Herning Historie

Kre Walter og Trine Skunt

Hammerum Herred var engang næsten dækket af hede, og dengang var der mange
mennesker, som levede af ikke ret meget. De opførte sig tit ikke ligesom andre, og men
kaldte dem originaler.
Der er skrevet tykke bøger om dem; (H. P. Hansen) men to er gået ram forbi. Trine Skunt og Kre Walter. Dette er grunden til denne historie om to mennesker, der er kendt af mange gamle mennesker i Hammerum og omegn.
Medvirkende til fremskaffelse af historier o.l. vil jeg gerne takke mange gange,
for uden deres hjælp ville denne fortælling måske aldrig være blevet skrevet ned.
Svend Erik Skovhus;

Christian Peder Nielsen. Født i Gjellerup Sogn den 15. februar, 1869. Søn af husmand Niels Christensen og hustru Ingeborg Andersen, Krogslundmark. Døbt i Gjellerup kirke den 21.
februar, 1869. Faddere: Christiane Nielsen, Lund. Maren Nielsen, Sunds. Jeppe Tobiasen, Krogslund. Palle Fløe Pedersen, Hammerum.

Død på “De gamles Hjem” Hammerum den 25. december, 1951. Begravet på Gjellerup Sogns kirkegård den 29. december, 1951.
Efterlod sig hustru nr. 2: Ane Katrine Jakobsen. Sidste fælles bopæl: “De gamles Hjem” Hammerum. Første hustru: Mariane Jensen døde i Herning den 29. marts, 1908.

Kre Walter er født i Birk, hvor han også boede i sine unge dage. Da han var ca. 20 år, kendte man ham bedst som en drukkenbolt. Han var gift med Mariane Jensen, os de havde en søn sammen. En dag, han var på vej fra Herning til Hammerum i toget med sin søn, forærede han ham bort til nogle tilfældige mennesker.

Da denne som voksen blev anmodet om at komme til begravelsen i 1951, afslog han det, med henvisning til nævnte episode.

Men alt får en ende, og en aften, han var plakatfuld, faldt han over skinnerne, og blev kørt over. Det tog hans ene arm og ben. Han fik et træben, men Mariane havde fået nok og stak af.
Hun flyttede til Herning, hvor hun døde i 1908 kun 38 år gammel.
Kre Walter kunne dog ikke undvære dameselskab, og han købte Busk et gammelt hus mellem Hammerum og Ikast. Hans hus er nu revet ned, og der er hygget et andet. Det var ca. i 1915, han flyttede til Skovby, og der boede han til 1948 sammen med:

Ane Katrine Nielsen, født i Sunds sogn den 28. marts 1879, datter af almisselem Jeppe Christian Jakobsen og hustru Ane Marie Pedersen.
Død på ” De gamles Hjem ” Hammerum den 29. juni 1955. Begravet på Gjellerup sogns kirkegård den 2. juni 1955. Viet til Christian Peder Nielsen den 9. november 1918 kl. 1600 af sognefogeden
Ole ” Besser ” Olesen i Hammerum.
Ane Katrine blev ikke kaldt andet end Trine Skunt i daglig tale. Navnet kom af, at hun gik med en slags kurv på hoften, når hun tiggede. Hun havde forresten kun en tand (den sad i overmunden),
og derfor kunne hun ikke udtale r`et. Derfor ser det lidt mærkeligt ud. når jeg har gengivet hendes ord, men det gør det mere levende.

Og nu kommer det største afsnit i denne fortælling om disse to særprægede mennesker, nemlig alle historierne om Trines færden. Kre Walter kom nemlig ikke meget ud, efter at han var
flyttet til Skovby. Han sad for det meste hjemme i sit hus sammen med sine hunde og lavede børster, som Trine solgte på gårdene. Men når han skulle noget vigtigt, kørte Trine rundt
med ham i en trillebør. Det har sikkert været et morsomt syn.
Føden fik de nå flere måder. Trine tiggende sig til meget. Der blev sagt, et hun kunne lugte, når der var blevet slagtet på gårdene, og så kom hun med sin kurv: “Ka a e fo en
styk ævelsben?” Hun mente jo rævelsben, men det er noget af det bedste kød på grisen, så når konen for det meste svarede nej, sagde Trine: “Jamen, a ka de godt nøjs me en skink.”
Ved juletid, når alle gårdene slagtede, puttede hun det kød, hun havde fået, ind under kjolen, så man kunne se, at kurven var tom. Hun må have set sjov ud til sidst. Det var dog ikke alle steder, hun var lige heldig;
Men også på andre måder skaffede Trine mad. Maul fortæller, at de ikke fik nogle æg fra hønsene. En dag, Maul var rå vej ind for et se, om der skulle være nogle æg, så han Trine forsvinde ud ad døren. Trine så ikke Maul, og dagen efter kom hun og tiggede om et par æg. “Om du må få nogle æg?” tordnede Maul. “Nu har du tømt vores hønsehus de sidste per dage, så du får ingen æg, “Har I da von hjem?” svarede Trine forbløffet og forsvandt meget hurtigt.

