Herning Historie

Biavl

 – af Hans Ansbjerg
Født på ejendommen Sejlsigvej 10 i Ørre den 10. august i 1881

Cirka to kilometer øst for Ørre Kirkeby ved den gren af Storåen, som kaldes Højris Å ligger Ansbjerg Huse – i gamle papirer benævnt Aunsbjerg Huse. Oprindeligt var der seks små ejendomme – nu er der fire gode familiebrug. I den østlige ejendom, matrikel Nr. 1 c R.b. med flere, i Ansbjerg by, Ørre Sogn, Hammerum Herred, Ringkøbing Amt, begyndte mine forældre i 1871. Besætningen var da en ko og fire høns. Mor vævede, og far gik på arbejde. For at hjælpe lidt på økonomien begyndte far at holde bier. Egnen her var god for biavl – langs ådalen var der mange risbuske – vidjeris, der med deres blomster, også kaldet gæslinger, afgav en mængde pollen – blomsterstøv – til at føde sværme med. På de lavere egne var der en god bestand af agerkål og andet ukrudt. På landjorden såede man spergel og boghvede, som alle var , som alle var gode honningblomster, og så var der de milevide hedestrækninger, som afgav megen honning.

Nu forsvinder hederne, og spergel og boghvede dyrkes ikke mere her, og ukrudt bliver sprøjtet ihjel. Til gengæld er der nu træer, frugttræer og frugtbuske og hvidkløver, men det giver alligevel ikke så meget som før.

De efterfølgende oplysninger er efter hukommelsen fra midt i 1880´erne, hvor jeg kan begynde at huske – og til 1908, da jeg overtog ejendommen og gik over til at bruge lavnormalstadier, som jeg bruger endnu med tilhørende magasiner.

Biholdet

Vi havde gerne fra tre til seks liggende halmkuber ind vintret – noget lignende var vist tilfældet de fleste steder her omkring, hvor der var bier. Der var ingen større bigårde her i nærheden. Det eneste fællesskab var vist, at hjemmeværende børn og unge kunne have deres egne kuber i bihaven. Der henvises til medfølgende plan af hus og have – kålgården. Kuberne var anbragt på den indre side og i læ af det vestlige dige, sådan at de havde flyvehullet mod sydøst.

Vores liggende halmkuber lignede figur 3 – dog var halsen nærmest som fig. 4. De var cirka en alen lang og en halv alen i diameter. Bunden – bagenden – kunne tages af, og den kunne syes på igen. Vi brugt ingen støttepinde.

Til foden – eller stolen, som vi kaldte den, brugte vi to kors, lavet som til et juletræ og forbundet med to stænger for oven og en fra kryds til kryds. Hvis vi havde et gammelt kasseret hjul, tog vi fælgen og satte egerne i den udvendige side. Så havde vi en god bistol.

Til overdækning af kuben brugte vi græstørv, helst skåret på god engbund – de skulle skæres med to snit – skejtetørv- så de blev tykkest på midten og tyndere i kanten, ovale og så lange, at de nåede ned over midten af kuben. Der brugtes tre tørv til hver kube, en på bagerste del og en over halsen og den sidste oven på over midten. Så var de godt beskyttet mod regn og varme. De lå på både vinter og sommer, senere gik vi over til stående halmkuber – de var lettere at skære honningkagerne ud af og sætte oven på en podekasse – et magasin med vokstaler i, som man kunne tage væk om vinteren.

