Herning Historie

Om Vind Kirke og trolden Find

Nu skal jeg fortælle,
hvad jeg har hørt
om kirken fra først til sidst.
Og skulle det stundom
falde lidt tørt,
så er det dog sandt og vist!

Sagnet om trolden Find, der byggede Vind Kirke, er et vandresagn. Det er optegnet af Evald Tang Kristensen og lever videre i folkemunde, dog måske ikke uden litterær bistand. Det går i hovedsagen ud på, at trolden for sin bedrift skulle have en fed præst, hvis denne ikke i betimelig tid kunne gætte troldenavnet. Præsten slap kun med nød og næppe for den sorte gryde, idet han, da trolden indmurede den sidste sten, nok så sarkastisk bemærkede: Find, den sten lægger du vind. Hvorefter det hele sogn kom til at hedde Vind. Og skævheder kan man jo den dag i dag finde i Vind såvel som andre steder.
Men om troldestenen blev liggende i den skæve stilling, eller den blev kastet efter den triumferende præst, er uvist. Velsagtens smed Find stenen efter præsten. Derpå tyder den omstændighed, at nogle vindboere for mange herrens tider siden har fortalt, at den endnu lå ude i heden – hvor den vel så ligger endnu, hvis ingen har taget den.

De hyppige Find-sagn kan måske føres tilbage til en ukristelig modstand mod kirkebyggeriet, en teori som ikke her skal reflekteres.

Vi må i øvrigt famle os frem til sikker historisk grund, f.eks. frem til sognenavnets ælde og oprindelse, og vi må lade Find være sagesløs, idet sognet nok har båret sit sære navn et årtusind eller mere, før kristendommen kom til Danmark. I Ribe Oldemoders kirkeliste finder vi Vind Kirke nævnt som en af stiftets fattigste. Kirkelisten er dateret til 1325, og i den følgende tid blev adskillige kirker erklæret for øde, således Herborg, Fjelstervang, Finderup, No og Grove, men ikke Vind. Den sorte Død (1349) får skylden.
Hvornår Vind Kirke blev ruineret, foreligger der ingen sikre oplysninger om, men vi kan gætte på sortedøden som årsag.

Præsten, hr. Ib byggede den op igen, hvilket bevidnes af nogle senere præster, hr. Andreas Hegelund 1671 og hr. Hans Mariager 1683. Sidstnævnte var præst og sognebogsforfatter. Og hvad vidste de så om begivenheden, der lå mellem ét og to hundrede år tilbage? Hvad husker man om to hundrede år gamle begivenheder?

De ved begge besked om vor første lutherske præst, hr. Ib. Han kunne høre englestemmer. Jo, han var nedkommet i en farlig sygdom, og så er det, at englen siger: Hr. Ib (præster tituleres med hr. og fornavn), altså: Hr Ib, vil du se Sankt Gertruds kirke genopbygget, så skal du blive tilpas.
Så følger en historie, der ret nøje stemmer overens med Poul Martin Møllers digt om Sankt Laurentius. Men derfor behøver denne herlige digter jo ikke at have skrevet af efter en præst eller degn i Vinding.
Nationalmuseet kan let se, i hvor høj grad kirken har været genstand for ombygning. Man ser granitkvadre med skråkant anbragt – ikke som sokkelsten, men – langt oppe i murværket. Det ser sælsomt ud.

Hr. Ib (1513-63) mistede sit annekssogn Vind året 1529. Han må altså have genopført kirken før. Det kan være sket mange år før, vi ved intet sikkert derom. Blot at han samlede det adsplittede sogn, som bispen snart efter berøvede ham.
Hvorfor? Ja, derpå haves tvende forklaringer. Denne ene går ud på, at bispens officialis (økonomisk tillidsmand) engang kom til Vinding præstegård på vej mod Ribe med en hoben penge, som skulle leveres til en Ribe-bisp. Hr. Ib fulgte ham på vej, men ved Præstbjerg lød der helvedeshyl i luften, officialens hest løb løbsk, kastede sin rytter af og blev først indhentet nede ved Præstbjerg Vad, men da vor præstemand kom tilbage til Præstbjerg, var officialen død.
Af hr. Hans Mariagers beretning ser man ikke, at hr. Ib havde nogen skyld i denne tragedie. Men det siges at være årsagen til, at bispen fratog ham Vind Sogn og gav det til hr. Anders Christensen. Skulle dette være rigtigt, kan hr. Ib ikke have været den hellige Guds mand, vi gerne vil gøre ham til. Han var dog nok uskyldig i de helvedeshyl, som kom fra luften og sagtens skyldtes onde magter, som huserede om det sakrale sted.

