Karetmagerværkstedet i Hammerum

Holme Andersens oprindelse

Min far, Lars Jørgen Andersen blev født i 1880 og voksede op i Holme ved Husby i nærheden af herregården Wedelsborg på Vestfyn. Hans far havde der et stort snedkerværksted og forestod træ- og snedkerarbejdet på Wedelsborg.
Under sin opvækst tog han del i arbejdet på værkstedet, og det var derfor naturligt, at han uddannede sig inden for samme fag, men som karetmager.
Han fik på et tidspunkt arbejde i Haderslev, hvor han i et sangkor lærte Karen Kirstine Larsen at kende. De blev senere forlovet, mens han opholdt sig der, og begyndte at lægge planer for fremtiden.

Flyttede til Hammerum
Herningområdet var på det tidspunkt blevet kendt landet over, som et område i udvikling med nyanlagt jernbane osv. Det var måske derfor, at min far og mor fik interesse for området og valgte at bosætte sig i Hammerum. Forinden havde de undersøgt mulighederne for at starte et karetmagerværksted og fandt, at der var et godt grundlag for det. De besluttede at købe noget jord med for at opføre deres fremtidige hjem der. Derefter – i 1907 – rejste far til Hammerum og lejede en garage bag bageriet på hjørnet af Bredgade og Christiansgade, hvor han startede karetmagerarbejdet samtidig med, han på den anden side af hovedgaden byggede et karetmagerværksted. Det kunne tages i brug den 17. marts 1907. Herefter lod han opføre huset ved værkstedet med adressen Søndergade 3 (nu Agerskovvej 4).

Familien Holme Andersen
Nu var grundlaget for et nyt hjem lagt. Mor og far blev gift den 8. oktober 1907, og han kunne føre sin unge hustru til det nyetablerede hjem i Søndergade.
En ny tilværelse begyndte for dem – nok mest for mor, der indtil da ikke kendte Hammerum eller folk der. De blev dog hurtigt en del af det lokale samfund, som tog godt imod dem og det nye karetmagerværksted.
I årene herefter voksede en børneflok på 11 op i det lille hjem i Søndergade. Den bestod af:

• Didde som den ældste. Efter at have været i huset flere steder i landet og været bosat i Norge en overgang, boede hun i Hammerum det meste af sit liv. Hun forblev ugift og ernærede sig som syerske.
• Johannes blev uddannet som karetmager. Han bosatte sig i Herning, hvor han havde eget karetmagerværksted i perioden 1942 – 1954. Derefter blev han ansat på Ørum Petersens karosserifabrik.
• Christian P. kom i lære ved tømrermester Jens Jensen i Hammerum og var derefter nogle år på Funki. Han flyttede i 1939 til Lyngby, hvor han startede savværk i 1939. Det var i hans eje, indtil han gik på pension.
• Anna blev gift med gårdejer Peter Pårup i Gjellerup. Hun blev dog ret tidligt i ægteskabet meget syg og døde i 1953.
• Ellen startede som syerske, men uddannede sig senere som sygeplejerske. Hun bosatte sig med sin mand i Give.
• Carl blev uddannet som snedker og blev senere ingeniør. Han flyttede med familie til Victoria i Canada i 1954, hvor de bosatte sig permanent.
• Lydia var til en start ung pige hjemme i huset og blev senere uddannet som bager, hvorefter hun flyttede til Ålborg. Hun giftede sig med en nordmand og flyttede til Brevik i Norge i 1950.
• Helga giftede sig og flyttede til København. Hun bor nu i Børkop.
• Evald blev uddannet som tømrer hos Lars Frølund. Han flyttede med familien til Victoria i Canada i 1952.
• Jeg selv uddannede mig på karetmagerværkstedet i Søndergade og fik senere en læreplads på Kjeldsens Karosserifabrik i Herning. Her var jeg indtil jeg fik arbejde i 1949 på Ørum Petersens
  karosserifabrik. Her blev mit speciale bl.a. tilskæring og montering af ruder i busser. 1 1959 overtog jeg værkstedet i Søndergade.
• Knud blev udlært som malersvend hos Marius Hansen og fik eget værksted i Hedensted i 1948. I 1951 flyttede og han og familien til Victoria i Canada.

Vi gik alle i Hammerum Kommuneskole, og alle var som helt unge ude at tjene på landet.

Karetmagerværkstedets historie
I starten har det sikkert været svært at få arbejde til indtjening af det daglige brød, men som tiden gik, lærte far mange lokale at kende, og det var da naturligt, at de henvendte sig til ham, når deres vogne skulle repareres.

