Herning Historie

Lystanlægget i Aulum


Arbejdet for fremskaffelse af et lystanlæg ved Aulum By, har stået på i mange år. Der har stadig, på H&Bs generalforsamlinger, været gjort skridt til tegning af bidrag, foretaget mange drøftelser i bestyrelsen, og ved sammenkomster af forskellig art. Interessen har stadig været vågen, men der har dog stadig hvilet et dunkelt skær over realisationen af alle de fremførte planer, og udtalte ønsker, fra borgernes side.
Et lystanlæg kan ikke rejses på en byggegrund, eller anden indsnævret plads. Det kan heller ikke teknisk, håndværksmæssigt eller forretningsmæssigt frembringes. Til et sådant foretagende, skal det være en plads, af anseelig størrelse og brugelig art, og med god beliggenhed for den største del af borgerne. Det skal have nogenlunde, for et anlæg, passende terrænforhold, og helst med mulighed for lidt vandanlæg. Endelig må købsprisen være overkommelig for en stationsbys økonomiske bæreevne. Alle disse forskellige hensyn har været meget vanskelige at få forenet under èt, for snak gør det jo ikke.
Særlig vanskeligt har det været at få jord til købs i byens umiddelbare nærhed, til nogenlunde antagelig pris, og frygten for at få anlægget til at ligge alt for fjernt fra byen, har hvert år på generalforsamlingen, været fremsat.
Allerede i 1918, nedsattes et udvalg til at forberede sagen, for af denne vej at finde en løsning. Der blev også gjort fremstød. Andre byer af lignende størrelse, med allerede tilplantet anlæg, blev taget i øjesyn, ved udvalgets besøg. Således i Vinderup og Vemb, d. 26. marts, 1925.
På H&Bs initiativ, begyndte man i 1926, at starte en anlægsfond, ved at hensætte et så stort beløb årligt, som foreningens kasse kunne tillade. Om end under beskedne former, voksede denne fond dog så meget, at der i 1937 henstod ca. 1.100 kroner på denne konto, i Aulum bank, ventende på yderligere forøgelse.
Ved H&Bs generalforsamling d. 2. marts, 1936, blev udvalget udvidet med to medlemmer, idet den herefter bestod af;
Tømmerhandler – Chr. Laugesen
Fabrikant – J. P. Jensen
Landpost – A. Lundsgaard –
Købmand, R. Madsen og tømrer Jens Pedersen.
Udvalgets opmærksomhed blev henledt på et jordstykke som tidligere tilhørte Lundgård (nu Kaj Hald, Aulum) Man mente her at kunne se mulighed for anlægsplads til købs, i en ikke uoverskuelig fremtid. Udvalget benyttede også lejligheden, da den indfandt sig ved Kaj Halds død i april, 1937.
Man henvendte sig til Skifteretten i Herning, og indbragte et tilbud på køb af ejendommen, matr.nr. 1ø, 1å, 1cq, 1cr og 1rø, af Lundgård, samt mat.nr. 11, at Lergrav, i alt ca. 11 tdr. land.
Tilbuddet var på 12.200 kroner, og blev antaget af Skifteretten, d. 12. juni, og blev ved skøde af 1. juli, 1937, overdraget daværende udvalgsmedlemmer, Tømmerhandler Chr. Laugesen, Gartner Aksel Kiillerich og gårdejer, Peder Iversen Pedersen., alle af Aulum, som på byens vegne, fik overdraget skødet, midlertidigt, indtil andre forhandlinger var tilendebragt, angående den fremtidige ejer af arealet.
Denne mulighed for jord til anlæg, gav anledning til, at der nu også kunne erhverves jord til dette formål af andre grundejere. Således modtog udvalget tilbud på køb af 3,5 tdr. land af Peder Iversen, Gl. Lundgård, vest for jernbanedæmningen, og ligeledes fra Lauge Østergaard om en evt. byttehandel, med det allerede erhvervede areal, og 5 tdr. land af dennes ejendom, beliggende syd for byen. Herved blev udvalget sat i stand til, at kunne fremlægge 3 planer for byens borgere. Alle 3 pladser, var beliggende i byens umiddelbare nærhed.
Situationen drøftedes på et, i den anledning, arrangeret borgermøde, og ved den derpå skriftlige afstemning, fremkom følgende resultat;
33 stemmer til det allerede købte areal af Kaj Halds dødsbo
