Herning Historie

Et forsvundet fag i bybilledet.

Igennem flere årtier sås i bybilledet den kørende mælkehandler, som det lokale mejeri stod bag. Den første som jeg erindrer, var Frederiksen. Han boede på hjørnet af Hovedgaden og Christians gade, i det lille hus som senere blev til Centrum cykler.

Ud over han kørte rundt i byen med hestevognen med mælkevarer, så havde de et lille udsalg i huset de boede i. Dette udsalg blev senere flyttet til mejeriet i Jernbanegade, så de hestevognskørende mælkehandlere kun havde salg fra vogn.
Det foregik jo ved at kunderne mødte op med fade og kander og fik den ønskede portion mælk/fløde målt op i forskellige målebægere. Ordren kunne lyde: En pot sød og en pæl fløde, eller lignende gamle måleudtryk.
Om vinteren kunne det godt være noget af en opgave at holde hanerne på mejeri spandene optøede. Man havde så en spand med kogende vand, som man af og til måtte til mejeriet og have udskiftet. På et tidspunkt begyndte mejerierne at tilbyde de samme varer på flasker. Dog var det stadigt muligt at få i “løs” mål. Mejeriet havde nogle bestemte leverandører, som måtte levere “bymælk”
Da Hammerum Mejeri først i 1950’ere byggede i Højgade havde man stadig en hestevogns kørende mælkehandler Så der blev bygget stald og garage dertil. Svend Mortensgaard havde i en årrække været byens kørende mælkehandler, men ønskede at stoppe. Laurids Jensen tog over, men ønskede at bruge bil i stedet for hestevogn. Ud over Hammerum kunne han nå til Birk, idet der var kommet en del bebyggelser der.
Samtidig begyndte en ret kraftig udvikling i Hammerum, med udvidelser af byområdet, så det blev ikke muligt inden for rimelig tid at betjene de nye områder I 1961 bestemte mejeriet at sætte vogn nr. 2 i gang og så samtidig udvide betjeningen til Gjellerup og Lund. Den første ansatte kusk, fortrød efter nogle måneder og man ansatte en ny. Han blev en ret populær mælkehandler, men ønskede at køre endnu mere bil end mælkeruten gav anledning til. Så han søgte ind til DSB som rutebils chauffør og blev antaget.
Så i 1962 henvendte mejeriet sig til mig og tilbød stillingen. Jeg slog til og i april måned overtog jeg bil og forretning. Den første tid havde jeg to stillinger idet jeg havde kørt som svine kontrolassistent og måtte køre til min afløser var ansat. Det indebar at jeg havde 2 biler for at kunne bestride det.

En bunden stilling.
Stillingen som kørende mælkehandler var jo meget bunden, idet vi kun måtte holde fri 4 dage om året, jule- og nytårsdag, langfredag og påskedag. Pinsedag skulle vi køre, idet det kunne være så varmt, at kunderne ikke sikkert kunne opbevare mælkeprodukterne. Køleskab var ikke alle mands eje på det tidspunkt.
Så de første 8. år jeg kørte, var på disse betingelser. Senere fik vi en ordning med at passe udsalget på mejeriet hver 3. søndag formiddag, men efter nogle år blev denne også lukket om søndagen. De første mange år var det flasker 1/11, 1/21, 1/51, 1/101 med en pap låg på. Når det var streng frost, kunne varen i flasken udvide sig så pap låget sad frit i luften, hvilket gråspurvene var hurtige til at opdage og forsynede sig med fløden.

Der var jo flaske regnskab, så kunderne stillede de tomme flasker ud til ombytning. Et sted lå flaskerne altid og trillede ude på gaden når jeg kom om morgenen. Vi opdagede så det var pindsvin der væltede dem ned fra trappen, for om der var lidt mælk tilbage i dem.
Enkelte kunder brugte at lægge penge ud sammen med bestilling og flasker. Det var der en avisbud der fandt ud og ikke kunne stå for fristelsen til at tage pengene og smide bestillingen væk, så kunderne kunne ikke forstå de ikke fik det ønskede, indtil det blev afsløret.
Eftersom ruten og kundekredsen voksede, måtte vi begynde tidligere og tidligere om morgenen for at kunne være færdig med ruten samtidig med at mejeriet lukkede ned om eftermiddagen. Så kl. 5,00 skulle vi gerne køre ud fra mejeriet med første læs. Det at komme rundt i byen på dette tidspunkt kunne godt give sjove oplevelser Nogle var på vej hjem på det tidspunkt, men ikke ønskede at møde mælkemanden måtte så cykle en omvej.