Karetmagerarbejdet kræver et tæt samarbejde med smedene, da al træarbejdet skal have smedet beslag. Derfor var det vigtigt for far at få sådan en kontakt, og der blev da også snart etableret godt samarbejde med egnens smedemestre, da reparationer af landmænds vogne på det tidspunkt normalt blev udført ved henvendelse til smedemestrene. Far blev så kontaktet af dem til at udføre træarbejdet.
I Hammerum var der på det tidspunkt to Smedeværksteder, Martin Svinth, Hovedgaden 96, og Kristian Vinderslev, Hovedgaden 76. Desuden var der andre i oplandet, hvoraf jeg husker smed Niels Jørgen Sørensen i Gjellerup og smed Michael Madsen i Hauge.
Som tiden gik, henvendte landmændene sig også direkte til far for at få lavet eller repareret deres vogne. Så var det ham, der nogle gange inddrog de lokale smedemestre i at udføre smedearbejdet.
I årene sidst i tyverne var der nedgangstider, så far begyndte at tage andet arbejde ind. Han investerede i en rundsav, Så han kunne opskære brædder og langtømmer. Træ som gran og fyr blev købt forskellige steder blandt andet på Høgildgaard, i Hørbylunde og Funder. Bøgekævler skaffede han fra Silkeborgegnen. Ud over at skaffe træ til eget brug solgte han også det forarbejdede tømmer, resten blev solgt som brænde.
Far var en dygtig karetmager og havde mange gode kunder, både private landmænd, men nok mest smedemestre rundt i hele oplandet. Far lavede mest arbejdsvogne, men også stadskøretøjer som
jumber, landauere, jagtvogne, charabancer, fjedrevogne, ponyvogne m.m.
Jeg kan huske, – det må have været i 1931, at Far sammen med smed Niels Jørgen Sørensen fra Gjellerup var på Herning Marked, hvor de udstillede en færdig beslået vogn.

Smed Sørensen havde desuden flere forskellige håndværktøjer med til landbruget, blandt andet en pælespade og den af smeden opfundne velkendte vindmølle til oppumpning af drikkevand til dyrene i marken. Sidstnævnte blev i stor stil solgt til bl.a. Afrika.

1 1937 Skulle alle vejtræerne langs Hammerums Hovedgade rykkes op, da hovedgaden skulle gøres bredere. Træerne blev rykket op ved hjælp af kommunens vejtromle, som blev ført af Niels Højland, der
dengang var tromlefører. Alle træerne blev slæbt til Vestergade på det sted, hvor Plejehjemmet nu ligger.
Far fik lavet en aftale med sognerådet om, at han måtte få træerne med rødder mod at sørge for, der blev ryddet op på pladsen.
Derefter blev træerne kørt til værkstedet i Søndergade, hvor de blev savet op. Tømmeret fra træerne skulle bruges til videresalg, resten – og det var ikke så lidt – blev brugt til brændsel.
Vi tre yngste drenge kørte meget af den savsmuld, der blev fra rundsaven, ned på Havebrugsskolen (nu Landbrugsskolen), som brugte det sammen med kul til fyret, som opvarmede drivhusene der.

Nu tilbage til karetmagerarbejdet. For at kunne levere arbejde af høj kvalitet var det nødvendigt, at træ til arbejdet skulle tørres og lagres i en længere periode – 3 til 4 år, inden det blev taget i brug.

Jeg husker fra min barndom, at når vi fik hjulnav hjem, fik vi drenge til opgave at skulle lægge dem
over bagerens store ovn, hvor de skulle tørre i ca. 3 uger. Det var et besværligt og beskidt arbejde. Der var kun en halv meter mellem ovn og loft at stable dem på.
Andet træ blev stablet på værkstedets loft, hvor det blev noteret med årstal, så far kunne følge tørringen og anvende træ, der havde udstået tørringsprocessen.
Til fremstilling af nye vogne blev der altid brugt egetræ, mens der ved reparationsarbejde normalt anvendtes bøgetræ.
Far købte det meste af træet, der skulle bruges til fælge og nav hos et firma i Horsens. Det blev sendt med jernbane på en særskiltvogn, som blev parkeret på et sidespor på Hammerum station. Derfra blev det transporteret på fladvogn med hestespand af Bech Larsen til værkstedet i Søndergade. Han havde
et lille landbrug i Bredgade (nu Hammerum Hovedgade 46) med 2 heste, 4 køer og nogle grise, hvorfra han samtidig drev fragtkørsel. Det tog flere timer at tømme en jernbanevogn.
Når de færdiglavede arbejder skulle leveres til kunderne, foregik det som regel på karetmagerens trækvogn i by og opland, mens det, der skulle længere væk, sendtes med tog og rutebil.

