Jens Chr. Dideriksen om sin barndom og ungdom i Abildå.
Jeg er født i 1936, som den ældste af en søskendeflok på fire. Min far var Lars Dideriksen, han havde et ualmindeligt godt håndelag. Han byggede en del huse. Han lavede både murer og tømrerarbejde så godt som nogen håndværker, selv om han aldrig havde lært noget håndværk. Desuden kørte han rundt på gårdene med et tærskeværk og tærskede for folk.
Min far døde kun 39 år gammel af leukæmi i 1946 og min mor Katrine sad alene tilbage med os, fire børn. Hun tog forskelligt job for at klare sig bl.a. var hun måleraflæser.
Selv om jeg kun var 10 år kom jeg ud at tjene hos Hans Grønbjerg. Det var kun et par kilometer hjemmefra. Det var den eneste gang jeg var ude at tjene inden jeg blev konfirmeret. Efter min konfirmation kom jeg til at arbejde for Hedeselskabet. For at få timelønnet arbejde skulle jeg have en attest fra de sociale myndigheder om at jeg var “værdig trængende”. Det var fordi min mor var alene med os børn.
Jeg var med til at plante Sandbæk plantage. Det var dengang, at der var planer om, at Castenskjold ville oprette en rævefarm i Sandbæk, men det blev ikke til noget. Vi plantede, flere forskellige fyrarter, Alm. Bjergfyr, Skovfyr, Franskfyr, Østriskfyr m.fl. I alt tror jeg, der blev plantet flere hundrede tønder land. Jeg blev ved med at arbejde med skovarbejde. Jeg arbejdede således ved planteskolen i Røddinglund ved skovfoged Fuglsbjerg.
Jeg har også arbejdet ved Kiddal. Vi gik og ryddede op i skoven. Der var stillet en barak op som vi sov i. Arbejdet blev ledet af Holger Jensen fra Hedeselskabets Flyvende korps.
I 1959 arbejdede jeg i nogle måneder i brunkulslejet øst for Katrinelund, det var for firmaet Kollmann og Bolet. Vi arbejdede i en dybde, der varierede fra 6 til 16 meter. Jorden bestod mest af klæg, men der var mange vandlommer og det gjorde, at der skete en del jordskred, men vi reddede os hver gang.
Som dreng havde jeg gået ved de mange kullejer, der dengang var i drift ved Tiphede. Det var selvfølgelig farlig for en dreng at færdes ved lejerne, men man lærte at passe på. Det skete flere gange, at jeg opdagede revner i jorden, som viste, at der var fare for at brinken ville styrte ned. Det sagde jeg til manden ved spillet så han kunne advare de andre. Det var arbejderne selvfølgelig meget glade for at få at vide, så de kunne bringe sig i sikkerhed.
Jeg var blevet gjort bekendt med, at hvis der skete et skred så skulle jeg lægge mig på ryggen, så ville jeg ikke blive dækket i tilfælde af skred, men glide med ned uden at blive dækket af jord. Det var som regel kun en meter af brinken, der skred ned.
Min mor døde i 1974 og jeg overtog huset i Abildå, som vi boede i og som far havde bygget. Det ligger Askovvej 23
I 1971 havde jeg lært Ketty at kende, hun boede i Holstebro, men huset hun boede i brændte i 1975, så fik hun en lejlighed i Abildå. Vi blev gift i 1978.
I 1990 var jeg som formand for beboerforeningen i Abildå, med til at arrangere en brunkulsaften i forsamlingshuset. Det blev en vældig god aften, der kom mange gamle brunkulsarbejdere og der var en utrolig god stemning. Vagn Møller og Karlo Pedersen, som begge var gamle brunkulsarbejder, fortalte træk fra gamle dage. Det gav mig ide til at oprette en brunkulshistorisk forening.
Vi åbnede i 1992 et lille kulleje. Jeg fik et par gamle brunkulsarbejder til lave et spil til at hejse kul op af graven, magen til dem, der blev brugt under krigen. De to brunkulsarbejdere var Vagn Møller fra Abildå og Ejnar Kristensen, Brande. I 1993 stiftede vi en brunkulshistorisk forening, med det formål at samle historie og genstande fra brunkulstiden og opbevare dem for eftertiden og samle gamle brunkulsarbejdere til træf.
Jeg har arvet en skov i Vinding på 6,6 hektar, det var min morbror, der mente at den passede til mig. Den har jeg haft megen glæde af. Hvert år til jul solgte jeg juletræer og fyrtoppe og Ketty lavede kranse og julepynt. Det er blevet til en forretning som vi åbnede hvert år til jul. Desuden fremstillede og solgte jeg flagstænger også hegnspæle.
Jeg har i de senere år haft besvær med helbredet og i 2008 fik jeg en blodprop i det ene ben og har siden siddet i kørestol. I 2010 flyttede vi ind i en pensionist bolig i Søndervang 9b i Ørnhøj.
September 2011.
Andre historier
-
Herman Jensen fortæller
Spredte erindringer af Herman Jensen, yngste søn af A.P. Jensen,kaldet Nybo Jensen og hustru Cecilie. Jeg er født den 15. juli 1903 på den gamle herregård Møltrup, Timring Sogn, Ringkøbing Amt.Jeg var den sidste af en børneflok på otte. På det tidspunkt var min far 50 år ældre end jeg og min mor 42 år […]
-
Møller, K. – Forstander på Hammerum Landbrugsskole
Hammerum Født: 1894 — Død: 1984 Som tysk statsborger måtte han som soldat deltage i 1. verdenskrig og krigens grusomhed sammen med fortvivlelsen over at kæmpe i en hær som man ønskede skulle tabe, blev til stærke oplevelser der senere blev til gribende fortællinger. Betagende er det at han ikke flygtede, men gennemgik krigen for […]
-
Smeden på Tornebuskehøj
Min tipoldefar Jeppe Heiring var født i Viborg 1843. Hans forældre var daglejer Peder Heiring og Christiane Jensdatter i St Mogensgade. Jeppe flyttede som ganske ung til Holstebro, hvor han var smedesvend hos Martin Andersen, der også kom fra Viborg. I Smedeværthuset, boede der også den 30 årige Ane Magrete Jensdatter, der stammede fra Østerdahlegaard […]