Herning Historie

Jernbanen mellem Herning og Viborg

Facaden på Herning Banegård set fra Fonnesbechsgade. Bygningen opført 1906.

Facaden på Herning Banegård set fra Fonnesbechsgade. Bygningen opført 1906.

Denne jernbane har en lang historie forinden den blev realiseret ved indvielsen den 25. juni 1906.

Banens oprettelse

I året 1881 rettede en del mænd fra hele Midtjylland en henvendelse til indenrigsministeren. Heri udtryktes et stærkt ønske om at få jernbanenettet i Jylland til at udgøre en sammenhængende struktur. Dette ville være af stor betydning for landbruget fordi man derved fik mulighed for at få forbindelse til havnen i Esbjerg, hvorfra en stor del af Danmarks eksport af svinekød blev sejlet til England. Dertil kom ønsket om at udvikle hedeegnen betydeligt, både hvad angik mulighederne for at få gods til og fra de forskellige byer. Men også ønsket om at kunne anvende jernbanen til transport af mergel og gødning til forbedring af den dårlige landbrugsjord, var et vigtigt argument – herfor talte især Hedeselskabet og Dalgas.

Myremalm og mergel

Fra Ilskov og Sunds startede man i 1890’erne en betydelig eksport af myremalm, der blev anvendt til rensning af røgen fra gasværkernes skorstene. Hertil var det nødvendigt med en nem transport til de store byer, hvorfor den planlagte jernbane især blev anset for vigtig for godstrafikken frem for persontrafik. Loven om Alhedebanen, som den officielt kaldtes blev vedtaget i Rigsdagen i april 1900 efter flere års diskussion om de jyske banelinjer. På én dag vedtog man at oprette jernbaner mellem Holstebro og Herning, mellem Viborg og Herning og mellem Langaa og Silkeborg, i alt tre jernbaneanlæg til et samlet beløb af 8,5 millioner kr.!

Banens linjeføring

Linjeføringen mellem Viborg og Herning blev bestemt til at gå tværs igennem ubeboede egne og sigte efter byerne Karup og Sunds i retning mod Herning. Da banen var anlagt med godstransport som vigtigste formål blev den ikke indhegnet. Oprindelig var det tænkt at billetsalget og de tre daglige afgange skulle foregå ved kvindelig arbejdskraft – dvs. hustruer til de mænd, der i forvejen var ansat ved jernbanen. kvinderne var billig arbejdskraft, til en løn af højst 300 kr. om året og banen blev straks efter denne beslutning aldrig kaldet andet end KONEBANEN. Denne ordning varede dog kun i nogle få år, indtil banerne måtte erkende at arbejdet og trafikken var tiltaget for meget til at den enkelte kvinde kunne være alene om det. Banens primære opgave var de første mange år at transportere mergel fra udgravningerne ved Sdr. Resen til de dårlige arealer ved Ilskov, Sunds og Karup. Alhedens Mergelselskab opkøbte og solgte mergelen til bønderne og anlagde kilometervis af tipvognsspor ud i landet fra de enkelte stationer.

Banen og verdenskrigene

Da der blev mangel på kul ved krigens udbrud i 1914 startede en betydelig produktion af tørv på heden. Store arealer blev købt, f. eks omkring Kølvrå, hvorfra der blev sendt mængder af tørv via banen til landets støre byer. Denne trafik fortsatte under hele krigen og blev endda forøget med et andet materiale, nemlig afslået lyng. Efter at lyngen var blevet malet til en slags mel, kunne det bruges til at drøje foderet til kvæget. I Tyskland blev lyngrisene anvendt til at forbedre skyttegravene. Karup var fra starten tænkt som banens midtpunkt, idet strækningens eneste vige- og skiftespor var anlagt på stationen her. Under den anden verdenskrig blev banen anvendt til transport af tørv igen samt brunkul. Da tyskerne begyndte at anlægge FLIEGERHORST GROVE blev en stor del af de nødvendige byggematerialer fragtet hertil med tog. Ved alle stationer holdt der ventende tog med sten, grus og cement til det omfattende byggeri og der blev anlagt et spor direkte fra stationen til flyvepladsen. Krigens mangel på benzin og olie bevirkede at biler og busser efterhånden stod stille og al persontrafik foregik via jernbanen. Den sårbare jernbanelinje med kun ét spor var i de sidste krigsår ofte ramt af sabotager, der skulle forhindre at tog med tropper eller materiel nåede frem til besættelsesmagten.

Banens ophør

Efterhånden ødegedes privatbilismen og færre brugte jernbanen til transport til og fra arbejdet. Den egentlige godstrafik blev overtaget af vognmænd med større og større lastbiler. Dette bevirkede at DSB op igennem tredserne tog driften af de mindre jernbaner op til revision for så endelig i 1971 at foreslå en lov hvorved en lang række statsbanestrækninger skulle nedlægges. Blandt disse baner var Viborg-Herningbanen og det sidste persontog kørte den 22 maj 1971 på strækningen.

Opdateret