12 stemmer til Peder Iversens plads
0 stemmer til Lauge Østergaards plads
Afgørelsen faldt altså på Kaj Halds areal, som allerede var indkøbt. Efter denne afstemning, påbegyndtes bortsalg af den påstående staldbygning og andre effekter. Efter anlæggets placering på grunden, kunne man så sælge, 5-6 tdr. land, efterhånden som lejligheden bød sig.’
Allerede i januar, 1941, kunne udvalget meddele, at i årene 1939 og 1940, var anlægget til dels tilplantet, med såvel læbælter og pynteplantninger, samt udgravet vanddam med springvand fra naturlige, vandførende jordlag, i alt et areal på næsten 5 tdr. land.
De øvrige jordstykker, staldbygning og besætning, er nu bortsolgt, og indbragte et stort beløb, på 10.584 kroner, og 19 ører. Således at anlæggets grundareal, godt 4,5 tdr. land, stod os i kun 1.615 kroner og 81 ører, foruden beplantning, udgravning og renholdelse.
De bortsolgte parceller og besætning, der bestod af en ko og en hund, samt staldbygning, er afhændet på følgende måde;
Straks efter overtagelsen, d. 1. juli, 1937, afholdtes offentlig auktion, over avl og besætning som indbragte, i alt, 2.157 kroner og 19 ører, fordelt således;
Solgt besætning, under hånden – 280 kroner
Matr.nr. 11, Lergrav til Niels Stoubæk – 1.050 kroner
1 tdr. land til entreprenør, Marius Nielsen – 1.200 kroner
1 parcel til Carl Bjerregaard og Johs. Larsen – 1.200 kroner
Matr.nr. 1 fl. til Gymnastik og skytteforeningen, Sigvald Hansen – 400 kroner
Matr.nr. 1 fk til Chr. Sørensen og Kr. Taulborg – 4.000 kroner
Solgte svinekort fra ejendommen – 297 kroner
Samlet købesum – 12.200 kroner
Anlægget stod os herefter i – 1.615 kroner og 81 ører.
Efter at udvalget for tilvejebringelse af jord til anlægget, og for tiden, ejere af parcellen, samt kautionister og låntagere, for det i anledningen, optagne lån i Aulum Sparekasse – tømmerhandler Chr. Laugesen, gartner L. Kiillerich og vognmand, Peder Iversen (alle fra Aulum) nu har udført det, dem overdragne hverv, ved såvel indkøb som bortsalg, betragter man sig nu løst fra denne opgave, idet man foreslog, at anlægget blev overdraget til Aulum Håndværker- og Borgerforening, som ejendom, imod at H&B overtager såvel aktiver som passiver, anlægget vedrørende.
Ved generalforsamlingen d, 14. februar, 1941, blev det vedtaget, at H&B overtog som ejendom, forannævnte anlæg i henhold til udvalgets forslag.
Mens udvalget i tiden mellem køb og salg af anlægget, altså årene 1937 og til skødet blev overdraget til H&B, d. 1. april, 1941, har udvalget foranlediget plantning af følgende plantninger;
285 styk birketræer
735 styk bøg
1210 styk tjørn
600 styk rødgran
39 styk siljerøn
95 styk lærketræer
50 styk askebuske
250 styk sirbuske
20 styk kastanjetræer
1525 styk andre løvtræer
50 styk sitka- og ædelgran
750 styk forskellige gransorter
138 styk syrener
70 styk guldregn
100 styk rød el
100 styk reguse roser
I alt 6017 styk beplantning
Til græsplænen er udsået 65 kilo plænefrø
Da driften af et lystanlæg, som bekendt ikke altid kan være et aktiv, men gerne skulle være en naturlig samlings- og aktiv festplads i den frie natur, til glæde for mange i de kommende tider. Men økonomien skulle jo også gerne holdes i orden, hvorfor man høfligst henvendte sig til kommunen, banken og sparekassen, om velvillig støtte i fremtiden.
Da jeg nu har beskæftiget mig lidt med lystanlæggets tankeeksperimenter, forskellige tilløb, diskussioner, køb og salg af jord og tilplantning, for at tage det i store træk, er det jo kun et mindre udpluk af det mere skjulte arbejde. Det er kun facit af alt det meget, der har gæret i borgernes sind, men vi glæder os over det allerede opnåede.
Nu er det højere og større magter som går ind på arbejdspladsen, giver grøde, opvækst og strækker trætoppene mod vor uundværlige sol.
