Herning Historie

Kjæltringen Stoffer Swien fra Gjellerup sogn.

I ældre tid fandtes, så vidt man ved, i Gjellerup sogn kun ærlige og skikkelige folk der ernærede sig
med deres landbrug og bindehoser. Men en skønne dag kom kjæltringeparret, glarmester Jens
Jensen Swin med hustruen Kirstine Kristensdatter, sidstnævnte var gravid, til Bitse ved
Hammerum, (Bitsegård) og her skænkede kvinden sognet en “uærligt” søn, der efter morfaderen
blev kaldt Christoffer eller bare Stoffer.

Når man ser på faddernes navne og hvor de bor i sognet, får man straks den tanke, at de er valgt af større gårdmænd, og fordelt fra alle egne i sognet, så hele sognet et ansvar for barnet, hvis sognet blev pålagt at tage ansvaret for ham, hvad det også gjorde.

Om Christoffers barndom ved vi ikke noget. Først da han var seksten år gammel blev han ved Hammerum herreds ret tiltalt for at være skyld i mordbrand. Jens Larsens stuehus i Timring brændte medens Christoffer opholdt sig der. Han havde tigget der, men konen havde sagt, at han ikke fik noget, inden hans mor havde betalt det hun skyldte hende. Mistanken mod ham har nok været begrundet, han blev idømt fire ugers fængsel den sjette juni 1818.
Han blev igen anholdt i forbindelse med branden på Højris (ved Ikast) i 1819, men slap fri for tiltale.

I forbindelse med afhøring af ham blev det oplyst at han havde lært blikkenslager og glarmesterhåndværket af sin bror, Jens Chr. Glerup. Medens de havde været på vandring, havde han i løbet af få dage sat sig så godt ind i håndværket, at han kunne lav tragte, potter og pægel-mål, lyseformer, sier, lamper og fyrtønder af blik; desuden kunne han lodde kedler og sætte ruder ind. Christoffer havde haft en bedre ‘ ‘Glarkiste”, en den der blev vist frem i retten, men så havde han handlet med glarmester Niels Jensen fra Rye, og ved denne lejlighed havde Niels Jensen slettet en restgæld på tre mark som han havde skyldt ham. Tinnet, han havde været i besiddelse af, havde han fået af glarmester Jørgen Grønning, for et par metalknapper.

Året efter tjente han på Lindbjergård og blev da konfirmeret i Gjellerup kirke den niende april 1820,
17 ¾ år gammel, men her var hans karakter i kundskaber ikke højere end mådelig, hvorimod karaktererne
for opførsel var god.

I 1823 bliver han dragon, og er det i 2 ½ år. Omkring 1930 bliver han gode venner med Anne
Margrethe Nielsdatter, hun var født i Hillerslev (ved Thisted) i 1794. Hun havde før levet sammen
med en omløber, Johannes Nielsen, og havde sammen med ham to børn.

Christoffer og Anne Margrethe havde en søn sammen, Jens Christoffersen, født i 1831.

Ved kjæltringe-jagten den 11. februar 1835 blev parret anholdt ved Ramsing, og man får da et godt
signalement af dem:
Christoffer er 64 ½ tommer høj, (161,0 cm) har lyst kruset hår, blå øjne, et ar
over venstre kind, høje vriste. Han er iført grå trøje og bukser, en grønstribet vest, et rødt
halstørklæde, uldne strømper, en gammel skjorte, hat og træsko.

Anne Margrethe er af middel størrelse, har brunt hår og blå øjne, er klejn af ansigt og lemmer. Hun
er iført en sort og rødstribet kjole, et gammelt sort tørklæde, et do. stribet, en rødternet kappe og et
sort tørklæde om hovedet, sorte strømper, særk og træsko.

Christoffer bliver nu henvist til Gjellerup Fattigvæsen, og hvordan han bliver modtaget får man et
indblik i ved at se fattigkommissionens forhandlingsprotokol.

D. 17. maj 1835 forsamledes efter tilvarsling af præsten, sognekommissionen for at udsætte den til
sognet ankomne Christopher Jensen.
Nu blev Christopher tilbudt beboerne i sognet til tjeneste indtil næstkommende 1. november, for en
betinget og akkorderet løn, der betales til fattigkommissionen. Gårdmand Clemen Holt i Vrå, bød to
Specier, (en specier daler = 4 kroner) når han ville være villig til at forrette land arbejde.
Selvom der var mange sognemænd til stede, ville ingen give ham mere i løn.

