Herning Historie

En stærk kvinde!

Den næste kvinde i rækken er Ellen Nielsen, Solsortevej 1, Timring. Hun blev født d. 9. maj 1923 i en søskendeflok på efterhånden 6 på landet i Skanderup, hvor hendes far var landmand og tækkemand. I en tidlig alder mistede hun sin mor. Efter konfirmationen var hun i huset, og senere kom hun i en periode til at bo i København hos en ugift faster, der var sygeplejerske. Hun var tæt knyttet til denne faster, og der blev kimen sikkert lagt til hendes senere virke. Hun tog et samariterkursus, begyndte på uddannelsen til sygeplejerske og blev elev på Herning sygehus i 1943. Hun fik afgangsbevis i 1946.
I et interview i Herning Folkeblad i 2010 fortæller hun om en dramatisk dag i begyndelsen af 1945, hvor hun mødte ind til et fyldt sygehus. En ungarsk troppetransport var blevet sprængt i luften lige uden for Herning. Der blev bragt mange sårede ind, deriblandt børn. Hun fik særlig kontakt med en kvinde, hvis ene tvilling var blevet dræbt.
Ikke alt var lige forfærdeligt – heldigvis – en dag blev en ung mand fra Timring indlagt. Han havde været i problemer med en tærskemaskine. Ham plejede hun så godt, at han faldt for hende efter visse skærmydsler, da han ikke ville blive i sin seng! Efter giftermål i 1948 bosatte de sig på Møllebakken i Timring. Hun fortsatte som sygeplejerske, som oftest på cykel frem og tilbage til Herning, senere blev det dog til en knallert, NSU-Quickly.
Efterhånden kom der børn til, Leif og Poul Erik, og et arbejde nærmere hjemmet blev prioriteret højt. Da der blev oprettet en stilling som hjemmesygeplejerske i kommunen, søgte hun den og fik den i 1959. Det gav dog ikke mindre kørsel og NSU-Prinz blev købt. Hver formiddag var hun rundt og tilse ældre syge, hjalp til ved børnefødsler og blev også tilkaldt ved dødsfald. Derudover kunne hun blive ringet op i akutte tilfælde, så altid på farten. Det gav hende alt sammen stort indblik i, hvor der var behov for hjælp. Hun talte varmt deres sag og skabte stor tillid i sognet, enhver kunne forvente hjælp. Man kan sige, hun blev talsmand for de svagere stillede borgere. Det var nok også derfor hun blev opstillet til sognerådet og valgt ind i 1966. Hendes sager var det sociale og selvom, på det tidspunkt, det tredje barn, Bodil, var på vej, fortsatte hun ufortrødent sit arbejde.
I 1970, ved de store kommunesammenlægninger, fik hun som eneste kvinde fra Timring, sæde i byrådet i det nye Trehøje Kommune. Ud over det fortsatte sociale arbejde på tværs i kommunen og sit job fik hun også mulighed for at give sit besyv med ved den store udstykning i Timring, Trehøjeparken. Hun navngav gaderne og valgte Solsortevej, som det sted familien skulle bo. En solsort synger så smukt, har hun udtalt. En anden sag var noget med fartbegrænsning på 50 km i byen, som hun gik stærkt ind for. Det blev vedtaget, og hvem var den første til at få en bøde på den konto – Ellen!
Hun blev genvalgt til kommunalbestyrelsen i 1974, stadig upartisk, og med blik for udsatte familier på hver en måde. Jens Poulsgård, tidligere kommunalbestyrelsesmedlem, husker Ellen som en person der stod stor respekt om. Man kunne regne med hendes udsagn, og som sygeplejerske kendte hun til familiers behov. Hun var også medlem af børneværnet i den periode. Bodil husker sin mor fra dengang næsten altid siddende og tale i telefon. Men hun var også med på mange busture i forældrenes fritid.
Ellen gik på efterløn i 1986 og var da også holdt op i det sociale udvalg, men alligevel ikke helt. Som efterlønner holdt hun især kontakt til pensionisterne ved at arrangere udflugter, grundig researchet af hende selv. Også Svend og hun var glade for at rejse, så det blev til mange ture. Der var altid fart på Ellen med cykling og traveture, men de stille sysler blev der også tid til. Hun læste meget, dyrkede yoga, lærte bogbinding og sang i kor.
Nævnes skal endelig også, at hun var en af initiativtagerne til starten på Timring Lokalhistoriske Arkiv sidst i 70’erne. Børnene, som vi har mødtes med, fortæller, at det bl.a. også var en af forældrenes interesser. Der blev diskuteret hjemme ved køkkenbordet, hvem personerne var på de mange indsamlede billeder, som så blev sat i fine trærammer, som Svend fremstillede. Det bærer arkivet stadig præg af, da vi har rigtig mange billeder på væggene her.
En stærk kvinde, kendt af alle, var aktiv til det sidste, selvom tempoet var sat lidt ned. Hun var gået i gang med at forberede sin 90 års fødselsdag, men døde kort forinden.

Opdateret