Vi springer frem til 1944, d. 27. august, hvor den første offentlige sammenkomst finder sted og indvielsen foretages, efter at træerne efterhånden så småt er begyndt at kunne give en smule lå.
Det var Aulum frivillige drengeforbund – FDF, som åbnede festpladsen. Det gav det rigtige symbol. De unge, spæde træer blev budt velkommen af Aulum by og sogns ungdom – i håb om, at det måtte give godt varsel for fremtiden, og vi ældre medborgere, med.
D. 27. august, 1944, oprandt med sol og sommertemperaturer, velegnet til fest (når der ses bort fra de trange tider, under fremmed år, de snussede grønne) FDF marcherede gennem byen, med et 35 mands hornorkester (Aulum og Holstebro FDF’s orkester)som klokken 16.00 samlede en stor tilhørerskare i anlægget.
Kredsføreren for Aulum FDF, manufakturhandler Emil Bøg, Aulum, bød velkommen og talte om flagsangen Der er ingenting der maner, som et flag der går til tops, og at Aulum FDF på denne dag, ville overrække et dannebrogsflag til dette anlæg, til Aulum Håndværker- og Borgerforening, hvorefter Emil Bøg overbragte flaget til Håndværker- og Borgerforeningens formand, som takkede og bad FDF om at hejse flaget på flagstangen.
Flagets rejstes, under musikkens toner, og derefter blev der sunget, Der er et yndigt land, hvorefter der udbragtes et leve for flaget.
Chr. Laugesen takkede på Borgerforeningens vegne, for det smukke dannebrogsflag, og udtalte håbet om at Borgerforeningen altid måtte den højt i ære, og ville ønske at vort nye og beskedne anlæg, som for kun 6 år siden, henlå som jævn agermark, måtte blive en smuk ramme om, såvel denne dags, som kommende festligheder, at fanen altid måtte holdes i ære, under sunde og smukke forhold, så sammenkomsterne måtte tjene til opbyggelse for deltagerne.
Da det, som nævnt, var første gang musikkens toner lød på denne plads til fest, og første gang der holdtes fest, efter at træerne nu var vokset så meget at man kunne begynde at nyde læ for den stride blæst, udtalte han ønsket om, at denne plads måtte blive en naturskøn og hyggelig samlingsplads, hvor man i det grønne under det gamle dannebrog, kunne samles, takke og glæde sig. Han ønskede at det ville blive en fælles samlingsplads for såvel by som land, under mottoet; Land og by, hånd i hånd. Formanden erklærede herefter festen for åben.
Som de ældre bekendt, var indgangen til anlægget, noget uheldig, da den lå nede i den smalle Vinkelvej, og ind i et hjørne til anlægget.
For at rette op på dette uheldige forhold, fik Håndværker- og Borgerforeningen i 1944, tilbud om at modtage et andet stykke jord som gave, for at åbne mulighed for en mere pyntelig, og praktisk indgang. Dette blev modtaget med tak, og nu fremtræder anlægget som et smukt byparti, set fra gaden.
Grundlovsdag, d. 5. juni, 1945, afholdtes i anlægget, et stort, nationalt møde, i anledning af, at det danske folk havde fået sin frihed tilbage, efter 5 trange år. Der var mødt ca. 2000 mennesker. Sognerådsformand, Chr. Grønbæk indledte og bød velkommen. Derefter talte forhenværende folketingsmand, Julin, og pastor Bønding. Efter ca. en times pause, talte derefter forstander Møller, Hammerum, og pastor Nielsen, Isenvad. Det var på alle måder, et vellykket møde.
Ved en festlig lejlighed for anlægget, havde Aulum bys lejlighedsforfatter, Siegfred Lundsgaard ligesom ved så mange andre sammenkomster, kastet glans over festen, med sin, fra forældre og bedsteforældre, nedarvede, poetiske åre, til anlæggets ære, forfattet følgende sang;
Melodi – Jeg ved hvor der findes en have så skøn
Jeg ved hvor der findes et anlæg så skøn
Græsplæner så store om sommeren grøn
De gange så brede sig yndeligt snor
Og hele anlægget er temmelig stor