Clemen Holt får nu Christopher til den aftalte løn i den nævnte tid, og Kommissionen bevilger
Christopher 5 ½ alen godt Blårgarns lærred til en skjorte.

Den 14. oktober samme år bliver der på et møde taget bestemmelse om, hvilke fattiglemmer der
skal bortliciteres. Fra den første november, bemærkes det, at Christopher har erklæret at han vil
forsørge sig selv, men da Kommissionen ikke tror at han kan, tager de beslutning om at skaffe ham
lovlig næring ved at tjene en mand i sognet

Så bekendte man ved kirkestævne, at Christophers arbejdskraft stod til rådighed for den
højestbydende. Men ikke engang Clemen Holt reflekterede, og man besluttede at byde ham til i
andre kirkesogne.

Den første november samme år prøver kommissionen igen, men ingen i sognet vil tage ham,
hverken for løn eller for korn til hans føde. Christopher erklærer endnu engang, at han godt kunne
klare sig selv, uden støtte fra sognet.
Som man kan se i fattigvæsnets regnskab for 1835 er det ikke uden grund de ikke tror på han kan
eller vil klare sig selv.

1835 – Christopher Jensen RigsdalerMark Skilling
Rejsepenge til Ringkøbing3
5 ¼ alen lærred til en skjorte51 ¼
5 ¼ alen lærred5 14 ½
Kost i 9 ½ dag a 10 skilling515
7 alen vadmel til trøje og bukser á 3 mark 2 skilling3314
Et par træsko14
1 alen stafferlærred12
Rejsepenge til Session20
En trøje at sy 2 mark, et par bukser 1 mark 8 skilling38
Farveløn og farvematerialer30
I alt9110 ¾

Det var for øvrigt det eneste år sognet havde lidt indtægt på Christopher. Af Clemen Holt havde
sognet fået den akkorderede løn minus to mark og en skilling, Som han havde lagt ud til
Christopher.
Herefter ernærer Christopher sig selv med sin glarmestervirksomhed, med tilskud fra sognet til
materialer og klæder.

Den 10. maj 1841 får Christopher kongelig bevilling til at udøve sit håndværk som glarmester og
blikkenslager på landet i Ringkøbing amt, men uden at kone og børn følger ham, og ligeså må han
ikke oplære sine børn til samme håndtering.

I 1842 søger han sognet om tilladelse til at gifte sig med en som kaldtes “Guul Else”, eller “Døv Else”
men hendes rigtige navn var Else Ebbesdatter. Hendes far hed Ebbe og var brøndgraver. Engang
Ebbe arbejdede i tyskerbyen, vistnok i Trehuse, på en 70 alen dyb brønd, skød brønden sammen om
ham. Nu var det en dyr affære at en brønd gravet, og lige så dyr at få manden gravet op igen, så man
søgte regeringen om hjælp. Men regeringen svarede, ‘ ‘lad ham ligge”, og sådan blev det.

Det var nok i foråret 1842 at Else og Christopher slog deres pjalter sammen. Hammerum herreds
kontor udbad sig oplysninger om forannævnte forhold, men ægteskabet med Else og Christoffer
bliver ham nægtet, med den begrundelse, at han ikke kan ernære sig selv uden tilskud fra sognet,
hvordan skulle han så kunne ernære en familie. Så det bliver ikke anbefalet.

Gennem årene får han tilskud fra sognet. Understøttelsen varierer fra to rigsdaler og fem mark i
1838, til 23 rigsdaler og fem mark i 1857, men gennemsnitlig har Christopher fået syv mark årlig.

I 1847 behandles en ansøgning fra glarmester Christopher, om hjælp til anskaffelse af en diamant,
(redskab til at skære glas med), men det bliver ham nægter med den begrundelse at han allerede har fået
en del hjælp af sognet, og at man tror han enten vil drikke pengene op, eller bruge dem til noget
andet.

