Herning Historie

Mine erindringer, fortalt af Lars Vestergaard


Når jeg begynder at skrive, hvad jeg kan huske og har oplevet gennem et langt liv, er det fordi, jeg nu snart bliver 79 år og ikke kan vente at kunne fastholde alt det, som i dag står mig klart. Jeg håber derfor, at familie og slægt vil opbevare denne beskrivelse, således at slægten fremover kan se, hvorledes tiden og udviklingen har været på min tid. Solskinsdage og gråvejrsdage har skiftet, ligesom de gør det i dag. Vi mennesker kan ikke tåle ene solskinsdage. Der skal kamp til, hvis vi skal bevare sundheden.

Barndommen
Jeg er født i Kollund, Rind sogn den 5. april 1886 og blev i 1910 gift med Anna Cesilie f. Kristensen. Hun var født i Fastrup den 1. september 1883.
Min far, Kr. Nikolajsen gift med Mette Marie, var tømrer og snedker og havde en mindre gård. Eftersom han var den eneste udlærte tømrer i Rind sogn, havde han meget at bestille, og han tog sig af alle større byggerier. Derfor var der nok at bestille ved landbruget for min mor, mine ni søskende og mig. Jeg kan vist ikke sige, vi var fattige, men derfor blev der ikke ruttet med pengene. Det hørte sig ikke til dengang.

Der var nok at rive i for os børn ved landbruget, og vi blev da også sat i gang, fra vi var små. Jeg var vel 8-9 år, da jeg begyndte at harve og skralpløje. Jeg mindes, vi havde en ældre hest, som hed Lotte. Den var noget egensindig specielt når det var mig, der holdt tømmerne.
Noget jeg holdt særlig meget af, var når vi skulle køre til Herning efter rugbrød. Vi fik 10 rugbrød ad gangen og leverede til gengæld tørv til bageren. Vi havde nemlig en temmelig stor mose med 1. klasses tørv. Manufakturvarer, træsko og andet fodtøj betaltes på samme måde, således at vi aldrig manglede hverken føde eller klæde. – Ellers var der megen fattigdom. Jeg kan huske, der var mange, der kom til min far for at låne penge, og jeg tror, at alle, der kom i den anledning, blev hjulpet.

Min far var meget politisk og kirkelig interesseret. Han hørte til de moderate venstre og kunne blive forfærdelig ivrig, når han kom i debat med en modstander. Det tåler ingen sammenligning med vores småsnak om det politiske liv. F.eks. kan jeg huske en gang min far sammen med farbror Niels Søby og Kr. Fløe fra Kollund bestemte sig til at tage til Isenvad til vælgermøde. Min farbror kørte, men ved mødet blev de så uenige, at da de skulle hjem, og min farbror råbte, at nu var hestene spændt for, svarede Kr. Fløe og min far, at han kunne bare køre selv, for sådan en bergianer ville de ikke følges med. Og i stedet gik de den lange vej over heden til Kollund – ca. 2 mil.

Far var meget interesseret i gymnastik. Han var adskillige gange dommer ved gymnastikopvisninger. Ligeledes var han med i skyttebevægelsen. Jeg husker en gang – jeg har nok været 10 år – jeg tiggede for at komme med ned til Skærbæk til Amtsskydning. Efter lidt snak frem og tilbage fik jeg lov til at følge med. Da vi kom derned, var der forskellige boder, hvor man kunne købe æbler og slik af forskellige slags. Jeg havde ingen penge med og var derfor henne hos far for at spørge, om jeg ikke kunne få et par ører til at købe for. Far mindede mig om, at det var ikke for at bruge penge, jeg var kommet med. Men efter lidt snak fik jeg 10 øre – “Men én ting kan jeg sige dig. Ham der står der sagde min far og pegede “ham skal du ikke købe af, for han er formand for Socialdemokratiet i Herning”.
Sådan så folk dengang på Socialdemokratiet i lighed med vores syn på kommunister.