En indgang så flot nys vi erhvervede os
En liden modvilje-vi bød det kun trods
Den indgangsplads skænkedes flot af en mand
der bor i vor midte-og tak her får han

Det hvisled og knager før pladsen blev tom
De aldrende huse må blot styrtes om
De diger og hegne må rydtes hel væk
Dog ingen der dånede derved af skræk

Vi mindes begyndelsesveer den gang
I Aulum begyndtes til anlæg en trang
I 19 og 19 ideen kom frem
Så småt og forsigtigt man følte sig frem
Vist æren tilskrives en kær bette mand
Med overskæg mægtig-i hovedet forstand
I sogneråd sad han og rådede med
Som borgerformand han i rækken indgled

På tale kom sagen for sognets vismænd
De grubled og talte og rejste så hen
Hvor andre har anlæg, de vil spioner
Vemb-Vinderup-Give blandt andre de ser

Jo Aulum kan have den hygge og pragt
Som andre små byer pænt har sig tillagt
Til fester, forsamlinger, hatten gik rundt
For planen var rigtig-ideen var sund

Først sneglede pengene sindigt sig frem
Et udvalg blev nedsat at skynde på dem
Der endnu kun tænkte; ”Hv nøtt æ et tè”
Og udvalget fisked så tro og holdt ved

Vi skrev syv og tredive i tallet af år
Og jordstykket hvervedes-og ret vi fåt
Den skrånende bakken med bæk og med eng
Vi synes lå flot-sikken dejlig ”tereng”

Her midt i vor by, lå den plads jo så godt
Vi anlagde gange og plæner så flot
Vi såede og plantede buske og træer
Og alle ting trives dejligt nu her

Vi sloges med gæld og det var ikke let
Og somtid de tænkte, nu bliver man træt
Med lodder, indsamlinger listedes ved
Og gælden blev dækket, alt mens tiden skred

Ja lige med et, tænk så gav det los
En gave så stor, var tænkt just til os
Fra land og fra byen nu guldet ret flød
Og mange omkring os et tilskud os bød

De åre der gik, i den spirende tid
Vi ænsede knapt før det brat lød-kom hid
En yndefuld have, er blevet den plet
Hvor vi kun drømte-snart er den komplet

I verden den store, hvor vi planted vort flag
Den kæreste gave vi har her i dag
Med freden i vente, begyndtes her fest
Og før vi det aned, var freden os næst

I verden den store, man jubled og sang
Og glæden ej mindst var her i Dannevang
Vi takker, vi sang og hejste vort flag
Og flaget skal tone, ad åre i mag

Indvielsen kom nu i året vi har
Vi samledes alle så inderlig glad
Thi nu har vi tyskernes åg af os smidt
Og Danmark er lykkeligt, frejdigt og frit

Vor Grundlovsdag fejredes stolt i vor lund
Og aldrig vi glemmer den festlige stund
Totusind besøgende, nød denne fest
De prægtigste talere var her som gæst

Vi senere amatørskuespil så
Her sås forfatter Lorensen, humpende gå
Trods drik og elendighed, hjertet var ret
Beskytte Niels Ebbesen, var ikke let

I skumringen lyste der fakler og bål
Et fyrværkeri som rekord satte mål
Vi håber ad åre, de fester af tal
I hundredvis her nu nyde vi skal

