Fru Lise Munk og fredningsnævnet
Holstebro Dagblad bragte den 9. september 1966 under overskriften ”Fru Lise Munk og fredningsnævnet” følgende leder:
”Digterpræsten Kaj Munks hustru, fru Lise Munk, har på ny taget ophold i den gamle præstegård i Vedersø. I en række år har fru Munk boet i en Hellerup-villa. Den er nu solgt, og det egentlige hjem er atter i Vestjylland. Det føles sikkert godt at være ”hjemme igen”, men tilværelsen er ikke uden bekymringer. For fru Munks vedkommende er en af dem statens alt for store interesse for hendes private plantage i Vind og for tilsvarende arealer i nærheden af Hoverdal. Disse bekymringer deler fru Munk bl.a. med ejeren af ”Troldtoft” i Vind. Her ligger en gammel hedegård, som har været i samme slægts eje i 400 år, og også dén er staten ude efter. Staten er i dette tilfælde repræsenteret af fredningsmyndighederne. Man ønsker at frede den plantage, hvorfra Kaj Munk havde så mange gode jagtminder, og man ønsker at få ret over den gamle slægtsgård. Enhver kan forstå, hvor dét kan gøre ondt…
Disse fredningsbestræbelser synes at være noget urimelige. Staten ejer i forvejen Stråsø Plantage og andre store arealer deromkring, i alt ca. 12.000 tønder land. Skulle der ikke være ”rekreative områder” nok? I særdeleshed i betragtning af, at dette amts befolkning i forvejen har god plads. Der er højt til loftet og vidt til væggene i Vestjylland. Det skulle ikke være nødvendigt at fare så hårdt frem hverken mod digterpræstens plantage eller mod den gamle slægtsgård.
Fredning kan være udmærket, men vi må huske på, at den danske befolkning først og fremmest skal leve og arbejde. Vi kan ikke frede hele landet. Når desuden fru Munks plantage står gæstfrit åben for de få, som finder derud, og når staten i forvejen ejer titusinder af tønder land i Vestjylland, skulle man synes, fredningsmyndighederne kunne være lidt mere tilbageholdende.
En alt for hård fremfærd kan let gøre befolkningen fjendtlig stemt mod fredning, skønt det dog skulle være en sag, som taler til de blidere følelser i mennesket. Bevarelsen af skønhedsværdier er vel en opgave, men der er også private, som forstår den. Hvorfor skal staten absolut altid være alle steder og blande sig i alting?
H.B.”
Andre historier
-
En liden plovdreng i Gjellerup
Sognets første sognerådsformand fik som dreng alle de klø, der kunne ligge på ham Fortalt af CHRISTIAN N. HANSEN LAASTRUP l den spændende saga om Vestergård i Gjellerup, som lærer Christian N. Hansen Laastrupskildrer så levende, kommer han til Christen Nielsens efterkommere. Christen Nielsen varham med de 18 børn, han blev 84 år gammel og […]
-
En nabostrid
Før udskiftningen, medens en del af jorden endnu lå under fællesskabet, kunne der let blive anledning til stridigheder, det findes der flere eksempler på. Markerne lå spredte på de mest dyrkningsegnede steder, og det mellemliggende hede og overdrev lå under fællesskabet og her kunne enhver græsse sine kreaturer og får. Det er klart, at det […]
-
Øjenvidne til Hernings købstadsfest 1913
Oluf Nielsen fortæller som øjenvidne til festen 1913. Tirsdag 1. April 1913 ophøjedes Herning til Købstad. I den Anledning blev der afbrændt et mægtigt stort Fyrværkeri paa Torvet. Der var Festmiddag paa Hotel ”Eyde” for afgaaende Sogneraads- og tiltrædende Byraadsmedlemmer samt mange flere. Kl. 12 Midnat proklamerede Direktør Yde, at Herning nu var traadt ind […]