Vi søskende havde en god og dejlig mor. Hvor har vi meget at takke hende for. Til hende kunne vi komme med både glæder og sorger. Hun var så mild og god i hele hendes færd og virke, og det er måske først som voksne, vi rigtig kan se, hvad hun var for vores barndomshjem.

Fra min barndom mindes jeg specielt vores møde søndag eftermiddag ved Sorte Højen. Der var farbror Søbys, Sigvald i Sortehuset m.fl. Vi førte krig om højen. Den halve part forsvarede højen, og den anden halvpart angreb den. Den ene halvpart lå gemt i grusgraven, og den anden part var oppe på højen. Det gik tit hårdt til, og der kunne godt komme til at flyde blod. Vi kæmpede både med bue og pil samt træsabler. Når så endelig krigen var sluttet for den dag, var vi til tider så trætte, at vi gik i seng, straks efter vi havde spist til aften og sov godt efter en fornøjelig krig.

Jeg husker også en nytårsaften, hvor vi var ude for at skyde nytår ind. Vi havde en nabo, som blev så forbitret, når nogen fyrede nytårsskyts af, at han kom farende ud for at jage de pågældende væk. Jeg fik så den idé at lave nogle pile med et søm i enden, hvorpå en kineser kunne fastgøres. Min bror og jeg lagde os så et stykke fra gården. Den ene strøg en tændstik og tændte kineseren, og den anden spændte buen og sendte pilen med den tændte kineser af sted således at den faldt ned midt i gården med et vældigt knald. Manden kom farende ud og løb rundt om gården.
I mellemtiden havde vi afsendt to pile til. Manden stod hjælpeløs, og da hans kone kom ud, sagde han “Hvor kommer de dog fra? Det her går over min forstand”. Men dagen efter var gåden løst, for pilene lå jo i gården, men opklaret, hvem der havde sat sceneriet i værk, blev det vist ikke.

Jeg husker også med glæde vores nabo Peder Kristensen og hans kone Elsemarie. De var vel nok gode ved os søskende. Jeg tror ikke altid vi var så rare, men de havde en særlig evne til at omgås børn. P. Kristensen var veteran vistnok fra 1848. Han var ikke stor af vægt, men havde et prægtigt rødt skæg. Vi drenge ville have at vide, om han havde stukket en tysker ned med sin bajonet. Han svarede blot, at når tyskerne så en soldat med rødt skæg, flygtede de over hals og hoved. Mere fik vi ikke at vide om den ting. Deres søn, Jørgen Petersen overtog gården, og vi var nabo til ham i mange år. Han var meget flink, og kunne han gøre én en tjeneste, gjorde han det med glæde. Vi står i stor tak til ham og hans hjem. Det gælder også far og mor.

Skoletiden
Jeg gik i Kollund skole til lærer Nielsen. Han var en dygtig lærer på mange områder. Kollund skole var en 2-klasses skole, som de fleste var det på den tid. Undervisningen var især lagt an på dansk, skrivning og regning, som vi blev så nogenlunde fortrolige med. Vi havde selvfølgelig også geografi, bibelhistorie og danmarkshistorie ikke at forglemme. Lærer Nielsen var god til at fortælle både bibelhistorie og danmarkshistorie. Han forstod at levendegøre stoffet, så vi børn lyttede. Det han fortalte, gik ind i vor bevidsthed, hvilket også var meningen. Der var ro og orden – måske mere end hvad passende var. Om middagen havde vi op til halvanden time at lege i, som vi bl.a. tilbragte på skolelodden. Til hver skole på landet hørte en skolelod. Lærer Nielsen havde 5-6 køer og var på mange områder næsten klogere end landmændene. Jeg kan da også huske, at der var flere landmænd, der gik til ham, når de skulle have sammensat deres frøblanding, ligesom han blev spurgt til råds i flere anledninger. Jo læreren på landet var inde i de forskellige grene af landbruget, hvilket var med til at knytte læreren og skoledistriktets beboere nærmere sammen.

