Herning Historie

Fra landsbysamfund til industrisamfund

af Frida Skov Olesen

Jeg er født på en lille gård i 1918 i Åle sogn. Gården hedder Brejnholm og var på 44 tdr. land. Gården var en firlænget bindingsværksgård og stråtækket.
Hvis vi går nogle hundrede år tilbage kan jeg læse i Åle sogns historie, at gården var bygget i borgstil, med voldgrave om, ikke særlig stor, og kan dateres tilbage til 1372 og hed dengang Bregenholm, den var med noget større jordtilliggender end i dag. Det var i Valdemar Atterdags sidste regerings tid.
Af historien at læse, ser det ud til den har haft en lidt omtumlet tilværelse, er brændt på et tidspunkt, har haft mange forskellige ejere inden for adelen.

Luftfoto af Brejnholm

Luftfoto af Brejnholm


Nu kommer jeg så frem til mit fødehjem, den blev bygget omkring 1868. En firelænget bindingsværksgård med stråtag og med mødding midt på gårdspladsen, der var en lav mur omkring, bortset fra det stykke ind mod kostalden. Gården lå på det tidspunkt, den blev bygget, ca. 300 m. mod nord vest. Min far købte Brejnholm og overtog den i juli 1904, mor og far blev gift i nov. samme år.
Jeg er den fjerde yngste af en søskendeflok på 11. Vi havde et godt og trygt hjem at vokse op i, der var altid en god atmosfære at være i. Åle sogn var ca. 6 km. i alle retninger.

Kulturel og skolemæssig, var vi godt med, vi gik i skole hver dag 6 dage om ugen, vi havde 5 klasser i skole, 1 år i første, 2 år i anden, 1 år i tredje, 2 år i fjerde og sidste år i femte.
Sommertimeplanen var for de første 3 ældste klassers vedkommende lagt tilrette, så de begyndte kl. 7,00 og fik fri henholdsvis kl. 10,30 og 11,30, så kunne de komme hjem og hjælpe til. I vinterhalvåret gik vi til gengæld fra kl. 9,00 til kl. 16,00 hver dag. Der var 2 forskoler, en i hver ende af byen, der var nok 2 km imellem dem, det var fordi de små ude på landet ikke skulle have så langt at gå, der var ikke mange børn, der havde cykler dengang, og var der nogen, var det en voksen cykel og måske til deling med nogle søskende.
Der var 10 min. frikvarter hver time og en halv times middag i vinterhalvåret.
I religion havde vi en lille sangbog med bibelske sange, ligeledes en lille sangbog i danmarkshistorie.
Der hørte et ret stort sløjdlokale til skolen med 12 sløjdborde og tilhørende håndværktøj, det var jo kun til drenge dengang. Pigerne havde håndgerning.
Midt i Åle by lå hovedskolen, der gik vi fra fjerde skoleår. Da jeg gik i skole fra 1925 til 1932 så vintertimeplanen sådan ud: dansk, regning og religion var hovedfagene, så havde vi danmarks-historie, verdenshistorie, geografi, en sangtime om ugen, 1 fysiktime, hvor der blev demonstreret af læreren, mens han forklarede, hvordan det kunne bruges i praksis. Vi havde også 2 gymnastiktimer om ugen i forsamlingshuset. Der var/er et dejligt stort forsamlingshus bygget omkring 1924, og der har vi haft mange gode timer.
I dansktimerne var både grammatik og læsning, og vi fik lært at læse – og læse klart og tydeligt, og vi havde rigtig mange dansktimer de 2 sidste skoleår. Læreren var god til at gøre det interessant, så det føltes ikke som en plage. Vi havde ikke mange lektier for hjemme. I regnebogen var stykkerne inddelt i timer, var vi ikke færdige, når timen var slut, skulle det gøres færdig hjemme til næste regnetime.
I læsning fik vi et stykke for, men vi skulle ikke lære udenad. Vi sang salmer og sange så vi efterhånden kunne dem. Næsten hver time begyndte med en sang.
Sommertimeplanen var på færre timer, og i stedet for fysik havde vi botanik, vi ville jo gerne ud at gå i naturen og finde vilde planter, som vi så fik fortalt navnet på, og til tider skulle vi finde dem selv og tage’ dem med i skole. Gymnastiktimerne blev skiftet ud med boldspild på sportspladsen. Da jeg var 14 år og konfirmeret, var jeg med de voksne.
Vintergymnastikken var for pigerne om eftermiddagen, tirsdag og fredag. Der var to hold, et kl. 3 med Snoghøj gymnastik og kl. 4 med Bukh’ s gymnastik. Det var kutyme, når de unge piger blev fæstet, at de fik at vide, de havde fri til gymnastik de 2 dage om ugen, de måtte selv vælge, hvad hold de ville på. I vinterhalvåret var der foredrag hver 14. dag om aftenen, der var en foredragsforening der arrangerede det. Gymnastikforeningen arrangerede folkedans en aften om ugen de uger, der ikke var foredrag om aftenen.