De børster Kre Walter sad hjemme og lavede, solgte Trine på gårdene. Men hun gik ikke alene. Med sig havde hun sin hest, der for resten boede inde i stuen. Maden fik den, når Trine var ude og sælge børster, for når hun kunne se sit snit til det, lod hun den græsse i nærheden af en kløvermark. Hesten åd så det græsse, denne kunne få fat på, så man kunne altid se, når Trine havde været der med hesten, for så vor der en smuk, lille halvmåne af kort græs.

Men Trine var nu ikke helt dum. En dag, hun var kommet til Hesselbjerg, skulle konen have en spandbørste. Trine havde tilfældigvis ikke en med. De besluttede, at hun skulle komme igen næste ag med spandbørsten. Hun kom næste dag, men forlangte dobbelt så meget, som hun plejede. Konen brokekede sig, hvorpå Trine svarede: “Do tover da et, at hiel he op mæ en spandbøst, und at fo nøj mere fo en!”
Næsten alle de penge, Trine tjente ved at sælge børster, måtte hun købe brændevin
til Kre Walter for. Hun købte det hos N. C. Lund, hvor de kendte hendes “A ska li ha fo 10 ører
spit te Ke Walter. En dag ville de lave sjov med hende og puttede petroleum i brændevinsflasken. Næste dag kom hun rasende tilbage og skældte ud: A ska ha fo 10 ører spit te Ke Walter, men det ska int være petoleum.” Dengang havde hun fået tæsk af Kre Walter; det fik hun for resten tit, for han kunne godt blive lidt voldsom, hvis han ikke fik sin daglige ration af brændevin.

En dag, hun havde været omme ved N.C. Lund efter brændevin, så hun Niels Peter fra Busk holde ud for N. C. Lund. Hun spurgte ham, om hun ikke kunne komme med, men han svarede, at han kørte over Frølund. og ikke kunne have hende med. Men da han så var på vej hen mod hovedgaden, kom han i tanke om, at han havde et ærinde hos smeden og drejede mod Ikast. Da han kom ud inde fra smeden, sad Trine på vognen, og så blev han nødt til at køre hende hjem.
Hver gang, der var en særlig besked til Trine eller Kre Walter, blev beskeden sendt ned til landbrugsskolen, hvorefter en fra gården kørte ud til Trine, for de havde selvfølgelig ingen
telefon. En dag, en af landbrugsskoleeleverne var derude, spurgte Trine, om han ikke ville have en kop kaffe, når han nu havde cyklet så langt. Han kunne jo ikke så godt sige nej, og han
prøvede derfor på at finde en plads i den ikke alt for rene stue. Trine gik ud i køkkenet for at lave kaffe, men opdagede så, at hun ikke havde noget vand inde. Hun gad ikke gå ud, efter noget, så hun spyttede et par gange i koppen og rørte rundt med en finger. Heldigvis (eller desværre) så landbrugsskoleeleven det, så da Trine kom ind i stuen var han forsvundet.

Trine var jo lidt af en særling, og blandt de drenge, der var hurtige, var det en stor fornøjelse at drille hende, De havde et lille sjovt vers: Trine Skunt, Trine Skunt, din røv render rundt. Når Trine hørte dette, blev hun helt vild og prøvede på at fange drengene, men da hun ikke var noget atletikfænomen, var det ingen sag at undgå hende.

Men det mest originale ved Trine ver, et non aldrig havde bukser på, Hver gang hun skulle “høm hømme” lidt, satte hun sig ind i en have, og så fik den lidt gødning.
I 1948 flyttede de en begge ind på plejehjemmet i Hammerum, men det blev ikke uden dramatik. Trine havde jo aldrig haft bukser på, og da man ikke kunne bo sammen, hvis men ikke var
gift, måtte de jo gifte sig. Trine kom i stadstøjet og “BUKSER”. Man siger, at det ikke var helt nemt, og at man måtte hjælpe hende i dem fra personalets side.

Nå, de blev gift og flyttede ind på plejehjemmet. Men kun 3 år senere døde Kre Walter, og så skulle men jo tro, et Trine ville falde til ro. Men denne fantastiske dame var endnu ikke færdig med at gøre sig bemærket. Hun fortsatte med et være en dame, der tillod sig lidt mere end andre. Når personalet på
plejehjemmet f.eks. var oppe at få kaffe, smuttede hun ned i kælderen og “lånte” lidt fløde til sin kaffe. (Den lavede hun for resten selv oppe på værelset). Og mændene kunne hun ikke lade gå i fred. Det er der vist flere ældre mænd, der vil give mig ret i.
Men alt får en ende, og en dag Trine var nede i byen på egen hånd, blev hun kørt ned af en motorcykel. (Hun vænnede sig aldrig til den megen trafik) Det var i 1955, og her sluttede så en dames liv, der i høj grad havde, været med til at præge Gjellerup Sogns historie.

Opdateret