Om sommeren nyder man sol og lidt læ
Snart tækker os buske og blomstrende træ
Om vinteren skøjter og slæder tager fart
Den sø er vor stolthed-ja det er da klart

Endnu da mangler lidt legpilleri
En gynge-en sandkas’s at tumle sig i
For vores små poder, med virkelyst trang
Vi håber det står, inden tiden bliver lang

Lidt grus på de gange kan og være rart
Nys skoen var pudset, så yndig og smart
Måske står det hele, hel færdig og klar
Når næste år, juni d. 5. vi har

TILLYKKE med anlægget her vi har fåt Vi håber det bringer kun glæde og godt Og tak for de peng og den hjælp der er gi`n
Vi alle må; sige-den plet, de æ min!

S. Lundsgaard
Et hundred års minde
1849 5-6 1949
Til Aulum Håndværker- og Borgerforeningen, som ejere af Aulum lystanlæg
Af kærlighed til vort sogn, vor by og vort anlæg, tillader jeg mig hermed høfligst, at overbringe bestyrelsen for Aulum Håndværker- og Borgerforening som gave, at forsyne vort lystanlæg en talerstol, opbygget af fire granitsten. Talerstolen er påtænkt opført i anledning af 100-årsdagen, for Danmarks riges Grundlov, d. 5. juni, 1949, ved hvilken lejlighed den passende kunne indvies. Det skulle i så fald være med ønsket om, at stolen i kommende tider og slægter, måtte stå ramme og bærer af bud, tjenende landets og folkets sag.
Talerstolen skulle som nævnt, opbygges af fire granitstene, hvoraf hver har sin historie, som jeg kort skal omtale, og medgive et lille vers, hvor stenene selv skulle give udtryk for deres færden, hvis de selv kunne tale.
1 Bropille
Fra ældre tiders mere langsomme trafik, var en kro hist og her nødvendig, for såvel heste som kusk og passagerer, og i den retning har Aulum sogn, heller ikke stået tilbage.
Efter historiens beretning, udgik en landevej fra Holstebro over Tvis-Aulum og Nybro Mølle i Ørre, og videre i øst over Gjelleruplund, for endelig at havne i Horsens. Denne vej igennem Lundgårds kro i Aulum (gården som i dag ejes af A. P. Andersen) og ifølge en ordre fra amtmand Hansen, blev der d. 23. maj, 1773 ved herredsfoged Linnet, berammet et møde i Over Amtrup i Snejbjerg, for hele amtet, hvor flere veje og broer blev nævnt som særligt brøstfældige, hvorfor de skulle istandsættes.
Til dette bro- og vejmøde, var indkaldt sognefogederne og to kyndige mænd, fra hvert sogn, blandt andet også Aulum sogn.
Ved ovennævnte møde bestemtes blandt andet at skiftesteder for postheste, skulle, for ovennævnte vej, være i Holstebro, i Lundgård i Aulum, ved Sunds kirke, og i Tyvkjær i Ikast sogn.
Man vil deraf kunne slutte at Lundgårds kro, allerede på dette tidspunkt har eksisteret. At vejen også har passeret krogården, Lundgård, fremgår også af en anden beretning, angående broer, idet her anføres en Hestbro, Østen Lundgård, som skal istandsættes, og som angives at været bygget i 1786.
Om det er ifølge ordre fra mødet 1773, melder historien intet om, men umuligt er det ikke.
I tilslutning til denne kro og broberetning kan tilføjes, at en af granitstenene som er anbragt i omtalte talerstol – ifølge nu afdøde Jeppe Pedersens beretning – har stået bropille under denne bro, som ovenfor er nævnt som, Øster Lundgård. Jeppe Pedersen er født på denne gård, 1873 og død samme sted, i 1928.
At nævnte sten har haft en mission at gøre, fremgår tydeligt af dens tilhugning og deraf en jerndyvel, som rager 4 cm. Op, er nedstemmet i stenen, og fastgjort ved stopning med bly, således en evt. brooverlægger derved har haft fast leje.
Om stenen har haft sin plads under denne bro så lang tilbage, kan sikkert ikke bevises, men det er jo ikke ualmindeligt at man finder flere, gamle, såkaldte stenkister under de gamle veje, og derfor er det ikke umuligt at denne sten kan have århundredes historie at berette, hvis den kunne tale.
Granit har jo tid at vente, uden at blive mere gråhærdet, eller smelte for solen, hvorfor ingen tidsalder kan påregnes.
Jeg købte stenen i 1925, og anbragte den i min have. Nu afleveres den til anlægget, med følgende, lille vers;

