Herning Historie

Afskrift af båndet samtale med skomager Jens Jørgen Brix 1963

Jeg er født i Snejbjerg den 26. nov. 1878. Da jeg var 6 uger, flyttede vi herind. Min far fik smedie
i Vestergade 6. Han havde først forretning i Vildbjerg og så Snejbjerg, men han var så uheldig,
idet det i Snejbjerg brændte. I Vestergade havde han så forretning indtil han døde i 1891.

Jeg var så bydreng hos Jørgensen, indtil jeg blev konfirmeret.

Jeg er døbt i Snejbjerg. Min far boede ude i Vildbjerg. Men i 86, der kommer der en ny smed, på den store gård, Trøstrup og han tog det halve arbejde. Så kunne min fer ikke klare sig, og han flyttede så til Snejbjerg. Min far havde lejet sig ind. Ved branden mistede han alt. Der var jo ikke ret mange, der havde forsikret.

Jeg havde tre ældre søskende og to der er yngre end mig. Vi har været otte, men to døde som små.
Jeg har gået i Herning by skole, hos den gamle lærer Lauersen. Han var hele den tid jeg gik der.
Hans datter var der også dengang. Hun var jo lærerinde. Hun var ikke uddannet, men en slags hjælpelærer.

Da så far døde, i sommeren 1891, var der jo en anden der skulle overtage det. Så vi flyttede længere op til Bredgade. Og da jeg jo så kom på den anden side af Møllegade, skulle jeg i Bethaniagade skole. Jeg antager at det har været fra sommerferien. Den eneste af mine skolekammerater der er her er, Peder Pedersen Brændgård. Brændgård er den første gård på venstre hånd når man kører ned ad Møllegade. På højre hånd, ligger den gamle sognefoged Chr. Pedersen.

Jeg kom så i lære hos min mors bror, han var skomager. Han havde forretning i Bredgade 27, lige overfor missions hotellet. Det var i en af de 4 ejendomme, som nu er revet ned.

Jeg blev konfirmeret hos den senere biskop Koch. Han kom hertil da, Herning kirke blev indviet i 88. Konfirmationsforberedelsen foregik i det gamle Bethania.

Mens jeg var i lære, begyndte jeg at hjælpe, nede på “Vestjylland”, det nuværende Centralhotel,
Men under den første verdenskrig steg spiritussen gå meget et der ikke var noget at tjene. En bajer steg fra 20øre til 35 øre. Så jeg begyndte for mig selv. Jeg lejede det hvor Jac Nielsen nu er. Der
flyttede jeg først fra for to år siden (1961).

Jeg kom ind som soldat i 1900. Jeg var rekrut ved 16. bataljon i Odense. Vi fik den svimlende løn af 25 kr. om måneden på egen station. En af mine kammerater blev sergent. Han fik 800 kr om året. Han var her for nogle år siden, de var han pensioneret oversergent og fik over 4500
om måneden i pension.
(På båndet følger en demonstration af sko. Dette afsnit er svært at finde sammenhæng i, da man
nok samtidig skulle kunne se skoene.)
Jeg laver stadig en smule, mest til folk med dårlige fødder, men det er mest for at gøre folk
en tjeneste.

Jeg var også på korporal skole i Odense. Hvert regiment havde sin korporal skole, vi var 50 mand.
Ved bataljonen var vi 500 mand. De 50 kom på korporal skole 100 mand fik vintertjeneste. Skolen varede et halvt år. Jeg var inde i 1 ½ år.
Jeg kom så tilbage hertil. Jeg arbejdede som svend hos en skomager Thisted. Ham arbejdede for
fra 1905 — 1915. Jeg blev selvstændig i 1917. Frihed var der jo ikke meget af. Man arbejdede til
kl. 19. fredag og lørdag til 20-21-tiden.

Da jeg var bydreng hos Jørgensen, arbejdede jeg hver dag til 21, og søndag formiddag til kl. 9.
Men det er jo gradvist gået ned, sammen med lukkelovene.