Det, som fascinerede mig mest ved karetmagerarbejdet, var fremstilling af vognhjul.
Hjulnav skulle klargøres ved, at smeden satte 2 jernringe på. På en kuperemaskine blev der skåret eger, som derefter blev pudset, og der blev skåret tapper med smig. Et hjul skal have “styrt” for at have bæreevne. Det var vi børns arbejde at skulle smøre varm lim på tapperne lige før de hamredes i navet. Tid for smøring skulle være meget præcist i forhold til montering af eger. Hvis vi smurte på for tidligt, blev limen kold, og egeren kunne ikke bankes på plads, men satte sig fast forinden, – så var det om igen. Under den del af arbejdet lavede far oftest en serie på 12 eller 16 hjul ad gangen. Derefter blev egerne afkortet i den størrelse, som henholdsvis for- og baghjulene skulle have Der blev herefter fræset tapper i toppen af egerne også med smig. Nu var hjulet klart til at få monteret 6 fælge over de tolv eger, der normalt var på et hjul. Der skulle være luft mellem fælgene, som derefter blev presset sammen, når smeden spændte en jernring omkring hjulet. Til sidst blev hjulet spændt fast i en specialmaskine, hvorefter vi med håndkraft borede et hul i centrum på navet til montering af en konisk bøsning. Det var meget vigtigt, at dette arbejde blev gjort præcist for at få en let og jævn gang på hjulet.

Hver lørdag blev værkstedet ryddet og fejet. Alt savsmuld, som var fra hårdt træ uden harpiks, blev samlet i gamle kornsække og solgt til rygning af kød, hos slagter Pedersen Bredgade og slagter Sørensen Bjødstrupvej nr. 2. Prisen for en sæk savsmuld var i starten 50 øre, men steg senere til 1 krone.
I 1951 blev de sidste to nye arbejdsvogne fabrikeret til smed Sørensen i Gjellerup, men blev aldrig solgt videre. Gummivognene var nu kommet på markedet og udkonkurrerede snart al salg af landbrugsvogne. Hermed var en epoke med det gamle karetmagerfag ved at rinde ud. Arbejdet bestod herefter primært i at reparere vogne af forskellige typer.
Efter min mors død i 1958, boede far alene i huset ved værkstedet indtil 1963, hvor han kom på plejehjemmet, Toftebo i Hammerum. Her boede han til sin død i 1968.

Næste generationer
Den 1. august 1959 overtog jeg værkstedet efter min far, mens far stadig boede i huset. Jeg startede et firma med montering af frontruder til personbiler, samt alt glasarbejde til traktorer, entreprenørmaskiner, lastbiler og busser. Fra starten opbyggede vi samtidig lad på lastvognschassiser. På dette felt blev Ørum-Petersen min første store kunde. Det kunne ofte resultere i, at pladsen omkring Søndergade blev trang, da der ofte stod adskillige lastvognschassiser på gaden omkring værkstedet.

Karetmagerfaget havde nu udviklet sig til opbygning af lad til lastbiler og arbejde med glas. Også nu krævede det et tæt samarbejde med smeden, idet han leverede jernrammerne og beslag til ladene.
Således blev der en række år endnu tilskåret træ, høvlet, pudset og hamret i karetmagerværkstedet. Det gamle værksted blev dog ombygget, Så der blev mere plads til de mange og store køretøjer. En overgang havde jeg 3 medarbejdere ansat på værkstedet, men på grund af manglende udvidelsesmuligheder og pladsmangel valgte jeg i 1968 at stoppe den del af forretningen, der arbejdede med lad til lastvogne for udelukkende at fokusere på glasarbejdet. Dermed kunne jeg reducere til en medarbejder foruden mig selv og deltidshjælp til kontorarbejdet.
I dag er værksted og hus stadig i familiens eje, idet Lasse, min søn (opkaldt efter den gamle karetmager, Lars Jørgen) overtog forretningen i 1996 og stadig driver virksomhed med montering og reparation af autoruder, samt montering at film på ruder. Den gamle beboelse, hvor Lasse med sin familie stadig bor, er blevet kraftigt renoveret og ombygget indvendigt, men står stadig med de gamle rammer og i den samme stil.
Den 17. marts 2007 kunne hus og værksted runde 100 året for opførelsen.