Herning Historie

Ørre-bonde fyldte hestevognen med fisk ude på Vestkysten

Det var en lang og anstrengende tur på omkring 60 kilometer, når landmænd fra Ørre og Sinding i gamle dage drog afsted med hestevogn, som blev fyldt op med fisk. Det kunne nemt ta´ flere dage.

Det var en lang og anstrengende tur på omkring 60 kilometer, når landmænd fra Ørre og Sinding i gamle dage drog afsted med hestevogn, som blev fyldt op med fisk. Det kunne nemt ta´ flere dage.

Da far hentede fisk ved havet – Af Hans Ansbjerg, Ørre – beretning fra 11. november 1951

Sidst i forrige århundrede var der flere bønder her på Ørre- og Sinding-egnen, som hentede et læs fisk ved Vesterhavet hver sommer.

Det foregik på den måde, at der kom en mand ude fra havet og meddelte, at nu kunne der fås fisk. Han kaldtes for en løber. Jeg husker som dreng, at en sådan løber kom her lidt før middag. Han var i gråt vadmelstøj og tykke hjemmestrikkede sokker. Dem havde han rullet sammen og puttet i skoene med en solid snor bundet om. I den anden ende af snoren havde han sin sammenlagte jakke, så han bar det over skulderen, og med bare ben og i skjorteærmer kom han så løbende.

Løb ni mil på en nat!

Far var ude med mælke vognen, og mor spurgte så, om løberen ville have noget at spise; men han ville hellere hen at sove. Han havde løbet ni mil den nat, og snorksov også, så snart han havde lagt sig. Denne løber aftalte så med de forskellige, hvad dag de skulle komme efter fisk, så de ikke kom på en gang.

Nu skulle de så have vognen i stand. Man kunne høre den gang, at de skulle have æ´ Havfjæl o´; de kaldte den også æ´ O´set; – det vil sige, at vognkassen var påsat og skruet sammen, så de ikke risikerede at tabe noget.

Så skulle der proviant til en 3-4 dage. Far havde gerne fire hjemmebagte rugbrød a´ 10 pund stykket, som han skar af til sig selv og hestene, og så noget smør og pålæg og noget hø til hestene. Desuden havde han gerne seks potter brændevin med til fiskerne; det var gavn at smøre lidt!

Lidt over middag kørte han så her hjemmefra. Da han kom hen i Tvis, kom blikkenslager Chr. Hansen; han havde fået en af de første cykler, der kom her på egnen. Han ringede ganske voldsomt; det var hestene ikke vant til den gang, og de satte i løb, så det kneb far at holde dem; men Hansen ville jo cykle forbi. Han må vist ikke have været helt sikker, for styret greb fat i baghjulet på vognen, og så måtte han ned. Da far fik hold på hestene og kikkede tilbage, stod Hansen der og så på sin cykel, og han udbrød: “No ska´ a´ Fangaalemæ lov for den fæk!”

Forhjulet lignede et ottetal. Nåh, men de blev hurtigt enige om, at det var hans egen skyld, og det var bedre, at både han og cyklen kom op at køre til Holstebro, hvor han kunne få den repareret, og så gav han kaffe. Efter opholdet i Holstebro fortsatte kørslen mod havet hele natten – kun afbrudt af små hvil. Da solen stod op i øst, sås klitterne og havet forude – et herligt syn.

Båd i sigte

Den mand, far skulle handle med, hed Laust Bjerre. Han var gårdmand og formand for det både laug, der var på stedet. Efter at have fået at vide, at de ventede båden ind med fangst lige over middag, fik far hestene på stald og kom selv hen og sove. Lidt over middag meldtes det, at båden var i sigte.

Far kunne kun se en lille prik langt ude. Den blev større og større efterhånden, som den kom op over havets runding. Da den kom nærmere, sagde far, at han syntes, den lå stille derude. Han fik det svar, at de lå og ventede på at komme op på en høj bølge for at komme over den yderste sand revle. Lidt efter så det ud, som om båden løftedes og skød fart ind efter.

– Så, nu er de over den første revle, sagde fiskerne lettet. Det gentog sig ved anden og tredje revle. Da båden kom nær land, vadede seks mand ud, så vandet gik dem til bæltestedet. De var tre på hver side af båden, og nu gjaldt det om at få båden op på en høj bølge og så rask ind, så den kom godt ind på strandbredden, så suget ikke skulle trække den tilbage i havet. Derefter blev båden gjort fast på strandbredden.

Nu kom alt hjemmeværende mandskab i arbejde. Et par mand kom op i båden og smed fiskene et stykke ind på land. Der tog et par andre imod dem, og med en kniv skar de bugen op og smed fiskene længere op til de næste. De tog indvoldene ud og sendte dem videre til de næste, der vejede og talte fiskene. Det foregik på denne måde: En fisk var to pund, den vejedes på hånden, og var den for lille, kom der en følgesvend med, og vejede den fire pund, gjaldt den for to. Hver gang han kom til tyve, smed han en fisk bag sig, og så kunne han bagefter tælle, hvor mange snese der var. De næste læssede så på vognen, som var blevet kørt ned på strandbredden.