  1. vers
    Melodi: Hvem sidder der bag skærmen
    Som broens stærke pille
    min byrde jeg vil bære
    En hjørnesten at stille
    til havens pryd og ære.
    Min ryg jeg nu vil lægge
    til talerstolens fod
    og bære taler kække
    som bringer frem sit ord
    2 Bindestenen
    En anden af disse granitsten som tjener til opbygning af talerstolen, har også sin tilknytning til Lundgårds kro i Aulum, idet den har stået som bindesten udenfor den østlige dør, i gården udenfor skænkestuen. Den havde til opgave at holde hestene, men passagerer og kusk, nød kroens mad og drikke, og hestene fodredes.
    Igennem denne sten var hugget et hul på ca. 6. cm. Og ca. 10 cm. Fra overkanten, således at tømmen kunne stikkes igennem og forbindes. At stene har været meget benyttet, fremgår af hullet, der er meget slidt, særligt ud til den ene side kan man se hvorledes tømmen har gnubbet.
    Jeg husker selv fra min barndom, bindestenen der stod udenfor den gamle, forhenværende krodør. Hvis denne sten kunne tale, ville den sikkert kunne give et interessant bidrag til sognets historie, både af fornøjelig, men også af tragisk art.
    I 1925 blev jeg opmærksom på, at den daværende ejer af Lundgård, havde fjernet denne gamle bindesten fra sin plads ved døren. Jeg opsøgte og fandt den sammen med den føromtalte bropille, med jerndyvlen, i stendyngen ved gården, beregnet til skærveslagning. Bindestenen havde allerede lidt overlast, idet overstykket til det føromtalte hul til tømmen, var knust og fjernet. Sporet af hullets understribe, var dog stadig tydeligt.
    Jeg købte stenene og anbragte dem i min have i 1925, for dog at bevare så meget af minderne som muligt. Nu skriver vi 1949.
    2 vers:
    Fra bindesten og anker
    ved kroens varme dør
    til havegangens tanker
    om hvor jeg virked før
    Jeg nu i lund skal stråle
    For tale, sang og ord
    I livets store gåde
    Jeg vil stå, støt og tro
    3 Vandmøllestenen
    Angående denne sten, følgende; I ældre tider hvor der ikke fandtes så moderne kraftkilder som under vore dages elektricitet, måtte man selvfølgelig udnytte de naturlige kilder som fandtes for hånden, eller som ved møjsommeligt slid, kunne fremskaffes. Vind og vand var de almindeligste, også i Aulum sogn.
    I Kilde på den store bakke, suste vindmøllen og ydede sit bidrag til frembringelse af økonomiske værdier for indehaveren.
    I dalen syd for møllen, løb en bæk hvis vand også havde sine kræfter i behold, når bare man kunne finde, og binde dem. Således tænkte manden i Lille Kilde, Laurids Jensen (senere Sønderbæk)
    Han opstammede vandløbet, og byggede en vandmølle med sluseanlæg. Der blev brug for mange og store granitsten, som efter mærkerne at dømme, har været meget store, og som er blevet flækket ved kilehugning. Dette var jo før cementens og jernbetonens tidsalder.
    Tiden gik, møllen gik i stå, men de store sten som ved møjsommeligt slid var samlet og anbragt på forskellig måde – dels til anlæg af sluseværk, og til beskyttelse af bækkens sider – lå der stadig. Stene blev brudt op og antageligt tiltænkt skærvedyngen, som der var stor brug for, i 1925.
    Jeg kom på spor af stenene, og købte dem af daværende ejer, Emil Sønderbæk, søn af vandmøllens grundlægger. Det var ikke fordi jeg havde særligt brug for dem, men granitsten har jo tid at vente, til en passende anvendelse foreligger. Jeg anbragte dem i min have.
