Herning Historie

Blade af en tørvearbejders dagbog


7. april 1942
Så fik vi endelig arbejde i tørvemosen, min ven Kaj og jeg. Vi var blevet enige om at når vi blev hjemsendt fra militæret, ville vi følges ad til tørvemosen, hvis vi kunne få arbejde. Den krone om dagen vi havde fået ved militæret, var ikke noget vi blev velhavende af. Vi var ellers tilbudt andet arbejde hver for sig, men da vi gerne ville arbejde samme sted, ventede vi til chancen bød sig.
Jeg havde cyklet lidt rundt på må og få, i de jyske tørveområder. Jeg opsøgte fabrikanten og forklarede mit ærinde, og han kunne bruge to mand, hvis vi kunne begynde med det samme. Jeg fik ringet til Kaj som boede i det østjyske, og han lovede at komme. Det blev noget ud på aftenen inden han viste sig. Jeg havde i mellemtiden været hjemme hos mine forældre, der har et husmandssted en mil herfra. Vores logi er en nogenlunde god træbarak, med tre køjesenge. Der boede en mand foruden os, der hed Alfred, og han er fynbo.
12. juli 1942
Som jeg sidst nævnte, bor vi tre mand her i barakken, Alfred, Kaj og jeg. Og vi udgør ¾ af vores arbejdshold. Den fjerde mand hedder Ole, han er gift og bosiddende i byen. Arbejdsdagen er på elleve timer, og vi begynder kl. 6, kl. 9 holder vi en frokostpause, så arbejder vi til kl. halv et, så er der spisepause, så går den igen til kl. halv fire, hvor der bliver sat klemmer til livs, og så endelig kl. kvart i syv er det fyraften. Vi tre her, i barakken, spiser på samme pensionat, det giver vi fem kroner i døgnet for, og vi får en god forplejning. Det er ikke første gang jeg arbejder i tørvemose. Da jeg var en fem-seks år var jeg med min far i mosen, og siden har jeg været i mosen hvert år. Da foregik gravningen med maskinspade. Før man fik maskinspade, blev der gravet med skovl, men det har jeg aldrig været med til. Jeg vil nu fortælle hvordan processen forgik. Det var pressetørv man lavede dengang. Tørvepresseren ligner egentlig en stor kødhakkemaskine, og drives af en elektrisk motor. Tørvedyndet, der skal fodre presseren, befordres herop af en transportør. Men inden arbejdet kan påbegyndes, må den muldagtige overjord væk. Man har nu en kvadrat på 8×8 meter, og arbejdet kan begynde. To mand hver udstyret med en maskinspade, graver nu tørvedyndet fri og læsser den i transportøren. Når nu dynden arbejdes i gennem presset snegl, formes det til en firkantet form i størrelsen 5×8 tommer, og så glider tørvemassen frem på en stålplade. Der er en mand beskæftiget med at tage tørvene fra, og sætte dem op på en trætrolje. Tørvemassen er nu 30-35 cm bred. Troljen er en plade der består af gode, høvlede fjæl. Nu er det kuskenes opgave at køre tørvene ud på pladsen hvor de skal læsses af, og med greben formes af, så de får den endelige form. Kuskene må vi ikke glemme. Det er i skoleferien, mest børn der på den måde tjener en skilling. Hver morgen inden arbejdstids begyndelse, stiller de med deres hest, og de har både hakkelse og korn med, så de kan fordre dyrene, der også har en lang dag foran sig. Hver mand får en 1,10 kr. for hver tusind tørv, der bliver produceret. Bliver der produceret 30.000 tørv om dagen, anses det for at være godt, men det kan være et bøvl, med træ i dyndet, og maskinen kan gøre knuder. Sidste uge havde vi en ugeløn på 200 kroner, men vi arbejder også alle ugens dage undtaget søndag.
22. juli 1942
Det regner nu på fjerde døgn, og det er næsten som om det ikke vil holde op igen, en enkelt froídag kan være rart, men dette er for meget af det gode. Alfred spiser ikke på pensionatet mens det regner. Han har ikke råd, siger han. Og han har købt et rugbrød og et pund fedt. Fedtet har han smeltet på min primus og blandet fedtet med løgringe. Kaj er nok den der tager den ufrivillige pause bedst. Han træner i den stedlige boldklub, selv når det styrtregner. Alfred har været husmand på en herregård på Fyn. Det er ikke som her i Jylland, hvor en husmand godt kan have en del jord og en ret god besætning. Alfred er gift, og far til fire børn, da deres yngste skulle konfirmeres til foråret, bestemt han og hans kone, at han skulle tage til Jylland i tørvemosen, og de havde lejet en lille lejlighed i en nærliggende by. Alfred er en slider, og en god arbejdskammerat. Ole er også flink og omgængelig, men han er noget af en ener, han mener, at arbejdsmand, det er noget man ikke skal være hele livet. Hans drøm er at få et lille sted på landet. Kaj og jeg kender hinanden, og det med fremtiden har vi også snakket om. En fast stilling, er jo nok det der trækker unge, der ikke har lært et fag. Vi søgte begge ind hos Falck i foråret, men da vi fik at vide at der var 60 ansøgere, trak vi os tilbage. Nu må jeg ikke glemme at fortælle om seminaristen, som vi kalder ham. Han hedder Knud, og har været beskæftiget i flere år, med at vende og stakke tørv. Knud er nu blevet lærer, men han siger at de sommermåneder i mosen vil han ikke undvære. Han bor hos en morbror her i byen. Han har stor interesse i politik. Jeg sidder og ser på avisoverskrifter fra den sidste måned. Det er nogle som Kaj har klistret op på barakkens væg. Danske arbejdere i Tyskland, hårde kampe i Nordafrika, Rutebilkørsel skal nu yderligere indskrænkes. Der må ikke produceres sigtemel.