Ørre-Sinding boerne spiste skam også fisk fra havet forhen - men det var en omstændelig tur, for de måtte selv hente fisken helt ude på stranden ved Vesterhavet.

Ørre-Sinding boerne spiste skam også fisk fra havet forhen – men det var en omstændelig tur, for de måtte selv hente fisken helt ude på stranden ved Vesterhavet.

Brændevin hjalp godt til

Nu kom far med to potter brændevin, og nu vandrede flasken fra mund til mund – den enes mund var jo lige så køn som den andens – hele rækken igennem. Selv Esepigerne – se efterskrift – kunne også ta´ en god slurk. Slog de to potter ikke til, var der mere, hvor de kom fra. Efter sådan en omgang kunne der godt gå tredive på snesen!

Da de var færdige, var der en lille dynge fisk, som ikke kunne være på vognen. Hvis far også ville have dem billigt, kunne han få et par sættefjæl til at sætte på vognen, så fiskene kunne være der. Det ville far gerne, men så havde han ikke penge nok. Det gjorde ingenting, for dem kunne Løberen hente en gang, når han alligevel skulle ud med regninger.

Nu blev læsset så stort, at fars heste ikke kunne trække det op i det løse klitsand, men Laust Bjerre havde et par, der var vant til turen, så de trak læsset op til landevejen.

Nu kørtes der så hjemad hele natten, og op ad næste dag var far kommet et stykke forbi Holstebro. Så holdt han ind i en gård for at hvile, og nu blev der sendt bud ud i nabolaget, at der var fisk at købe. Så kom folk med spande og fik dem fyldt med fisk. Sådan holdt far flere gange og solgte, til der ikke var for mange til os selv.

Nu blev der travlt herhjemme. Det var jo på tide, når der var blevet kørt i et helt døgn i sommervarmen, at få fiskene vasket og saltet. Når de så var saltet tilstrækkeligt, blev de bundet sammen ved halerne to og to og hængt ud til vindtørring. Når de var gennemtørre, var de næsten lige så hårde som træ, så de måtte hugges i stykker og sættes i blød dagen før, de skulle spises. Men de smagte godt og kunne gemmes så længe, det skulle være.

Når i havet var oprør

En gang kørte far forgæves til havet efter fisk. Da han kom der ud, var vejret stille, og havet lå blankt og stille. Fiskerne var taget ud og fiske, men den hjemmeværende befolkning var sært urolig. De sagde om havet, at “hun er ikke til at stole på i dag”; og de gik til stadighed på udkig. Aftenen var stille, og folk gik til ro. Far lå i dagligstuen, og døren stod åben til soveværelset. Ud på natten hørte far konen sige: “Laust, a tøkkes a ka´ hør´ æ´ hav´”. Men Laust han sov. Lidt efter kaldte hun igen: “Laust, du ska´ op – a ka´ hør´ æ´ hav´”; Og nu kan det nok være, han kom op i en fart. Han fik tændt sin hornlygte og gik ud, og blæsten slog døren hårdt i efter ham. Far ville gerne se havet i oprør, men folkene forbød ham at gå der ned. Det var farligt for en ukendt.

Alle mændene var ved stranden med deres lygter for at lede og hjælpe fiskerne i land. De kom også alle ind på en nær, som de senere fik melding om var landet to mil nordligere, men fangst havde de ikke. Far købte så lidt tørfisk af dem og kørte hjem med uforrettet sag men en oplevelse rigere.

Esepigeme eller Haubopigerne

Når pigerne på den tid, da samfærdselen var ringe, fik lyst til at komme ud og se sig om, tog de hinanden under armen og vandrede ad havet til. De overnattede på gårdene, hvor de altid blev godt modtaget som en levende avis med nyt ude fra.

Når de så kom til havet – som regel i april – tog de plads hos fiskerne til Sankthans. Der skulle de så hjælpe med “at ese”. Det vil sige fange småfisk i garn ved stranden, skære dem i småstykker og sætte dem på kroge som madding. De skulle også hjælpe til med at rense og gøre fangsterne i stand.

Når fiskeriet sluttede omkring Sankthans, drog de igen på valsen ind i landet, hvor de tog plads på de store gårde som høstpiger. Den gang skulle der jo mange opbindere til, og det var godt betalt arbejde både ved havet og på gårdene.

Når høsten var forbi, drog pigerne rundt og klippede får. Her faldt betalingen mest i uld, så når de kom hjem i efteråret, havde de nok at karte og spinde af i vintertiden.

Den gang var der piger til!

 

Opdateret