En ældre mand fortæller at Christopher brugte en gammel nøgle til at knække kanten af glasset med,
hvis det ikke passede. ”Stoffer Swin”, som Christopher kaldtes, skildres som en stor tølper og en vældig grovæder. Broderen, Jens Chr. Glerup, var slem til at stjæle, det var Stoffer ikke, men derimod slem til at lyve. Et sted fortalte han, at han havde været gårdmand i Gjellerup, hvor han havde haft 300 kaniner på en gang; men så var gården brændt og kaninerne havde gravet sig ind i kirkegårdsdiget.
Engang, fortalte han, havde de slagtet et fedesvin i gården. Else, det vil sige “konen,” ville tage hovedet
til juleaften, men Stoffer sagde, “det vil vi give til de fattige – det halve af svinet bar vi så omkring og delte
ud til fattigfolk.

I Rind fortalte han, hvorledes han engang gik og fiskede ved Herningsholm, men ved modsat side af
åen. Da kom en søn af gårdens ejer ned og skældt ham ud. Men så svingede Stoffer sin fiskestang og krogen
satte sig fast i mandens tøj, og så trak Stoffer manden ned i åen, hvorefter han løb til Lund.
Da manden fra Herningsholm kom op af åen, tog han en hest og red over til sognefoged Niels
Abiltrup i Lund, og spurgte om han havde set en fisker, men sognefogeden hverken kunne eller ville
hjælpe manden fra Herningsholm, så han måtte ride hjem uden at få hævn over sin ufrivillige tur i
Henningsholm å.

Christoffer og Else fik flere børn der fulgte med forældrene på deres vandring. Ved Bølling Nr.
herreds politiret, blev de i 1855 anholdt, sammen med nogle andre kjæltringer. Da havde de to børn
med sig, den 6-årige Ebbe Chr. Christoffersen og Augustinus Christoffersen, der var 1 ½ år.
Familien var blevet anholdt ved Hanning. Da de ikke havde lavet noget ulovlig. Blev de sendt hjem
til Hammerum herred.

I Jysk Almueliv fortælles, at de en vinterdag med frost og snestorm, kom til Klode mølle. Madam
Tørslev, der ønskede at se børnene, udbrød, da hun fik dem at se: “Men Gud, de ser jo stærkere og
sundere ud end mine egne, som har en lun stue og en varm kakkelovn, det havde jeg aldrig troet.”

Engang stod Christoffer i Chr. Thygesens gård i Stubkjær og lagde en kobberring om sin kæp. “Der
kan du få dig en god kæp, siger Chr. Thygesen. ”Ja” svarede Christoffer, “den er Fanden stød mæ
gur te Ælses røk!” – “Den æ måski et så wåg?” siger Kræ Thygesen. “Nej,” svarer Christoffer, “hun
skal Fanden stød mæ åsså nåk fo’en o små ‘g”

Ligesom Christoffer ikke var nogen kostforagter, foragtede han heller ikke snapsen og han var ret
ofte svirende. I en noget omtåget tilstand kom han en dag ind i kirken. Præsten prædikede netop om
drukkenskab, eller måske fandt han lejligheden passende til at berøre denne last. Christoffer følte
sig truffen, rømmer sig og siger ret højt: ” Hæmm, de wa en stræ’g te mæ!”

En dag først i april 1861 kom Christoffer ind til købmand Niels Merrild i Bærslund og sagde: ‘ ‘du
kommer te o gi mæ en dram”. Han fik så en pægl, og den drak han som om det havde været øl. Så
bad han om en strikke, han skulle en tur til Dejbjerg og hente en hund, sagde han.

Det blev Christoffers sidste rejse. Kræ Degn, der havde en gård i fæste fra Sdr. Felding præstegård,
kommer uden for sin gård og siger: ‘ ‘A ka da ‘t fåsto hva de leger ud o æ hie”. Da man gik derhen,
var det “Christoffer Kjæltring”. Han lå med ansigtet ned i sneen og glarkisten på ryggen — det var
det Kræ Degn havde fået øje på.

Liget blev ført til Gjellerup og begravet på kirkegården.

Gjellerup sogns forhandlingsprotokol:
Den 21. april 1861 blev der holdt aktion over Christhoper Jensen Bitzau’s og tømrer Nielsens
efterladenskaber. Heriblandt er der en “Værktøjskiste med ragelse og et sæt Loddetøj med tilbehør.”

Noter:
H. P. Hansen: (Natmandsfolk og Kjæltringer)
E. Tang Kristensen:
Jysk Almueliv: bind fire. side 116
Gellerup Sogns Lokalhistoriske samling
Herning Museum

Af Svend Eriksen 2014

Opdateret