Dagligliv i Ørnhøj under besættelsen
I 1943 kom tyske soldater til Ørnhøj. Det begyndte med at Missionshuset og brunkulsarbejdernes Fritidshjem blev beslaglagt, og blev indrettet til belægningsstuer for soldaterne. Senere kom turen til Askov skole. Det gav en mærkelig stemning i byen, for de beslaglagte bygninger var omgivet med piktråd og der gik bevæbnede vagter rundt om bygningerne. Så vidt jeg husker, var de soldater, der var i Missionshuset i sorte uniformer, det vil sige, at de hørte til SS tropperne.
Mærkeligt nok blev Hotellet ikke beslaglagt. Kommandanten sagde til sognerådsformanden, at folk skulle have et sted, hvor de kunne samles. Det var for at holde befolkningen i ro. Hotellet spillede også en stor rolle. For det første var der omkring 50 brunkulsarbejdere, der spiste på Hotellet. Desuden var der fast biograf med to film om ugen. Før filmen skulle vi se en UFA film, det var en tysk ugerevy, der forherligede de tyske troppers indsats. Det skete også, at der, på Hotellet, blev afholdt bal, og en vinter var der folkedans.
Det var værre med skolen, for børnene skulle jo have undervisning, så der blev afholdt skole rundt omkring i private hjem. Det gav selvfølgelig en del vanskeligheder. De beslaglagte bygninger fik en hård behandling. Soldaterne opstillede køjesenge og gik med deres jernbeslåede støvler, så de efterlod nogle stærkt ramponerede bygninger.
Om morgenen marcherede soldaterne ud på øvelse. Enten for at eksercere eller for at afholde skydeøvelser. Når de marcherede sang de altid, og enten man kunne lide det eller ikke, så måtte man indrømme, at det lød utrolig godt, når de kom syngende.
Selv om der var soldater overalt, så gik forholdene til befolkningen utrolig gnidningsløst. Jeg erindrer ikke, at der nogensinde var stridigheder med lokalbefolkningen. Nu var soldaterne også under en meget streng disciplin, hvis de gjorde noget forkert, kunne de risikere at blive sendt til fronten. Det lagde jo en dæmper på gemytterne.
De ville gerne købe fødevarer, det var mest mælk og æg. Der blev fortalt, at de var helt tossede efter flødeskum. Det kendte de tilsyneladende ikke hjemmefra.Når soldaterne skulle hjem på orlov, slæbte de alle de fødevarer med, som de kunne få plads til. Det var vist mest flæsk de tog med. Der må jo have været fødevaremangel i Tyskland.
Selvom soldaterne med visse mellemrum blev skiftet ud, så var der alligevel nogen, der blev kendt, og enkelte kom i private hjem, men ikke så meget, at det vakte den helt store forargelse. Der var ingen gruppe af frihedskæmpere her i Ørnhøj, men der var nogle unge mænd, der var med i en gruppe i et nabosogn, men det kom først frem efter krigen.
Under besættelsen gik der mange rygter. Nogle af rygterne var det rene vrøvl. Og det var sådan, at jo mere fantastisk et rygte var jo mere troede man på, at det var sandt.
Engang gik der rygter om at englænderne var gået i land ved Thorsminde. Det var selvfølgelig kun et rygte, der ikke havde noget med virkeligheden at gøre, men det mest interessante ved historien var at betragte folks reaktion.
Der var en kone, der gav sig til at vaske alle børnene, for skulle de hen et fremmed sted så skulle de i hvert fald være rene bag ørene og pæne i tøjet. En handelsmand fra Ørnhøj, cyklede ud i engen, hvor han havde nogle kvier gående, dem ville han have mærket i ørene, så han kunne kende dem efter krigen. En tørvearbejder cyklede ud i mosen, hvor han havde nogle øl stående. Dem hentede han hjem, for de skulle i hvert fald ikke gå tabt.
Sådan havde enhver sit at tænke på. Bag efter kan man godt se, at hvis der havde været landgang, havde der været noget spektakel, men her gik alt som det plejede.
Det skete ofte, at der blev indført spærretid eller udgangsforbud, så måtte man ikke være ude efter kl.22. Havde man været på rejse og kom hjem med sidste tog og ikke kunne nå hjem inden spærretiden begyndte, var det nødvendigt med en udgangstilladelse fra den tyske kommandant.
Engang fik vi en kaptajn, der var skør i hovedet. Når han afholdt skydeøvelser med sine folk, gav han ordre til, at ingen måtte færdes ude. Mælkekuskene kunne ikke køre ud og landmændene kunne ikke passe deres landbrug. Han truede med, at hvis en af hans folk blev dræbt ville han omgående udtage ti tilfældige civile og lade dem skyde. Sognerådsformanden klagede til hans foresatte i Ringkøbing, og han blev omgående fjernet. Han havde nok været for meget i krig.
Den 19. september 1943 fjernede tyskerne det danske politi. Nogle betjente blev fanget og sendt i koncentrationslejr, andre nåede at gemme sig. I stedet blev der oprettet vagtværn, som skulle opretholde ro og orden. Vagtværnet i Ørnhøj bestod af tre af byens borgere, som hver var udstyret med en gummiknippel. Mange steder gjorde vagtværnet et udmærket arbejde.
Her i Ørnhøj var der ikke så store opgaver, der skulle varetages. Selv om byen var overbefolket af de mange brunkulsarbejdere, så gav det ikke anledning til særlig uro.
Vagtværnet fangede vist en tyveknægt, men det var også det hele. Det var ellers gode tider for tyveknægte, for det var mørkt over det hele. Det skete vist også, at de fangede en lumsk person, son viste sig at være en ung mand, der var på vej hjem fra kæresten.
Forfatter: Thorkild Munk, Ørnhøj lokalarkiv
Andre historier
-
Zartow, Kaj
Født: 1921 — Død: 1971 Direktør for A/S Herning-Hallen Da Herning-Hallen efter de første fire år stod for at skulle skifte direktør fra årsskiftet 1958 valgte man den talentfulde og arbejdssomme Kaj Zartow. En person med forståelse for at fange tiden og dens trend, og som tilmed kunne omsætte det i udstillinger der tiltrak publikum. […]
-
Afskrift af båndet samtale med skomager Jens Jørgen Brix 1963
Jeg er født i Snejbjerg den 26. nov. 1878. Da jeg var 6 uger, flyttede vi herind. Min far fik smediei Vestergade 6. Han havde først forretning i Vildbjerg og så Snejbjerg, men han var så uheldig,idet det i Snejbjerg brændte. I Vestergade havde han så forretning indtil han døde i 1891. Jeg var så […]
-
Fonnesbech, Christian Andreas
København Født: 1817 — Død: 1880 Jurist, minister Slægten Fonnesbech drog fra Ikast til København, hvor flere generationer havde store forretninger inden for klædehandel og manufaktur. C.A. valgte som jurist den politiske karriere og havde posten som landets finansminister i perioden efter 1864, hvor Danmark tabte Sønderjylland. Fra 1870 var han indenrigsminister og fik stor […]