Herning Historie

Minder fra krigen


Den 1. april 1940 begyndte min skolegang i Busk skole. Det var en stor overgang, som den ældste af 3 søskende pludselig at skulle leve og opleve noget uden for hjemmet.
Men den begivenhed med det nystartede skoleliv blev ret hurtigt til flere begivenheder, der star klare i erindringen.

Den 9. april vågnede vi op til tyskernes besættelse af Danmark.
Nu kan man jo godt forundres over, at det betød så meget for en 7 årig, men det kom det til, idet Far tog besættelsen meget nær og var ret sikker på at Englænderne ville angribe os, så der ville blive krig på dansk jord. Hans frygt var så stor, at han i løbet af de første 3 uger af besættelsen tabte adskillige kilo. Jeg husker hvordan vi mørkelagde vinduer for ikke at stedet, for det kunne blive farligt ifald det kom til krigshandlinger.

Efterhånden vænnedes vi jo til forholdene og de begivenheder der fulgte. Senere fik vi en dagligdag med tysk militær i byens billede. Besættelsen af højskolehjem og missionshus og flere lokaler og idrætsanlæg gjorde, at ungdomsarbejdet havde svære vilkår, men man fandt alternativer steder, for udfoldelse af gymnastik og idræt.

Dette optog ham meget og på, at vi skulle passe vores og så lade tyskerne passe sig selv.
Jeg havde flere fætre som havde involveret sig i frihedskampen, og som blev nødsaget til at gå under jorden, som det blev kaldt når man måtte forlade sin bopæl og finde andre opholdssteder.
Når disse fætre bankede på og med falske pas og lignende papirer bad om husly et døgn eller 2, havde mit hjem det ikke godt, det at man gjorde noget der ikke var lovligt, var ikke let, men man kunne heller ikke afvise dem og sympatien for det de var med i, var til stede, dette dilemma sled på Far.

For os børn var tyskernes øvelser jo afvekslende i dagligdagen Man havde nogle større øvelser med Lindbjerg Bakkegård som mål. De angriberne styrker kom ovre fra Betzergård, over banen gennem mergelgrave og diger kom de kravlende for til sidst, at sætte en enorm angreb ind med røgslør og enorme skyderier. I læbæltet langs Frølundvej og i kalvefoldene og haven havde man gravet skyttehuller og geværstillinger.
TII at overvære øvelserne kom der officerer som havde meget høje militære titler. De ankom i specielle køretøjer og var iført flotte læderfrakker og lange læderstøvler og kasketter så store.
Det var helt tydelig, at der på disse øvelser blev prøvet nogle ting af som jo sikkert indgik i deres strategier for deres krigshandlinger.
Efter sådanne øvelser var vi ude og samle hvad der var efterladt. Det var nok ikke helt ufarlig, men det tænkte vi jo ikke på. Andre drenge kunne være noget misundelig når Vi kunne prale af hvad Vi havde fundet. Jeg husker jeg havde fundet en rigtig flot træsksaftet håndgranat. En af mine skolekammerater var parat til at give en femmer for den, men han måtte bede sin Far om penge, faderen meldte det til “Trofast” Ikasts politichef, som mødte op og pakkede granaten forsigtigt ned i for at køre væk med den, så der blev ikke noget ud af den handel.
De gravede skyttehuller langs Frølundvej var skyld i, at tømmermester Lindstrøm mistede sin gravhund, den var faldet i en sådan skyttehul.

I efteråret 1944 skete der noget som for os kom til at betyde, at vi blev klar over at lovløsheden var over os.

