Herning Historie

Christian Østergård

Jeg er født d. 17. august, 1914, i Kirkebæk, en gammel slægtsgård. Min bedstefar ejede gården, dernæst min far, og nu er den min. Slægten stammer fra Østergård i Ørre. Familien har købt navnet. Min far er døbt Lauge Nedergaard Pedersen Østergaard. Min mor hed Agnes Katrine Nielsen. Hun var søster var søster til Nielsen Langballe, født i ”æ long hus” i Kirkegade. Min bedstefar, Hans Wilhelm Nielsen var købmand, da han kom til Aulum. Han var sognerådsformand, fra 1909-1917, og Christian Søndergaard, Tved, var sognefoged. Når de havde sognerådsmøde, havde de selv deres mellemmadder med. Det måtte ikke koste sognet noget. Jeg havde fået fortalt at min bedstefar var en god mand for sognet, idet det ikke kostede noget at drive kommunen. Skatterne var små, men der var dog nogen der synes at han sparede for meget.

Min far var også kasserer for mejeriet i Aulum i 25 år. Han solgte grunden til til mejeriet da det blev bygget i oktober 1928. Den blev skilt ud fra Ljørring mejeri, men det var ikke alle der flyttede med til Aulum, man var vist bange for at skade handelen i Ljørring. Vejene var også et problem dengang, da leverandørerne selv skulle holde dem, og de var, især om vinteren og om efteråret, fuld af huller. Mælkekuskene synes at min far sparede for meget. De mente at han selv skulle prøve at køre, for den ringe betaling.

Jeg blev konfirmeret i efteråret 1928, og jeg husker at jeg havde jakkesæt på. ;min farbror havde manufakturforretning i Holstebro, og tøjet blev købt hos ham. Jeg gik til præst ved Pastor Søndergaard. Jeg fik 63 kroner i konfirmationsgave, og et ur med kæde, af mine forældre. Efter den tid, gik jeg i lange bukser, mens vi, i drengeårene, gik i korte bukser. Vi måtte jo hjælpe til derhjemme, og vi havde desuden en karl og en pige. Vi havde 16 køer, hvad der dengang var en stor besætning. Jeg var stolt når jeg trak et koppel køer på græs. Der gik 4 ved siden af hinanden. Der var 4 rækker, så de fyldte godt på vejen.  Jeg kan huske, at fru Hoffmann sagde en dag, jeg trak forbi, at hun kunne se, at vi havde 15 køer. Jeg fortalte hende så, at vi havde 16, men at der var en der var tyregal. Det var jo ikke nemt at have sådan en med i koppelet.  Gik den bagerst, sprang den op på dem foran, og så masede de frem, så de ikke var til at styre. Det skal vi have en anden ordning på, sagde min bedstefar. Er der en, der er tyregal, skal du altid have den op i første række, men det var snart ligeså galt, fordi de andre sprang så op på den, og så stod den stille, og vi kom ingen vegne. Vi trak over Danmarksgade, når vi skulle over i Søndermarken. Skulle vi til den anden side, måtte vi helt op over banen, og helt op til hovedvejen. Der var sandelig også ulemper ved at bo midt i byen.

En dag da Johannes og jeg skulle i byen, og pigen skulle trække køerne hjem, spurgte vi hende, om hun kunne finde ud af det. Det mente nok skulle gå, da hun kunne kende dem på patterne. Hun malkede jo med til dagligt.

Gæs var ikke nemme at have, når der var kornstakke på ejendommen, og det havde vi i reglen, da vi ikke kunne huse høsten i laden. Gæssene gik rundt om stakkene, og rykkede stråene ud, for at få fat i kernerne.. Satte vi stakkene ud i marken, morede knægtene fra byen sig med at kravle op i dem.

Der var stor forskel på, hvordan en stak blev sat. Det var en kunst, at sætte en stak, der ikke tog vand. Det gjaldt om at få den lagt fra bunden, så den var højest i midten, sådan at stråene fik fald, som et stråtag på et hus. Var man ikke omhyggelig med det, og stråene havde fald, ind mod stakken, tog den vand ind og groede sammen. Jeg kan huske at vi havde Mads Bank til det. Han annoncerede, at han lagde stakke, som ikke tog vand ind. Peder Meldgaard og Ejner Bækgaard, var også dygtige til at lægge stakke, og de blev meget benyttede til det, Nogle satte 3-4 stakke udenfor ejendommen, inden de begyndte at fylde ladegulvet. Det så jo velhavende ud, når folk kom forbi.

Maden bestod for det meste, af saltet flæsk, men hver tirsdag fik vi fisk, og om lørdagen fik vi pandekager eller æbleskiver. Der boede en fisker på Østergårdsvej, der hed Knud Knudsen. Han hentede fiskene på stationen, der var som regel en kasse sild, og en kasse rødspætter. Hvis ikke folk købte fisk hos ham, gik det ud over hesten. Den fik så nogle ekstra rap af fisken.

