Herning Historie

Da bomberne faldt over Ovstrup Hede

Det engelske fly lavede en masse larm her ude, da det smed sine bomber for at slippe væk fra de hurtige tyske jagere, fortæller Villads Pedersen, mens han peger ud over arealer på Ovstrup Hede fra et sted på marken ikke ret langt fra hans forældres ejendom Smeltvig.

Det engelske fly lavede en masse larm her ude, da det smed sine bomber for at slippe væk fra de hurtige tyske jagere, fortæller Villads Pedersen, mens han peger ud over arealer på Ovstrup Hede fra et sted på marken ikke ret langt fra hans forældres ejendom Smeltvig.

Villads og Ruth Pedersen i Ørre fortæller erindringer fra tiden omkring Anden Verdenskrig

Tekst og foto: W. Schreiber

Der er mange spændingsfyldte og drabelige beretninger fra Anden Verdenskrig, men de fylder nu ikke ret meget i de lokalhistoriske skildringer fra Ørre og Sinding.

En af dem, der dog kan huske begivenheder fra krigen, er 84-årige Villads Domdal Pedersen i Ørre.

– Mine forældre boede flere steder og havde et husmandssted – Tranholm – øst for Vildbjerg, da de i 1937 købte ejendommen Smeltvig på Bindstouwvej øst for Ørre. Jeg var den gang 10 år gammel og var altså omkring konfirmationsalderen under krigen. Jeg var medlem af spejderne i Ørre og Sinding, og postbud Viggo Larsen var en af lederne.

Blev forskrækket af engelsk fly

– En aften cyklede jeg hjem fra en spejderaften. Det var bælgravende mørkt, og pludseligt kunne jeg fornemme et fly, der kom strygende meget lavt hen imod mig. Umiddelbart reagerede jeg, som om det var mig, flyet var ude efter. Jeg blev enormt forskrækket og smed mig derfor omgående ned i en grøft, der nok var omkring en 60-70 centimeter dyb. Flyet fløj trods alt et godt stykke fra mig, og jeg blev klar over, at det slet ikke havde noget med mig at gøre. Men det var som regel først bagefter, man blev klar over, hvad der var årsagen til ting, der skete under krigen.

– Her fandt jeg senere ud af, at det nok var et engelsk fly, der skulle smide våbenleverancer ned til danske modstandsfolk. Det skete ikke så langt fra det lille hus “Bindstouw”, som vi kaldte for jordmoderhuset. Det lå indtil for ganske få år siden inde i et plantageareal lige øst for et stort stykke af Ovstrup Hede. Det var en jordemoder, fru Hederold, som boede i Simmelkær, der ejede huset. Hun brugte det dog kun som sommerhus, og det er nu revet ned. Det var først meget senere, at jeg fandt ud af, at det var lokale modstandsfolk fra Ørre, der tog ud og modtog våbnene, som blev kastet ned af engelske fly.

En gang så Villads Pedersen en container med våben, der var blevet kastet ned og nu lå på marken ved gården Krog i svinget lige efter dambruget i Nybro på vej mod Sunds. Der var heldigvis ikke nogen af tyskerne, der så det – det kunne ellers nemt være sket, for der var på det tidspunkt indkvarteret en hel del soldater i Ørre Forsamlingshus.

– Jeg véd faktisk ikke rigtigt, hvor mange, der var, og hvad de lavede her i Ørre. Men de var måske en 30-40 stykker, og måske var det en radiomast eller sådan noget, de havde til opgave at passe, fortæller Villads.

Ville slippe væk fra fly

En anden dramatisk begivenhed for Villads Pedersen fandt sted mindre end en kilometer fra hans hjem i Smeltvig. Det var en aften ved halv-2-2-tiden om natten. Her kom et fly i lav højde, og straks efter lød der nogle øredøvende brag!

– Det viste sig senere, at det var et engelsk fly, der havde været på en opgave her i det midtjyske – måske ude omkring flyvestation Karup. Flyet blev så forfulgt af nogle af de hurtige tyske jagere, og det fik den engelske pilot til at smide sine bomber ned her ude på Ovstrup Hede for at få gjort flyet lettere i en fart, så han kunne komme væk og afsted hjem over.

– Piloten smed fem bomber, som lavede kratere ude på heden, og han kastede også to andre bomber, som dog ikke detonerede. Der blev sendt en sprængningsekspert ud for at uskadeliggøre dem. Det regnede ned med splinter fra bomberne op til en kilometer fra stedet, men der var ingen, der blev ramt af stykkerne. Men det var da en noget ubehagelig oplevelse for vi beboere her ude i området.

– Men som jeg har sagt tidligere, så var det jo også her først bagefter, at vi fandt ud af, hvad der egentlig var sket, fortæller Villads Domdal Pedersen.

