Gerda Marie Østergaard

f. Troelsen (født 27/11-1917 – død 18/04-2007)

Erindringsbilleder fra årene 1930-1950

Skrevet i perioden fra januar til april 1988

Renskrevet af Annie Østergaard, december 2024 (skrive- og stavemåde er som skrevet af Gerda Marie Østergaard)

Min konfirmationsdag den 3. april 1932

I kirken

Det var en smuk forårsdag, og den gamle Arnborg Kirke var helt fyldt af konfirmander, forældre, søskende og andre som gerne ville være med. Efter salmesang, tekstlæsninger og prædiken kom præsten ned i kirken og vi konfirmander stod i to rækker op langs kirkestolene, og nu kom den spændende overhøring, hvor vi skulle høres i skriftsteder og hvad vi ellers havde lært i løbet af vinterens konfirmationsforberedelse. Til sidst skulle hver konfirmand sige et salmevers; vi havde lært mange salmer udenad både i skolen og hos præsten, og jeg kan huske vi blev hørt i salmen “Hil dig, frelser og forsoner!” Og jeg skulle sige det sidste vers:

“Ja, jeg tror på korsets gåde,
gør det, frelser, af din nåde.
Stå mig bi, når fjenden frister!
ræk mig hånd, når øjet brister!
sig: Vi går til Paradis!”

Efter overhøringen gik vi konfirmander op i koret, præsten gik for alteret og sammen fremsagde vi trosbekendelsen, og menigheden og vi sang “Lad verden ej med al sin magt, os rokke fra vor dåbes pragt -”. Derefter knælede vi ned én efter én og blev konfirmerede efter salmebogens ritual. Det var meget højtideligt i kirken.

Søndagen efter var alle konfirmander og forældre igen i kirke, og vi nykonfirmerede var for første gang med ved altergangen.

Mit konfirmationsord i kirken var:

“Jesus sagde: Jeg er verdens lys, den, som følger mig,
skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.”
Johs. Ev. kap. 8 vers 12.

Det ord betød meget for mig den dag, og det har fulgt mig i alle årene, som er gået siden da.

Festen i mit barndomshjem den 3. april 1932

Mor (Ellen Kirstine Troelsen, f. Olesen, f. 22/03 1875, død 26/07 1964) og Far (Troels Marinus Troelsen, f. 03/02 1870, død 13/12 1954) og mine søskende havde gjort alt for at vi skulle have en festlig dag. Hele huset var skuret og skrubbet og gulvene ferniserede og blanke, gardinerne nyvaskede, stivet og strøget og hængt op i de fineste læg og folder. Der var blevet bagt og stegt, det bedste skulle sættes på bordet.

I butikken var der dækket et langt bord med hvide duge og der var pyntet med blomster og grene og små gule pyntekyllinger. Blandet gæsterne var fru Krag-Jensen fra Randers. Hendes mand pastor Krag-Jensen var præst i Arnborg, da jeg blev døbt, og de var begge faddere ved min dåb, sammen med mine søskende Anne (Anne Troelsen, f. 14/07 1900, død 13/02 1980) , Maja (Maren (kaldet Maja) Johanne Bækgaard, f. Troelsen, f. 09/03 1902, død 13/11 1999) og Peder (Niels Peder Troelsen, født 27/04 1899, død 11/03 1984)

Andre gæster var alle mine mostre, fastre, tante, onkler, samt præstens, degnens og mejeristens som vore nærmeste naboer. Jeg fik mange fine gaver: af mostrene guldkæde og ring, af naboerne toiletsæt: spejl, kam og børster. Desuden en brun attachétaske (lille, brun læderkuffert), bøger, andre smykker og selvfølgelig en salmebog og et Ny Testamente.

Jeg havde fået den fineste kjole vi kunne finde i Herning og en god frakke samt andendagstøj. Far og Mor syntes altid jeg skulle have det pæneste, de kunne give mig, så jeg var gennem hele min barndom blevet meget forkælet.

1932

I eftersommeren det år rejste Klara til Diakonissestiftelsen for at uddanne sig til sygeplejerske; det var et stort savn i hjemmet, især for Mor, som havde haft god hjælp af Klara i det store hus.

Far havde som købmand nok at se til dagen lang; tit måtte Mor også hjælpe til. Efter Fars sygdom i 1926 var Pilgaard kommet til at hjælpe i butikken og der fik han mange travle år.

Butikken skulle hver lørdag aften gøres ekstra godt ren, så da var vi alle i arbejde med at pudse, vaske af og vaske gulve. Pilgaard (Niels Pilgaard Troelsen, født. 15/04 1904, død 22/08 1972) bar mange spande vand til at skrubbe cementgulv i den lange gang ud til mejeriet samt trappe og fliser udenfor.

Om lørdagen var der åbent i butikken til kl. 20.00, så det blev sent inden vi var færdige med rengøringen, men så smagte kaffe med Mors nybagte boller og kringle også godt, når vi til sidst samledes om køkkenbordet.

1932-1933

Lørdagsrengøringen var i det hele taget noget helt for sig. Foruden butikken om aftenen havde vi hele lørdagen haft travlt med at gøre rent. Der var kontoret, den pæne stue med gulvtæppe, røde plysmøbler, kurvestole og klaver; der var spisestue med linoleumstæppe, bord, stole, buffet, anretterbord og chaiselongue (sofa), mellem stuerne var forgangen med knagerækker, spejl og kommode, stor dobbelt udgangsdør og døre til stuerne og dør til butikken.

