Herning Historie

Erindringer om Stinne og Chr. Bentsen


I løbet af et langt liv er der mennesker der sætter nogle indtryk på deres måde at takle livet på som man aldrig vil glemme.
Sådanne erindringer har jeg især om Christian og Stinne Bentsen.
i 1944 købte mine forældre en landejendom i Busk. Med ejendommen fulgte der mælketur der gik over Frølund. Mælken skulle stå ude ved vejen når mælkekusken kom. Ved en af gårdene, Frølund Vestergaard stod der ingen mælk, men en mand der spurgte om ikke kusken godt ville hente mælken inde ved stalddøren da han ikke selv kunne bære det ud på grund af han havde ondt i sit ene ben. Det var Christian.
Det gjorde min far så, når mælken ikke stod ude ved vejen.


En morgen var Christian ikke færdig med at malke. Måske var han kommet for sent i gang så far gik ind i stalden til ham. Da havde Chr. Så ondt i benet at han ikke kunne sidde normalt for at malke.
Men havde lagt en gammel dør op mellem køerne, og på den lå hen på siden og malkede. Det viser hvor hård han har været ved sig ved sig selv.
Samtidig var Stinne en eftertragtet kogekone på egnen, det er rigtig mange konfirmationer og sølvbryllupper hun lavede maden til.
Det er jo aldrig godt for økonomien når en landmand er syg i længere tid. Christian havde fået tuberkulose i den ene hofte og var indlagt på Herning sygehus i en længere periode hvor det ene ben fra hoften og ned blev lagt i gips så han gik med to krykker, og det er jo ikke godt når man samtidig skal passe et landbrug.
Økonomien var nok begyndt at halte lidt, så der kom en gang imellem brev fra sagførerne. For at spare Stinne lidt lavede han en aftale med posten, at når der var rudekuverter så måtte han ikke lægge dem, men give dem personlig til Chr. Han har præsteret at humpe til Ikast på krykker for at få en ordning på sin økonomi.
I 1944 var der en flok røvere der gik ned til alle gårde og bankede befolkningen op og tog hvad de kunne få fat på. De kom også til Chr. og Stinne i Frølund. Først sendte han Stinne og datteren op på loftet, så svøbte han sin dyne om sig hvis de ville skyde på ham og så smed han en pung ud gennem sovekammer vinduet til dem med nogle få kroner i. det var alt hvad der skete dem.
Stinne gik meget op i sin store have, hun havde et væld af blomster. Et år havde hun mange flotte påskelilje. Hun fik nu den ide at det kunne måske kunne stive økonomien lidt hvis de nu solgte nogle af de fine liljer inde på torvet i Herning. Chr. blev sendt afsted med blomsterne, men fik ingen solgt. Nu kom det specielle ved Christians væremåde frem, i stedet for at tage hjem til Frølund med afskårne lilje der kunne pynte hele Frølund, tog han om på Herning sygehus hvor han har opholdt sig i lange perioder og ønskede alle de kendte sygeplejersker en god påske og bad dem om at pynte stuerne med de mange blomster.
Omkring 1947 Solgte Christian og Stinne gården i Frølund og flyttede til Esbjerg hvor Stinne havde et Hjemmebageri, og Christian af alle steder tog arbejder i Søby brunkulslejer. At tænke sig Christian med sit stive ben i bunden af en dyb kul grav kunne jo ikke lade sig gøre, så Christian blev opmåler af det kul der blev gravet op og måske det vognmændene fik læsset.

De byggede et hus i Højgade, i enden af trikotagehandler Peder Elmholdts have. Og her begyndte Stinne at lave mad som mange af byens borgere hentede hver middag.
De havde en ældre ungkarl, Anders, til at bo i kælderen og på fast kost. Stinne lavede mad og Christian var reservepost med tur i Birk hver dag. Han kørte på en gammel knallert med det stive ben strakt lidt bagud.
Efter jeg var kommet hjem fra militæret og havde fået værelse og arbejde i Hammerum henvendte jeg mig til Stinne Bentsen om jeg kunne købe fuld kost ved hende, men Stinne sagde Nej. Men så kom Christian og mente at det kunne nok lade sig gøre.
Det blev sådan at vi i flere år var tre Anders, Helge og undertegnede der var på fuld kost. Selv søndag morgen hentede jeg Jyllands-Posten til Christian, og så sad vi og hyggede os.
Var der en aften fodbold i fjernsynet sagde Christian “Vil du ikke med ind i stuen og se fodbold, og så sad jeg der og drak kaffe sammen med Christian og Stinne, der gerne sad og strikkede.
Det var et par mennesker jeg mange gange tænker tilbage på, og som jeg sammen med har nogle fantastiske minder om.
Svend Eriksen.

Opdateret