Jeg har jo altid levet med i Håndværkerforeningen. Min bedstefar, som var smed, var med til at starte foreningen. Han var ude på gården Laulund. Jeg var en 14-15 år da han døde. Min far døde 1891 og min bedstefar i 1894. I Håndværkerforeningen har der jo været store fremskridt. Jeg kom ind i foreningen i 1922 og jeg blev kasserer 1931. I 1924 havde vi rundskue og så
vidt jeg husker fik vi 16.000 kr. i overskud. Et par år efter fik vi repareret Håndværkerforeningen,
både indvendig og udvendig og fik centralvarme og toiletter, det var jo så gammeldags før.

Nu sidder foreningen jo helt anderledes godt i det. Da jeg sad som kasserer fik vi 5.200 i husleje, nu får de ca. 60.000. Men bygningen er jo også blevet meget større. l bestyrelsen sad bødker Jensen, som var formand, Gullev blev kasserer og der var Stampe og flere andre, det er jo ikke så nemt at nævne.

Jeg gik ud i 1952, så det bliver 30 år jeg har været der. Det var meget interessant at være med,
for det var jo fremgang hele tiden. Til at begynde med skulle de jo have hjælp til stiftelse.
Der blev samlet en hel del penge. Det var 2 kr. for hvert nyt medlem, i de første mange år. Men
senere skulle man give 5 kr., for overhovedet at blive optaget. Kontingentet blev så samlet gammen i en pulje til denne stiftelse.

Den stiftelse De taler om, hvor kom den til at ligge?

Den ligger her. Det er denne bygning. Da jeg meldte mig ud i januar, købte de denne ejendom. Så
har de jo lavet det om til stiftelsesboliger. Denne lejlighed var så ledig og jeg blev tilbudt den.
Det var jeg selvfølgelig glad ved.
Så kan jeg bedre forstå at, der bor så mange gode gamle herningensere i dette hus.

De talte før om hjælp vil det sige gensidig hjælp?

Ja, der var i de første år, der udbetalte vi til nogle enker. Jeg tror det var en 40-50 kr. om året.
Det blev vi kun ved med en år, for de tog jo hele kapitalen.
Jeg var med bestyrelsen i de vanskelige år i tyverne. Det var små forhold. Det første jeg var
med til var at sætte værtens husleje ned med 500 kr. om året. Men det var jo Ikke den side der hjalp. Først da blikkenslager Kristensen blev formand, kom der rigtigt gang i det. Han blev formand i 1931.

Under den første verdenskrig, steg varerne meget. Der kom f.eks. en dame ind til skomager Bjerrehus, hun ville gerne have et par brune damestøvler. Hun spurgte hvad de kostede. De kostede 33 kr. Det var dog frygteligt som de er steget, det kan jeg da ikke forstå, sagde hun. Nå, men jeg er da ligeglad sagde skomageren. Er De ligeglad med at sælge dem?
Ja, det er jeg faktisk, og dog vil jeg gerne sælge. De vil altså have støvlerne? Godt, læg så de 33 kr. Det gjorde hun så. Så lægger jeg 10 kr. her ved siden af. Se, det er det beløb støvler koster i råmaterialer. De samme støvler kunne hun have købt for en 13-14 kr. før krigen.

Så kom jo nedgangen. Så skulle folk jo sætte ned. Man havde købt hjem til højere priser, og så
måtte man sælge til lavere priser.
Jeg lå inde med materialer til et helt års forbrug, den første januar. Men den første april kunne jeg købe til ca. det halve. Jeg skulle jo bruge de dyre materialer. Så jeg tabte en 7-8000 kr. det
år.

Der er jo foregået en masse i Herning. De kan jo dels selv huske tilbage, og både Deres far
og bedstefar har kunnet huske tilbage.