I det store spisekøkken var der stort bord til 10 personer, stole, divan, kommode og et stort skab, hvor der var porcelæn på de øverste hylder og håndklæder, viskestykker m.m. på de nederste hylder. Midt på skabet var en klap, som kunne slås ned, så der kunne sidde et par stykker og spise; inde i rummet var der krydderihylde, kasse til gaffeltøj, krukker med sukker, mel og salt. Oven på skabet stod småkagedåserne! Så må vi ikke glemme det store komfur og tørvekassen. Det var den gang, vi fyrede med tørv i komfuret, når der skulle laves mad, og i stue og kontor var der kakkelovne, så det gav meget ekstra arbejde; det støvede også, især når askeskuffen skulle bæres ud.

Vi havde så baggang, bryggers hvor vi stod og vaskede op, spisekammer, vaskehus, hvor pumpen var, så vi måtte bruge håndkraft, når vi skulle have en spand vand.

Der var en vaskeplads, hvor vi kunne stå og vaske os, og i vaskehuset blev de sorte komfurgryder stillet på gulvet, når de skulle skrubbes rene, og “madam blå” måtte også ned i vaskehuset, når posen skulle skylles. Der var afløb ud gennem væggen til åben rendesten ude i gården.

Loftetagen over stuehuset var stort og i den ene gavl var indrettet et vinkelformet kammer, hvor Far og Mor havde deres senge, servante, kommode, bord og stole og henne i vinkelhjørnet stod en stor seng, hvor Klara og jeg sov i mange år. Senere flyttede vi hen i den anden gavl, hvor der var et pigekammer med to senge.

Ved siden af var et gæstekammer med stor seng, servante, stol og bord, på servanten et fint servantestel og ved siden af servantespand. Så en gæst kunne vaske sig på værelset!

På alle værelser var der kammerpotter, som hver dag blev tømt ud i en servantespand, som stod uden for døren ved soveværelset, og så skulle spanden bæres den lange vej ud i baghaven, hvor den blev tømt i askemøddingen.

Om lørdagen skulle der vaskes gulv og gøres rent i alle disse rum; alt skulle være fint i orden inden døre. Og om sommeren skulle haven gøres i stand, gangene rives, fortovet fejes. Og til sidst skulle en af os på cyklen og af sted på kirkegården, hvor familiegravene skulle gøres i stand og der skulle en buket fra Mors have på gravene.

Søndagen – i 1930’erne

Det var en dejlig fornemmelse at vågne op søndag morgen når alt var i orden både inde og ude – det duftede af sæbevand, alle vinduer var blanke og i køkkenet havde Mor travlt med at forberede en god søndagsmiddag.

Far gik hver søndag til Arnborg Kirke; han havde sin faste plads lige under prædikestolen, der stod hans salmebog fra søndag til søndag. Når Mor kunne overlade madlavningen til en af os, var hun også med i kirken, ellers skiftedes vi unge til at cykle om til gudstjenesten.

Søndagen var virkelig søndag i vort hjem: det var helligdag og hviledag. Vi spiste altid middagsmad inde i spisestuen om søndagen og der blev dækket pænt bord med hvid dug og søndags-spisestel.

Kl. 12.00 søndag middag trak Far det fine, store ur (Uret havde Troels Marinus Troelsen fået af mejeriets bestyrelse, fordi han gav jorden hvor mejeriet blev bygget. Senere hang uret i kontoret i Købmandsgården, og i dag befinder det sig på Arkivet i Arnborg) i spisestuen op, så det kunne gå en uge mere. Så satte Far sig for bordenden, og når vi alle havde taget plads ved bordet, bad Far bordbønnen:

“I Jesu navn går vi til bord,
at spise, drikke på dit ord,
dig, Gud, til ære os til gavn
så får vi mad i Jesu navn.
Amen”

Og når det gode måltid var slut, bad Far:

“Gud ske lov og tak for mad og drikke,
tak, fordi du os glemmer ikke,
tak for nåden, du os gav
fra vor vugge til vor grav.
Amen”

Søndagen var næsten den eneste dag, hvor vi alle kunne spise samtidigt; alle ugens dage ellers skulle butikken jo passes, så da var det vanskeligt at få ro til spisningen, des mere nød vi søndagssamværet.

Lampepudsning – omkring 1930

Det var et stort arbejde at holde alle petroleumslamper i orden. Der var hængelamper i kontor, stuer, køkken og forgang, to store i butikken, én i pakhuset, og så havde vi flere køkkenlamper til de andre rum.

De små køkkenlamper var indrettet, så de kunne hænge på væggen; man kunne tage dem og bære dem rundt i de forskellige rum, og man skulle også have en lampe i hånden, når man gik op i soveværelserne.

Lamperne skulle påfyldes petroleum, vægerne skulle ordnes og en gang om ugen skulle de pudses. Så tog vi dem allesammen ned på det lange bord i vaskehuset, og så måtte vi have fat i Brasso pudsecreme og pudsekludene.

I 1936 fik vi indlagt elektrisk lys; det var en stor forandring, et fremskridt, som blev mødt med nogen skepsis. De ville således ikke have indlagt lys i kælderrummene: det var for farligt! Så i det store kælderrum, hvor der var øl, ost og kartofler bl.a., såvel som i den lille kælder, hvor der var madvarer til husholdningen, et brødskab og et saltkar – i de rum måtte vi en tid endnu have en køkkenlampe i hånden. De store hængelamper blev også opbevaret, for hvis det her elektricitet alligevel ikke var så godt ….!

En storvaskedag i 1930’erne

Storvask havde vi hver 3. eller 4. uge. Nogle dage før skulle de 3-4 store trækar samles frem; de blev opbevaret i et rum inde under pakhuset. Der blev altid hældt et par spande vand i, når de stod til opbevaring for at de ikke skulle blive for tørre. Men det kunne ske vandet stod og blev gammelt og værst var det, hvis der var druknet en rotte i et kar, så måtte der en grundig rengøring til, inden karret kunne bruges til vasketøj!