De stående kuber, vi brugte, lignede meget fig. 5, og jeg har ikke set anden form her på egnen. Kuben stod på et firkantet bord lavet af tre brædder, hvoraf det midterste gik længst frem som flyvebrædt. Det var lidt bredere end kuben, så der kunne tættes rundt om med ler. Bordet stod på tre ben – et i hvert baghjørne og en planke lige under flyvebrædtet. Den planke brugte bierne meget at sidde på, når det var så varmt, at de ikke kunne være i kuben om natten. Jeg har ingen mål, men jeg tror, at de svarede nøje til fig. 5 både i størrelse og facon. Senere fik vi lavet podekasser af halvtommers brædder, størrelsen passede til at hænge 1012 vokstavler, og der var plads til 10 eller 12 tavler. Kassens bagside var til at tage af og fastgjort med et par kroge. Der kunne man så skubbe tavlerne ind under siderne, som de skulle hænge i, og så sætte baglugen i igen. Midt i låget var der et aflangt hul til bierne til at gå igennem, og fortil et flyvebrædt og udgang forneden. Så kunne det gamle flyvehul stoppes, hvis det var nødvendigt.

Når det nærmede sig sværmetiden, kom kuberne om i en lergrav, hvor der var væld i bunden. Når vi børn stod og gyngede på det, kom der op ad bunden en grågul lernasse, som vi børn kaldte gær – det havde en passende konsistens og blev smurt på kuberne og glattet af med de bare hænder og derefter sat til tørring i solen. Til hat på de stående kuber brugte vi åsiv, som vi skar i åen. Om den øverste top snørede vi et bånd flere gange rundt, så der blev en hals på 3-4 tommer, og så skar vi toppen spids, ligesom man spidser en blyant.

Lige oven over flyvehullet bandt vi så en snor om – helst af kokusgarn, da det ikke krymper så meget i regnvejr. For neden blev det klippet af, så det dannede et tagskæg ud over bordkanten og flyvehullet klippet fri. Sådan en hat isolerede godt både imod kulde og varme. Hvis solen brændte for hårdt på kuben, kunne vokset blive for blødt og falde sammen – sådan en hat kaldtes en syvihat.

Fremstilling af halmkuber

Man bandt selv kuberne – i det hele taget var løbbinding et almindeligt husflidsarbejde her på egnen. Til at binde med brugtes bånd, når de ellers blev skåret ned. Der kom året efter nye skud på indtil en meters længde. Når de blev flækket midt ad, var der et godt bindemateriale. Der brugtes rughalm, der var til pænt langhalm, så man kunne tage et lok med ind i stuen til aftensæde. Som ring brugtes mundstykket af en flaskehals eller et lille pølsehorn lavet af et kohorn. En pren lavede vi af trækavring, der var gået skævt på. På de liggende kuber begyndtes bindingen midt i bunden – bagenden – og sluttedes ved halsen. De stående kuber begyndtes i toppen og sluttedes af ved flyvehullet.

Jeg mindes ikke at have set andre former for kuber her på egnen.

Biernes pasning

Det første, jeg kan huske, var, at far selv passede bierne – det bestod i øvrigt kun i at få sværmene til at gå i kuberne og lægge dem på plads og overdække dem. Så kunne de passe sig selv, til de skulle slagtes – tages op – disse arbejdere brugtes sjældent, da bierne sværmningen ikke er stikkelystne, fordi de har posen fyldt med honning til et par dage – ellers brugtes der støv. Far havde fuldskæg, og når bierne kommer i hår eller uldent tøj, er de værre til at stikke end på det bare skind. Den gang vi fik podekasser, brugte vi naturligvis at ryge bierne væk, når der skulle skiftes tavler. Piben var en stor træpibe med svampedåse. Det store hoved var ens i begge ender, så når den blev tændt, blev den vendt med ilden for neden og en røghætte sat på for oven – så kunne røgen blæses ind, hvor bierne skulle jages væk. Senere kom der røgblæsere med blæsebælg på, og det er meget nemmere at arbejde med.

Jeg husker ikke, at der blev gjort rent eller fodret og vandet i de gamle halmkuber. Spørgsmålet løste jo sig selv – her i ådalen kunne man om foråret se bierne sidde ved vandkanten og suge af den fugtige jord. Hvis en bifamilie blev syg eller dronningeløs, dræbte vi den for at få plads til en ny sværm.