I skolen sad jeg ved siden af Mads Lægdsgård fra Stokkildhoved så at sige hele min skoletid. Vi holdt ubrødeligt sammen – også når der blev slagsmål. Men en dag jeg skulle til Kollund for min far, var jeg alene, og da kom der en dreng, jeg ikke kunne lide, som ville slås. Jeg var stor og stærk og fik et godt tag i ham, således at han røg på hovedet ned i en dyb grøft. Han skreg op og fortalte, at han havde brækket halsen – Der blev ikke mere slagsmål den dag, og jeg var noget beklemt, fordi jeg vidste, at mor havde fortalt, at når man brækkede halsen, kunne man ikke leve. Drengen gik hele vejen og holdt om halsen. Jeg var ikke stolt af den bedrift, og jo nærmere vi kom hans hjem, jo værre blev det. Der var ikke andet at gøre end følge ham til døren. Vi traf hans mor, og han fortalte straks, at han havde brækket halsen. “Hvordan er det gået til” spurgte moderen. “Vi var oppe at slås” svarede drengen. “Så kan du bare gå ordentlig hjem fra skole. Se nu at komme ind og få skiftet tøj, så du kan komme i gang med at bestille noget. Her får du ingen medynk” – og henvendt til mig sagde hun. “Ja, du skulle også se at gå ordentlig hjem.” – Jeg sprang noget lettet hjem, ment næste dag, da vi kom i skole, var han den samme. Jeg kunne ikke fordrage ham, og jeg spurgte ham derfor, om han kunne tænke sig en tur til i grøften. “Du kan bare sige til” skræppede jeg.

Ligeledes mindes jeg, at vi på vej fra skolen kom forbi en lille ejendom, som lå lige op ad vejen. De havde fået en stork på huset som vejrviser. Det var jo ikke let at lade den være, selv om den viste os, hvorfra vinden kom. Det havde været snevejr, og vi skulle derfor prøve, om vi med snebolde kunne ramme halen på den. Jeg var den første, og jeg ramte, så storken dansede rundt – og det var ikke just i nogen sagte vals. Vi vidste, at det var klogest at stikke af, og løb da også det bedste vi havde lært. Manden kom ud, men da var vi så langt borte, at forfølgelsen ikke førte til noget resultat. Men han vidste godt, hvem synderen var. Næste skoledag blev jeg kaldt op til læreren, som spurgte mig, om jeg ikke vidste storken var fredet hele året – mere blev der ud af det.

Mine første pladser
Efter konfirmationen kom jeg ud at tjene hos Karen og Jens Nielsen i Knudmose. Det var en god plads, som jeg havde i tre år. Vi fik god kost, og der var ikke for meget at bestille. Vi kørte med stude, og når de var fedet op, blev de solgt for en god pris. I stedet købte Jens Nielsen så et par magre stude, der, ligesom alle hans øvrige dyr, fik den fulde føde. Karen havde været gift før. Hendes første mand faldt i krigen 1864 på Dybbøl. Det sidste brev han skrev til sin hustru, modtog hun efter hans død. Brevet tog hun med til gudstjenesten i Rind kirke den efterfølgende søndag. Da gudstjenesten var forbi, stod hun op på en lille forhøjning uden for kirken og spurgte, om der var nogen, der ville høre Peder Vestergårds sidste brev.
Folk flokkedes om hende, og det gjorde selvsagt stort indtryk på alle. Hun var en velbegavet kone – et hjemmets menneske, men hyggelig. Hun var god til at fortælle fra gammel tid og til at bedømme en sag på rette måde. Al sladder og uverhæftig snak var hun uimodtagelig for. Jens Nielsen var også en brav mand med humoristisk sans. Jeg husker en gang, vi kom kørende til Herning. Da vi kom til Trehuse mødte vi en mand. Vi kendte ham godt (han var lidt af en original), og han kom op at køre. Du kan tro min kone, Trine var lige ved at miste sit ene øje i dag” sagde han henvendt til Jens Nielsen. “Hvordan det” spurgte denne. “Jo, hun var ved at klippe får, og pludselig slog fåret til saksen, således at den ramte det ene Øje” svarede manden. “Skal hun så have glasøje ligesom min kone” spurgte Jens Nielsen. “Har hun da det” spurgte manden forbløffet. “Ja” svarede Jens Nielsen “og hun ser lige så godt med det som med det andet øje.”

