Herning Historie

Jernbanen Holstebro – Herning


Aulum bys opvækst må i særlig grad skyldes jernbaneforbindelsen Holstebro – Herning. Allerede midt i 90`erne, begyndte såvel befolkningen. Som deres kårne mænd på tinge, at lufte tanken om en jernbane, fra Holstebro til Herning. For Aulum sogns vedkommende var det særligt folketingsmedlem, Mads Mølgaard Nielsen, som boede i Yllebjerg i Hodsager sogn, og således i Aulum – Hodsager kommune, som skulle være egnens talerør på Rigsdagen, i denne, såvel som i andre sager. Mølgaard Nielsen var folketingsmand for Holstebro-kredsen, og således også for herværende kommune, 1890, til 1920.
En folketingsmands store tribut i disse tider, var blandt andet, også at få gennemført jernbaneforbindelser i denne valgkreds, da trafikforholdene jo var meget sparsomme. Biler var ikke indført, og cykler var meget sjældne, hvorfor hesteforspand, eller gode ben, med kraftige støvlesåler, måtte besørge den største, trafikale forbindelse, her på egne, hvor jernbane ikke fandtes.
I Herning-kredsen, var det folketingsmand, Rasmus Nielsen, Hammerum, der skulle trække læsset, ved den sydlige ende, af den påtænkte jernbaneforbindelse, Holstebro – Herning.
Disse to, gæve folkerepræsentanter som begge var udgået fra, og tilhørte, den jyske bondestand, udførte deres arbejde, med megen energi og omhu, støttet af de kommunale myndigheder. De pågældende købssteder og landkommuner ville stille et beløb på 25.000 kroner til rådighed pr. banemil, og da strækningen andrager cirka 5 mil, eller 40 kilometer, efter denne tidsregning – deraf følgende 125.000 kroner – en svimlende sum, i disse dage. Det var ikke underligt, at et sogneråd, i en landkommune, kunne få både kløe og svie i nakken, og deraf sved på panden, ved at skulle stå foran skatteyderne, med datidernes tårnhøje udskrivninger, for at tilvejebringe sin del til beløbet. Det samlede budget for Aulum – Hodsager kommunes vedkommende, var på 23.472 kroner, på dette tidspunkt.
Denne udskrivning, foranledigede mange kommunale møder, og store overvejelser. Der var jo også andre udgifter, der skulle medregnes. Når regeringen havde forelagt forslaget til denne jernbane, var det med en linje – Holstebro – Vinding – Vildbjerg – Herning.
Indenfor Aulum – Hodsager sogneråd og kommunens beboere, var det en slem streg i regningen, at den foreslåede banelinje, ikke var henvist over Aulum, som regeringsforslag. Folketingsmedlem, Rasmus Nielsen, Herning, havde selvfølgelig trukket slemt, stærkt i hamlen, for at få banen over Vildbjerg, som lå i hans valgkreds. Mølgaard Nielsen, havde sikkert også trukket gevaldigt på Aulum linjen, men da Vinding, foruden Aulum og Tvis, lå i hans valgkreds, blev han selvfølgeligt udsat for krydsild, af hans egne vælgere, i Aulum og Tvis, kontra Vinding, med flere.
Men i dette bølgeslag, kom en ny linje frem, sikkert som modtræk imod Vildbjerg linjen, nemlig fra Holstebro – Tvis – Aulum – Ørre, og fra Sinding til Herning. Deri lå antageligt også en tanke om at sætte folketingsmand, Rasmus Nielsen, Herning, i samme krydsild, iblandt sine vælgere, som Mølgaard Nielsen var stedet i, med hensyn til Vinding og Aulum, idet Ørre og Sinding, lå i Rasmus Nielsens valgkreds, og var modtræk, mod Vildbjerg, hvis interesser han også skulle varetage. Jeg husker at min fader, som daværende sognerådsformand, var i København, en, eller måske flere gange, i anledning af banesagen, uden at jeg dog kan anføre, bestemte mål for rejsen, udover at jeg ved, at han ikke sparede sig nogen anstrengelser for at få banen ført over Aulum.
Denne jernbanestorm gik sin gang, men afslutningen skulle jo søges, om hvem der skulle skaffe de mange penge til veje. Holstebro købstad havde givet deres bevilling, men på betingelse af, at den fik en, efter byrådets ønske, en bestemt linje fra Holstebro by – modsat fald, var tilsagnet, ikke bindende.
De tidligere nævnte pengebeløb, med 25.000 kroner pr. banemil, skulle være bevilget inden den 1. januar, år 1900. I modsat fald, ville hele baneprojektet falde til jorden, og dermed annulleret.
De forskellige kommuner var endeligt, sådan nogenlunde, blevet enige, men så indtraf en begivenhed, som nær havde kuldkastet hele planen.
