Herning Historie

Hedens højeste punkt


Fra Råsted gennem Vind og Agerfeld til det højeste punkt i Vestjylland: Tihøje
Af Esbern Jespersen

Nedenstående artikel blev bragt i Holstebro Dagblad, den 1. august 1966:
Hver egn har sin charme. Vestjylland har sine skønne steder, som man ikke finder magen til andre steder. Og det ’rigtige’ Vestjylland er ikke begrænset til Hjerl Hede og Kongenshus Mindepark. Op langs Jyllands højderyg findes der mange velbevarede hedearealer, som nok er et syn værd. Et af de smukkeste er høj-grupperne Femhøje og Tihøje, som vi besøger i denne artikel med egnshistorikeren Esbern Jespersen, Vinding, som rejsefører.
Hvis det ikke er alt for ubelejligt, bør man starte i Råsted og køre ad vejen mod Vind. Man bliver da bekendt med Lilleå og et stykke vesten for Gammel Råsted med den højgruppe, som kaldes Femhøje. Rigtignok må man ud af bilen, ja faktisk ud i heden, og har man sin ”pige” med, risikere man to ting, hvoraf jeg blot skal nævne den ene: den, at nu vil hun ikke bestige flere høje.
Hvortil jo kun er at svare: vent og se! Og den besværligste lyngtur er overstået. For en afstikker til Lærkehøj gør man mageligt i bilen, ja, man kører rundt om den, hvis man da hos skovrideren har sikret sig tilladelse til at bruge hjælpemotor. Udsynet fra Lærkehøj, som ligger ret skjult af plantage i skellet mellem Vind og Ulfborg sogne, er om muligt endnu skønnere end det, man fik fra Femhøje.
I H. C. Andersens dagbog
Op på toppen af denne skønne oldtidshøj kan man mindes H. C. Andersens dagsbogsoptegnelse om sit besøg sammesteds for godt et hundrede år siden, og så kan man gentage den gamle fabel om, at her digtede han ’Jylland mellem tvende have’, hvilket muligvis ikke passer, for sangen er da i hvert fald nedskrevet på digterens rejse fra Randers til Hjermind Præstegård.
Efter turen på Lærkehøj må vi lidt tilbage igen til vor vej, der skulle føre os til Tihøje. Vi kontakter igen den kære blide, danske bæk ved den nedlagte går ’Blåbjerg’ og fortsætter mod Vind Kirke.
Passageren ved vor side må nu formodes at være overbevist om, at der kan være stigen i landskabelig skønhed, selv om vi kom fra Femhøje. Men Krawris, Ravn- og Bavnehøj giver man hende ikke lov til at bestige, for der er høj lyng -og tilmed må man slet ikke gå derop, for der er vildtreservat. Men egentlig skulle man stå ud for at bese Sankt Gertruds Kirke i Vind. Gør man ikke det, kan man bare fortsætte lige ud af landevejen mod Agerfeld Kro, hvor der slet ikke er kro mere.
Så krydser man hovedvej 11, hvorefter ”kvinden ved din side” snart efter vil pege mod syd og veludhvilet foreslå en lille tur op på Løgagerhøj. Den er omgivet af duftende kløvergræs, for Peder Poulsen har udryddet lyngheden omkring højen. Man ser græssende kvæg og kommer måske i tanke om nogle digteres romantik, såsom ’Ved Lejre græsser nu får på vold, hvor fordum kæmperne drukke’ eller ’Hingsten græsser stolt på fædres grave’. Dog, nu ikke mere passiar om udturen, for vi skal jo hjem igen ad en lige så skøn rute, og hvad kan der så ikke blive af fabuleren om undervejs. Peder Poulsens høveder gør hverken og eller Løgagerhøj nogen skade. Vi starter igen og kører videre af vor ”første klasses” sognevej, undrende over, at den engang har været anset og brugt som en første rangs færdselsåre. Vejen er sandet, undertiden vandet. Man kan køre fast der. Jeg ved det. Og der er langt til naboer, efter at man har passeret Peder Poulsens gård og den mod Videbæk sydgående vej. Man ser en betydelig stendynge, før man når op på Tihøje, for der dyrkes immervæk hede op i den henrivende ørken.
111 meter over havet
Og så står vi da omsider på toppen af jorden – og bliver måske en smule skuffet efter besøget på de andre høje – og fra Trehøje ved Timring noget sønder for, har vi kendt bedre udsyn. Røddinglund plantager tager sin del af udsigten, men mod vest og nord ser man langt, ja faktisk så langt som øjet rækker – for et højere punkt end Tihøje findes ikke i Vestjylland. Vi er her 111 meter over havfladen, og vi er på toppen af Skovbjerg bakkeø.