27. juli 1942
Det er nu blevet tørvejr igen, og der vil i hvert fald gå en dags tid endnu, inden vi kan komme i mosen. Alfred fik pakke hjemmefra i dag. Den indeholdt to skjorter og to par arbejdsbukser. Det er fra min bror, han arbejder ved jernbanen. Alfred holdt bukserne frem, og han strålede som en sol. Jeg fylder ikke så meget som min bror, men det er der da råd for. Jeg forstod at Alfred var glad, da de eneste arbejdsbukser Alfred ejede, var et par gamle sømandsbukser, som jeg havde foræret ham. Nu sagde han at han godt kunne tænke sig at tage en tur til Fyn på søndag. Han vidste godt det ville blive en streng tur, men han havde fast gummi på cyklen. Det var han ikke ene om. Snesevis af arbejdsmænd kom cyklende til mosen på fast gummi, snakken lød jo sådan: Kan vi da få noget ordentligt gummi at køre på, og noget tøj til børn og koner. Jeg købte to dæk på det sorte marked, af mærket Dunlop. Jeg gav 80 kroner for dem. Tobak og cigaretter købte vi af tyske soldater. Det kan undre at tyskerne kan skaffe rigtig kaffe, selvfølgelig til en vældig overpris, og her det morsomme ved Alfred, at kaffe faktisk er hans eneste last. Han køber som regel et kvart pund ad gangen. Det første han foretager sig om morgenen, er at brygge sig en kop stærk kaffe, efter at have fået ild på primussen. Han byder altid os andre, men vi afslår venligst. Det er fra den tid jeg var i kostald på herregården. Når vi stod op, havde vi fire timers arbejde inden vi kunne få morgenmad. Så fandt mor på at lave en kop stærk kaffe som vi fik, før gik til arbejdet. Vi under af hjertet Alfred hans kaffetår. Han hverken ryger eller drikker spiritus. Kaj spiller fodboldkamp i aften. Det er hans første kamp på holdet. Knud var her en tur i aftes. Han kunne ikke forstå, hvorfor vi ikke fik dækning for tabt arbejdsfortjeneste, når det regnede. Jeg måtte nu fortælle Knud, at Kaj og jeg, faktisk var på ulovlige veje, al den stund der er kommet en lov der forbyder unge, beskæftiget ved landbrug, at tage arbejde i tørvemosen. Det er for at holde de unge til landbruget. Vi måtte ikke arbejde i mosen, før vi var født 25 år.
4. september 1942
Nu er tørvesæsonen forbi for denne gang, i hvert tilfælde for mit vedkommende. Fabrikanten indstillede produktionen d. 1. Alfred rejste hjem til Fyn, hvor han var lovet arbejde på herregården.. Vi er begge lovet arbejde til foråret. Jeg rejser i plads, d. 15. september, og jeg glæder mig allerede til at gå bag hestene igen. Findes der noget bedre end på en efterårsdag at gå bag et åg dampende heste. Kaj kan ikke undværes på fodboldholdet, så han bliver her foreløbig, for at hjælpe Ole og Knud med at stakke tørv. Nu da jeg skriver det sidste blad i min dagbog som tørvearbejder, ville jeg gerne jeg kunne skrive en god slutning, men det blev desværre ikke tilfældet. Vi havde bestemt at vi ville have en lille komsammen i anledning af Alfreds og min afrejse. Vi havde købt øl og smørrebrød og Alfred ville give rigtig kaffe. Nu var det imod hans vilje at vi skulle have snaps, men vi nød den gode mad og der herskede en udmærket stemning, mens vi spiste. Så spillede Knud Harmonika, som han er fremragende til. Senere blev det så tiden til at vi skulle have kaffe og snaps, og vi sad og snakkede sammen. Alfred, Ole og jeg i det ene hjørne af barakken, og Knud og Kaj i det andet. Pludseligt begyndte Kaj at råbe op: Nu holder du altså op med dit politiske præk, hører du, og han rejste sig, og årene trådte frem på hans pande. Knud havde også rejst sig. Jamen jeg ville jo bare. Ja, du vil bare snakke om sammenhold mellem arbejderne, ikke sandt? Det gælder jo ikke når det kommer til stykket. Du tror at jeg kun har fodbold i hovedet, og ellers er så dum i hovedet, som et bræt, men ser du, jeg kender udmærket Kommunistloven af 22. august 1941, og så meget ved jeg da, at loven blev vedtaget i folketinget, og det ved du udmærket, lille Knud, også med dit partis stemmer. Hvad sker der da. Jo, hundredvis af kommunister blev arresteret og slæbt i fængsel blandt andet min farbror. I dag må hans kone og to børn, friste en ussel tilværelse, og savne det mest nødvendige til livets ophold. Knud ville sige noget, men Kaj fortsatte: Der var noget med at de pårørende kunne få hjælp. Tante Inger har fortalt mig at hun havde været på Socialkontoret, og det var både første og sidste gang, for hendes vedkommende.. Nu havde Kaj lettet sig for noget af det, der pinte ham. Jeg vidste godt hans farbror sad i fængsel, men noget som han sjældent berørte. Knud gik hen til Kaj, og bad ham undskylde, og Kaj tog hans hånd, lidt modvillig forekom det mig, og snart efter bød både Knud og Kaj godnat. Jeg håber de begge glemmer de bitre ord der blev sagt, da de jo skal arbejde sammen den kommende tid.

