Herning Historie

Asta Nykjær

Asta Nykjær var født i Nøvling sogn år 1910. Hun har fortalt sine erindringer, da hun var omkring 70 år. Hendes beretning er for få år siden kommet på Timring sogns Lokalarkiv, og det må siges at være en ret fyldig beskrivelse af det daglige liv på landet for omkring 100 år siden. – Asta var ældste barn ud af en børneflok på ni. Hjemmet var et husmandssted på 25 tdr. land. Besætningen bestod af fem køer, 10 grise og en griseso.


Hun fortæller: Det første, jeg kan mindes, er fra 1914, da første verdenskrig brød ud. Der kom en mand om natten og sagde, at far skulle i krig. Så galt gik det nu ikke, han blev indkaldt til Sikrings-styrken i Viborg, men vor mor græd, da far gik hjemmefra for at komme med toget til Viborg. Det står så tydeligt for mig, at jeg sagde til mor: ”Jamen, vi har da Bedste,” så kunne alt jo nemt gå alligevel.

Vores hus var bygget som et kroghus. Vi havde bryggers, hvor der var brønd, og derfra gik vi ud i kostalden. Til modsat side i bryggerset var køkkenet. Der stod en gruekedel, et komfur, et køkkenbord med underbord til gryder og et forhæng for. Der stod også en slagbænk med et bord foran. I slagbænken sov vi to eller tre. Vi sov på en olmerdugsdyne med en dyne over os. I soveværelset var en dobbeltseng, som far og mor jo sov i, og der lå den næstmindste hos dem. Den mindste lå i en kurvevugge med gænger under. Vi havde en stue, som vi kun brugte om sommeren, da skulle den jo ikke opvarmes.

Om maden fortæller Asta: I ugens seks hverdage bestod middagsmaden næsten kun af griseflæsk og kød: Stegt, saltet flæsk, en tyk mælkesovs og masser af kartofler, måske grønkålssuppe eller gule ærter. Vi fik to retter mad hver dag. Den anden ret kunne være kærnemælksvælling med rosiner, eller mælkevælling, tilsat pisket æg og brødterninger, der var ristet på panden. Om søndagen fik vi lidt frikadeller, lavet af udvandet kød fra grisen. Da fik vi enten æblegrød, saftsuppe med ca. en sveske til hver, eller budding med salep. Det var saft, som blev hældt i en kande med lidt kartoffelmel, og så blev der hældt koghedt vand over. – De ældste dækkede bord, Asta måtte som den ældste pige vaske op. Det blev aldrig diskuteret, de næste fire i rækken var nemlig drenge(!)

Ved hjemmet var en prydhave med blomster, et æbletræ, et pæretræ og buske med solbær og ribs. Lidt blev syltet, men det meste lavet i saft. – Køkkenhave var der ikke, men der blev sået rødbeder, persille, gulerødder og kål i roerækkerne. Børnene måtte hjælpe til med arbejdet i mark og stald, skriver Asta, og fortsætter: Mor malkede selv, men vi store fik lært at malke. Mor vaskede også spandene, og der blev malket tre gange om dagen. Køerne trak vi børn ud på græs og hjem igen til malkning. De stod jo i tøjr. Far kørte mælk til mejeriet, men han mugede altid om morgenen og gav selv foder til både kreaturer og grise.

Mor passede hønsene. Æggene solgte vi til købmanden til hjælp til kolonialvarer. Mor var dårligt gående, så det var os børn, der hjalp i marken. Som den ældste var det mig, der harvede, samlede sten og spredte møg. Vi høstede med le, og jeg bandt det i neg. Om vinteren trak vi børn et håndtærskeværk, men det værste, syntes jeg, var når vi skulle skære hakkelse. Det foregik altid om aftenen, og en af de mindre søskende skulle holde en staldlygte. Den havde jeg stor respekt for. Vi blev altid formanet om at passe på ilden, så der ikke skulle ske noget.

Jeg kom ud at tjene hos fremmede, da jeg var 15 år, ca. 5 km hjemmefra. Det var hos en enkekone, som havde en gård. På gården var der en bestyrer, to karle og en dreng. Jeg havde det meget godt, blev behandlet som en datter. Min madmor var 67 år, da jeg begyndte. Jeg blev alt betroet: vask, bagning, ja, saltkarret passede jeg også. Jeg hjalp til i marken og malkede med, tre gange om dagen. Tjenestefolkene følte sig som børn af familien, måske fordi madmor aldrig selv havde haft børn. Jeg var der i fire år. Det var jo en dyd at kunne blive i sin plads. – Det tredje år kom der en ny karl, Ingemann. Asta og han fandt efterhånden ud af, at de ville følges ad gennem livet.