Dagen før vaskedagen blev alt tøjet sorteret og lagt i blød i de forskellige kar. Selve vaskedagen var Mor tit oppe kl. 5.00 og begyndte at koge tøjet første gang i brunt sæbevand. Det blev kogt i den store gruekedel, som var muret ind i cement og der skulle fyres mange gange i løbet af en vaskedag.

Når tøjet var kogt første gang, blev det vasket på vaskebræt og derefter skulle det koges anden gang i sæbespånevand. Så blev det igen set efter og derefter skyllet i tre hold rent vand, og til sidst vand med Reckitts blånelse i, inden det blev kørt igennem vridemaskinen.

Så var tøjet klar til at hænge ud på tørrepladsen, hvis det var sommer. Om vinteren skulle det hænges på tørreloftet, hvor vi havde mange tørresnore.

Når tøjet var hængt op, skulle vaskehuset gøres fint rent med alt det gode sæbevand, som var gemt til rengøring. Desuden skulle der skures ude på WC’erne, hvor der jo var trækasser med en spand i.

En vaskedag var en lang og streng dag, men så havde man også tøj til ca. 1 måned. Når tøjet var tørt, blev det lagt sammen til rulning, noget skulle stænkes og lægges sammen til strygning. Vi havde en rulle, hvor man kunne rulle to stokke ad gangen; kassen over stokkene var fyldt med sten, så den var tung at trække. Far kunne selv trække den, men det var nu lige så rart at være to til det og så én til at lægge tøjet omkring stokkene, hvoraf der var tre i det hele, så man kunne skifte omkring med dem.

Det, der skulle stryges, måtte vi også have ordnet. Så blev strygepanden sat på komfuret, og derpå blev stillet 4-5 jernstrygejern. Det var en hel kunst at fyre tilpas, så jernene kunne blive varme nok, – dog ikke så varme, at de kunne svide tøjet.

Der blev lagt et uldent tæppe ud over det hvidskurede køkkenbord (som var dækket af voksdug til daglig); over det uldne tæppe blev lagt hvide strygestykker, og så skulle man ellers passe på, at jernene ikke var snavsede! Vi havde nogle hvide klude til at stryge jernene af på; inde i de første klude kunne være fint snittet hvide stearinlys. Stearinen var godt til at gøre jernene glatte med, så de lettere kunne glide på tøjet. Det var især godt, når man skulle stryge forklæder, som var stivede med kartoffelmelsstivelse (kartoffelmel rørt ud i koldt vand i et fad og derefter rørt med en kedel kogende vand, indtil stivelsen var klar og tynd).

1934

I maj det år skulle jeg for første gang ud at tjene. Jeg havde fået plads hos Museumsforstander og Konservator H.P. Hansen i Herning. Min kusine Anna Ottosen havde haft pladsen året før, så Mor og Far var sikre på, jeg fik en god plads. Det blev da også et meget lærerigt år, jeg tilbragte i deres hjem.

Fru Hansen vidste helt, hvordan sådan en helt ung pige skulle læres op. Heldigvis havde jeg lært hjemmefra, hvordan man gør pænt rent i et hus, og jeg tror også jeg var god til at vaske op.

Hos fru Hansen kom jeg også til at hjælpe med madlavningen, og jeg lærte bl.a. at ælte sigtebrød. Det blev gjort i en stor jerngryde, som stod i passende højde på en træstol. En dag skulle jeg gøre en stor torsk i stand til middagen. H.P. Hansen kom i det samme gennem køkkenet og sagde så med stort lune: “Nå, vi har to torsk i køkkenet i dag.” “Nej, vi har tre!” svarede jeg rapt. Det morede H.P. Hansen sig meget over.

Det var et ualmindeligt godt hjem. Anne og H.P. Hansen hørte til valgmenigheden i Herning og de gik regelmæssigt til gudstjenesterne hos pastor Therkelsen. De var begge to jævne og ligetil i al deres færd. Hos dem spiste den unge pige med ved bordet i spisestuen; lige meget hvor fine gæster der var, så var opvartningen og maden som vi fik den hver dag.

Selvom jeg havde det godt længtes jeg alligevel hjem især den første tid. Jeg husker den første søndag jeg havde fri: om eftermiddagen tog jeg min cykel og cyklede til Arnborg, og tænk så var der ingen hjemme; de vidste jo ikke jeg kom. Det var en skuffelse, at jeg måtte cykle til Herning igen uden at have set nogen af dem derhjemme.

I min fritid var der ellers nok at tage del i i Herning; jeg gik til K.F.U.K. møder i hver uge og jeg var med i frk. Mette Riis’s sangkor. Frk. Riis kendte jeg, fordi jeg et par år havde fået klaverundervisning hos hende. Lærer Jensen i Arnborg kørte i hver uge til Herning i bil med Karen og Ellen; de skulle lære at spille, og da jeg var 12 år fik jeg lov at køre med der.

I Herning havde jeg også min store søster Anne, som i de år var bestyrerinde i Schous sæbehus ved siden af Herning Højskolehjem.

1935

Da kom jeg hjem igen efter et år i Herning. Jeg var 17 år.

1936

I januar det år var jeg for første gang i Kibæk. Jeg var i de år stærkt påvirket af “Oxfordbevægelsen”, en religiøs vækkelse, som i nogle år fik stor betydning også for mange unge i Danmark.

Til maj rejste jeg så langt væk som til Tønder, men også den plads havde Anna Ottosen “afprøvet” før mig, og de 1½ år jeg var i Tønder blev en stor oplevelse, som jeg stadig mindes med glæde.