Fjerde juledag, 1899, hen ved aftenstid, kom daværende købmand i Aulum, Thomas Pedersen, i forrygende storm, uden har eller kasket, men forpustet og forblæst, næsten løbende de to kilometer over til Storgaard, til min fader, som allerede nævnt, var sognerådsformand, og meddelte, at han pr. telefon fra hotelejer Ratche, Schaumborg hotel, Holstebro, og manufakturhandler Christensen (senere Meinhardt) tugthusudsalget, Holstebro, havde fået meddelelse om, at Holstebro byråd, havde været samlet, og vedtaget, at nedskære deres tilskud til banelinjen, da det havde vist sig, at den skulle føres en anden vej ud af byen, end den, som vat forudsætningen, for deres første bevilling – hvor stort et beløb er mig ukendt – men det havde nok også mindre at sige, idet resultatet jo ville blive, at der ikke var penge nok bevilget, og der var kun disse tre dage tilbage af året, og pengene skulle jo være bevilget inden d. 1. januar.
Spændingen var stor – hvad skulle man nu gøre – banen ville man jo nødigt give slip på, men pengene manglede. Hvem turde påtage sig yderligere forpligtelser, på skatteydernes vegne?
Den føromtalte købmand, Thomas Pedersen, kom med den nedslående meddelelse fra Holstebro, og meddelte samtidigt, at de to, førnævnte herrer, var startet med hestevogn fra Holstebro mod Aulum, for at nå ud til min fader, for at forhandle om sagen, og kunne ventes ud på natten, eller i aftentimerne. Det skal, i denne forbindelse nævnes, at nævnte herrer ejede Aulum kro, og således selv havde stor interesse i, at få banen over Aulum, og sikkert derfor var de villige til at give denne meddelelses om Holstebro byråds beslutning.
Ved omlægningen af landevejen af 1868, som andet sted nævnt, var krobevillingen flyttet fra Gl. Lundgaard, og op til landevejen, til en ejendom som i dag ejes af Niels Hvam, som de to nævnte herrer dengang, var ejere af.
Under den spænding min fader blev sat i, ved den nævnte meddelelse, gik der selvfølgelig mange tanker gennem hjernen om hvorledes sagen skulle gribes an, for at redde situationen her i 11. time, med det formål, at få trukket banen igennem, og om ad Aulum – der var jo kun tre dage til hammeren ville falde, og så havde det hele været omsonst.
Vi var tre brødre; min ældste broder, Lars, som var 17 år, Lauge som var 16, og jeg, på 14. Under sådanne forhold, når der ikke fandtes telefon, bil eller cykler, var vi drenge almindelige, brugbare budbringere. Vi var vandt til turen, og således gik det også denne gang. Vi blev sendt rundt til sognerådsmedlemmerne i Aulum og Hodsager sogn, samt Ørre sogn, i disse nattetimer, i bælgende mørke, for at samle sognerådsmedlemmerne sammen og mødes med disse, i vort hjem, så hurtigt som muligt, for at tage stilling til banesagen, i sin beklemte situation.
I disse udstrakte sogne, var der jo langt imellem skorstenene, og således også mellem medlemmerne, gerne 4, 5, endda helt op til 8 kilometer. Stormen havde lagt sig noget, ved aftenstide, men det var i temmelig mørkt og jævn blæst, vi kom til de forskellige hjem ud på natten, så sent som ved 2 – 3 tiden. Vi fik dem banket op af sengen, ved at gå til vinduerne og meddele vort ærinde. Ved daggry mødte vi, med de forskellige sognerådsmedlemmer i vort hjem. Mit job havde dengang været Ørre Kirkeby, til Understrup, og derfra tilbage til Storgaard – en tur på næsten 15 kilometer. Men det var vi drenge ikke fremmede for i disse tider. Hvad skulle drenge have til opgave, hvis ikke de skulle gøre nytte, og løbe ærinder!
Jeg var ikke klar over, hvor sognerådsformanden i Ørre, boede, og kunne derfor ikke nemt finde hans gård, i denne mørke nat. Men jeg vidste hvor gården Hald lå, da det var min farbroder Laust Hald, som ejede den, og derfor havde jeg været der flere gange på familiebesøg. Jeg gik til vinduerne i Hald, og bankede på. Min farbroder rev en tændstik, tændte lyset, og kom til vinduet, hvor jeg fortalte om mit ærinde, og bad ham være mig behjælpelig med at finde sognerådsformandens gård. Laust Hald var, som altid, en forstående og hjælpsom mand; han kom i tøjet, og fulgte mig til Gjøde Jensens gård, Gammel Understrup. Vi gik atter til sovekammervinduet og fortalte mit ærinde. Sognerådsformanden kom ligeledes i tøjet, og med ham ved min side, vandrede vi i mørket ad Storgaard til. Laust Hald gik hjem til sit, for at få den sidste del af sin nattesøvn, efter at have rakt mig en hjælpende hånd.