Kirken i Åle er en meget gammel kirke, måske fra først i 1300 tallet, i min barndom var der ingen tårn. Kirkeklokken hang på vestgavlen på en sværd bjælke. En ret velhavende ungkarl skænkede penge til et tårn, som blev indviet sidst i september 1934. Som jeg husker det, var Åleboerne flittige kirkegængere, alle kom i kirken, men også i forsamlingshuset.
Trods det, at sognet ikke var stort, var der mange små forretninger, vi kunne få vore behov dækket. Der var et Andelsmejeri, smed, maler, skomager, slagter, barber og frisør, brugsforening, telefoncentral, skrædder, 2 bagere, træskomand, købmand, elinstallatør, sognet havde sit eget elværk, og i den
vestlige ende af byen lå møllen. Der var ikke ret mange landmænd dengang, der selv havde kværn.

I året 1932 døde far 8 dage efter min konfirmation, han var blevet opereret for kræft i ugen før, det var en vemodig dag, men lige godt en god dag med stærke minder.
Da far blev syg, blev der samtidig konstateret tuberkulose og kalvekastning i vores besætning. Det var på et hængende hår, vi reddede Brejnholm.
Ved fælles hjælp og sparsommelighed lykkedes det, og den er stadig i slægten.

Brejnholm 1934

I 1933 kom jeg første gang i huset som pige, jeg fik 15 kr. om måneden. Jeg havde 4 gode og lærerige pladser i huset. Jeg oplevede ikke at komme på efterskole, der var ikke råd til det den gang, det varede 4-5 år, før der begyndte at blive lidt tilovers.
Til nytåret i 1934 kom jeg i huset som pige i præstegården.
Præsteboliger dengang, har jeg indtryk af, var altid store og med en masse værelser, og dengang blev der jo varmet op med komfur i køkkenet og kakkelovne i stuer og værelser, så der blev brugt megen tid på fyring og rengøring.
Vi var 2 piger en lidt ældre end jeg som kokkepige, og jeg skulle så fungere som stuepige og mange andre gøremål. Vi havde en arbejdsplan at gå efter, arbejdet var lagt godt til rette, vi var aldrig fortravlede. Vi havde en time fri om middagen, når der var vasket op. Dengang spurgte man jo fri, hvis man skulle på besøg. Det, der var arrangeret i forsamlingshuset, deltog vi i som en selvfølge. Vi havde fri hver anden søndag om eftermiddagen, når middagsarbejdet var gjort.
November dengang var den store skiftedag på landet. Det var meget almindeligt dengang, at karle og piger blev fæstet for et år ad gangen.

Min mand Kristian Skov Olesen kom til Åle som karl 1. november 1933. Det var jo altid lidt spændende, når der kom nye folk til sognet, det var ved gymnastikken og folkedansen, vi så dem i første omgang.
I julen arrangerede gymnastikforening en aften med dans for medlemmer, det var altid festligt, der var pyntet med gran og lys.
Nu var det jo så spændende, om de nye, der var kommet til sognet, nu også kunne danse. Vi havde et lille danseorkester i Åle. Vores post var en god violinist, en damefrisør var god til klaver og hendes mand på tromme, ind imellem var der en fjerde mand med trompet, han var ikke fra Åle. At høre ham spille en trompetpolka var en oplevelse.
Nu var der så ikke dans igen før efter forårsopvisningen.

Som før beskrevet var der skænket penge til et kirketårn, opførelsen af den blev påbegyndt i foråret 1934. Jeg kunne fra køkkenvinduet i præsteboligen følge opførelsen af tårnet sommeren igennem.
Vinkelret på nuværende præstebolig ligger den helt gamle præstebolig, som er med bindingsværk og stråtag, den er fredet nu og bliver brugt til museum, og lokalhistorisk har et værelse her.
I min tid i præsteboligen boede præstegårdsforpagteren i den helt gamle præstebolig, så vidt jeg husker er den bygget i 1600 tallet.
I løbet af 1934 fandt Kristian og jeg ud af, at vi godt kunne leve livet sammen.

Den 1. november 1934 rejste han hjem og var karl hos sin far i Langelund et år, inden han kom til OlIerup på en 5 mdr. s Højskoleophold og derefter ind som soldat først i maj 1936.
Jeg blev i præstegården til maj 1935, var så pige hjemme hos mor om sommeren. Den sommer deltog jeg i Landstævnet i OlIerup – en stor oplevelse.
Som pige på landet deltog man jo i alt både ude og inde, der var bl.a. håndmalkning morgen og aften, rengøring af mælkejunger og spande, i roerne ved udtynding og til tider med fodring af dyrene. Længere hen på sommeren med hø- og kornhøst, senere kartofler og roer. Når vi arbejder på den indtægt (mark), hvor borgen havde ligget, kunne vi se aftegninger, hvor voldgraven havde været og så gik tankerne tilbage i tiden: “gad vide, hvordan den borg har set ud”. Der er fundet enkelte Munkesten, hvor borgen har ligget.

Frida og Kristian Skov, diamantbryllup 1997

Opdateret