Sønderjylland var jo først i 1920 blevet dansk område igen, hvilket hele egnen bar præg af. Når man gik på gaden i Tønder hørte man mere tysk sprog end dansk.

Jeg var fem måneder på Haslev udvidede Højskole. For mig var det dejlige måneder der.

Allerede ved afrejsen fra Herning banegård 3. november 1937 havde jeg truffet Niels Østergaard fra Kibæk, og vi fandt ud af, at vi begge var på vej til Haslev udvidede Højskole. Jeg følte inde i mig selv, at han ville blive “min skæbne”, men jeg bevarede det som min dybe hemmelighed i de måneder, vi var på højskolen, og jeg kan huske, at det var i marts 1938, at jeg første gang kalder ham “min hjertenskær” i min dagbog.

1939

Året 1938 tilbragte jeg hjemme i Arnborg.

(*Kirstine Østergaard, f. Jensen, født 24/12 1888, død 30/06 1987)
(**Martha Katrine Østergaard, født 31/10 1917, død 15/11 2006)

Samtidig gik Niels i Kibæk og hjalp sin mor og familien med at holde deres hjem i gang. 30’erne var vanskelige tider for landmændene og en ejendom på 18 tdr. land var det nok særligt svært med. De havde jo lillebilkørsel ved siden af, og lægekørselen var en ret god forretning.

Vi skrev begge dagbøger som slutter ved vor forlovelse 12. marts 1939.

Efter den tid har vi delt vore tanker med hinanden, og har ikke haft behov for at skrive i dagbøger.

Ret meget kan jeg vist ikke skrive om 1939; jeg kan huske jeg hjalp Asta (Asta Kathrine Pilgaard, f. Haugaard, født 27/05 1908, død 18/01 1979) en del den vinter. Bodil (Bodil Pilgaard Stubdrup, f. Troelsen, født 04/05 1939) blev født 4. maj 1939 kl. 5.00 om morgenen. Så det var en lærerig tid for mig at være ung pige i huset, mens Asta lå i barselsseng; jeg havde aldrig før haft at gøre med pasning af spædbørn.

Jeg var også kommet til at spille i Arnborg kirke til gudstjenester, det var min første organistplads. Det hjalp godt, at jeg havde spillet til sang hver dag på højskolen, og derhjemme havde jeg spillet ved møderne i Arnborg Missionshus på orgelet der.

På et tidspunkt kom jeg også op på “Gammelgaard” og hjalp dem, mens Kathrine lå i sengen efter en abort. – Men jeg skulle jo også hjælpe hjemme.

1940 begyndte jeg at samle på udstyr (køkkengrej m.v.) og jeg begyndte at sy lagner, pude- og dynebetræk m.m. Jeg husker Mor og jeg havde bestemt at tage til Herning og købe det sidste lærred, vi skulle bruge, netop den 9. april 1940. Det blev en underlig dag, – om morgenen kom de tyske flyvere ind over os, og vi var betænkelige ved at tage til Herning under de forhold, men Far sagde: “I må hellere tage af sted i dag, det er ikke godt at vide, hvordan det hele kan blive.”

Men en mærkelig fornemmelse var det at stå i en forretning i Herning og købe brudeudstyr, mens tyske soldater i biler og på motorcykler drønede gennem byen. Hvordan ville det hele gå, hvordan ville fremtiden blive for os alle?

Imidlertid var det blevet bestemt, at jeg fra 1. maj 1940 skulle rejse til Eltang nede ved Kolding, hvor jeg efter en annonce i “Herning Avis” havde taget plads på en stor gård.

Jeg skulle jo være landmandskone og måtte således ud at lære noget om livet på landet. Det var ikke uden ængstelse, jeg rejste fra min forlovede og mine kære derhjemme; tyskerne havde besat Danmark og meget var blevet anderledes med bl.a. mørkelægning af vore huse og al udendørs belysning, også på bilerne, og efterhånden kom der flere indskrænkninger af danskernes bevægelsesfrihed. Men jeg havde fået pladsen og så måtte jeg altså af sted.

Gårdejerfamilien i Eltang blev glædelig overrasket, da jeg kom til aftalt tid. Det blev da også en udbytterig sommer jeg fik hos Anna og Martin Jensen og deres to piger Maren og Inger.

Jeg vil nødig have undværet det ½ år i det dejlige hjem hos disse prægtige mennesker. Især fru Anna vil jeg aldrig glemme; hun var kun en 40 år og meget, meget dygtig, – både som hustru og mor blev hun mig et lysende eksempel.

Der var meget at bestille, men alt var vel tilrettelagt. Jeg lærte en masse om daglig madlavning og bagning. Der var foruden manden en voksen karl og en fodermester, så vi var mange til daglig. Der var også et stort stuehus at holde i orden og desuden en meget stor have. Vi slagtede også selv gris på gården, så der var meget at lære.

1940

I det halve år jeg var i Nr. Stenderup, Eltang, skrev Niels og jeg breve til hinanden. Det blev til mange breve den sommer; vi længtes meget efter hinanden, og alt har vi skrevet om i vore breve.

Breve er en god ting, der er meget, man bedre kan finde udtryk for ved at skrive det ned, så også gennem vor brevveksling lærte vi hinanden at kende, måske bedre end hvis vi havde boet nærmere sammen.

Brevene giver også et godt tidsbillede af situationen for os danske under besættelsen. Men vi turde ikke hverken skrive eller tale om de ting, som kunne bringe os i vanskeligheder, hvis tyskerne så eller hørte det. En eneste gang er Niels kommet til at skrive “Nazismen”, men det ord blev omhyggeligt streget ud.