Det var den nat da banditter gik fra gård til gård smadrede vinduer og forlangte penge.
Ved at gå ind i vores stald og finde en økse og så gå til soveværelsets største vindue smadre det og med lommelygter lysende ind ad det smadrede vindue og på gebrokken tysk forlangende at få penge. Chokeret over en sådan opvågning, måtte Far ud af sengen og ud i køkkenet efter pungen, han havde lige åndsnærværelse nok til at tage sit personkort og ellers udlevere pung og penge. Vi sov ovenpå så de kom derop og fik sengeplads der, de fortalte ikke der om natten hvad der var sket.
Røverne gik til Rasmus Hjøllunds og her gik de helt amok, de slog mange vinduer ind og fik her hele huset på benene. Sønnen Harald greb sit jagtgevær og ville skyde på dem, men hans søstre bad ham lade være, da de frygtede at det kunne ende i et blodbad, man forsøgte at telefonere, men røverne gjorde opmærksom på, at værnemagten ikke svarede. De gav jo udtryk for at det var en øvelse og at værnemagten ville komme og erstatte det ødelagte.
Jeppe Kjærsgård var næste offer. Han havde ved mejeriets generalforsamling et par aftener før bebudet, at hvis der kom nogen til hans gård ville han skyde på dem. Så da vinduet blev smadret greb han efter sit
gevær, men hans kone Marie bad ham lade være, hun frygtede at det kunne udvikle sig noget forfærdeligt, så hun bad sin mand give dem nogle penge.
I Hjørnholm samme fremgangsmåde med knuste vinduer, her holdt Marie dem på afstand idet hun greb en kost og holdt den væk fra at kunne komme ind.
Naboen Knud Eriksen lå på sygehus, så det var konen og børnene der blev chokeret. Røverne må have opdaget, at de var alene og derfor trængte de ind i huset. Uroen og postyret havde vækket gårdens unge karl som kom til, men blev slået ned af dem der var trængt ind. Senere vendte de tilbage og fortalte at værnemagten ville erstatte det ødelagte.
I Frølund kom de til Chr. Bentsen. Da vinduerne var blevet slået ind, gav Chr. Bentsen sin kone Stinne og datteren Musse ordre til at søge op på loftet, svøbte en dyne om sig og greb en taburet, sagde så til røverne, at nu kunne de bare komme ind. Dynen skulle værne mod skud, men de kom ikke ind, de forlod stedet og gik til Ole Poulsen. Da vinduet var slået ind, tændte konen lyset, men Ole gav ordre til at slukke det igen, idet han havde mange penge liggende. Han havde 2 tegnebøger – greb den tomme og puttede en enkelt seddel i den og smed den så ud af
vinduet, hvorefter røverne forsvandt.
Det var heldigt for dem at Larsen på Nørregård ikke mødte dem, han løb rundt i Frølund da han var blevet vækket af larmen, havde han mødt røverne er det ikke godt at vide hvordan det kunne være endt.

Dagen efter indkaldte forstander Møller og andre blandt andet vores præster til et møde på Landbrugsskolen, hvor der blev lavet planer for oprettelse af vagtværn. Det var gårdenes karle der skulle patruljere rundt i sognet og derved være med til at sikre mod gentagelser af disse røvertogter. Vi skal huske på at det danske politi var afsat af tyskerne. Dette vagtværn fingerede til krigens afslutning.

En personlig oplevelse mere som der ikke glemmes fordi man var virkelig
nær på det der skete.
En sommer søndag var Niels og mig hos en fætter der var ved Marie Frølund. (Brdr. Blåbjergs ejendom) Vi var ude i mergelgravene vest for gården, vel nok for at fiske eller lign. Vi hørte godt der blev blæst luftalarm i Herning men det bekymrede ikke os.
Pludselig kom der engelske og tyske fly lige hen over trætoppene i en hidsigt jagt efter hinanden. Ved Højris lige øst for Ikast skød de hinanden ned. De sorte røgskyer der steg op gjorde, at vi var klar over, at vi var tæt på noget meget ubehageligt.

I vinteren 1944-45 havde vi en af vores fætter boende, han gik på Landbrugsskolen. Han læste i København, men hele klassen havde rodet sig ind i noget, så de blev forvist og da de skulle have noget landbrugskendskab, søgte han til Hammerum, fik lov at følge undervisningen, men kunne ikke bo på skolen. Var der noget der lød lidt mystisk om aftenen, forlod han gerne stuen for at undersøge hvad det kunne være!

