Om Nørhedehus, den tidl. Nørhede skole – Nørhedevej 5 i Ørnhøj
Beretning fra Jørgen Halsteen
Min far var politimester i Herning fra 1946 til 1972 og havde en embedsbolig i Herning.
Det var en stor villa i Kirkegade midt i byen. Mine forældre samlede antikviteter og kunst, som huset var fyldt op med, men ledig kapital havde de ikke meget af. Det var jo fint at have denne bolig stillet til rådighed, men bagsiden af medaljen var, at de ikke havde oparbejdet nogen friværdi i fast ejendom, bortset fra et sommerhus i Hjerting ved Esbjerg, hvor min far havde været politifuldmægtig fra 1937 til 1946.
Når min far skulle gå på pension, ville de altså stå med et stort problem med hensyn til bolig. Ca. 10 år før pensioneringen begyndte de at spekulere på, hvad de skulle gøre. Netop på denne tid blev der lukket mange af de gamle landsbyskoler, der blev solgt for ret beskedne beløb, og de fik da den ide, at det kunne være en løsning, så de begyndte at forfølge den tanke. Jeg har liggende et brev af den 9. september 1963 fra min far, hvor Nørhede gamle skole første gang nævnes. Han skriver:
”Søndag så vi på skoler. Der ligger en ved Ørnhøj – 35 km fra Herning via Trehøje (smuk tur) – Den ligger i kanten af en plantage, flot landskab a la Vendsyssel – en lang længe på 30×8 m, oliefyr – el – vand. Det er noget i den retning, vi har tænkt os. Kan muligvis købes for ca. 30.000 kroner. Der er jo problemet med huset i Hjerting, som så skal sælges, men det vil vel være dumt at undlade at sikre sig en bolig af tilstrækkelig størrelse til en billig pris – nu”
Det blev til et køb med overtagelse i november 1963. Købsprisen blev kr. 39.000, hvilket gik lige op med salget af huset i Hjerting for kr. 40.000.
Grunden, matr.nr. 21 L var ved købet på 6233 m2. I 1968 blev der fra Amandus Damgård, der ejede nabogården tilkøbt 4299 m2, hvorpå mine forældre plantede træer og anlagde en nøddetræs allé ned til bunden af den forstørrede have. Det tilkøbte blev lagt ind under matr. Nr. 21 L.
Allerede i 1963 blev grunden ryddet og der blev sået græs på en stor plæne, så græsset var oppe til sommeren 1964. Efterhånden fik de skabt en smuk ”park” med masser af blomster, buske og træer. Min mor fik i 1969 med hjælp af Svend Damgaard, en søn fra gården, som var ny udlært tømrer, byggede en the-pavillon for enden af græsplænen. Min mor, der var uddannet som lærer med specialuddannelse i sløjd, tegnede pavillonen og Svend nød at udføre arbejdet.
Der blev udarbejdet plantegning af skolens indretning før købet og den tegning, som arkitekt Gaarden i Herning udarbejdede som sit forslag til ombygning og som blev fulgt. Frem til 1972 blev den gamle skole så ombygget og indrettet til en smuk og komfortabel bolig, idet der hvert år blev taget et skridt. Den blev dog hurtigt anvendelig som weekend og sommerhus, men først i 1972 flyttede mine forældre permanent ud til skolen med alt deres indbo. Nørhedehus, som de døbte ejendommen blev en fin ramme om deres smukke hjem og et hyggeligt sted for familien at komme, da der var plads til mange liggende gæster.
Min mor var primus motor i ombygningen, hun ville ikke have nye materialer ind i huset, der skulle bevare et gammelt præg, og materialerne kom derfor i overvejende grad fra nedbrydninger af ældre ejendomme i Herning. I den forbindelse var nedbrydningsentreprenøren Hans Petersen i Herning storleverandør. Han gik under navnet ”Kong Hans”.
Egetræsparketgulvene kom fra en nedbrydning i forbindelse med en modernisering af hotel Eyde, andre materialer kom fra den gamle Højskoleforening. Alle dørgreb, der var i sort bakelit, blev udskiftet med gamle messing dørgreb, min mor fandt. Vinduskarme, vindusindfatninger, fyldningsdøre m.v. kom fra nedbrud.