Jeg mindes en anden episode, han fortalte mig om. Han var til gudstjeneste i Rind kirke, og da han kom ud, så han en sort tordensky nærme sig, men han mente nok, han kunne nå hjem. Det lykkedes dog ikke, og da uvejret var lige over satte han sig ned i en risbusk. Hver gang, der kom et lyn og et tordenskrald, hoppede han højt op i luften. Han troede, han var død – men det var han altså ikke alligevel.

Jeg tjente også et år hos Jens Kr. Gjødesen i Stokkildhoved. Hans far, Gjøde var lidt af en original. Det første han fortalte, når der kom en ny karl på gården var, at han altid plejede at kalde, når vi skulle op. Vi kunne derfor sove roligt, men jeg var alligevel vågen og hørte hans trippende trin hen over brostenene. Han sang så et vers fra krigens tid (han var nemlig veteran fra 1864) Det lød således:
Husker du anden påskedag
o, da gik det slag i slag
da måtte vi grave med skovle og spader
tusinder snapser var altid så glade
dæk, dæk Rågebøl dæk, op kammerater
granaten er væk

Efterfulgt af et “Så står vi op karle” – Det var også en måde at kalde os til live på.

Jeg vil også nævne N. P. Madsen i Stokkildhoved. Far og Mor kom ofte sammen med dem – ligeledes kom vi børn meget sammen. N. P. Madsen var sognerådsformand i ca. 25 år i Rind sogn. Sognerådsmøderne afholdtes på fattiggården, hvilket var almindeligt på den tid. Der var ikke en stol til hver, så sognerådsmedlemmerne måtte skiftes til at stå op. Men så blev N. P. Madsen syg, og i den tid blev der anskaffet en stol til hver. Det fortælles, at N.P. ikke var særlig begejstret for synet, der mødte ham, da han vendte tilbage. Det var sognets penge, man havde brugt. Jeg mindes også en gang, jeg var på besøg hos lærer Nielsen, hvor N. P. Madsen dukkede op for at se på en skorstenspibe, som lærer Nielsen, mente burde udskiftes, og husets komfur, som han mente var opbrændt. N. P. Madsen medbragte en taske med murske og forskellige andre ting. Han reparerede først komfuret dernæst skorstenen. Sådan blev der sparet på kommunens penge dengang.

Jeg var lige gammel med Mads Lægsgård, og vi gik da også til præst sammen. Når vi var på besøg – undertiden sammen med mange andre, kom N. P. Madsen gerne til døren og spurgte, om vi ville med ud i laden for at se, om vi kunne holde ham nede. Det var lige noget, vi havde lyst til, når vi havde spist, for vi måtte endelig spise alt det, vi orkede – “det giver kræfter.”