Min bedstefar kom hertil fra Lemvig, hvor han var guldsmede Men han stammede egentlig fra Gjellerup. Min mor var ti år dengang. Min mor skulle dengang til købmand efter et halvt pund kaffe, men købmanden svarede at, hun skulle være glad ved at få et kvart pund for, der var jo også andre, gom skulle have. Så små var forholdene.

Men i textil-industrien er der jo sket en stor udvikling. Det begyndte med hjemmeindustri. Og på
Nørreholm, drev ejeren lidt tuskhandel, sådan at, de fik købmandsvarer og han fik strikvarer. I 20-erne begyndte textil-fabrikkerne rigtigt at komme til Herning. Det var Krøjgård.

Posthuset blev bygget og indviet i 1892. Der var vist kun postmester Theil og assistent Menge
og Theils søn var elev og der var en dame. Theil var stationsforstander og postmester fra 1876. Men i 1883 da banen blev forlænget til Skjern, så fik postmester Theil valget mellem station og postmester embedet. Vi fik så en stationsforstander Feiberg.

Da jeg gik i skole, var det hver anden dag fra 7-13 om sommeren og 9-16 om vinteren. Det var jo
hovedsagelig salmer, katekismus og lærebogen og så selvfølgelig regning og skrivning. Og lidt historie og geografi. Jeg følte ikke at, jeg lærte så meget som jeg gerne ville.

Sprøjtehuset har ligget ved siden af det gamle tinghus. Da jeg blev voksen, kom jeg til sprøjte nr. 1. Dengang havde vi brandtrommer. Det var den gamle Engelbredt. Før ham var der en der
Jepsen. Trommeslageren skulle jo have bud om det først.
Skørbæk og Tinus der kom senere, var der jo nærmest for de forskellige forretninger.

Hole den store plads hvor nu Hotel Herning ligger var en stor tom plads da jeg var barn;
Det gamle sprøjtehus blev revet ned samtidig med at det nye rådhus blev bygget. Det var i 1891-1892.

Jeg tror at, de har haft et andet sted, indtil de kom om i Nygade. Sprøjten på Torvet, det er jo ikke så mange år siden den blev nedlagt.
I midten af 1890erne, havde vi en hel del kommiser. Om søndagen var de altid så fint klædt på.
Så var der en 8-10 håndværkssvende, og det var dem en torn i å øjet, så de købte også en silkehat og diplomatfrakke. Til sidst gik kommiserne ikke med silkehat mere. Og svendene holdt også op med det. Den sidste tur de havde, der var de henne på torvet, der skulle de give 25 øre for at pumpe vand i silkehatten.
I mine unge dage var der jo ingen biografer her i byen. Når vi skulle have bal i svendeforeningen, så inviterede vi vores lille dame, det var jo gerne tjenestepigerne. De havde jo ikke fri før kl. 22. Før begyndte vi aldrig på ballet, men gå blev vi ved til kl. 4. Vi havde hvide handsker på, de kostede 2 kr. parret. Men når vi gik hjem, var der ikke ret mange hvide handsker. Der
var en forargelse fra folk. Når vi havde danset så, skulle vi gerne have en kop kaffe inden vi skulle hjem, og så skulle vi gå en tur for, det kunne da ikke hjælpe at gå i seng når de skulle op kl. 6. Da jeg kom i håndværkerforeningens bestyrelse, så var der jo også tale om festerne.
Der bestemte vi at, der ikke var tale om nogen fest længere end til kl. 1. Det højeste de kunne
få var en times overdans, men så skulle de selv betale. Så kunne de komme hjem i ordentlig tid
og være tjenlige til at arbejde dagen efter. Når vi dengang skulle have fest, så, vidste man det en
måned i forvejen, og man glædede sig til det. Bagefter talte man om det og glædede sig over det. I dag er de jo til bal næsten hver anden aften. Det jeg forstår ved bal, er de gammeldags sange der skal mere plads til. Da jeg var ung dansede vi lancier.
Jeg har været i håndværkerforeningen og hørt og set denne forfærdelige musik og råben og skrigene.
Og så skal man give 3,50 for en bajere.