Benzinen var rationeret; alle privatbiler skulle “klodses op”, der måtte ikke køres af privatpersoner. Mange lastbiler blev inddraget til at køre for tyskerne.

Madvarer var rationeret, så det betød meget at være på landet, hvor man kunne slagte gris og høns. En stor køkkenhave var også god at have.

Det store Alsangstævne i Koldinghus glemmer jeg aldrig, danskerne måtte finde måder at vise deres danske sindelag, – samhørigheden om alt hvad der er dansk, blev stor i de år.

Jeg kom så hjem til Arnborg 1. november 1940. Vinteren gik med at spekulere på, hvordan vi kunne få vort eget hjem. På grund af besættelsen var det meget vanskeligt at finde “et levebrød”, som vi turde starte med. En overgang var der tale om, vi skulle have overtaget pasningen af Arnborg telefoncentral, Niels skulle så have været arbejdsmand eller vognmand. Men det blev ikke til noget, en anden fik centralen.

Efterhånden blev det sådan, at den eneste løsning vi kunne nå frem til var, at vi skulle forpagte Niels’ hjem, hans mor (Kirstine Østergaard, f. Jensen, født 24/12 1888, død 30/06 1987) skulle en tid blive boende hos os, da der i de år ingen lejligheder var i Kibæk, og man kunne ikke bygge huse, tyskerne skulle bruge cement til flyvepladser m.m.

1941

Foråret 1941 havde Niels og jeg besluttet os for at blive gift. Niels’ mor og mine forældre var klar over, at nu var det altså alvor med, at vi skulle have bryllup. Flere datoer var på tale, men endelig blev det besluttet, at det ville være praktisk med bryllup pinsedag 1941. Brylluppet skulle fejres i mit hjem, og i pinsen var butikken lukket, så der var to dage til at holde fest.

Der blev travlhed i Niels’ hjem med at få ordnet huset om, så der kunne blive plads til os. Vi skulle forpagte ejendommen; Niels’ mor skulle have stue og køkken (som blev indrettet i Niels’ værelse) i den ene ende af stuehuset og ovenpå fik hun et stort loftsværelse til sovekammer.

I den anden ende af stuehuset blev soveværelset gjort i stand til Niels og mig. Vi fik nye soveværelsesmøbler og jeg kom jo med sengetøj og et smukt og godt lager af dyne- og pudebetræk, lagner, håndklæder og viskestykker, samt køkkengrej. Vi måtte have spisestuen som vor stue, Niels’ søskende gav os en lysekrone til stuen i bryllupsgave, men ellers var det Niels’ mors møbler der blev i stuen, indtil hun i 1947 fik lejligheden på Solbakken 20, hvor hun boede i 30 år.

Vi havde et stort køkken til vor rådighed, samt spisekammer, viktualiekælder, bryggers. I de seks år Niels’ mor boede i samme hus som os, kan jeg sige at alt forløb på bedste måde; der var ingen gnidninger mellem os. De mange søskende blev ved at færdes i hjemmet, ude og inde (de var 8 søskende, og de to ældste piger var gift).

Krigens tid – eller rettere besættelsen af Danmark – gjorde, at familiesammenholdet blev stærkere i årene 1940-45. Bare man havde et sted at bo og kunne få mad på bordet hver dag, så var der mange andre problemer, som kunne overvindes.

Brylluppet 1. juni 1941

Der blev stor travlhed i mit hjem, da brylluppet var bestemt. Hele huset skulle gøres klar til fest, gæsterne inviteres og kogekonen bestilles. Der blev bagt småkager og “stort brød”, d.v.s. formkager, lagkager m.v.

Selve festmiddagen skulle være i Arnborg forsamlingshus. Vi skulle være 90 gæster, familien var stor både fra Niels’ hjem og fra mit hjem. Selve dagen var da også kun inviteret den nærmeste familie samt alle mostre, fastre, onkler, tanter.

Aftenen før brylluppet blev jeg “sendt i seng” allerede kl. 9.00. Mine søskende havde noget at ordne, som jeg ikke skulle være med til. Men fra pigekammervinduet så jeg godt nok, at Pilgaards lastbil startede mod Birkebæk; de havde fået lov til af skovrideren at hente bøgegrene ude i bøgeskoven, og så blev der ellers pyntet i forsamlingshuset og næste formiddag i Arnborg kirke, så der var meget festligt begge steder.

Vielsen var i Arnborg Kirke kl. 14.00 pinsedag. Vi havde bedt pastor Maarbjerg, Assing, foretage vielsen (Niels havde haft meget sammen med pastor Maarbjerg i ungdomsarbejdet i Kibæk, ligesom Niels havde kørt for præsten mange gange under vakancen i Arnborg 1939, og ellers i Assing sogn.)

Pastor Maarbjerg talte til os meget personligt over ordene:

“Jeg løfter mine øjne til bjergene: Hvorfra kommer min hjælp?
Fra Herren kommer min hjælp fra himlens og jordens skaber.”
(Salme 121, v. 1 og 2)

Lærer Jensen var kirkesanger og Karen organist. Vi sang salmerne: “Min sjæl, du Herren love -”, “Jert hus skal I bygge på ordets Klippegrund”, “Kærlighed fra Gud” og da Far førte mig ind i kirken, spillede Karen salmen: “I al sin glans nu stråler solen -”. Og det var solskin i kirken og det dejligste solskinsvejr udenfor, så jeg kunde gå i min hvide brudedragt ved Niels’ side og hilse på alle gæsterne.

Så kørte vi om i forsamlingshuset og fik dejlig middag: suppe, suppekød og dessert. Præst og degn holdt taler, Maja havde digtet sang, og Klara holdt tale. Der var sikkert flere af Østergaard familien der holdt tale og der var sang fra Niels’ mor og søskende.

