Herning Historie

Benedikte Pedersen Kjærsgaard

Faster Benedikte.

Benedikte Pedersen Kjærsgaard, som var hendes fulde navn, blev født på gården øster Hauge den 9. september 1896 som nr. 7 i en børneflok på 9, 2 døtre og 7 sønner. Den ene datter, som blev født i 1895, døde kun 4 mdr. gammel, så børneflokken kom til at bestå af 7 drenge, som hver havde én søster — nemlig Benedikte.

Min far var nr. 8 i børneflokken, og Benedikte er således min faster Benedikte, men i denne om-
tale vil jeg blot kalde hende Benedikte.

Hun blev døbt Benedichte Pedersen. Familienavnet er ændret til Kjærsgaard ved en kongelig bevilling den 16. oktober 1928.

Navnet Kjærsgaard stammer sandsynligvis fra Benediktes bedstemor, som blev enke i 50 års alderen, hvorefter hun giftede sig med en enkemand med navnet Kjærsgaard. I samme kongelige bevilling staves navnet Benedikte, som jeg derfor vil anse som mest korrekt og bruge fremover. Også selvom navnet staves
Benedichte på mange officielle skrivelser og også på hendes gravsten på Gjellerup Kirkegård.

Benedikte betyder velsignelse, hvilket pastor Buus også nævner i en tale ved Benediktes 50 års fødselsdag
Apropos navne, så har familien tilsyneladende haft mange overvejelser. To af Benediktes brødre tog ikke familienavnet Kjærsgaard. Min far hed Peder Otto, og han havde to brødre, som også hed Peder. To andre brødre i flokken hed henholdsvis Chresten og Kristian. Chresten havde i øvrigt to sønner som begge hed Niels.

At være ene pige mellem syv brødre har krævet sin “mand”. Af gamle brevkort og fra andre kilder fremgår det tydeligt, at øster Hauge har været samlingssted for mange, både unge og mere voksne, og der blev leget og sunget meget i hjemmet.

Når min far og farbrødre fortalte om “gamle dage”, kunne man let få det indtryk, at legene kunne være ret voldsomme — tangerende skarnsstreger.

Benedikte gik syv år i Hauge Skole, sikkert kun hver anden dag, som var almindelig dengang. Da Benedikte begyndte i skolen, kom hun til at sidde ved en lille spinkel pige. Hun var i begyndelsen lidt bange for Benedikte, men det ændrede sig senere, da hun blev mobbet af de større drenge. Benedikte tog affære og ordnede drengene, og herefter blev de to piger gode veninder.

Benedikte var dygtig i skolen, især til håndarbejde. Hun havde lært at sy og strikke hjemmefra og havde tit diskussioner med lærerinden om, hvordan det var mest praktisk at udføre den slags håndarbejde.

Efter endt skolegang og konfirmation blev Benedikte hjemme på gården øster Hauge nogle år og hjalp til både ude og inde.

Senere tog hun plads som husbestyrerinde forskellige steder. Det er antydet, at Benedikte har haft kærester — endda en præst, f.eks. i et digt som en fru Hansen har læst op ved én af Benediktes fødselsdagsfester. Det kan dog ikke bekræftes.
Benedikte blev dog aldrig gift. Der går rygter om, at min far hejste flaget på halv den dag Benedikte fyldte 30 år og blev pebermø.
Det vil jeg naturligvis helst ikke tro om min far, og det er heller ikke bekræftet.
Benedikte overvejede at købe en forretning, f.eks. en trikotageforretning. Hun var god til at sy og havde lyst til at handle. Lysten til at handle havde hun nok arvet efter faderen, som gik som uldkræmmer i vinterperioderne de første år han drev øster Hauge.
Det blev dog aldrig til noget med den trikotageforretning. Men i 1938 købte Benedikte en gård på 25 tdl.
i Fastrup som hun hurtigt gav navnet “Bakkely”. Gården var noget forsømt, og de første år var der store
omkostninger til vedligehold og renovering.

Det har nok knebet lidt med økonomien, men faderen og andre bekendte har hjulpet til og Benedikte var optimist, så hun fortrød aldrig, at hun havde købt gården — for som hun sagde: “Solskin og den friske luft kan de da ikke tage fra mig”.

Sangskatten fra øster Hauge tog Benedikte med sig fremover. Hun sang højt, når hun var ude at rive gårdspladsen på Bakkely eller banke sengetøj. Søren Flensborg, som var søn på nabogården, fortæller, at han spurgte sin mor hvorfor Benedikte sang så meget. Moderen svarede, at det gjorde hun nok, fordi hun var glad, og det var hun som regel.

Benedikte havde også den store glæde at have sin mor, Else Marie boende på gården til moderens død i 1941. Efterhånden fik hun gården arbejdet op og moderniseret med værdifuld hjælp af sin dygtige og samvittighedsfulde bestyrer Kristian Højland. Han var på gården 26 år i træk til Benedikte solgte gården i 1970.

Ved siden af arbejdet på selve gården klarede Kristian Højland også en mælketur til Hammerum Mejeri. Det foregik med hestevogn, så det tog det meste af formiddagen. Benedikte drev et alsidigt landbrug med både køer, svin og høns, men især kvægbrug havde hendes store interesse. Hun foretrak den Sortbrogede Danske Malkerace, og Benediktes køer og kvier fik da også mange fornemme præmier ved lokalskuerne og ved Amtsskuet.

