Herning Historie

At være ”Kørende Mælkehandler”


Jens Østergaard.

For at mejerierne kunne få solgt nogle af deres produkter havde de gerne en vogn der kørte rundt i deres omegn med mejeriets varer.
Mange kan jo huske at det var en hestetrukket vogn og man skulle selv have sin kande eller skål med ud til vognen idet varerne fandtes kun i løs mål. Man bestilte så en “pot sød og en pæl fløde” og mælkehandleren tappede så de ønskede varer til kunden.

Da jeg i 1962 begyndte som mælkehandler var alle varerne i flasker, så salg i “løs” mål var stoppet på det tidspunkt Der var begyndt et ret stor byggeri af huse og dermed flere indbyggere i
Hammerum og omegn, så den ene vogn der kørte rundt med mælk, kunne ikke klare betjeningen af kunderne inden for den ønskede tid.
Derfor havde mejeriet oprettet en rute mere. De første 2 der begyndte som mælkemænd på den nye rute, holdt kun i et halvt år. I april 1962 overtog jeg så mælkeruten.

I starten havde jeg 2 job idet jeg også var svinekontrolassistent, men stoppede hurtigt med det. Jeg var nok heldig med den rute man havde lagt, for det var mest i den nordlige del af Hammerum med en afstikker til Gjellerup og Lund og til Lundhuse. Med den store udvikling der blev i Gjellerup og de afstande der var til byen, blev det et godt område at køre i, med et godt kunde klientel.

Jobbet som mælkehandler var ret bunden. De første 8 år jeg kørte, havde vi kun fire fridage om året, hvor vi ikke skulle ud med vognen. Det var juledag, nytårsdag og langfredag, påskedag.
Pinsedag skulle vi køre, for nu var vi kommet så langt hen, at det kunne være for varmt i vejret og alle havde jo ikke køleskab på det tidspunkt.
Derefter havde vi nogle år hvor vi skiftedes til at passe mejeriets udsalg om søndagen. Derefter fandt man ud af man godt kunne handle ind til en weekend.

Da købmændene fik lov at sælge mælk, ændrede vores salg sig noget. VI kunne ikke lave de samme tilbud, så vores salg blev til det daglige forbrug, som det var rart at kunne gå ud på trappen og hente ind Årets største omsætning havde vi op til jul. Især den 24. december skulle
der meget ud. Jeg har flere gange begyndt at køre ud kl. 3,30 og så været færdig kl. 16,30. Når man kom hjem kunne det godt knibe med at holde sig vågent selv om det var juleaften.

Det var jo et morgen job, vi var jo tidligt i gang. Det kunne jo medføre, at der var nogle der først var på vej hjem. Så vi kunne se dem finde en anden vej hjem for ikke lige at møde mælkemanden.
Det samme troede politiet flere gange, at man forsøgte at undgå dem hvis de kom kørende længere nede i gaden og man så hurtigt drejede om i en anden gade. Så satte de efter, men når de så det, var mælkemanden der var på færde, så bakkede de hurtigt tilbage igen.

Jeg havde også en særlig aftale med telefoncentralens pigen For hvis der ikke var lys når jeg kom der forbi, så skulle jeg ind og kalde på dem. For det var ret pinligt hvis de ikke kom op til tiden.
De havde en del borgere som de skulle ringe til om morgenen. I har set mange “morgenfruer” i mere eller mindre påklædt tilstand.
Fra kommunens side blev der indført en regel om, at gravide kunne få tilskud til en halv liter mælk om dagen, mod at de afleverede den udleverede kupon til mælkemanden. Det kunne være en stor overvindelse, at få det kort afleveret, for så vidste mælkemanden jo om graviditeten.


De første mange år leverede vi mælken i flasker. Man skulle jo gerne aflevere lige så mange flasker som man fik udleveret. Der var både rengøring og regnskab med alle disse flasker.
Et sted kunne jeg ikke forstå, at de tomme flasker altid lå ude på gaden om morgenen, indtil vi fandt ud af, at et pindsvin væltede dem for at få fat i skyllevandet i flaskerne, for det mindede lidt om mælk.
Andre steder var det om vinteren galt med fuglene. Når mælken frøs lettede det pap låget på flaskerne, så kunne fuglene hakke løs af det.
Disse problemer blev løst, da vi gik over til plastik poser. Nu slap man også for retur varer. Problemet var når poserne ikke var svejset rigtig sammen, så kunne det være et større sorterarbejde. Da det så blev kartoner, blev det betydelig lettere at arbejde med. Det har
jo nu holdt sig moderne i mange år.
Ide 23 år jeg kørte mælk, sled jeg 8. styks folkevogns rugbrød op. De mange daglige starter og stop sled hårdt på dem. Om vinteren havde jeg snekæder på, for at kunne komme igennem.
Og for at holde varerne frostfri, satte vi mejerispande med kogende vand i, og hver gang vognen blev Fyldt op så nye spande i, det var drøjt når vinteren var hår.
Selv om det kunne være hårdt og koldt, drilagtig, så var det nok et sundt liv, idet jeg kun havde to kortere sygdomsperioder i de mange år.

De nye udstykninger havde jo kun grusveje når de første kunder flyttede ind. Kastanje alle var en af dem. Da jeg holdt ved en kunde, kom der nogle arbejdere og bad mig køre tilbage til en bil jeg lige var kørt forbi og en sten var slynget gennem en rude i denne bil. Men loven siger, at det er man uskyldig i og ikke erstatningspligtig, det er et hændeligt uheld.

Gennem årene havde jeg mange drenge til at hjælpe med udbringningen lørdag og søndag. En stor hjælp for mig og drengene tjente nogle lommepenge. På mejeriet samarbejdede vi jo med mejeristerne og langt de fleste var behagelige og gode samarbejdskollegaer.
En enkelt mejerist gik det helt galt med, også hans kollegaer fik så store problemer, at der blev holdt et møde med hans fagforening. Det var den kendte Thomas Nielsen der var her ovre for at lede forhandlingerne, som endte med, at denne mejerist blev fyret.

I flere år var vi tre vogne der kørte for Hammerum mejeri. Områdets mejerier samlede til tider deres kørende forhandlere, det var på et tidspunkt en ret stor skare, men da købmændene fik lov at sælge mælkevarer, gik det ret hurtigt tilbage med de kørende forhandlere.
Da jeg stoppede i 1985, var jeg den sidste kørende forhandler i Hammerum herred. Hammerum mejeri stoppede produktionen samtidig.

En af mine kunder gennem de 23 år jeg kørte mælk, var familien Åge Damgaard. Han tilbød mig “at gå fra mælk til vin”. Så jeg kom til passe og arbejde med vin og andre ting på gården i Lund. Mælk og vin kan godt ligne hinanden idet renlighed er alfa og omega omkring begge dele.
Det var spændende arbejde og en spændende arbejdsplads.
Noget af det man kom til at savne, var den store berøringsflade som man havde til sin kundekreds. Min verden blev mindre da jeg stoppede.
Man fulgte med i hvad der foregik i det område man dagligt kom i, det være menneskeligt og materielt.

De kørende mælkehandlere havde deres tid – jeg havde en del af den tid.

Opdateret