Biværket, som vi kalder vokskagerne, byggede bierne gerne på langs ad de liggende kuber, men det kunne dog også ske, men det kunne dog også ske, at de byggede på tværs, hvilket dog var sjældent. At stå og se på droneslaget, syntes jeg var noget så sjovt – når to små arbejdsbier kom slæbende med en stor hanbi imellem sig ud til kanten ud til kanten af flyvebrædtet – og så ned med den! Den samme politik, som vi landmænd bruger i besætninger – dem som ikke vil arbejde, bliver sst ud – slået ned. Det kunne ske, at mus gik ind og byggede rede mellem biværket – så blev bierne urolige – noget af det værste, der kunne ske om vinteren.

Rovbier

En gang havde en biavler fået lov til at sætte 14 bistader ud i heden et stykke her overfor. Jeg havde en bifamilie stående i en granplantning cirka 400 alen neden for. En dag, jeg kom for at se til mine bier, var der masser af rovbier omkring stadet. Det var fint vejr og stærkt bitræk, så luften summede af arbejdende bier, men de bier, som overfaldt mit stade, havde en helt anden lyd. Jeg gik så efter den lyd og kunne så konstatere, at det var en bestemt familie af min bao-biavlers, som overfaldt mit stade. Da han så kom for at se til bierne, , gik jeg op og spurgte, om han havde ansvarsforsikret,. for hans bier havde ødelagt mine. Vi enedes om, at jeg skulle have en sværm af hans til erstatning. En gang havde jeg en bifamilie, der var dronningeløs, blev den overfaldet af rovbier. Der stod flere stader side om side, men det så ikke ud til, at de interesserede sig for rovbierne, der havde deres vilde krigshyl. Mod aften gik de øvrige til ro. Rovbierne blev ved med at flyve væk med byttet – jeg fulgte så efter dem hen til naboens. Der var bierne også gået til ro på nær et stade. Det var den sværm, der overfaldt mine, men det, der interesserede mig meget, var – hvor blev de overfaldne bier af. Der var ingen døde bier at se, og et kunne se ud til, at de overfaldne bier hjalp til med at bære byttet bort – og altså gik i tjeneste hos sejrherrerne.

En tredje gang, jeg fik besøg af røvere, var hos en lille familie af gulvingede, som jeg havde fået – den blev overfaldet af bier fra det stade, der stod ved siden af. Det opdagede jeg lige, da slaget var begyndt. Jeg skyndte mig hen i drivhuset efter vandkanden med bruser på, og så lavede jeg regnvejr over de fremstormende tropper, der blev lidt våde i trøjen. Så lukkede jeg flyvehullet, så de ikke kunne komme ind, og dagen efter flyttede jeg så den lille familie langt ud i en plantage og fodrede den med sukkervand. Den kom sig også, så jeg fik reddet den.

Sværmning

Når den tid nærmede sig, at man kunne forvente, at bierne ville sværme, så skulle vi børn se efter i middagsstunden, mens de voksne sov. At sværmetiden nærmede sig ved, at bierne dannede klynge ved mundingen af kuben.

Hver kube gav som regel tre sværme – den første var gerne den største, og den havde den gamle dronning med. Da hun var tung af æg, lagde sværmen sig gerne hurigt og lavt for eksempel i en stikkelsbærbusk – så kunne man lægge en stol på ryggen med benene ind om sværmen, så kuben kunne hvælves over. Bagefter hængte vi så et lagen over det hele for at skygge imod solen. Når bierne var gået op i kuben og var faldet til ro, blev kuben lagt på plads i mørkningen. Hvis vejret tillod det, kom den anden sværm ni dage efter den første – og den tredje sværm tre dage efter den anden sværm. Det kunne vi altid høre aftenen før – vi kaldte det “at råbe ud”.

Det kunne hænde, at forsværmen gavn en sværm fra sig længere hen på sommeren – en sådan sværm kaldtes for en “Erling”. Hvis det var en ældre ren kube med lidt gammel voks gik sværmen gerne i den.

 

Opdateret