De samlede sognerådsmedlemmer havde forhandlet om sagen, uden at være kommet til et positivt resultat, særligt begrundet på, at sognerådsformanden i Ørre (Ørre er nu en lille kommune) ikke kunne påtage sig yderligere forpligtelser med hensyn til tilskud. Selvom Aulum – Hodsager sogneråd ikke var uvillig til at strække sig betydeligt, kunne de ikke, selv sammen med Ørre, opnå det ønskede resultat, hvorfor det blev besluttet, straks at køre til Vildbjerg, og søge forhandling med sognerådet der, for om muligt, at redde situationen, ved at bede Aulum og Vildbjerg i fællesskab om at lægge de resterende penge til. Derved lykkes det at opnå et positivt resultat, ved at Aulum – Hodsager, og Vildbjerg – Timring og Nøvling kommuner, bevilgede de manglende penge.
Da pengene på den måde blev tilvejebragt, fortsattes turen på hestevogn. De nåede 5. juledag, ud på eftermiddagen, til Holstebro, for at meddele byrådet, at de penge som Holstebro havde nedskåret på bevillingen, nu forelå bevilget fra landkommunerne. Således blev banen sikret, i den 11. time.
Aulum – Hodsager kommunes tilskud, androg 25.500 kroner, som skulle afdrages med 1.700 kroner årligt, i 15 år – skulle erlægges med halvdelen hver marts og september, første gang i september 1909, og sidste afdrag i september 1924.
Når jeg har givet en så udførlig beretning om fødselsveerne til denne banesag, skyldes det i væsentlig grad, at det har haft en så stor en betydning for Aulum sogn og by, samtidig med at jeg selv som dreng, var aktiv deltager, og fordi mit hjem oplevede så mange fremstillinger og diskussioner om sagen. Hvis jeg ikke nu efter et halvt århundrede års forløb satte dette på papir, ville det sikkert gå i graven sammen med mig, da der, så vidt jeg ved, ikke er andre som har opnoteret disse begivenheder, og efterslægten derved unddroges for den lille beretning om fødselsveerne for en jernbane i en landkommune, før person – og lastbilernes tidsalder i vort lille Danmark.
Jeg kunne godt fortælle mange morsomme episoder af folkemunde, fra disse dage, men da det sikkert kun har interesse for mig selv, vil jeg undgå at gå mere i detaljer.. Dog skal det nævnes, at jeg blandt andet kan huske at min fader, under forhandlingerne, kom med udtrykket; Æ tou skal køves, li møj hvad den koster. De blev købt, og blev værdifuld.
Trods alle disse anstrengelser, med forudgående møder og beslutninger, forbundet med mange hovedbrud, og meget tidsspilde, var det som allerede nævnt, på grænsen til at strande, i disse førnævnte juledage, 1899. Men sagen blev draget i land, og os der tilhører efterslægten, skylder at bringe tak herfor.
Forinden arbejdet på banelinjen kunne tage sin begyndelse, skulle den jo, nøjagtigt afstikkes i marken. Dette arbejde påbegyndtes kort efter vedtagelsen i Rigsdagen. Dette førte selvfølgelig til megen diskussion, mand og mand i mellem, da det jo var i synernes tidsalder, hvor der gik Waar (hvor der gik varsler) En gammel mand havde, i syner, set toget fare forbi i en retning, og en anden kone, havde ligeledes set de mange lys, som et jernbanetogs vinduer udviste ved nattetid, under lys. Det var næsten altid ved nat, disse syner lod sig se, men om disse oplevelser altid viste i samme retning, eller samme linje, skal jeg ikke indlade mig på at give oplysning om. Folks ønsker var jo forskellige, angående retningslinjen, således også i tanker, og deraf måske også synerne. Det overlader jeg til andre at dømme om.
Men det mest slående syn og varsel, var måske fra den mand, der ved nattetid, stumlede og faldt over skinnerne, selvom det var flere år inden de blev nedlagt. Efter fortællerens opfattelse, var det ud på de små timer, på hjemvejen fra Aulum kro, hvad måske også kan have sin betydning, såvel på øje, som på ben og fantasi.
Bortset fra de mange synske menneskers opfattelse, var det jo en realitet, at banens retningslinjer skulle afstikkes, men et moment i sagen, skal ikke undlades i denne beretning, da det har så stor en betydning for Aulum by.
Da linjen skulle afstikkes, var statens tilsynsførende stemt for at den skulle føres op over Gl. Lundgaards mark, umiddelbart vest for gården, men det var sognerådet meget imod, idet skolen, møllen, smeden og købmanden allerede havde dannet grundlag for en, så småt begyndende bydannelse. Derfor gjorde sognerådet alt i sin magt, for at få trukket banen så nær Kirkebyen, som muligt. Det lykkedes i betydelig grad, da der kun blev den afstand som vi også kender i dag, hvor der er ca. 700 meter mellem kirken og jernbanestationen, hvorved Aulum fik mulighed for at vokse sammen, til en større, samlet handelsplads. I modsat fald, ville afstanden blevet så betydeligt større, at en nogenlunde samlet bydannelse ville være blevet umuliggjort. Selvom det tog nogle år for Stationsbyen og Kirkebyen at vokse sammen, er det nu et for længst overstået kapitel, og Aulum er en samlet by. Også denne betydningsfulde indsats fra datidens ledende mænd, vil vi også bringe vor tak for.
C. Laugesen

Opdateret