I mine drengeår, var Aulum ikke så stor. Der var stationsbyen i den ene ende, og kirkebyen i den anden ende. Men i min fars tid, var der kun 3 huse i kirkebyen. Min far var født i 1885, og det var jo før banen kom, og stationen bygget.

Min bedstefar havde den gamle mølle, nord for byen, men han solgte den, da han skulle føre kassebog og skrive regninger. Han solgte kun mod kontant.

Før den tid fik mølleren en told, nemlig en del af kornet, for at male det, og også en møllerløn. Når folk skulle betale til mølleren, spurgte de, om han havde husket at tolde, og det havde han. Sådan blev det dobbelt betaling. Der er måske noget om det man sagde tidligere, at hvis man tog en møller, en sagfører og en ejendomsmægler, puttede dem i en sæk, rystede den godt, så lå der altid en kæltring øverst.

Jeg gik i skole i ”æ gammel skuel” hos lærer Simonsen, men han døde et års tid efter jeg kom i skole, jeg ved så ikke, om det var derfor. Jeg kan huske vi havde diktat, og jeg måtte op til tavlen og skrive. Læreren sagde det var fint, skønt jeg var ordblind. Jeg sad ved siden af Aksel Laugesen, og ham skrev jeg af efter, da han var meget klogere en mig. Han blev senere dommer.

Skoletiden var om sommeren fra kl. 7, til 12.40. Jeg havde jo ikke langt til skole, så jeg var hjemme i et frikvarter og få en mellemmad, og ellers var der jo middagsmad, når jeg kom hjem. Så måtte jeg ud og hjælpe min far og mine søskende i marken. Vi var 6 søskende, 3 drenge og 3 piger.

Vi havde får derhjemme, som vi børn passede. Min far klippede de, så vi fik uld til strikning. Når vi først havde skiftet tøj, blev vi i det gamle tøj til vi skulle i seng. Klokken fire, fik vi både mellemmad, kartofler og kaffe.  Om aftenen, når vi kom hjem med køerne, klokken knapt otte, fik vi grød, før vi skulle ud at malke. Det varierede fra byggrød, risengrød til boghvedegrød. Det måltid kaldte vi æ nætter Sådan var der mange forskellige udtryk på den tid. Niels Tougaard sagde, når han var til møller med en sæk på en trillebør – ka’a hint den ved drøwt’dawsti? Det var den tid på dagen, efter man var stået op efter middagssøvnen. Så havde køerne tygget drøv, deraf navnet.

Vi havde en vikar i skolen, der havde træben. Vi kaldte ham æ kølsvinger En dag spurgte jeg ham, om han ikke ville fortælle en historie for os, men jeg havde sagt du til ham, og det blev han meget tosset over. Vi skulle jo sige De til lærerne.

Vi var nu heller ikke for gode ved ham. Han havde en kæreste som han besøgte af og til, og så skulle han med toget. En morgen, hvor vi kom i skole kl. syv, var han ikke kommet. De store drenge blev så enige om, at de ville hente ham, på trillebøren ved stationen, da han ikke var så godt gående. Da toget kom halv ni, holdt drengene parat med trillebøren på perronen. Om han kom op i trillebøren, melder historien ikke noget om.

Vi havde i skolen en filur, der hed Laurits Killerich, fra Tved. Han boede i den forhenværende fattiggård i Tved. En dag havde degnen fået haresteg, og pelsen af den, lå på møddingen. Drengen gik hen og skar ørene af den, gik hen til købmand Pedersen, og forlangte for to øre figner, og da han havde fået dem, smed han hareørene på disken, og forsvandt.

Nu da vi taler om købmænd, kommer jeg til at tænke på en mand, der hed Peter Wohlert. Han blev kaldt Pe tysker. Hvorfra han fik det navn, ved jeg ikke, men måske var han kommet fra Tyskland. Han var graver på kirkegården. En dag kom han i forretningen hos N.P. Pedersen, Kirkegade. Der var en del mennesker derinde. Dengang var det skik, at købmanden gav en dram og et stykke kandissukker, der altid stod fremme til fri afbenyttelse;

Pludseligt slog Pe Tysker en ordentlig stor ski`e. I den samme kom æ kjøbmand ind å sejer: Hwa er det for en forfærdelig lugt, der er herind, en ka` snår æt wær her? Så sejer Laust Andersen: Det Pe Tysker, der sto`er å ski er. Men det fandt Pe Tysker sæ æt i. Han råwt: Geh fort, din svin, geh fort` din svin, han stoer her å ski`er, å så skylder han andre i æt, jæ ka` li`sågodt wæ her som dig. Han var så gal, te han hwæst. Han sku` hat`kjøt nøj fjet te hans ku`en, men det fik han slet æt gjo`r.

Vi var aldrig i marken om søndagen. Vi var i kirke og i søndagsskole i missionshuset. Mor var den eneste kvinde, der holdt søndagsskole. Ellers var det mænd, som C Halkjær, Johs. Pihl og I.P. Jensen.

