Herning Historie

Mads Raunsbjerg

Mads Ravnsbjerg og Hanne

Mads Ravnsbjerg og Hanne

Selv om Mads Raunsbjerg ikke havde taget nogen eksamen som dyrlæge, så havde han en vældig praksis, måske en af landets største, i hvert fald strakte den sig over næsten 10 kirkesogne. Det er tusindvis af husdyr, han har kureret i de godt 60 år han praktiserede. Hans kone Hanne støttede ham på bedste vis, passede telefon og udleverede medicin og pulver, når Mads var ude i praksis.

Hvem var så dette populære par, der var agtet og værdsat vidt omkring.? Mads Raunsbjerg var født den 6. August 1862 i Vester Lille Spaabæk, men faderen Laust Kristen Madsen var født i Raunsbjerg og derfor tog han senere dette familienavn. Hanne var født den 8. September 1860 på gården Pøhl i Grønbjerg, hendes far Niels Pedersen var fra Kjær i Vind og moderen Kirsten Knudsdatter var fra Maabjerg. Den 16 november 1883 blev de gift og fik 40 tønder land fra Mads` barndomshjem i Spaabæk. Der var fire græsagre, resten var hede.

Da de blev gift havde Mads ikke aftjent sin værnepligt, så han måtte springe soldat i Viborg. Hanne måtte så passe ejendommen, men hun var virksom både ude og inde. Forholdsvis hurtig fik de ejendommen opdyrket, og efterhånden fremstod den som en meget veldreven gård. De var begge meget energiske, så ejendommens drift kunne ikke beslaglægge hele deres virketrang. Mads slog sig på skomagerhåndværket i sin fritid, og der er mange, der i sin tid har fået deres støvler repareret hos ham. Skønt han ingenting havde lært, drev han det endog så vidt, at han lavede færdige støvler.

Hans far Laust Kristen var ”hjemmedyrlæge”. Der var dengang langt til en autoriseret dyrlæge, og det var dyrt at hente en sådan. Det viste sig, at Mads havde arvet faderens håndelag og interesse for at kurere på syge husdyr. Derfor blev det almindeligt, at han afløste faderen når han var forhindret. På den tid havde mange landmænd begyndt at krydse deres gamle jydske besætninger med korthorns tyre, og det resulterede i nogle meget vanskelige fødsler. Her kom Mads` fingerfærdighed til sin ret, for han specialiserede sig i vanskelige fødsler.

I den anledning anskaffede han sig moderne instrumenter, så han kunne partere kalve, der ikke kunne fødes på normal måde. Det blev, gennem årene, til mange hundrede, måske tusinder kalvefødsler som Mads nåede at bistå ved. På en nat tog han således fire kalve fra, og et forår var han næsten ikke i seng i ni døgn, fordi der var travlhed med vanskelige fødsler

Det skete også, at Mads tog sig af en syg hest. Det tålte de faglærte dyrlæger ikke og Mads blev meldt og blev idømt en bøde. Det gav anledning til, at der i 1908, ved lærer Solbjerg, blev indsendt en ansøgning til landbrugsministeriet om, at Mads måtte få lov til at praktisere som dyrlæge. Ansøgningen var underskrevet af flere hundrede vestjyske landmænd. Der var 89 fra Brejning, 56 fra Hover, 50 fra Ølstrup, 46 fra Thorsted, 26 fra Vind, 73 fra Vinding, 24 fra Timring og så er underskrifterne fra Ørnhøj og Grønbjerg endda ikke talt med. Det var et smukt udtryk for befolkningens tillid til deres hjemmedyrlæge. Det viste sig imidlertid, at der efter gældende lovbestemmelser intet var til hinder for, at enhver kunne tage husdyr i kur, kun ikke heste og heller ikke hvor der var tale om smitsomme sygdomme.