”Jeg begyndte som alle andre piger at samle på udstyr efter min konfirmation, lagner, pudevår, håndklæder og viskestykker. Overlagner og pudevår broderede vi på eller hæklede mellemværk til, alt skulle jo broderes med navn på. Lærredsundertøj blev kantet med hæklede blonder. Sådan var moden dengang. Jeg havde vist samlet meget, eftersom jeg kun var tjenestepige.”

Nu kom den tid, hvor Ingemann og Asta skulle have bryllup og stifte bo. Det var i 1930. Hun fortæller: ”Jeg havde sparet lidt penge fra, som vi købte de nødvendige møbler for. Spisebord, 6 stole, dækketøjsskab, 2 senge, som min mand havde madrasser til, og så havde jeg min kommode, samt et spejl i forgyldt ramme. Min mand havde et skab, gult og med ornamenter på. I bryllupsgave fik vi spisestel, kaffestel, dug, en hængelampe, et par vaser og et strygejern, samt et billede af Den kloge Jomfru med Lampen og 50 kr.

Brugte gardiner fik jeg fra mit hjem og min gamle plads. Stuegardinerne var af blondestof. Til soveværelset var det gardiner af en slags bæk og bølge, køkkengardinerne var broderede og syet af melsække og pyntehåndklædet ligeså. Gulvtæpper var der ikke, men gulvene var pænt ferniserede. Væggene i køkkenet blev kalkede halvvejs ned og det nederste blev malet. I stuerne blev der tapetseret.
Ejendommen var et kroghus, men med god plads både ude og inde. Vi har 56 tdr. land, og da vi begyndte, havde vi 3 køer, 2 grisesøer og to heste. Men så var der en mælketur, der hjalp godt til med økonomien. Senere kørte han landtur for Brugsen og købmanden. Vi har gennem årene forbedret meget.

Først byggede vi et lille stykke til stuehuset i 1933. Kostalden blev bygget i 1953. Besætningen fik vi efterhånden sat op til 12 køer, 4 søer, og ca. 40 fedesvin. Dengang fik man ikke mere end man kunne betale for. Vi har altid været bange for at få for mange regninger. Vi har aldrig haft tjenestefolk. Mens de ældste børn var små, måtte de jo være hos os i deres barnevogn. Efterhånden som de ældste børn voksede til, kunne de hjælpe os med arbejdet og med at passe de små”.

Alle børnene blev født hjemme, det var almindeligt helt op til 1950. Man passede sit arbejde så længe som muligt før fødslen. Asta beretter, at det var skik at lave en aftale med en nabokone om at hjælpe til med det praktiske i hjemmet, når fødslen nærmede sig. Større børn skulle sendes ud af huset til nogen i nabolaget. Så faldt der ro over huset. Så kom jordemoderen med sine remedier og styrede slagets gang, assisteret af nabokonen. Man skulle dengang ligge i barselsseng i 8 døgn efter en fødsel. Så kom venner og naboer og skulle se den lille ny. De medbragte ”barselspotte” såsom lagkager, smørkringler eller andet godt.

Asta udtrykker det sådan:
”Vi kvinder betragtede den tid, vi lå i barselsseng, som en ferie, forudsat at fødslen var gået godt”.
Hun stiller selv spørgsmålet: Hvordan klarede vi os under 30’ernes kriser? Og hun svarer:” Vi måtte sætte stævne efter evne – men der var ingen, der klagede som nu. Det var en æressag, at børnene lignede andre. Man vendte tøjet og syede om af voksnes aflagte tøj. Vi fik et par får, og min svigermor kartede og spandt, så vi manglede intet, syntes vi”.

Asta var en virksom landhusmor, der også gik ud som kogekone i ca. 50 år. Sideløbende var hun i 30 år formand for Timring Husmoderforening fra 1949 til 1979. Endvidere var hun formand for Ringkøbing Amts husholdningsudvalg fra 1950 – 1979. Hun var med til at starte kurser op i madlavning, syning, knipling og håndarbejde. Asta tog kørekort som 54-årig og brugte det flittigt i ca. 30 år, indtil hun flyttede til byen. Der fik hun 12 gode år. Asta blev 93 år.

Af familiens mindeord: Lige meget hvor mange der kom hjem, var der altid plads, og vor mor kunne fremtrylle et måltid næsten ud af luften. Mor var et positivt menneske, som vi aldrig hørte beklage sig, selv om hverdagen kunne være hård en gang imellem. På trods af at hun mistede en søn i 1982 og vores far døde i 1988, var hun altid glad og taknemmelig.

Opdateret