Efter middagen gik vi hen i mit hjem, hvor alle gaverne skulle pakkes ud, og derefter gik Niels og jeg helt alene en tur op på Arnborg bakke i det dejlige sommervejr. Det var vor “bryllupsrejse”. Undervejs var vi inde at hilse på den 90-årige Laust Frandsen, og han blev meget glad for, vi kiggede ind, og jeg glemmer aldrig, hvad han sagde til os: “Ja, I unge tror altid, I kan leve af kærlighed og kildevand, men I skal nok opdage, der skal også brød til.”

Vi samledes så alle i forsamlingshuset igen, hvor vi spillede og sang flere sange, bl.a. “Fædrenes tro -”. Efter det afsluttende kaffebord, var alle gæsterne nødt til at tage hjem; de skulle nå hjem, inden det blev mørkelægningstid.

Men dagen efter tog vi igen til fest i Arnborg forsamlingshus. Da havde Far og Mor inviteret alle naboer og venner, som havde vist os opmærksomhed til andendagsgilde som skik var i Arnborg. Og det blev igen en festlig aften.

Nogle uger senere inviterede Niels’ mor alle i Kibæk-Assing, som havde vist os opmærksomhed, til festaften på Kibæk missionshotel. Så det tør siges, vi blev fejret med manér, 3 dages bryllupsfest!

1941-1950

Hvad skal jeg så fortælle om årene 1941-1950?

Den største glæde og lykke for os i de år, var vore fire drenges fødsel. De blev alle født derhjemme som skik var dengang:

Laurids (Laurids Troels Østergaard), 30. marts 1942
Hans Jørgen (Hans Jørgen Østergaard) 7. juli 1944
Poul (Poul Richard Østergaard) 16. april 1946
Troels (Troels Østergaard), 2. juli 1950

Ved alle fire fødsler var Niels min bedste hjælper og støtte, men vi havde selvfølgelig også jordemoderen fra Skarrild, og hver gang var Niels’ faster Kirstine Ansgar Østergaard en kyndig hjælper til at tage sig af alle de praktiske ting.

Hvor var vi glade og taknemmelige, når alt var forløbet godt, og vi igen var blevet betroet en sund og velskabt lille dreng. Når travlheden var overstået og der var ro omkring os, knælede Niels hver gang ned ved min seng og sammen takkede vi Gud, fordi vi havde fået et dejligt, lille barn i vort hjem.

Og vi fik et dejligt “Firkløver”, de var vor daglige glæde i hele deres opvækst. De havde også en god tumleplads i gård og have, mark og eng. Vi havde også en stor hyrdehund, som de var meget glade for og alle kattene og hønsene. Så var der også 6 køer og kalvene og de 4 heste i staldene. Men hvor kunne drengene blive snavsede, når de “hjalp til” ude ved deres Far i stald og mark.

Engang imellem kørte vi en søndagstur til Bedstemor og Bedstefar (min mor og far) i Arnborg; det foregik jo i gummivogn med to heste spændt for. Gummivognen var en stor trævogn med gummihjul. Den mindste dreng kom i barnevognen, den næste sad i en lille barnestol og den ældste sad på køkkenbænken sammen med Niels og mig. Jeg tror ikke Troels kom med på sådan en køretur, han blev jo født 1950, og da tror jeg vi igen kunne køre privatkørsel i bil.

Ved siden af at passe landbruget var Niels vognmand. Lillebilen blev brugt til at køre for lægen i Kibæk, samt for andre, når det kunne lade sig gøre.

Tillige kørte Niels med heste med bagerens brødvogn flere landture i omegnen, bl.a. til Skarrild – Fjelstervang o.s.v. Det kunne blive koldt en vinterdag i sne og frost; det skete Niels måtte gå ved siden af vognen for at holde varmen. Det skete også, den madpakke han havde med på turen blev stivfrossen, så var det ikke rart.

Med hestene og gummivognen kørte han også brunkul fra brunkulslejerne i Fjelstervang; vi havde en kusk til at hjælpe, for brunkullene skulle læsses med håndkraft og store skovle både ude i brunkulslejerne, og når brunkullene skulle læsses over i banevognene på Kibæk station. Det var slid, som kunne give ømme rygge og træthed i hele kroppen.

Det var slidsomme år for os begge; det kunne knibe med mad og tøj til os alle. Men vi var unge og havde modet til arbejdet, selvom det var småt med indtjeningen.

Under besættelsestiden 1940-45 var det vanskeligt at skaffe de daglige ting, der var rationeringen på madvarer, og det kunne være vanskeligt at lave mad og bage. Fedtstoffer og mel var mangelvarer. Vi brugte bygmel og det blev nu ikke spændende sovs, f.eks. mælk og mel pisket sammen og kogt, det blev sådan en jævning, der mindede om klister, men så måtte der godt med friskhakket persille i!

Og ville man prøve at bage brød, så blev det tit en pæn skorpe, men indeni var et hulrum og bunden var en sejg klump. Og kaffe: det var rugkærner, som vi ristede på stegepanden på det varme komfur. Derefter blev kornet malet på en gammeldags håndkværn og blandet med Richs kaffeerstatning. Og deraf lavede vi “kaffe”.

Godt var det, vi havde grise i stalden, så slagtede vi selv en gris, noget kom i saltkarret, mange færdigretter kom i henkogningsglas og blev henkogt, så havde vi lidt at tage af. Og der blev også fedt, det var dejligt at få en fedtemad. Godt var det, jeg havde fået lært at ordne slagtemad, og jeg kunne også gøre en høne i stand, men Niels måtte hugge hovedet af den.