Så snart vi havde spist, var vi nede i laden. N. P. Madsen lagde sig på logulvet, og alle drenge – vi var måske 10-12 i alt – anbragte sig på hans arme og ben. “Har I nu rigtig fat i mig?” spurgte N. P. Madsen. “Ja, nu kan du jo prøve” svarede vi kækt. Og N. P. Madsen forsøgte – og rejste sig op, medens vi drattede ned som æbler fra et træ. “Ja, I havde nok ikke fået placeret jer rigtigt” sagde N. P. Madsen. “I må hellere forsøge igen”. – Vi skiftede så positioner, og N. P. Madsen var overbevist om, at nu kunne han ikke røre et lem. “Men jeg må jo prøve” sagde han. – Og det gik på samme måde som før.
Jo også den gang ville de gamle sætte noget i gang for børn. – Det drøftede vi den dag og flere gange siden. N. P. Madsen lod sig i almindelighed ikke sinke i sit arbejde. Kom der en mand, som ville tale med ham, mens han var ved at pløje, holdt han ikke stille med hesten. Næh, manden kunne pænt følge med til de havde “deres ærinde forrettet”.

Jeg vil også nævne Jens Kr. Dinesen “Søndergård” i Kollund.
Han skrev bl.a. i sine erindringer, at da han blev født for ca. 135 år siden, måtte der tilkaldes lægehjælp, hvilket ikke var nogen let opgave, eftersom lægen skulle hentes i Ringkøbing. Der var en mand, som havde et par gode heste, og han påtog sig at hente lægen. Det tog 11 ½ time. På den tid var vejen til Ringkøbing ikke grusbelagt. Men J. Kr. Dinnesen kom da til verden, og han blev over 100 år gammel. Han hørte til blandt de kloge mænd i Rind Sogn.

Vallekilde højskole
I 1905-06 var jeg på Vallekilde højskole, som blev oprettet i 1865 af Ernst Trier. Han var teolog, og hans livsbane kunne have formet sig på en hel anden måde, hvis han havde taget en præstegerning op. Men han ville vække ungdommen. Det var jo lige efter krigen 1864, som var en mørk tid for Danmark.
Højskolen lå på den tid ikke badet i sol, men Trier rejste rundt og fik en del mennesker gjort interesserede i tanken om højskolen. Mange var lidt skeptiske, og for de ældre var det jo noget nyt. Det første hold på skolen var ganske lille, men antallet af elever voksede år for år, således at han måtte udvide skolen. Efter hvad jeg har læst og hørt om ham, var han den, der ragede højest op i det første hold af skoleforstandere. Han døde i 1893, og mange mente, at det ville være vanskeligt for en ny forstander at bevare det ry, som Trier havde givet skolen. Men det var som om hele Vallekilde stod sammen om skolen. Paul Hansen, gift med Triers datter, var manden som kunne føre skolen videre i Triers ånd.
Da jeg var elev, var der i alt 212 elever på skolen, og man havde måttet afvise 50. At sidde og lytte til ham var en oplevelse. Han var vældig inde i kirkehistorien, specielt Valdemars tiden, som han belyste på en måde, således at alt stod lyslevende for os, men også når han kom ind på det kristelige var han i ånde. Der var stilhed under han foredrag. Hvad han fortalte, kom fra hjertet og gik til hjertet. Selvfølgelig er meget glemt, men visse ting sidder endnu. Der er rejst en mindesten over ham lige udenfor skolen, hvis fodstykke består af en stor granitblok, som blev båret på kamelryg fra Betlehems bjerge. Jeg har mange gang stået og kigget på den granitblok og undret mig over, hvorledes det kunne lade sig gøre. På fodstykket står der:
Jeg kom fra Betlehems bjerge
for her dit minde at hædre
du søn af Israels stamme

Jeg var i Vallekilde i 2 år, idet jeg efter opholdet på højskolen tog plads på en middelstor gård lige uden for Vallekilde. Her var jeg forkarl sammen med en anden karl, og desuden var der ansat to piger. (Mor) Anna var der et halvt år sommeren 1907. Vi fulgtes ofte til Vallekilde. Det var en dejlig tur at gå en aftenstund. Vi kom på skolen både da sommerholdet var der, og da de var rejst hver til sit – og var altid velkomne. Vi rejste så hjem den l. november 1907.

