Herning Historie

Brunkulsbrydning i Spåbæk ved Ørnhøj

Brunkulsarbejdere i Ørnhøj

Brunkulsarbejdere i Ørnhøj

Man finder brunkul i Spåbæk
Man blev opmærksom på, at der var brunkul i jorden omkring år 1900. Det var gårdejer Mads Madsen i Spåbæk, der under uddybning af en brønd stødte på brunkul. Et år hvor brændslet knap slog til gravede Mads noget kul op. Kullene lå i en dybde af 1,5 til 2 meter. Noget kul blev solgt til Vildbjerg mejeri, men prisen var ikke stor nok til at det kunne betale sig at grave kullene op. Gennem en notits i avisen blev Mads opmærksom på at en tysker, der hed; A. L. Gebhardt, som opholdt sig i Esbjerg i 1905-06, var interesseret i at få åbnet et kulleje. Han opholdt sig i efteråret 1906 i Sandfeldt ved Brande, hvor han ventede, at finde så tykt et kullag, at det kunne betale sig at opføre en briketfabrik. Mads skrev til Gebhardt om sit fund og blev af tyskeren opfordret til at undersøge kullagets tykkelse og udbredelse. Efter disse oplysninger mente Gebhardt ikke det kunne betale sig at åbne et kulleje i Spåbæk. I 1910 solgte Mads gården til Jens Andersen.

Under den første verdenskrig 1914-18
Jens Andersen fik åbnet et kulleje i 1914 og der blev gravet kul i et par år. Omkring 1920 blev kulbrydningen genoptaget og der blev igen gravet i et par år. Kullene lå ikke så dybt. Der var ingen maskiner til hjælp, så overjorden måtte graves løs med håndkraft og køres bort på trillebør. Der var omkring en snes man i arbejde. Eftersom man kom længere frem lå kullene dybere, men samtidig var kvaliteten bedre. Kullene blev ikke sorteret, men blev læsset direkte på hestevogne og kørt til Ørnhøj station, hvor de blev læsset i Jernbanevogne. En del blev sendt til belysningsvæsnet i Århus, men der gik også en del til spritfabrikken i Ålborg. Da arbejdet standsede i 1922 var man nede i en dybde af syv meter. I alt blev der omgravet næsten to tønder land.

Under den anden verdenskrig.
Den anden verdenskrig brød ud i september 1939. Af erfaring fra den første krig vidste man, at der ville blive mangel på udenlandsk brændsel, derfor blev der igen interesse for brunkul. Allerede i april 1940 begyndte man at grave kul i Jens Andersens ejendom. I 1941begyndte man at grave på naboejendommen. Selv om brændselsmanglen først slog igennem i 1941, lykkedes det at få solgt, både de store kul og stoker, derimod var der ingen der ville købe det man kalder snus, det hobede sig op, så det efterhånden fyldte en hel tønde land i halvanden meters højde. Senere blev snuset solgt til briketfremstilling og til teglværkerne som blandede snuset i leret, il fremstilling af kulsten, der var fyldt med huller hvor kullet bar brændt bort og derfor havde større isoleringsevne.

Efterhånden kom der forskellige entreprenører til. Der var efterhånden 15 lejer i gang og omkring 300 mand i arbejde. I alle lejerne brugte man gravemaskiner og transportører, som gjorde arbejdet lettere, men ikke mindre farlig. Det var et problem at fremskaffe dieselolie, en del blev købt af tyskerne, de kunne skaffe alt når bare de kunne få fødevarer i bytte

Transport af brunkul
Næsten alle kullene, der blev gravet i Spåbæk under krigen, blev kørt med hestevogne til Ørnhøj Station og læsset i Jernbanevogne. Der var omkring 40 spand heste, der var opstaldede i Ørnhøj. Vognene var gummivogne, der var opbygget på understellet fra en bil. Det største problem var at skaffe dæk. Det var så vanskeligt at selv den sorte børs havde svært ved at opfylde behovet. Kunne der fremskaffes et dæk, så kostede det en formue.

En farlig arbejdsplads
Jorden i Spåbæk indeholdt ikke kviksand, så jordskred var meget sjældent. Derimod skete der ulykker med elektricitet, deraf en enkelt med dødelig udgang. EL-kablerne lå på jorden og blev kørt over af hestevogne og lastbiler. Der var også en risiko for ulykker i de hårde vintre i 40erne, hvor der ofte blev brugt sprængninger.

Hvem arbejdede i brunkullene.
Ved den tyske besættelse af Danmark i 1940 var arbejdsløshedsprocenten på 27 af de arbejdsløshedsforsikrede så der var arbejdskraft nok at få. På grund af en store arbejdsløshed var det alle slags mennesker, der arbejdede i lejerne. Der var tømrer og murer samt frisører og elektrikere, og mange andre fag. Der var også folk, der var på flugt for tyskerne bl.a. politibetjente. Der var også folk, der skjulte sig for de danske myndigheder. Der blev heller ikke altid spurgt om man var i fagforening, det eneste, der talte, var om man ville bestille noget.

Efter 1946.
Selv om krigen sluttede i 1945, varede det flere år inden der igen blev indført udenlandsk brændsel. Derfor blev man ved med at grave efter brunkul. Der var også andre forhold, der gjorde sig gældende. Således Koreakrigen, der brød ud i 1950, og i 1956 rømmede englænderne Ægypten og dermed begyndte Suezkrisen. Disse forhold var med til at holde brunkulsproduktionen i gang. Men nu var der kun én entreprenør, der gravede i Spåbæk. Det var Winter Christensen fra Holstebro. Gravning efter brunkul standsede i Spåbæk i 1966. Det kul, der er tilbage ligger dybere end 22 meter, så det er ikke rentabelt at grave dem op.

Nu blev der brugt maskiner til det meste arbejde. Overjorden blev fjernet med gravemaskiner. Efterhånden som man kom længere ned efter kullene kunne det blive nødvendig at flytte jorden tre gange for at få plads nok til at kunne tage kullene op. Winther Christensen importerede en gravemaskine fra England, som var den største, der blev brugt her i landet. Skovlen var så stor, at en folkevogn kunne stå i skovlen.

Jævning og tilplantning af kullejerne.
I en snes år lå de forladte kullejer hen som en sandørken og gav anledning til en voldsom sandflugt. I 1984 var der en lodsejer som traf aftale med AMU skolen i Ulfborg Kjærgaard om jævning af lejerne. Aftalen skulle gælde 10 år. Der blev jævnet mellem 20 og 30 tønder land, og 12 tønder land er tilplantet uden forudgående jævning. Efter kalkning og kraftig gødskning avles der normalt på det jævnede areal.

Efterskrift
Brunkulsproduktionen under krigen gjorde, at vi her i landet holdt vore fabriker og virksomheder i gang. Der er stadig kul jorden, men for det første ligger det så dybt, at det ikke kan betale sig at grave dem op. Desuden er energiforbruget nu så stort, at det resterende kul vil være uden betydning. I alt er der i Spåbæk gravet kul i knap 200 tønder land. Fem ejendomme er helt forsvunden og et par ligger tilbage uden jord. En del er bragt tilbage til landbrugsjord, og en del er plantage resten er efterhånden blevet til et smukt naturområde med et rigt plante og dyreliv.

Lokalarkivet i Ørnhøj, jan 2010

Opdateret