Selv politiet havde jeg oplevelser med. Hvis de kørte i byen og så man bare krydsede gaden lidt hurtigt, kunne de godt sætte efter og komme lidt rask omkring gadehjørnet for så at se man der stod med favnen fuld af mælkeflasker. Så var det hurtigt i bakgear tilbage til hovedgaden. En periode havde jeg en kollega der havde mistet kørekortet. En morgen mødte jeg en patruljevogn som jo bemærkede at jeg var alene i bilen. De vendte og kørte efter mig og da de nåede mig hoppede de ud og spurgte om de måtte se mit kørekort og da jeg trak det op af lommen blev de noget forundret. De vidste ikke at vi var 2 kørende mælkehandlere i Hammerum.
På et tidspunkt blev en tredje vogn sat i gang og dens rute blev udvidet med en afstikker til Kølkær.

Udviklingen i vare tilbuddet.
Efterhånden kom der nye varer i mejeriets tilbud til kunderne. I starten bestod udbuddet i Smør, Sødmælk, Skummetmælk, Kærnemælk, Piskefløde og Kaffefløde. Så kom Letmælken til og den blev straks den helt store dille. Den var i starten vitaminiseret, men der opstod tvivl om det heldige deri. Så det blev ændret til almindelig mælk igen. Surmælksprodukterne fik også stor udbredelse og der kom mange forskellige arter deraf.

Flaskerne sættes ud.
Den største revolution i min tid, som kørende forhandler var, da vi satte flaskerne ud og gik over til plastikposer. En enorm lettelse, selvom der i starten var mange problemer med tætheden. Der blev udleveret plastikkander i forskellige størrelser til opbevaring af poserne. Surmælksprodukterne blev dog leveret i pap kanon, idet konsistensen af disse varer ikke kunne fastholdes i plastikposer.
Inden for mejerierne kom der mange sammenlægninger og konsummælks produktionen realiseredes af færre mejerier. Så plastikposerne forsvandt ret hurtigt igen og pap karton blev det dominerende.

Kampen om kunderne.
Da købmændene begyndte at handle med mælk, ændrede det helt vilkårene for de kørende mælkehandlere. Med købmændenes mange tilbud, blev vores salg det daglige forbrug man gerne ville have sat på trappen. Det der ellers satte vores omsætning op, var jo det ekstra der skulle til i forbindelse med højtider og lignende. I de første år kørte vi jo den 24. december. For at nå igennem ruten begyndte vi kl. 4,00 om morgenen og var færdige kl. 16,30. Omsætningen havde været god og så havde man fri juledag.

Oplevelser med kunderne.
De kunder der fik varer før kl.8,00 om morgenen, havde regninger og blev besøgt en gang om måneden for betaling. Der kunne godt opstå sjove episoder der om morgenen. En kunde havde ikke været hjemme da jeg var der med regningen. Morgenen efter lå der besked: Ring på jeg vil betale! Det gjorde jeg så, men nu ville skæbnen, at hun netop denne morgen sov over og da der blev ringet på, sprang hun ud af sengen, løb til døren og åbnede den kun iført trusser. Døren blev lynhurtigt smækket i, før hun igen kom ud i mere tøj.
En anden oplevelse var i præstehaven. Kunden skrev på bestillingen, at hun ønskede at betale. Jeg tog elevatoren op, ringede på og kundens søn lukkede op og bød mig indenfor som de plejede og jeg gik til køkkenet. Fruen var i bad og hørte der blev ringet på. Snuppede morgenkåben for at gå til døren, da hun opdagede mig i køkkenet, hun fik meget travlt med at få kåben på. Enkelte kunder var ikke nemme at få penge fra. Et tilfælde var jeg kommet til kunden før manden kom hjem, da han erfarede det kørte han ud af gården igen i rasende fart.

Fagets afvikling.
Efterhånden som der kunne købes mælk så mange steder blev vilkårene svære for vi havde ingen muligheder for at lave tilbud på vores varer. Vores tilbud bestod i at levere varen til døren. Så flere og flere stoppede og vi der blev tilbage, tog jo det bedste fra de ruter der stoppede.
Min mælkevogn blev den sidste der kørte i Hammerum Herred. I 1985 blev det bestemt, at Hammerum Mejeri skulle nedlægges. Da havde jeg også slidt 7 folkevogne op og var i gang med nr. 8. 23 år havde jeg været en del af bybilledet. Mange drenge havde hjulpet mig og tjent en lille lommeskilling. Selv om vi var på gaden, havde vi undgået at blive indblandet i færdselsuheld i alle årene. Så midt i april måned meddelte jeg mine kunder, at den 19. april var sidste dag, der ville blive leveret mælk rundt.
Det blev en rørende dag, tænk jeg fik så mange presenter, at jeg midtvejs måtte køre hjem, for at tømme bilen. En epoke var slut, – men for mange er jeg stadig “Mælkemanden”.

Jens Østergaard

Opdateret