Min mor ville gerne i entreen have nogle store gamle naturstensfliser, og hun havde ladet “Kong Hans” vide, at hvis han faldt over nogle store rigtig gamle stenfliser, måtte han endelig give lyd fra sig. En dag ringede han og sagde til min mor: “A stour nej i Warde gammel swineslåteri. A hår nåen gammel fliser hær. Di æ wist li noe få dej, Cecilie. Di sæjer, a di ær øver jen millijon oer gammel!”. Det viste sig, at Varde gamle svineslagteri var under nedbrydning, og at gulvbelægningen var store, ca. 40×40 cm, naturstensfliser med masser af ortoceratit fossiler. Det blev et smukt gulv i entreen, det er som gulvet i våbenhuset til en gammel kirke, og de ligger der endnu.
Den gamle norske brændeovn, der stadig står i stuen, har også en særlig historie. I 1963 købte Mads Eg Damgaard, som mine forældre kendte, herregården Egebjerg ved Otterup på Fyn og i 1964-65 moderniserede han hovedbygningen. Mads Eg havde foreslået mine forældre, at de skulle komme forbi en gang, når de kørte over Fyn på vej til København. Det gjorde de så engang i 1966, tror jeg. De blev vist rundt i den moderniserede hovedbygning og kom på et tidspunkt ind i et stort lokale, hvor der stod en masse gamle norske støbejernsovne, der var fjernet fra stuerne, der nu havde fået centralvarme. Min mor kunne ikke lade være med at give udtryk for, at hun syntes, at de var pragtfulde, hvorpå Mads Eg sagde: Vil du have den, Cecilie? Min mor fejede det lidt til side og svarede, at det ikke var derfor hin havde udtrykt sin begejstring. Men nogen tid efter rullede der en lille lastvogn ind på ”nørhedehus” gårdplads og ind kom to murere, der skulle hilse fra Mads Eg. De kom med en norsk brændeovn, som de også havde fået besked på at sætte op. Den står der endnu.
Mine forældre fik et lykkeligt otium i disse omgivelser og de knyttede venskab med en gårdmandsfamilie på den nært liggende gård, Ellen og Amandus Damgaard og senere, da gården blev solgt, med den unge gårdsmandfamilie Esther og Peter Møller. De fik god hjælp i huset og haven af Emma, Anton, Aksel m.fl. som blev årelange bekendtskaber og faste medlemmer af familien. Venner fra Herning kom besøg. Det blev absolut ikke en ensom tilværelse ”langt ude på landet”.
Mine forældre ejede Nørhedehus til de begge døde i november 1984 (med 6 dages mellemrum). De er begravet på Birkerød assistentens kirkegård. I 1985 solgte mine to søstre og jeg ejendommen ud af boet.
Andre historier
-
Brøstfældige kirker i Vestjylland 1731
Vildbjerg kirke 1731 Der var mange grunde til, at kirkerne i forskellige perioder var i dårlig stand. Nævnte grunde er bl. a. tidens fattigdom og kirketiendeejernes ligegyldighed, samt at forskellige krige har ødelagt en del kirker. Af gamle papirer indgået til biskoppen findes også et vedrørende Vildbjerg kirke: I den hellige Trefoldigheds Navn vare vi […]
-
Købmand J. P. Bjerregaard i Hammerum
Den første forretning havde han i Skovby, senere i den østlige ende af svigerfaderens gård i Hammerum by Senere byggede han selv hus med forretning øst for svigerfaderens gård Hans navn går igen mange gange, når man forsker i byen Hammerums fortid, ikke så meget som købmand, men som personlighed i mange af de forskellige […]
-
Aulum Borgerforening – 100 år i byens tjeneste
Foreningens stiftelse Den 10. oktober 1912 stiftede 25 borgere i de to byer Aulum Kirkeby og Aulum Stationsby en ny forening: Aulum Borger og Håndværkerforening. Det foregik i det gamle forsamlingshus, som lå på hjørnet af Kirkegade og Danmarksgade, hvor man i dag finder Aulum Bymidte – i daglig tale kaldet ”Højhuset”. På den tid […]