På hjørnet, der hvor nu Uhrskov er, der boede købmand Hans Hansen, han gik fallit midt i 1890erne. Fallitten var stor, den berørte 115 familier. Min svigerfar var med. Han deponerede 20.000 kr. og fik 187 kr. tilbage. Så kommer vi til bager Meder. Så Møller Hansen, det var nr. 50. Nr. 48 må så være slagter Jensen. Nr. 46 var snedker Skree. Så kom brødfabrikken og så 50 øre Jensen. Der hvor brødfabrikken og blikkenslager Kristensen lå var min svigerfars have indtil, midten af 8o-erne. Så Jensens ejendom og så Poulsens ejendom på hjørnet, men det er revet ned nu. På det modsatte hjørne lå Hammerum Herred, så dyrlæge Holst, så kommer vi til købmand Jens Nørregård og Lund, de var sådan lidt i kompagni. Så farver Larsen, så den gamle skomager Kjær, der hvor nu Møller Jensen bor. Der hvor Carlo Møller bor var købmand Præstmark. Og urmager Østergård bor der jo endnu. Missionshotellet var prokurator Valeurs. Der hvor Dalgård nu er boede barber Bech og bager Thomsen.
Ved siden af lå snedker Højland og gå blikkenslager Engelbredt. Der hvor nu Kampmann er, var distriktslæge Vedel. Hans hus lå lidt tilbage. Det brændte i juni måned 1891. Så kommer vi til Kræ Lun, det er der hvor nu Fotorama er, og så apoteket.

I min barndom boede boghandler Valsted. Der hvor Hedebanken ligger, lå Kristoffer Eyde. Og på hjørnet, hvor Ormstrup nu bor, boede hans far. Så kommer vi til skrædder Kongshaug, der er nu guldsmed og slagterforretning. Der findes en Kongshaug i Herning endnu, det er en af de ældste sønner. Så kommer vi hen til Paghs og til Tinghuset. Der hvor Samuelsen nu er, boede en gårdmand, Niels Mouritsen. Den landejendom blev købt af Otto Jensen og revet ned. Derefter var der trælasten. Der hvor konditor Nielsens, det var Pallesens. Ved siden af var manufakturhandler Bunck Kristensen. Der hvor glarmester Simonsen, der var den første realskole. Der hvor kiosken er nu, var kanceliråd Jensen. Der hvor Folkebladet nu er, var sagfører Vedel og sagfører Mahler, de havde det i fællesskab. Så kommer vi til Schrøder, det er der hvor købmand Nyrop er. Så var der jernstøberiet. Men ellers var der ikke nogen huse derudaf.

På den anden gide blev Hotel Herning jo bygget. Den første ejendom efter Hotel Herning, den
byggede Poul Andersen også, der boede læge Harzen til at begynde med i 1898. Ved siden af boede så maler Jensen, der bor datteren endnu. Der hvor Jac. Nielsen nu bor, det var jo apoteket. Der hvor Skjoldborg og Hald Jensen er, er det gamle apotek.
Det købte skrædder Pedersen og skar over i tre dele. Så kommer vi til træhandler Eriksen, det
var der først i 1890-erne, han fik bygget den. Og så kommer Thisted ligesådan. Så kommer vi til N.K. Hansen eller kø Andersen, han døde i 1887-88, og efterlod sig et par hundrede tusinde plus den store forretning. I den to etagers bygning var Sparekassen. Så kom vi til urmager Nielsen og buntmager Kreutzer, det er på hjørnet af Søndergade. Så havde vi den gamle kro, Hotel Eyde. Så i 1891 byggede I.K. Larsen hjørnet hvor nu Charles bor. I min barndom, boede der ved siden af en manufakturhandler Lyhne. Så var der frk. Stahl, som havde mælkeforretning. Så kommer vi dertil hvor bager Sørensen bor, det er jo sadelmager Jacobsens. Der hvor nu Otto Maibom har bygget, det var brygger Kjærs og der var tre forretninger i, cigarforretningen, Kjærs søn materialist Kjær og så frk Barfod havde på hjørnet. Men nu er det lavet helt om.