Da krigen sluttede, lå far på sygehus, så vi var i Herning 5.maj og oplevede frihedskæmperne drage gennem gaderne med dem der havde gået tyskernes ærinde. Så hvordan de blev stillet op og hånedes, klippedes og spyttedes på. man ikke helt hvorfor, så det virkede stærkt og se sådanne scener.

Efterkrigsårene ændrede jo igen på mange ting, så de sidste år i skoletiden var jo igen en omstilling, og historisk var vi jo igennem en tid, hvor der var mange forandringer og hvor udviklingen virkelig tog fart.

Tillæg til minder fra krigen.

Idrættens forhold blev jo berørt af at tyskerne havde besat Højskolehjem og Silo. Så måtte findes andre steder at træne, det blev så skolerne i Busk og Hauge og Lund der havde en gymnastiksal som blev brugt. Idrætsparken der var i Søndergade – nu Agerskovvej havde tyskerne brugt til at grave stillinger til tanks og kanoner, det var jo rimelig let idet fodbold banen var sænket så der skulle ikke meget jordarbejde til for at grave en kanonstilling ind i brinkerne. Der blev arrangeret fodbold kampe mod tyskerne. Ellers var den årlige fodboldkamp – land mod by – det som huskes.
Gjellerup KFUM idræt var blevet Startet i foråret 1944. Sommerens aktiviteter var til ende og man havde tilrette lagt en afslutningsfest en aften på en skole. Så blev der erklæret udgangsforbud om aftenerne. Man havde købt ind til festen så man havde virkelig et problem. Så fandt man ud af, at privat og i dagtimerne måtte man godt samles.
Så denne afslutning blev holdt derhjemme i stuerne en søndag eftermiddag.

På det tidspunkt var der blevet oprettet idræts- og håndboldklubber i Hauge, Frølund, Lund og Gjellerup nordre, Gjellerup Sdr. Gjellerup KFUM, Hammerum idrætsforening. Så der blev holdt mange lokale sportsstævner, man var jo på cykel eller gåben, enkelte kom kørende i hestevogn, så kunne man slå to fluer med et smæk, idet der ofte i forbindelse med håndbold og andet idræt også var ringridning. Det var en meget populær konkurrence dengang.
Det blev også afholdt som eneste konkurrence. Så var der ofte ridt igennem byen, inden konkurrencen blev afviklet, tit var der præmier til den flotteste pyntede rytter og hest. Den sejrende kunne smykke sig med titlen: Ringridderkonge.

Landbrugets struktur ændrede jo sig ret hurtigt efter krigens afslutning, mekaniseringen begyndte og dermed mindskedes folkeholdet på landet. Grundlaget for de mange sportsforeninger var der ikke længere, så de ophørte lidt efter lidt.

Jeg blev konfirmeret i 1947. I vinteren 48-49 var jeg på Hoptrup Efterskole. Sønderjyllands historie og det at besøge og bese de historiske steder var oplevelser der gjorde et stort indtryk. At være med på kirkegården den i november og se veteranerne fra første verdenskrig møde op med faner og gå rundt til deres kammeraters grave og nedlægge blomster var stærke oplevelser.

I maj 1953 blev jeg indkaldt til Dronningens Livregiment og aftjente 18 måneders værnepligt, heraf de sidste 6 mdr. i Tyskland. Ved at tænke tilbage på besættelsestiden, var det en speciel
oplevelse, at nu var det os, der sammen med flere nationer var besættelsesmagterne. Nu var det os der afholdt øvelser på fremmed grund. Vores befalingsmænd gjorde meget ud af at få os til at forstå betydningen af vores indsats i denne brigade og vi så betydningen af et fælles forsvar. Forsvarsviljen for vores fædreland var tændt, så efter at være slettet af lægdsrullen, meldte jeg mig i Hjemmeværnet og var der i 35 år. Det gode kammeratskab og ønsket om at væne vores fædreland var drivkraften i denne indsats.

Barndomstidens stærke indtryk – var nok det der inderst inde skabte forsvarsviljen.

Fortalt af:
JENS ØSTERGAARD, Hammerum

Opdateret