Det var mine dagbogsoptegnelser fra tørvemosen 1942.

Jeg vil nu yderligere fortælle lidt om fabrikation af tørv. Mange tror at det var strengt arbejde, at trække dyndet op, men det var ikke så slemt, da vandet bar med. Dog fik mange ondt i knæene. Dyndet blev lagt på en træbund, og det blev skæret med en tørveskærer.. Der var så spændt heste for træbunden, der blev transporteret til tørrepladsen. Der blev efter nogen tørring, vendt og dette blev gentaget. Det arbejde blev hovedsagligt foretaget af børn og kvinder. Tørvene blev sat i stakke, 1 ½ til 2 meter i bredde, og ca. en meter i højden. Man satte de mest våde tørv foruden, og de tørreste forinden. Man stoppede gerne med at lave tørv. D. 10. juli. Hvis man gravede tørv senere, risikerede man let, at det blev regnvejr, og tørvene blev våde. I 1942 blev der lavet en ordning, at der blev betalt større pris for den tørv, der var gravet senere end d 10. juli, for at få fabrikeret så mange som muligt. Når tørvene var helt færdige, blev de transporteret til banen med hestevogne, og dernæst videre med banevogne til byerne. I Blåhøj, æltede man tørv.. Det var en omfattende industri i mange år. Der blev fabrikeret 400.000 tørv i døgnet. Et tons tørv kostede i 1941, 41 kr. Mens vi arbejde i tørvemosen, spiste vi på pensionat. Der skulle meget mad til. Vores værtinde hentede kødvarer på Grindsted Slagteri, og jeg husker at en af folkene, da vi en dag fik suppe, spiste 6 tallerkner, jo appetitten blev stor. Vi var meget trætte når det blev aften, og vi arbejde og sov. Vi tjente godt. I 1953 var timelønnen 3,46 kr. og i 1954 steg den til 3,61 kr. Det sidste år jeg tjente på landet var i 1938-1939. Jeg fik 900 kr. for et år. Det var det højeste der blev givet på den tid, men der blev jo ikke betalt noget væsentligt i skat. På den gård hvor jeg tjente, avlede vi mange kartofler. Vi leverede mange tønder til kartoffelmelsfabrikken. Vi måtte samle kartoflerne op med hænderne, og de blev igen samlet i kuler, dernæst kørt hjem og sat i kartoffeltoppe til at dække med, for at spare på halmen.
Jeg var soldat d. 9. april 1940. Jeg lå ved dragonerne i Århus. Vi blev purret ud tidligt om morgenen, og vi havde en løjtnant, der løb frem og tilbage og råbte: hvorfor skyder i ikke. Men så kom kaptajnen og gav ordre til, at der ikke måtte skydes. Vi blev hjemsendt til d.25. april 1941. Jeg blev igen indkaldt i 1941-1942. Det var nu min egen skyld, da jeg var indkaldt for en anden. Det kunne lade sig gøre dengang. Mandens mor var så ulykkelig over, at sønnen skulle ind som soldat, så han betalte sig fri for tjeneste. Jeg fik 600 kr. for det halve år. I 1942 ville tyskerne ikke have soldater i Jylland, så min afdeling kom til Holbæk, og der var vi, til d. 7. marts 1943. Da blev vi hjemsendt, og fra august 1943, blev alt militær hjemsendt. Regeringen brød med tyskerne i august 1943. Efter den tid har jeg aldrig været indkaldt.
Siden kom jeg til Aulum hvor jeg første arbejdede for en murer, senere kom jeg til installatør Hansen til luftledningsarbejde. Hos ham var jeg ansat til han solgte forretningen. Jeg arbejdede igen hos en murer, denne gang i Herning Jeg sluttede med at arbejde i Stråsø plantage som skovarbejder, inden jeg gik på efterløn.

Mvh. Eli Brandt, Lergravvej i Aulum, (født d. 22. november 1920 i Ringive Sogn ved Vejle).

Opdateret