Bryggergade var faktisk betjent Rasmussens, for drejer Kirkegårds ejendom, den er fuldstændig Sløjfet. I min barndom var det kun en markveje Så kom vi til Godtfredsens store ejendom. Den er nu skåret over i to. Nu har beklædningshandler Pedersen den ene del og Niels Krøjgård den anden. Der hvor nu Sander bor, det var rebslager Jensen. Ved siden af boede guldsmed Lind, det er der Jørgensen er, der er boghandler Andersen. Og der hvor der er osteforretning, der boede isenkræmmer Nielsen. Og der hvor Gøttsche er der boede læderhandler Eriksen. Så kommer P. Nielsen og frk. Israelsen havde en lille forretning der. Så kommer vi til skomager Bjerrehus han købte jo den ejendom. Og så garnmel Østergård og bødker Jensen, men det er væk nu alt sammen.

Der hvor Folkebanken er, boede distriktslæge Bentzon, som rejste fra byen i 1895. Det næste
var sadelmager Sørensen og urmager Kristensen, det var Holger Arentsens ejendom. Så kommer vi til den gamle bager Jensen, han boede der hvor nu Trianon liggere Så kommer vi til Truelsen, der var i min barndom N. Jørgensen, som havde kolonial og Yde, som havde manufaktur. Så kommer vi til Centralhotellet. På hjørnet var melhandler Nielsen. Han begyndte melhandel og havde i haven en hestegang.
Lidt længere henne var træhandler Engelbredts. Og så byggede Otto Jensen først i 1880erne. Og så træhandler Kjær, det ligger der jo endnu. Kjær begyndte ved siden af urmager Kristensen, der først i 1890erne.

Så kommer vi vist til Bredgade 59. Et meget lavt hus, der boede drejer Thomsen og rebslager
Bjerregrav. Ved siden af boede en lille mand, som havde en cigarforretning, Kræ Jensen hed han.
Lidt længere henne, var på hjørnet af Fredensgade. Den store bygning hvor der nu er bager og
slagtere Det blev ejet af en Frederik Nyborg. Der hvor Sander Hansen er, boede drejer Tarp i et lille stråtækt hus. Så var der nogle små private huse.
Ja, så var der Kresten Købmand. Chr Mortensen. Hans forretning ligger der endnu.

Da mine forældre kom hertil, boede de i det gamle sygehus i Vestergade 11. Jeg tror at, det var distriktslæge Vedel der startede det. Så har vi Brdr. Lunds fabrik. Lige over for fabrikken lå to lave huse. De blev kaldt politihuse. Det var en betjent Rasmussen, der byggede dem. De der boede der gav 6 kr. om måneden i husleje.

Herning var en overskuelig by. Møllegade var der kun et par huse. Smalle gade eksisterede ikke
andet som markvej. Skolegade var der. I Nørregade var kun Håndværkerforeningen i mange år. Senere byggede herredsfoged Hvass. På den anden side var en 5-6 huse, og ligesådan i Fonnesbechs gade. I Søndergade boede en øl handler Valsted.

FAKTABOKS:
Jens Jørgen Brix, født den 26. november 1878 i Snejbjerg.
Gift i 1912 med Marie Berthelsen, som var født på Herninglund 26. oktober 1876
J.J.B. der var uddannet skomager, drev selvstændig forretning i Østergade 24 fra 1917 til 1961.
I 1922 blev J.J.B. indvalgt i bestyrelsen for Herning Håndværkerforening, hvor han sad i 32 år, indtil 1954. Da han trak sig ud af bestyrelsen. I 1954, blev han udnævnt til æresmedlem og flyttede ind i foreningens stiftelse i Søndergade.
Død i Herning i 1968.

Opdateret