Soldatertiden
Den 10. maj 1908 kom jeg ind som soldat ved den kongelige livgarde. Der fik vi lært, at der er noget, der hedder “du skal”. Det havde vi godt af at lære, men det var ikke altid lige let, for disciplinen var skrap. Jeg sendte mit vasketøj hjem, og mor sagde, at det var næsten som at koge suppe. Aldrig har jeg svedt så mange dråber – hverken før eller siden. Men jeg kunne godt lide at være i København, hvor der var så meget at se og opleve: alle de smukke og kønne slotte, der rager højt op med alle deres spir, de stor pragtfulde kirker, museerne, Glyptoteket og Statens Museum for Kunst.
Hvor er der mange kostbarheder opbevaret i en by som København. De fleste steder, hvor det var værd at komme, var jeg flere gange. Når man har øje og øre opladt får man noget ud af at være i en stor by. Jeg må sige, jeg har set København både ved dag og nat. Jeg fik også lejlighed til at komme til Sverige. Det var en vidunderlig sejltur over Øresund på en dejlig sommerdag. – Jo, min soldatertid var rig på oplevelser. Dem ville jeg nødig have været foruden.

Giftermål
Den 9. juni 1910 blev jeg gift med Anna. Det var en dag med solskin og varme, og der var mange med til brylluppet. Da kørte vi ikke i bil men med hestekøretøj. Der var 32 vogne med i alt – det var et flot syn, når så mange vogne fulgtes ad. Det tåler ingen sammenligning med bryllupper nu til dags, hvor bilerne farer frem og tilbage. Den 11. juni kørte Anna og jeg så i fjedervogn til Ejstrupholm for at overtage vores gård Dyringhave. Al vores bohave var blevet bragt derop på stivvogne (gummivogne kendtes ikke dengang). Men vi kom aldrig til at føle os rigtig hjemme. Vi var ikke på linie med befolkningen, som var helt fremmed for os, og det stod os snart klart, at her kunne vi ikke slå os til ro, men foreløbig tog vi fat med godt mod, og der var mange ting, som blev forandret – sådan vil det jo altid være, når der kommer nye folk til – men da min svigerfar ville afstå sin gård, og da Anna gerne ville hjem til den egn, hvor hun var født og båren, solgte vi gården efter to års forløb. Men så kom den 1. Verdenskrig fra 1914-18, hvor jeg blev indkaldt tre gange.

Genindkaldelserne
Første gang jeg blev genindkaldt var efter julen 1915 og så to gange senere i høstens tid. Jeg husker engang, jeg var hjemme på orlov, og jeg ville en tur til Hammerum. Anna bad mig tage et rugbrød med hjem, hvilket jeg lovede. Da jeg skulle hjem, var jeg inde hos en bager og fik et rugbrød med under armen. Lise Vinderslevs småpiger var ude at lege, men pludselig styrtede de ind til deres mor og fortalte, at de havde set kongen. “Hvad er det for noget snak” sagde Lise. “Jo, han gik herude med et rugbrød under armen” svarede småpigerne.
Krigen sluttede så i 1918, senere kom fredsslutningen, som for Danmarks vedkommende efter afstemningen bragte Nordslesvig hjem til Danmark.