De første år, hvor Mads praktiserede, kunne det ske, at folk kom og påstod at deres dyr var forheksede og ville have ham til at ”læse” over dem men det ville han ikke have med at gøre, men henviste til Anders Ulfkjær i Ulfborg, som også var god til at kurere husdyr og som ikke gik af vejen for at lave lidt hekseri oven i handelen, hvis folk troede det kunne hjælpe. Efterhånden tog dyrlægevirksomheden så megen tid, at landbruget blev til overs, og da der ikke var nogen af børnene, der ville overtage gården, så solgte de den i 1910 og købte en lille ejendom øst for Ørnhøj station. I de 40 år Hanne og Mads boede der, var det dyrlægearbejdet, der optog det meste af tiden. I køkkenet var der en dør ind til ”Apoteket” hvor Mads opbevarede sine medikamenter. Det var et lille rum, der var et par ålen på hvert led. Her var hylder med flasker og poser med pulver. Han havde nogle lommebøger hvor han havde noteret hvilket middel, der skulle bruges til de forskellige sygdomme. Disse bøger findes stadig, og en praktiserende dyrlæge, der har haft lejlighed til at læse dem igennem, siger at Mads brugte nøjagtig de samme ting og råd til de forskellige sygdomme som de rigtige dyrlæger brugte på den tid.

På ejendommen havde Mads og Hanne som regel tre køer og en Hest. Og da børnene var flyttet hjemmefra, så havde de altid en ung pige til hjælp. Det blev gennem årene mange, der har haft plads hos dem. Pladsen var ikke helt almindelig, den unge pige skulle hjælpe ved alt muligt, passe den lille besætning, fodre, muge og malke, hjælpe til i marken og hjælpe Hanne inde i huset. Faldt pigen godt til, blev hun som medlem af familien.

I mange år havde Mads en gig, som han kørte i når han skulle på sygebesøg, men for det meste brugte han cyklen. Det var et almindeligt syn, at se ham komme cyklende med rygsæk. Skulle han til Ølstrup eller Hover rejste han som regel med tog. Medens Niels Nielsen havde vognmandsforretning i Ørnhøj, kørte han utallige ture med Mads. Mads holdt meget af dyrlægearbejdet, folk, der har kendt ham godt, påstår at han altid glædede sig til at tage på sygebesøg, også selv om han blev kaldt op midt om natten. Hanne stod også op og hjalp ham med at spænde hesten for, hvis der skulle køres, hjalp ham med at få de nødvendige ting samlet sammen og snørede hans støvler. I det hele taget var de fælles om så meget som muligt. De havde skabt et hyggeligt og gæstfrit hjem, gammeldags og nøjsomt. De havde begge et godt helbred og nåede en høj alder.

I gamle dage hvor besætningerne ikke var så store, virkede det stærkere når et dyr var sygt. Men det lettede på den trykkede stemning når Mads kom, han var altid rolig og ligevægtig. Han gav sig ikke til at berolige folk med at sige, at det ikke var så galt, tvært imod sagde han som regel, at dyret var meget sygt og hvis det kunne reddes så var man heldig. Så var folk forberedt på at det værste kunne ske. Hvis dyret så kom sig og blev rask, så blev glæden det større. Men resultatet blev, at det kun var få besætninger, hvor ejeren ikke kunne udpege et eller flere dyr som Mads Raunsbjerg havde reddet fra at dø. Selv om det måske ikke var bevist, så var det i hvert fald med til at styrke Mads`popularitet.

Selv om der kom praktiserende dyrlæge til Spjald, så blev Mads ved med at have mange kunder i Hover og Ølstrup. Men da han var blevet 80 år begyndte han at snakke om, at han syntes, at man skulle have en rigtig dyrlæge i Ørnhøj. Det fik man i 1946, men Mads blev ved med at praktisere lidt i det små. At Mads og Hanne var populære og vellidte, så man tydelig når de fejrede familiefester. Både guldbryllup, diamant-og krondiamantbryllup samlede så mange mennesker, at man sjældent har set magen. De havde tre børn hvoraf en søn Niels Raunsbjerg fulgte i faderens spor, men han fik en videnskabelig uddannelse og blev dyrlæge i Videbæk. Han blev også en populær dyrlæge, der drev praksis i mange år og opnåede en høj alder. De der kan huske Mads, erindrer ham som en hjælpsom og omgængelig mand. Han opnåede en popularitet, der kun kommer få mennesker til del, det er derfor naturligt, at der i Ørnhøj findes en gade, der bærer navnet Raunsbjergvej.

Ørnhøj lokalarkiv, oktober 2009

Opdateret