Legede i kraterhullerne

Ikke ret langt fra Villads Pedersens barndomshjem – en tre-fire kilometer skråt ovre på den anden side af Ovstrup Hede – boede fra 1947 hans senere hustru Ruth på gården Meldgaard. Ruth og hendes familie var nærmeste nabo til jordmoderhuset “Bindstouw”. Ruth er født i 1944 og fortæller, at hendes forældre og søskende flyttede til Meldgaard fra Fjelstervang. Omkring en snes år efter krigen var børnene flyttet hjemme fra, og forældrene flyttede til Tjørring, og i 1964 blev Meldgaard revet ned.

Ruth siger, at vi skal stoppe ved den kæmpestore sten – Bindstouw – for det er lige præcis her, at jordmoderhuset lå. Alle bygninger er væk – både jordmoderhuset og længerne fra Meldgaard, men fra stenen kan vi kigge hen til en af Meldgaards marker. Ruth står længe ved stenen, og man mærker tydeligt, at minderne – de er der stadig. Hun fortæller løs om stedet – om søskende og legekammerater.

– Det var ikke ret langt fra vores gård, at bomberne blev smidt ned – og jeg har leget meget i kraterne, fortæller hun.

Det er spændende, om vi nu også kan finde de gamle bombekratere. Det er trods alt omkring 60 år siden, at Ruth gik fra Meldgaard og ud på heden for at lege i kraterne. Men da vi kører hen forbi stedet, hvor Meldgaard lå, be´r Ruth mig stoppe bilen. Jeg parkerer ved en indkørsel til heden med en lukket bom, og Ruth går målbevidst rundt og finder straks ud af, hvilken vej vi skal gå ud over de enorme midtjyske lyngarealer og plantage stykker, som forhen var Kiers Hede men nu ejes af Aage V. Jensens Fonde. Der er adgang for alle interesserede fra solopgang til solnedgang, og det er skønne ture, man kan trave rundt her. Og som sidegevinster – ud over de dejlige naturoplevelser – kan man ydermere være heldig at opleve kronfyrflokke på 60-80 – ja måske endda over 100 stykker vildt.

Tilbage i barndommens land

Vi går ikke ret langt ind i området, før Ruth stikker kursen sikkert ud lidt sydvest over – over imod Smeltvig og Småkrog på den anden side af den store hede – der ovre, hvor Villads boede som dreng. Vi går måske en 3-400 meter igennem lidt spredt plantage, og kommer så ud i lyngstykker, og en cirka 100 meter længere henne kommer vi ind i et mere ujævnt hedestykke.

– Her er det, fastslår Ruth uden tøven. Her kan du se, hvordan stykket bugter sig lidt op og ned – det er her, bomberne er faldet og har lavet nogle rimeligt store huller i terrænet – måske ikke direkte huller, som det ser ud i dag, men tydeligvis ujævne områder, der er 20-25 meter brede.

Lidt efter kommer vi forbi et direkte bombekrater, hvor jorden er flænset helt op – et aflangt hul – som snart 70 års sandknygen ikke har kunnet udjævne.

– Hullet er ikke helt så dybt nu, men da jeg var barn, har det nok været omkring en meter til halvanden, fortæller Ruth.

– Her har jeg leget meget som barn sammen med både søskende og legekammerater. Det var ganske vist forbudt for os, men det gjorde det jo nærmest endnu mere spændende. Når det var forbudt, skyldtes det nok især, at det kunne være farligt for helt små børn, fordi der stod vand i bunden af kraterne. Men vi havde det virkeligt skægt, kan jeg huske. Det var et herligt sted at lege “Gemmeleg” og “Put” – altså steder, hvor vi skulle skjule os for hinanden her langt ude på den ellers så flade hede. Joh, vi havde det virkeligt skægt, kan jeg tydeligt huske, siger Ruth, mens hun genoplever nogle af sine bedste barndoms minder ude fra heden.

Ruth Pedersen har ikke svært ved at finde frem til de fordybninger i terrænet, som de britiske bomber markerede i heden.

Ruth Pedersen har ikke svært ved at finde frem til de fordybninger i terrænet, som de britiske bomber markerede i heden.

- Mange barndomsminder dukker frem hos Ruth, da vi når frem til den store sten "Bindstouw". Det var her, jordmoderhuset lå. I baggrunden kommer så den første af vores marker, og lidt længere henne lå "Meldgård", der forlængst - ligesom jordmoderhuset - er blevet revet ned.

– Mange barndomsminder dukker frem hos Ruth, da vi når frem til den store sten “Bindstouw”. Det var her, jordmoderhuset lå. I baggrunden kommer så den første af vores marker, og lidt længere henne lå “Meldgård”, der forlængst – ligesom jordmoderhuset – er blevet revet ned.

- Godt nok var det forbudt, men her elskede vi at lege i sporene efter de engelske bomber, fortæller Ruth Pedersen.

– Godt nok var det forbudt, men her elskede vi at lege i sporene efter de engelske bomber, fortæller Ruth Pedersen.

Opdateret