Pastor Willer, som var meget ivrig missionsmand, var meget imod søndagsarbejde. Endog møllerne, måtte ikke være i gang om søndagen. Hjemme hos os, kom køerne i en fenne (et indgrøftet stykke marskland indhegnet græsmark til løsgående dyr) om søndagen.

I fritiden spillede vi børn Pind og Antonius, og da vi blev større, spillede vi Krok. Da jeg blev 11 år, fik jeg min første cykel i fødselsdagsgave. Min far kom ind, og satte den ved sengen.. Jeg lod som om jeg sov. Det var en gammel cykel, der var ovnlakeret, så den funklede som ny. Den kostede 75 kroner.

Min mor fik aldrig lært at cykle, så når vi skulle længere hjemmefra, lejede vi Jens Nørkjær til at køre. Han var den første der havde bil i Aulum. Ellers gik min mor, eller vi kørte i hestevogn. Jeg kan huske når vi kørte med Jens Nørkjær, sad jeg slem stram. Der var ingen dør i den side Nørkjær sad, fordi reservehjulet sad udenfor. Det var en åben vogn, men der var en kaleche der kunne trækkes over i dårligt vejr.

Da jeg var 20 år, kom jeg ud at tjene. Det var i Brørup. Samme sted tjente Niels Østergaard, Jens Thougaard og Kresten Bank. Det var en stor gård, på 143 tønder land. Jeg var der et år. Der var to spand heste og en traktor. Det var i 1934-35. Der var ikke mange der havde traktor dengang. Jeg husker ikke hvad traktoren hed, men den skulle startes med benzin og senere petroleum.  Det var mest manden der kørte den. Han vare foregangsmand. Hans far var øjenlæge, så han havde vist penge nok. Malkemaskine havde de også på gården. Høet blev sat på ryttere (træstativer) og når det var tørt, blev det kørt hjem og presset op på loftet.

Jeg fik 500 kroner det år, som andenkarl. Forkarlen Niels, fik 600 kroner og røgteren fik 1000 kroner. I huset var der fruen og to piger.

Jeg var den ældste af søskende flokken, og Johannes var nummer 2. Vi var meget sammen med fætre og kusiner i fritiden. I Højgaard var der 4 børn, i Aaby var der 9 børn. I Jersild var der 3 børn og i Moselund, 2 børn.. Jeg var 5 år, da brugsforeningen blev bygget. Den lå da midt mellem stationsbyen og kirkebyen. Dengang var der ikke bygget noget mellem Hans Aaby (Danmarksgade) og Brugsen.

Jeg var på Haslev landbrugsskole fra november til april, og fik derefter plads hos en kammerats far i Vejle. På sessionen blev jeg kasseret til soldat, da jeg var platfodet. Men min bror, Johannes, var underkorporal, da tyskerne kom i 1940. Han var ellers bager, og var kommet i lære hos Bager Sørensen, i 1942, og blev gift i 1943. Han startede hotellet i 1946-47, og forpagtede det ud i 1948, og flyttede dernæst til Nr. Sundby.

Jeg har været i bestyrelsen i K.F.U.M. og i bestyrelsen for hesteavlsforeningen for de jyske heste og for mejeriet. Jeg var med til at ansætte Verner Rasmussen som bestyrer på mejeriet i 1964. Da vi kørte rundt i to dage, for at se på ansøgerne, var vi ikke i tvivl. Det var Thomas Andersen der var formand. Han havde afløst Karl Killerich. Verner Rasmussen var bestyrer i 21 år, indtil mejeriet blev nedlagt.

Jeg var også med i amatørteatret her. Vi spillede stykket ”Niels Ebbesen” i anlægget. Jeg spillede Grev Gert. Der var nogen der ikke kunne lide at jeg var med til det. Det fik jeg at vide til samtalemøderne. Man mente at det var noget møj. Jeg husker at Jørgen Nielsen, Risumgård, ikke kunne se noget forargeligt i at spille med i et historisk stykke, lige efter befrielsen.

Jeg var gammel, inden jeg blev gift med Gerda, men jeg har haft en god kone, og et godt liv. Før jeg blev gift, var jeg jo med mor og far når de skulle i byen. Jeg var også med til ungdomsmøderne, og til at lege sanglege, så jeg var både med de gamle, og de unge. Jeg var god til at synge, og til at fortælle historier.

Jeg husker en lille historie med Peder Lauridsen, Danmarksgade. En morgen, så min far til sin forbavselse, at Peder Lauridsen gik ude i vores hønsehus. Da far spurgte hvad han lavede der, svarede Peder Lauridsen, at hans kok, der var blevet væk, grangiveligt lignede vores kok. Far foreslog at han tog kokken med, og når du kommer halvvejs hjem, sætter du kokken ned, og der hvor den løber hen, hører den til. Det gjorde Peder lauridsen, og kokken fløj tilbage til vores hønsehus. Nogle dage efter, kom han tilbage og fortalte, at han havde fundet kokken død, viklet ind i hønsetråd, i haven. Så Lauge Østergaard måtte meget undskylde.

Opdateret