Herning Historie

Ørre-brødre med uldpakken på nakken

Erindringer af Hans Ansbjerg, Ørre, skrevet i 1952
Nationalmuseets Etnologiske Undersøgelser har bedt mig om at skrive lidt om handelsforholdene på Herning-egnen i gamle dage, og jeg skal da forsøge at give et lille bidrag.

Jeg havde et par ældre brødre, som om efteråret tog uldpakken på nakken og vandrede nord på. Det var særlig på Salling-egnen de havde deres handelsplads. Da de havde gået nogle år, fandt de på, at det var nemmere at gå i byen end på landet.

De lejede så et værelse i Skive og gav sig til at handle der. Det var også godt, ja bedre end på landet, men så en aften, de var kommet hjem på deres værelse, kom politiet og beslaglagde deres uldpakker. De spurgte, om de havde mere, og hertil svarede brødrene nej.

Vandt sag i Højesteret

– Hvad er der i vadsækken, spurgte politiet.

– Det kan I få at se, svarede Jens og begyndte at hale skidne skjorter og snavset undertøj op.

– Nej, nej! Det brød politifolkene sig ikke om at se – og det var heldigt for brødrene, for de eneste ulovlige varer de havde – var nede i bunden af vadsækken!

Brødrene blev ved retten i Skive dømt for ulovlig omløben med varer, og deres uldpakker blev konfiskeret til fordel for politikassen.

De rejste så hjem til deres leverandør, forhenværende gårdejer og mølleejer Schov, Sinding Mølle, der forsynede dem med nye pakker og sagde, at de bare skulle appellere dommen helt til Højesteret – han skulle nok betale omkostningerne.

På den tid opstod der jo så mange trikotagefabrikker i Hammerum Herred, og da det jo kun var husflidsvarer, kræmmerne havde lov til at gå og handle med,hvad det jo ikke så nemt at se, hvad der var lovligt eller ej. Loven sagde, at hvis en husstand kun havde tre strikkemaskiner, blev det betragtet som husflid – havde de flere, var det en fabrik! Nu havde Schov i Sinding Mølle to hjemmeværende døtre, som sammen med faderen betjente en maskine – altså i alt.

Mine brødres retssag gik så igennem til Højesteret, hvor de vandt sagen og fik det beslaglagte tøj udleveret igen. Men siden den tid sattes et mærke på det tøj, som Schov tilvirkede, hvor der sod: Godkendt ved Højesteret! – og så kunne han let sælge alt det, de kunne producere…!

Lam blev solgt til København

I tilknytning til den store produktion af uldvarer her i Hammerum Herred holdes der jo mange får, og når så lammene blev store om sommeren, kom handelsmændene for at opkøbe dem til København. Når de fik købt så mange, at det blev til en vognladning, skulle de jo leveres på et samlingssted. Her i Ørre var det gerne ved Nybro Mølle med tilhørende købmandsforretning, hvor kreaturhandler Marius Pedersen boede. Her kom beboerne så trækkende med moderfårene, og vi drenge var gerne med for at drive lammene bag efter. Når lammene var modtaget, blev de   mærket med en malerfarve – rød eller blå. Med en malerkost fik de et stort mærke mellem ørerne og på krydserne. Derefter blev de lukket ind i en stald, og så blev sælgeren beværtet med kaffe eller en dram eller begge dele, og vi drenge fik et stort kræmmerhus med brystsukker.

Når så alle lammene var samlet, skulle de til jernbanen – og det var gerne Sunds Station. Der til  var der 11 kilometer, og lammene skulle drives. Der blev lejet en mand til at trække foran med et par moderfår, og vi drenge kunne få et job med at holde flokken samlet og drive den efter moderfårene – hvilket godt kunne være vanskeligt – især når vi kom forbi en mark, hvor der stod flere får tøjret, og der gik løse lam. å var det godt, at vi havde malet dem – ellers kunne vi let få for mange med.

25 øre for 22 km spadseretur

Når så lammene til stationen og op i en jernbanevogn – det var jo gerne trætte og nemme at have med at gøre til sidst – så kunne vi spadsere de 11 kilometer tilbage – i alt 22 kilometer – og 25 øre rigere!

Jeg kan ikke lade være med at udtrykke min glæde over den udvikling, der siden er sket. Nu bliver alle kreaturer, svin og får jo hentet på ejendommene i rummelige biler og kørt direkte til slagteriet eller markedet. Det er jo en stor lettelse for både dyr og mennesker. I den første tid, som jeg kan huske fra, kørte de fleste husmænd her omkring med stude, og studehandlen spillede en ikke ringe rolle i omsætningen. Når en stud var halvandet til to år blev den gerne vænnet til at køre med. Sådan en ung stud kaldtes en ouner – navnet kan vist udledes af ungnød – et fælles navn for ungkvæg i ældre tid.

