænderne i vejret og råbte, at: ”Nu er Danmark frit”. Så kom der hurtigt liv rundt omkring, hvor folk samledes på gaden og med en vis spænding, for hvad ville der nu ske. Og hvordan ville tyskerne nu agere på det. Der blev uroligheder forskellige steder i landet. I Hammerum forløb alt roligt, der var ikke utidige skyderier dér. De tyske soldater holdt sig inde og opførte sig veldisciplinerede.
Så dukkede frihedskæmperne frem. Nogle havde stålhjelme og andre havde ikke. De fleste havde et rødt-hvidt-blåt armbind. Og andenlæreren på skolen, lærer Thomsen, stod ved byens vestlige indkørsel ved hovedvej 15 sammen med nogle andre. Og vi børn, der kom, ville da lige hen og hilse på lærer Thomsen, som ellers havde været skrap nok i timerne og ikke var bange for at stikke en ørefigen ud. Men nu synes vi alligevel, at han så så pæn ud, når han stod dér med et maskingevær og med sit armbind, så vi gik hen og hilste pænt på ham, mens han syntes, at vi skulle gå hjem, hvis der skulle ske noget. Jeg husker også, at der var en stor modtagelse på Ikast hovedgade ved den vestlige by, da en modstandsmand fra Ikast blev frigivet og kom hjem fra Gestapos fængselsceller på Koldinghus. Men ellers flagede folk og man festede. Mørklægningsgardinerne blev fjernet hurtigt. Og nogle steder samledes man og brændte dem på bål. Og alle var i feststemning. Der blev fremover sat i lys i vinduerne den 4. maj om aftenen. At der var krig mærkede man ikke så meget til i sådant et landsogn som i byerne.
Den sidste tid var der mangel på brændstof hos tyskerne. Og den ene tank blev trukket af den anden. Jeg husker det sådan, at tyskerne forlod byen i god ro og orden uden skærmydsler. I modsætning til andre steder i større byer andre steder i landet. Det står lidt uklart for mig, hvornår tyskerne forlod Hammerum endeligt.
Der var også eksempler på et par familier, hvor man var socialt ilde stedt og hørte til en socialt lavere klasse, som kunne hævde sig ved at omgås tyskerne. Der tænker jeg bl.a. på en mand som i mine øjne var lidt primitiv i sit sprog. Han havde arbejdet i brunkulslejerne og ellers til andre tider var han arbejdsløs. Hans kone omgikkes tyskerne. Og det fandt han sig i og følte sig stolt, idet han kunne true andre. Han havde en dreng som somme tider legede med os andre. Denne dreng kunne være rethaverisk og hvis der f.eks. sad nogle på en gynge, kunne han forlange, at han ville have den, for ellers gik han hjem og hentede sin far. Det gjorde han så nogle gange. Så kom faderen og sagde bl.a. til mig: ”Er det derhenne dine forældre bor, for så kan det være, at de hører fra tyskerne.” Da det blev 5. maj skyndte han og familien at drage ud af byen. Og hvor de drog hen, ved jeg ikke.
I byen var der nogle mænd, som havde levet meget stille under besættelsen, men nu skulle de vise, at de havde noget at skulle have sagt. Den ene havde en lastbil og på den var der et par af kammeraterne der stod, og de kørte så hen til et hus, hvor der oppe på loftet boede en ung syerske, som havde vist sig sammen med tyske soldater. De sparkede hendes dør ind og trak hende ud og op på ladet af lastvognen. Hun skreg og bad om at slippe fri, men et par andre stærke mænd kom og holdt hende fast, og så blev hun klippet skaldet, alt imens hun græd og jamrede. Der samlede sig en større folkemængde og så på det. Og der deltes vandene noget. For nogle syntes, at sådan en tyskertøs havde godt af det, mens andre syntes, at det var en brutal måde at fare frem på. Til dem hørte mine forældre, der ganske vist syntes, at det var en skændsel at omgås tyskere, som hun havde gjort, men ligeså stor en skændsel at behandle en ung pige sådan, som danskerne gjorde. Og jeg kan se scenen for mig den dag i dag, og synes selv at det mest nedværdigende var disse danske mænds opførsel.

Transportsystemet var nedslidt. Hestevogne var der. F.eks. havde vores nabo en fladvogn og to heste. Biler var det meget sparsomt med. Biler var klodsede op og på den senere så trafikerede hovedvej 15 kunne vi roligt spille bold eller hoppe i ring eller hvad vi nu kunne finde på. Det var nærmest en begivenhed, når en bil kørte forbi.
Lige efter krigen var der indsamling af især fødevarer til nordmændene. I Hammerum var det lederen af byens største købmandsforretning og foderstofforening, Gram-Rasmussen, der stod for det. Og det blev annonceret i den ugentlige avis – Gjellerup Sogns Avis – at der var indsamling forskellige steder i sognet. Og man mødte op dér. Jeg kan huske, at mine forældre bl.a. sendte havregryn. Folk kom med det hjemmefra og bønderne kom med f.eks. flæskesider og der blev også givet smør. Og jeg tror sågar også, at der blev givet sukker, selvom det var rationeret. Og så var det yndet, at de store børn i folkeskolen kunne lægge en seddel med en hilsen til der, hvor Røde Kors pakken nu måtte komme frem. Og jeg skrev også, at jeg gerne ville brevveksle og så et par uger efter fik jeg et brev fra Moss, en by ved østsiden af Oslo fjord, at de takkede og gerne ville brevveksle med mig. Der var jævnaldrende børn, så vi brevvekslede et stykke tid, så gled det lige så stille ud efter nogen tid.
Jeg er sikker på, at hvis en person, der var død i 1939, stod op af graven og så landet i 1945, da ville han se, at det var meget lidt der var sket i mellemtiden. Rationeringerne gjaldt stadig, men vi led ingen nød, for igen, kartofler og mælk kunne man altid få hos bønderne. Ligeså kød. Mange havde jo høns, så de havde æg nok. Det der var mangel på var god tobak, kaffe og chokolade. Og for mit vedkommende bananer. Mekaniseringen af f.eks. landbruget var ikke sket under krigen. Bilerne var ”klodsede” op. Og der var kun få af dem – man kunne lege på hovedvejen.

Opdateret