Benedikte kunne godt lide udendørs arbejde, så i perioder havde hun en ung pige i huset. Gerda var hos hende i 5 år. Andre unge piger var der i kortere perioder, men det er karakteristisk, at de bevarede kontakten til Benedikte fremover.
Ally Jensen, som nu bor i Kølkær, var kun 14 år da hun i 1960 var ung pige hos Benedikte i 6 måneder. Hun besøgte Benedikte jævnligt til hendes død i 1986. Både Gerda og Ally arvede en kongelig porcelænsfigur til minde om deres gamle madmor.
Det var stabil arbejdskraft, man skiftede ikke plads i utide den gang.

Benedikte var en stor dame med sine meningers mod, og hun deltog gerne i diskussioner både indenfor familien og i den øvrige omgangskreds. Hun kom mest sammen med mennesker med tilknytning til landbrug, og diskussionen drejede sig meget om landbrug.
Men der blev også diskuteret politik. Benedikte var bestemt ikke socialdemokrat og nok heller ikke radikal, — selvom gården havde en størrelse, så man godt kunne kalde det et husmandsbrug. Men det skulle man ikke gøre, Benedikte var gårdejer — dermed basta.

I øvrigt skulle man helst ikke komme ind på lidt prekære emner, så afbrød Benedikte med ordene: “Det
taler vi ikke om”. Benedikte ville gerne have gæster og gerne i by. I gamle dage — da jeg var barn — var der tradition for, at man samlede omgangskredsen i hjemmene mindst én gang hver vinter. Mændene sad i den ene stue og konerne i den anden stue.

Benedikte skulle helst sidde i døråbningen mellem de to stuer, så hun kunne følge med i både mænde-
nes snak om landbrug og konesnakken i den anden stue.
Under disse sammenkomster skulle mændene også lige ud i stalden og studere dyrene og sådan. Der
skulle Benedikte naturligvis også være med, selvom det begrænsede mændenes udfoldelsesmuligheder noget. Når de så senere kom ind til kaffen, bredte der sig en naturlig landlig duft/lugt i stuerne.

Peter Skovhus havde en Opel Kaptajn, det var en meget moderne bil på det tidspunkt. Han kørte vist en slags taxakørsel og kørte i hvert fald tit for Benedikte. Senere, da Benedikte blev afhængig af en kørestol, blev Kristian Søndergaard hendes “private” taxachauffør.

Mine forældre besøgte tit Benedikte, både på gården og senere på Toftebo. Benediktes helbred var ikke så godt mere, så under besøgene de sidste år på gården, måtte min mor gerne lave kaffen, og der var også tit nogle andre småting mor lige skulle gøre for Benedikte.

Gerda som var blevet gift med Søren Flensborg på nabogården, hjalp også tit med det huslige. Der var tradition for, at vi blev inviteret til Benediktes fødselsdage, mest de runde, men de sidste år var det hvert år.
Jeg kan huske hendes 50 års fødselsdag, som må have været i 1946. Mine forældre havde netop købt en “ny’ bil, en Plymouth årgang ca. 1930. Selve bilen var i en rimelig god stand, men dækkene var dårlige. Vi skulle naturligvis køre i bilen til Benediktes fødselsdag. Jeg tror min far havde 2 reservehjul, men på vejen hjem punkterede vi 3 gange, så vi måtte gå det sidste stykke hjem.

Ved samme fødselsdag blev der holdt flere taler mm., som én eller anden har lavet en oversigt over, f.eks. et meget humoristisk digt, hvor Benediktes meriter beskrives ret nøje. Jeg har originalmanuskriptet som er håndskrevet og på jysk, så det er svært at tyde.

Med årene svækkedes Benediktes helbred yderligere. “Bentøjet vil ikke rigtigt lystre”, sagde hun tit.
Hun kom ikke så meget i stalden og marken mere, og hun havde også besvær med at få lavet mad og passet huset.
I oktober 1970 solgte hun derfor gården. Hun havde da haft 32 gode år på “Bakkely” som hun med glæde kunne se tilbage på resten af hendes leveår. Hun havde været på plejehjemmet Toftebo i korte perioder, men i 1970 flyttede hun permanent ind på Toftebo.

På Toftebo fik hun en lejlighed som var placeret ved en gang med megen færdsel, både af besøgende og personalet. Hendes dør stod altid åben, så hun kunne holde øje med hvem der kom forbi. Var det en person
hun kendte blev vedkommende kaldt ind, så hun kunne få en snak om løst og fast.
Jeg ved ikke om hun selv har haft indflydelse på den for hende strategiske vigtige placering. I stolen ved siden af Benedikte er en broderet pude. Alle Benediktes niecer og nevøer, og nok også mange andre, både i familien og udenfor, har fået et broderi af Benedikte.
Vi har “Flugten til Amerika” hængende — oprindeligt i et børneværelse, men siden har vi samlet klenodierne i et specielt værelse.

Benedikte havde mod på flere og større oplevelser og sammen med en anden beboer på Toftebo lykkedes det at få Søltoft til at arrangere en uges ferietur til Grand Canaria.
Både Søltoft og Færge var med på turen, som de to ældre damer nød i fulde drag.

Benedikte døde den 19, januar 1986 og ligger begravet på Gjellerup Kirkegaard sammen med hendes nærmeste familie.
Al den tid jeg har kendt faster Benedikte, har hun været noget for sig selv, men det opvejes fuldt ud af hendes vidunderlige optimisme og store udstråling.

Oktober 2011. Niels Kjærsgaard.

Opdateret