Brændsel var også et problem; vi havde et lille stykke tørvejord, hvor der kunne graves tørv, men der var nu meget sand i dem, så de gav en masse aske. Engang imellem forsøgte vi at fyre med brunkul, men det var tit vådt og vanskeligt at få til at brænde, og så lugtede det grimt og gav mængder af aske. Vi måtte bruge kvas for at få ilden til at brænde, så grannåle fra kvaset og aske kunne give et snavset køkkengulv.

9. april 1940

1988: Nu er der gået 48 år siden hin morgen, hvor de “sorte fugle” (tyskernes flyvemaskiner) drønede ind over os.

Jeg husker vi stod ude i haven og så efter dem; vi forstod slet ikke, hvad dette var. Men så kastede flyverne løbesedler ned, flyverne fløj meget lavt hen over os, og vi blev klar over, det var tyskerne. På løbesedlerne blev den danske befolkning opfordret til ro og orden: “de fremmede” ville kun “beskytte os”.

Om aftenen kom Niels cyklende fra Kibæk for at se, hvordan vi havde det i Arnborg, og det var med megen ængstelse vi tænkte på fremtiden. Kunne det betale sig at tilså markerne, ville det hele ikke bare blive ødelagt af de fremrykkende tyske soldater? Hvad nu med, at det var bestemt, at jeg skulle rejse til Nr. Stenderup ved Kolding, kunne det lade sig gøre?

Da det første chok havde lagt sig, begyndte hverdagene at gå deres gang som før, omtrent. I det stille vågnede danskerne op, og selvom ingen turde tale ret meget om det, så voksede der en modstandsbevægelse frem i det danske folk. Det vil føre for vidt at gå i detaljer, der er også skrevet gode bøger om “besættelsens 5 onde år”, så de er værd at læse.

Også i Kibæk kom der modstandsgrupper sidst i 1944, og i de første måneder af 1945 blev jeg klar over, at Niels sammen med gode venner var med i en gruppe, hvis opgave bl.a. var at modtage våben, som blev nedkastet af de engelske flyvere. En aften Niels skulle af sted med heste og gummivogn ud i Bjørslev plantage og hente et læs våben, kan jeg huske jeg sagde til ham: “Synes du ikke, det er din pligt at blive hjemme hos drengene og mig?” Niels svarede: “Synes du ikke, det er min pligt at være med til at værne Danmark?”

Men bange var jeg, når han var ude på de natlige køreture, og bange blev jeg, da jeg en dag fandt nogle våben skjult under hakkelsen ude i hestestalden. Men endnu mere bange blev jeg den morgen en mand bankede på vort soveværelsesvindue og sagde: “Niels, skynd dig væk, tyskerne er rundt i husene henne i Kibæk og leder efter jeres gruppe.” Aldrig har jeg set Niels komme så hurtigt i tøjet og være klar til at komme bort. Inden vi tog en hastig afsked, sagde han: “Kald lige på Johannes (Johannes Evald Østergaard, født 14/03 1925, død 13/03 2016) , han må hellere komme væk også.” (Johannes er Niels’ bror, som på den tid hjalp ved brunkulskørselen.)

Niels’ mor blev også vågen ved uroen, og hun kom ned og lagde sig i Niels’ seng, og så lå vi ellers der og rystede og ventede på, hvad der ville ske. Imidlertid havde manden, som vækkede os, mødt tyskerne henne i byen. Han kunne tale tysk, og da de spurgte ham om Niels Østergaard, viste han dem en helt anden vej ud af byen. Så vi undgik deres besøg.

Og hvad gjorde Niels? Senere fik vi at vide, at han løb ned gennem engen, kom gennem åen, løb videre over markerne og kom til sidst ud til Fjelstervang mejeri, hvor Inger og Åge (søster og svoger) gav ham morgenmad, og jeg tror han lånte Åges cykel til at komme videre på. Det var først i marts 1945 Niels måtte “gå under jorden”, som vi kaldte det den gang.

I to måneder opholdt han sig forskellige steder i Jylland hos familie og venner, som han turde stole på ikke ville røbe ham. Han fik et identitetskort med et andet navn, men med hans eget billede. Vi skulle jo efter tyskernes ordre alle have et identitetskort og have det på os altid, og vise det, hvis tyskerne forlangte det.

Jeg ved knapt, hvor Niels var i de måneder; en tid var han “daglejer” på en gård nede i Krogager hos en af vore gode højskolekammerater, som havde en gård. Derfra kunne han cykle ind til Grindsted og besøge min veninde Karen og hendes mand; på den måde kunne Karen så skrive et brev til mig og fortælle om, han havde det godt, selvfølgelig uden navns nævnelse, og jeg kunne skrive til Karen og fortælle, hvordan drengene og
jeg havde det, og på den måde kunne Niels høre fra os derhjemme, men på det tidspunkt vidste jeg ikke, hvor Niels var.

Karens breve brændte jeg straks, ligesom jeg havde gemt alle billeder, vi havde af Niels; jeg tror de lå inde i bunden af klaveret. Vi vidste os aldrig sikker for, om tyskerne ville komme igen, og vi måtte skjule alle spor. Vi mødte megen hjælpsomhed i de måneder. Det var forår og markerne skulle tilsås. Det ordnede vor nabo Ingvard Christensen “Hedegaard”. På en eller anden måde fik Niels sendt en oversigt over markerne hjem, hvorpå han havde indtegnet, hvad der skulle sås de forskellige steder. En karl, Viggo Lund, kom og tilbød os sin hjælp med pasning af kreaturer og kørsel med brunkul. Vi blev hjulpet igennem, og drengene og jeg var raske, mens vi var alene hjemme.