Når en husmand havde kørt med sådan et par ounerer et års tid eller længere, skulle han gerne til marked og have dem solgt og et par mindre købt igen. Så kunne der gerne tages en god skilling fra.

En rigtig markedshandel

Jeg kan huske, når far skulle ud på studehandel – enten det nu var til knudstrup, Herning eller Dalager markeder – så kunne det jo vare en eller to eller flere dage. Så skulle han jo have en god madpakke med. Den havde han gerne pakket ind i et tørklæde, og så stak han løkken ind under studens nakkereb og knyttede den fast om hornet – så kunne studen bære spisekammeret. Han fik jo også gerne en pæglflaske i lommen, så der kunne blive til en dram til den tørre mad. Flasken kunne man jo få fyldt hos enhver købmand for syv øre.

Et sådant marked med studehandel var ingenlunde kedeligt at være tilskuer til. Der forlangtes og gaves tilbud, og der pruttedes om prisen og blev fortalt vittigheder og givet håndslag – og man gik bort og kom igen, og kom der så endelig en handel i stand, var den alligevel ikke helt afgjort, før de havde fået drukket lidkøb. Det bestod gerne i en kaffepunch, og der drak de så dyret til med alle dets gode egenskaber og alle dets unoder – så først var handelen afgjort!

Der fortælles mange morsomme måder, som blev brugt til at sige skjulte fejl på – her lige et par eksempler:

En mand opdagede, at han havde solgt en stud for billigt. Da han så skulle drikke køberen den til, sagde han: Du skal have studen sund og rele i alle måder, men så føjede han til: Den kan ikke lade sit vand til hver en tid.

– Så vil a´ hverken ej´ eller ha´ den, sagde køberen, og så gik handelen tilbage.

En anden solgte en stud, som var stædig, og så drak han manden den til på denne måde: Det er en mægtig god stud, og jeg er vis på, at du bliver godt holden med den.

Da køberen senere klagede over, at han ikke kunne få studen til at gå, , svarede manden: Jeg har jo sagt dig, at du nok skal blive holden med den!

En studedrift over Skjern Åen

Far har fortalt mig, at han i sin ungdom var med en drift stude fra Gjellerup og syd på. Det foregik på den måde, at en mand trak med et par store stude – kaldet førerstudene – og så var de en halv snes mand til at holde flokken sammen og drive den bagefter førerstudene. Men på grund af studenes uregerlighed, kom de først til et vadested – vistnok ved Skjern Å ved Borris sent ud på aftenen.

Åen var meget bred, og gården, der passede vadestedet, lå et stykke oppe på den anden bred. Der stod mændene så og råbte, og studene brølede, men det varede længe, før der endelig kom en mand til syne oppe fra gården. Han kom ned til åen og løsnede en tømmerflåde og stagede sig over til dem. Nu var det for sent at få studene over denne aften. Mændene fik så anvist en engkrog, som studene kunne græsse på om natten – mod betaling selvfølgelig – og så skulle et par af mændene gå vagt ved dem om natten. De øvrige mænd kunne så komme med over på gården og sove i laden, men det kostede to øre for hver mand at blive sejlet over åen – det var fast takst.

Vadested var en slags kro

De havde på gården en hest, som folk kunne leje for to øre til at ride over åen på, men de fik besked på, at de skulle lade hesten bestemme, hvor i vandet den ville gå. Når den kom  midt ud i strømmen, drejede den og gik med strømmen et stykke for så at gå over til den anden bred. Om morgenen skulle studene så drives over åen. En mand kom op på hesten, og førerstudene blev bundet bagfter, og nu gjaldt det om at holde studeflokken samlet, for kom en enkelt ud af flokken, var den ikke til at få i vandet, men ellers fulgte de pænt efter førerstudene.

Vel kommet over åen kunne de så fortsætte driften. hvor meget det hele kostede, véd jeg ikke, men det var jo nok en god indtægt for sådan en gård. Disse vadegårde var jo som en slags kro, hvor folk kunne overnatte og blive hjulpet.

Det var her i Nybro, at man om sommeren samlede alle de lam fra Ørre, som via handelsmænd blev solgt til København. Lammene blev drevet de 11 kilometer til Sunds, hvorefter de blev transporteret videre med jernbanen til hovedstaden.

Det var her i Nybro, at man om sommeren samlede alle de lam fra Ørre, som via handelsmænd blev solgt til København. Lammene blev drevet de 11 kilometer til Sunds, hvorefter de blev transporteret videre med jernbanen til hovedstaden.

Opdateret