    3 vers
    Til møllestenens ære
    jeg lagde mig i vand
    Jeg rejstes op og bæved
    til havens dyssestand
    Men nu jeg rejser nakken
    og tænker hvad der sker
    der er jo kun at takke
    og dette mer og mer
    4 Trappestenen
    Som overligger på talerstolen, anbragtes en tilhugget granitsten, med inskriptionen; 1849 5-6 1949
    Denne sten, sammen med andre sten, købte jeg i 1934, gennem tømrermester, J. A. Pedersen, Aulum, som han havde købt hos Lauralyst i Tvis, ved det gamle stuehus´ tilbygning. Denne sten er et vidnesbyrd om, at have været benyttet som trappesten, men i hvor mange år, vides ikke.
    Tvis kloster indstiftedes af prind Buris i marts, 1163, og blev benyttet som kloster, indtil biskop Munk købte den af kronen, i 1547 – efter Reformationen – hvorefter den overgik til at blive herregård.
    Flere udstykninger er foretaget, men den største af disse var herregården, Lauraslyst, i 1811, som fik tillagt 11 tønder hartkorn.
    Trappestenen er ligeså nøjagtigt udført stenhuggerarbejde, som stenene i vore kirkebygninger fra den katolske tid, hvorfor man selv kan gøre sig tanker om, hvad der ikke er umuligt, at denne tilhuggede sten kan have århundreders minder bag sig. Enten som del af klosterets nedbrydningsmateriale, eller som tilhugger ved Lauraslyst opførelse i 1811. Derom får vi sikkert aldrig besked, og enhver må så danne sine egne tanker, men vær forvisset om, at det ikke er nogen nyskabning. Også denne sten har indtil dato, pyntet op i min have, ved tømmergården.
  2. vers
    En trappesten med minder
    om klosterkirkens ord
    til herregårdens tinder jeg blinker op fra jord.
    Fra havelågens trappe
    der minder slog sig ud
    nu må jeg ta`til takke
    med talerstolens skrud
    Når man nu har ladet disse fire stene overgå i nævnte talerstol, og overladt stenene til selv at tale, anført i vers, har jeg også selv lyst til at bringe min egen tak, i følgende vers;
  3. vers
    Jeg har selv lyst til at bringe
    en tak til Aulum sogn
    som borger, tak for minder
    i fyrretyve år.
    Slut kreds om lunden, kære
    at den må vokse stolt
    og bringe sognet ære
    ja, land og by i flok
    Chr. Laugesen
    Samme år kan man med god grund mindes 100-årets for tyskernes overfald på Danmark, som skabte 3-års krige i 1848, 1849, 1859. Selvom det er sørgelige minder, holdt vi dog denne gang stand uden landafståelsen, men som vi alle kender, havde vi jo også en 1864, med mere dystre minder, ved afståelsen af vore sønderjyske landsområder, hvad der igen i 1920, for en dels vedkommende, kom tilbage. Vi har dog lov til at sætte en tankestreg ved om hvornår – eller måske aldrig – resten kommer tilbage.
    Disse tanker har givet mig anledning til, at også disse begivenheder, mindes i vort hjemlige anlæg, hvorfor jeg ved mit 40-års jubilæum, i 1949 som borger i Aulum by, fandt anledning til at skænke en stor granisten med følgende inskription;
    DANMARK
    vort elskede hjem
    1848-1850
    1864-1920
    1940-1945
    Fædreland og grundlovsord
    med hundred år i pagt.
    tre overgreb fra ørneklo
    tilbagevist ved magt
    og ret i håb og tro

Rejst 1949
Foruden disse synlige minder, er der af mange talere, talt værdifulde og djærve ord, som hvis de har slået rod i tilhørerne, har bevirket store, ja, meget større ting, som ikke kan måles eller tælles. Vi håber det bedste.
C. Laugesen

Opdateret