Ja, i 1945 var der kun to drenge: Laurids 3 år og Hans Jørgen 8 måneder; mens deres Far var væk, havde Laurids 3-års fødselsdag.

Men en utryg tid var det. Niels’ mor blev ved at sove i soveværelset hos børnene og mig, men vi blev flere gange vækket, når der var sabotage på jernbanen og skinnerne blev sprængt lidt vest for Kibæk.

5. maj 1945

Den dag glemmer vi, der oplevede den, aldrig. Vi hørte den 4. maj om aftenen befrielsesbudskabet om tyskernes kapitulation over radioen fra England. Vi kunne næsten ikke tro, det var sandt!

Den aften opholdt Niels sig i Herning hos Elin (Elin Vilhelmine Østergaard, f. Nielsen, født 8/6 1919, død 21/9 2008) og Knud (Knud Regner Østergaard, født 10/09 1920, død 1999) (bror og svigerinde); der havde i nogle dage verseret rygter om, at kapitulationen var nær, og Niels var så cyklet hjemad, så han hurtigere kunne komme hjem. Der gik kun få timer før han nåede hjem; jeg tror det var ved midnatstid. Stor var vor glæde og taknemmelighed over at have ham hjemme igen. Også Johannes nåede hjem igen i god behold, og også deres venner fra modstandsgruppen kom godt hjem.

Da vi gik i seng natten til den 5. maj husker jeg Niels lagde en maskinpistol på hans natbord. Jeg synes det var uhyggeligt og spurgte, om det nu også var nødvendigt. “Ja”, sagde han, “for kapitulationen træder først i kraft den 5. maj kl. 8 morgen, indtil da må jeg være klar til at forsvare mig.”

Men hvilken skøn morgen vi så fik lov at opleve; vi hejste vort flag og Dannebrog gik til tops på alle flagstænger rundt i Kibæk, ja, overalt i Danmark. Solen skinnede, himlen var blå, fuglene sang, og træer og buske stod i lysegrønt forårsskrud, det var som om naturen også fejrede dette store: “Danmark atter frit.”

Niels kunne ikke blive træt af at gå rundt i sit hjem og gense alt inde og ude. Tænk, at han igen kunne færdes frit, også en lille tur hen i byen gik han for at hilse på venner og bekendte. Overalt, hvor Niels gik de første dage, fulgte lille Laurids ham troligt; Laurids var bange for, at hans far skulle blive væk for ham igen.

Niels havde, mens han var hjemmefra, fået et lille uddrag af “Det ny testamente” som han havde læst i – nej, det var da “Det gamle testamente”, for det var alle “Davids Salmer”. Han fortalte, han netop i “Salmerne” havde fundet styrke og hjælp til at holde ud og både han og vi derhjemme lærte i disse måneder at gå bønnens vej.

Det blev en skøn sommer, vi kunne tage fat på det daglige arbejde igen og sammen hjælpe hinanden med det altsammen.

3. december 1945 var der stor fest i mit hjem i Arnborg. Bedstefar havde da været købmand i Arnborg i 50 år, og Bedstefar og Bedstemor holdt en stor fest i Arnborg forsamlingshus for hele kundekredsen, familie og venner. Jeg tror vi var omkring 200 til festmiddagen. Men derom kan læses i sange og avisartikler.

For os i Kibæk gik dagene med arbejde nok både ude og inde. Men vi var unge og kunne også klare at tage del i ungdomsarbejdet i Kibæk. Niels havde gennem hele sin ungdom været med i K.F.U.M. arbejdet i Assing sogn, ligesom han også var med i F.D.F. arbejdet. Det tog mange aftener for ham med arbejdet blandt unge og drenge. Jeg kom til at spille til møder og missionsuger i Kibæk Missionshus, og da jeg havde spillet der på orgelet i seks år, kom jeg i 1948 til at spille som organist i Assing Kirke, et arbejde jeg havde i syv år.

Jeg spillede meget i de år, også for drengene i F.D.F. når de indøvede sange til den årlige forældrefest. Jeg tog en tid undervisning i klaver hos frk. Riis i Herning og spillede til en af hendes elevkoncerter.

Niels og jeg havde alle årene en stor fælles interesse: sang og musik. Vi sang meget også i vort eget hjem.

Opdateret 20. januar 2025

Andre historier

• Nanna Lundsgaard, Ørnhøj – fortæller om sit liv.

  

  Nanna Lunsdgaard fortæller om sin ungdom i Holstebro og Ørnhøj, samt om hendes slagterforretning på Søndervang 6 i Ørnhøj. Min far hed Andreas Skallebæk og var fra Vemb. Min mor var fra Baunbæk i Ulfborg. De boede først i Tusholt i Vinding, men omkring 1930 flyttede de til Ørnhøj. Vi var fire søskende, Aksel, Nanna, […]

• Busk skole

  Ordret efter Busk skoles forhandlingsprotokol hvor Tønning skriver om sin tid som lærer i Busk skole i Gjellerup sogn. Den første september 1876 blev Busk skole, der forhen havde været biskole til kirkesangerembedet i Lund, et selvstændig enhed med bolig for en ugift lærer og 550 kr. i fast pengeløn foruden skolepenge (1 kr. pr. […]

• Besættelsestiden i Skibbild

  Ingen, som husker den 9. april vil, glemme den dag. Vi vågnede om morgenen ved en vedvarende brummen i luften og da vi kikkede ud ad vinduet, så vi nogle store flyvemaskiner, det var de såkaldte tyske “Stukas”, de kom 3 ad gangen med korte mellemrum, de fløj ganske lavt, og de havde alle kurs […]