Herning Historie

Kirkesangeren glemte et »amen«

Knud Lauridsen har aldrig fortrudt springet til lærer og kirkesanger

Da jeg første gang kom med tog til Skjern og derfra med rutebil til Ørnhøj, faldt jeg i snak med en mand, som kunne høre at jeg ikke var lokal, og som derfor ville vide. hvad jeg skulle her?
Da han hørte, at jeg skulle være lærer i Ørnhøj, eksploderede han i udgydelser om, at lærer var dog det mest forbistrede møgarbejde, man kunne påtage sig, så forkælede og umulige børnene var. Sådan sagde man allerede for 25 år, siden, og sådan er der jo nok også mange, der mener i dag.
Lærer Knud Lauridsen, Ørnhøj, fortæller om episoden med et blink i øjet. Selv har han aldrig fortrudt, at han i sin tid tog springet fra landmand til lærer, selv om det godt sommetider kan rykke lidt i ham, som nu i høsten:
Man har det stadig i blodet. Glæden over afgrøderne, der gror på markerne, og glæden over naturen i det hele taget.

Trofaste
Knud Lauridsen er fynbo, men med gamle slægtsrødder til Hee i Vestjylland, og han føler sig godt tilpas i det vestjyske:
— Vestjyderne skal nok lige se deres folk an, men så er de til gengæld også trofaste. Man kan altid regne med en vestjyde, og her i sognet har vi altid stået sammen, når en opgave skulle løses.

Berigende
Derfor er det ikke så underligt, at Knud Lauridsen for kort tid siden kunne fejre 25-års jubilæum som lærer i Vestjylland, og få dage efter 25-års jubilæum som kirkesanger ved Ørnhøj kirke. Kirkesangen fulgte nærmest med jobbet som lærer, og da Knud Lauridsen altid har været kirkeligt interesseret, gav det ikke de store betænkeligheder. I løbet af de 25 år har han sunget for ved 12-1300 gudstjenester, og deltaget som kirkesanger i omkring 250 begravelser.
— Det er naturligvis en lidt bunden bestilling, men til gengæld har det også været fantastisk berigende at være sammen med egnens befolkning i sorg og glæde gennem så lang en årrække. Og kirkegangen er på ingen måder blevet mindre gennem de 25 år, siger han.
Men også en kirkesanger kan komme til at kludre i det som dengang han glemte et »amen« i forbindelse med en barnedåb: — Det blev bagefter kommenteret af en fra menigheden, som konstaterede, at han altid havde hørt at noget var lige så sikkert som amen i kirken. Men at ikke engang det nu var sikkert mere.
Førstelærer
Knud Lauridsens far var husmand i Sdr. Højrup på Fyn, – og Knud Lauridsen overtog i 1950 ejendommen, som han drev til sit 30. år. Herefter fik han ansættelse på et børnehjem for vanskelige børn, hvor han sammen med eleverne skulle forestå skolens landbrug og gartneri, og — på baggrund af en delingsføreruddannelse på Vallekilde Højskole — undervise drengene i gymnastik. Det job gav blod på tanden. Knud Lauridsen ‘fik lyst til at gå videre med undervisningen og tog lærereksamen ved den fri lærerskole i Elbæk ved Horsens i 1957. Straks herefter blev han ansat som førstelærer vikar på den daværende Nørhede skole, hvor hustruen, Inger Lauridsen, blev vinterlærerinde. Det var under den vestjyske skoleordning, hvor henholdsvis de fire yngste og fire ældste årgange var samlet i en klasse. Ordningen indebar, at de små elever kun var i skole tre dage om ugen i sommerperioden, og de ældste elever kun enkelt dag, hvilket der så blev rådet bod på i vinterhalvåret, hvor der var skolegang alle ugens tage, til og med lørdag.

Ude at tjene
Dengang var mange af de ældste elever ude at tjene i sommerhalvåret, og det var ikke ualmindeligt, at mange af eleverne boede på de gårde, hvor de havde pladser, og så måtte klare skolen ved siden af det arbejde, der skulle gøres der, fortæller Knud Lauridsen. Men dengang var der heller ikke så mange fag: dansk, regning, religion, geografi, naturhistorie, lidt håndarbejde for pigerne og »kridtfysik« for drengene, eftersom vi ikke havde remedier til andet. I dag er der jo proppet så mange fag ind i skolen, at det, samtidig med at undervisningstiden er blevet nedsat, kan være svært at nå det hele. Men det betyder dog, at de unge i dag er meget mere vidtspændende selv om der burde være tid til mere kreative og praktiske fag. Især kan de unge, der ikke er boglig begavet, godt køre træt i skolen.
Den vestjyske skoleordning ophørte i 1960, og efter en treårs overgangsperiode blev Nørhede og Askov skoler nedlagt og eleverne samlet i Ørnhøj skole. Her er nu godt 200 elever, og det er en ideel størrelse på en skole, finder Knud Lauridsen. Ikke større, end at alle kender hinanden, hvilket bl.a. er en stor fordel i det kollegiale samarbejde lærerne imellem. Knud Lauridsen kan som lærerrådsformand på 19. år konstatere, at der er et godt kollegialt forhold på Ørnhøj skole.
Foruden undervisningen har man siden 1970 ledet skolebiblioteket, som han i sin tid også var med tit at opbygge. I øvrigt har Knud Lauridsen gennem årene bestridt en række forskellige poster. Han var således formand for det daværende ungdomsnævn i fem år, i begyndelsen af 60eme var han leder af den kommunale ungdomsskole, i 15 år var han medlem af menighedsrådet, i 15 år har han været med i bestyrelsen for brugsen og han er på 20. år i bestyrelsen for grænseforeningen — Så jeg har aldrig haft tid til at kede mig, konstaterer han tørt.
Er der endelig blevet tid til overs, har han en drejebænk derhjemme, hvor han med baggrund i en sløjdlærereksamen kan få udløst sine kreative evner, en violin i hjørnet ved siden af klaveret hjemme i stuen, og naturen med mange gode traveture lige den for døren.

Knud Lauridsen, 1982

Opdateret