Anna
Gennem de 54 år vi var gift, var hun hjemmets midtpunkt for mig og vores fire børn. Hun var en velbegavet kvinde, som sad inde med en viden som få. Hun var meget belæst, ja jeg tør godt påstå, at der var få, der havde læst så meget som hun – og ydermere kunne hun fastholde det, hun havde læst. I sine velmagtsdage var hun altid med til møder og gudstjenester, som interesserede hende meget. I de senere år kom hun ikke så meget ud. Hun ville helst være hjemme, og den tid hun fik tilovers fra sin husgerning, anvendte hun til læsning. Jeg har hentet mange bøger til hende på biblioteket, og det tog hende aldrig lang tid at få dem læst. Jeg spurgte hende tit, om hun nu fik læst det hele. “Vil du have en gengivelse af den bog, jeg lige har læst?” spurgte hun så. Hun var ikke til at mætte, hvad angår bøger. Jeg tror nok, at det var en udbredt opfattelse, at i tilfælde af vanskelige spørgsmål, kunne Anna muligvis give en forklaring. Hun hørte ikke til dem, der albuede sig frem, men hyggede sig helst hjemme. Hun var blomsternes veninde. Hvor kunne hun pusle med dem og få dem til at gro – det gælder både ude og inde. Desuden kunne hun citere vers – både folkelige sange og salmer, ligesom hun kunne citere mange af de kvinder og mænd, som har kastet glans over Danmark. Hos os samlede bibelen bestemt ikke støv. Hun døde efter kort sygeleje knap 81 år gammel i 1964. Jeg savner hende hårdt, men på den anden side må jeg sige, at vi levede et lykkeligt liv sammen i 54 år. Det siger jeg tak for.

Valgmenigheden
I 1897 blev Lind forsamlingshus bygget. Det var et vældigt plus for Rind by. – I tiden omkring århundredskiftet gik store indremissionske vækkelser over Hammerum Herred og satte mange steder et præg på forkyndelse og menighedsliv, der bevirkede, at Grundtvigianerne kom til at føle sig hjemløse. Det affødte en trang til at samles med ligesindede andre steder fra i en fælles menighed. Dette ønske opfyldtes i 1904, hvor valgmenigheden dannedes af spredte grundtvigske kredse i mange sogne, og der blev holdt faste gudstjenester i Herning og Gjellerup.

Terkelsen kom til Rind sogn i 1901, og det var først, da han kom, folk blev samlet under en hat det gjaldt både unge og gamle. Der var folk, som kaldte Terkelsen hedeopdyrker, og der kan også vel være lidt om snakken, idet han jo til stadighed tog ny jord i besiddelse. Jeg glemmer aldrig ungdomsmøderne i Rind præstegård. Skønt præstegården ligger meget afsides, kom der trods frost og kulde så mange, at alle stuer var fyldt af unge mennesker, ja selv køkkenet var taget i brug. Dem, der ikke var siddeplads til, lå på gulvet. Vi sang meget og lærte mange nye sange. Terkelsen gav den grundtvigske retning et vældigt skub fremad. Således blev der anskaffet petroleumslamper, så man også kunne afholde aftengudstjeneste, der blev dannet et sangkor, som Terkelsen ledede, og om sommeren blev der afholdt møder i præstegårdens store og smukke have. I forsamlingshuset blev der hver vinter holdt mange gode folkelige møder, som var vel besøgt af både unge og ældre – ligesom, der også var gymnastik under ledelse af Kr. Skole. Han ejede en mindre trikotagefabrik og fandt på, at vi til opvisningen i Herning skulle stille op i tricot-trøje med korte ærmer.
Herning Folkeblad skrev bagefter: “Det så flot ud, da Lind karlene kom ind – det kunne måske siges, de var lidt uanstændigt påklædt” (Hvad skulle de så skrive i dag).

Jeg mener ikke, der er grund til at skrive mere om Herning-Gellerup Valgmenighed, fordi Hj. Kristensen på grundlag af valg protokoller m.v. samlede, hvad der efter hans mening havde interesse for valgmenigheden. Der står hele valgmenighedens historie gennem 50 år. Det er nu 60 år siden, menigheden blev dannet, og man kan sige, at trods fejl har det været lykkelige år. Hvorledes de næste 50 år vil forme sig ved ingen. Fri- og efterskolen er jo grene af den samme stamme, og den nye slægt fra disse grene kan måske give valgmenigheden den styrke og kraft, som er nødvendig for at kunne fortsætte den linje, som blev lagt for 50 år siden.

LARS VESTERGÅRD

Opdateret