Hvis jeg var med på turen, ville jeg pege mod nord mod Vinding Kirke og citere salig hr. Hans Mariager sålunde:
’Vinding Sogn ligger udi en nedrig (lav) dal med høje bjerge omgiven og kirken midt udi. Af disse bjerge og bakker udspringer mange vældkilder, så hver mand i sognet moxen har rindendes vand ved sin gård. Derfor er det ikke bygt i byer, men i enistegårde, hele, halve og fjerdingsgårde’.
Vegen Ås udspring
En lille antydning af bondeby blev der dog i gamle dage med hr. Hans Mariagers tilladelse i Vognstrup, hvoraf tre gårde i vore dage bærer navnene Vestergård, Østergård og Meldgård. Det er de gårde, som vi fra højen ser nærmest, tilsyneladende langt nede i flugt med en dalsænkning, som tidligere bar navnet æ Drivsnip. Her udspringer en lille kilde, som efterhånden forener sig med andre og bliver til Vegen Å. Og så meget vand var der i gamle dage i dette vandløb, at det gennem lange tider kunne drive en vandmølle i Vognstrup.
De vældige hedearealer lå jo efter skovtiden næsten unyttet hen – og hvem ejede dem egentlig? Dette blev afgjort, da man udskiftede jordene mellem de bønder, som dengang fandtes. Det var for Vinding Sogns vedkommende 44-45. Vognstrups tre gårde fik heden fra deres gårde op til Tihøje. Det afgjordes på et udskiftningsmøde på Tvis Kloster den 24. november 1803.
Siden kunne bønderne sælge væk af overflødige heder, moser eller udmarker – en lang historie, og borte fra gårdene er nu heden omkring Tihøje. Et stort areal er lavet til urfuglereservat under Jagtområdet, og følgelig må man slet ikke gå ud i heden, hvorimod man vistnok må køre rundt om højen, som er trigonometrisk station. Man gør det i hvert fald.
Det vil nok ikke vare længe, før en intelligent deltager i vort selskab, mens hun forsøger at tælle kirketårne, vil spørge: Hvorfor hedder stedet egentlig Tihøje?
Ja, hvorfor? Jeg ved ikke af, at nogen har talt ti høje. Heller ikke, hvor mange af de i plantagen skjulte høje, der skal tælle med. Dr. Gudmund Schütte var i sin tid så glad for, at han på et kort kunne tælle – ikke ti men – elleve høje. Følgelig kunne navnet ikke hidrøre fra talordet ti, men allersnarest fra guddommen Tyr eller Tir, et gudenavn, som formodes at indgå i nogle stednavne, til eks. Tisvilde. Det er dog nu nok talordet, som indgår i navnet, ligevis som fem, tre eller andre tal i adskillige højgrupper.
Herredsmøde
Men selvfølgelig er stedet helligt. Her deles vandene, Vegen Å, Vorgod Å og Fuglkjær Å ad hvert sit verdenshjørne. I dette bakkedrag mødes de tre herreder Hammerum, Ulfborg og Hind. Og folkesagnet siger, at man på en sten i Therkels Bæk kan stå og spytte ind i tre sogne; disse skulle være Vinding, Omme og Timring. Jeg formoder, stenen må være den, som sandemænd satte i Therkelsvad 1543.
Vi vil ikke køre hjem ad samme vej, vi er kommen. Vi kører videre ad vor gode sognevej og finder let plantør Fuglebjergs residens, hvor vi kan få at vide, hvad vi må eller ikke må. Vi kan så fortsætte ad Helmusdal, hvilket ord svarer til det jyske Helmusdål og betyder dalen, hvor man ved helligmesse tide lukkede hestene ud, så de selv kunne bjærge føden, hvoraf de blev til helmusser, magre krikker. Vi skal siden nordpå, og hvis det sker ad hovedvej 11, må vi snart efter Agerfeld søge til højre ad det gamle banelegeme, hvor vi får alle tiders skønneste afslutning på en skøn køretur. Ad denne vej finder vi Resdal Bavne, på hvis top der står en sten med følgende indskrift:
Af bræen lagt på Løger Mark,
af Vinding ungdom
rejst på Resdal Bavne.
På bagsiden af den seks tons store istidsblok står følgende sande bibelord: Børnebørn er de gamles krone og børnenes pryd deres fædre.

Opdateret