En bedre forklaring går ud på, at hr. Ib giftede sig og dermed bevidnede sin overgang til lutherdommen, men lod i Vind Kirke opsætte et effigies (billede) af sig selv med kalken i hånden og sin hustru ved sin side i nonnedragt – og det var jo ikke så godts som det var skidt, om end vi gerne ville have set dette billede bevaret til vore dage. Bispen troede imidlertid, at hr. Ib endnu var noget katolsk, og derfor fratog han ham Vind Sogn, der hidtil havde været adspredt som får uden hyrde. Hr. Ib kaldte den nyopførte kirke Vind Fårehus – i allerbedste mening, og navnet er ikke gået i glemme. Under vor tids strukturkrise fængsler andre aspekter mængdens blikke.

Kirken var som andre kirker selvejende (Gud ejede den) og funderet med jord. Anneksgården Skovgård var endnu bevaret længe efter reformationen. Men så kom der en periode, da riget fattedes penge, og så gik kongen i lag med at sælge kirker, uagtet jo staten ikke havde nogen ejendomshjemmel. Men i virkeligheden var det også kun retten til kirketienden, herremænd eller andre købte og naturligvis med pligt til at holde kirkerne ved lige.

Ja, så smutter vi lidt langt tilbage i tiden igen, og så følger dét, som måske vil falde lidt tørt.
Kirkens regnskabsbog, beroende i Landsarkivet, når helt tilbage til 1584. Om Nationalmuseet har tydet disse gamle arkivalier igennem, har jeg ingen viden om. Men det er da fra denne kilde, jeg kan vide, at kirkens ordinære indtægter var 10 tønder rug om året, og det slog rigeligt til til kirkens vedligeholdelse.
Bønder i sognet var kirkeværger, en tid manden i Voldsted, en anden tid manden i Kirkegård. Denne kirkeværges regnskab blev hvert år hørt af provstiskriveren, som førte det ind i den regnskabsbog, hvor jeg har øst min viden.

Og jeg behøver ikke at grublisere over, hvorfor sydvæggen ser så sælsom ud. Det skyldes sikkert slet ikke hr. Ib eller hans bygmestre, for det står i regnskabsposten for 1652, at man havde lejet to murermestre til at tage sydsiden af kirken ned fra kirkedøren til det sydøstlige hjørne. De havde selv plidsfolk med og kunne efter veludført arbejde køres til Ulfborg med 24 slettedalere i lommen som vederlag.

Andre regnskabsposter:
1590: Der lægges gulv af mursten – med 31 vogne ages de hjem.
1596: 10½ lispund bly lægges på kirkens sydside.
1602: To vogne sendes til Viborg efter en altertavle. Vor præst var dengang fra Vildbjerg præstegård, og han skaffer fra samme sogn en maler, som brugte 29 dage til at male altertavlen (væk er den).
1607: ”Giffuit en Stien pecker for Kierkegaardsdigen at forny og omlægge på hans egen Kost 27½ Dl. Vogenleje til Kierken med Øl og Mad til to Kalkslaaere, som i 3½ Dag slaar 2 Las Kalk og 2 Las Sand.”
De følgende år køres der mere sand til kirken og øl i stride strømme.
1612: ”Giffuit for en Kalck og Disch i Holstebroff, som bleff funden indmuret i Kierken 12½ Dl. 14 Sk.”
Således fortsættes der år efter år. Her en lille tragedie på to linjer:
1628: ”Giffuit for en Kalck og Disch aff Thin, der Rytterne haffde borttagit den anden – 1 Dl.”
Senere stjal svenske krigsfolk vort alterbæger fra Vinding Kirke. Det var ganske forgyldt og skænket os af dronning Margrethe.
1651 skal kirkeværgen lade gør en stærk lås til kirkeporten og ikke tillade, at noget ”Qveg og Fæ” indlades på kirkegården.
1648 omlægger Jørgen Snedker i Thyrgård hele kirkens loft.
Men der var ofte inflation i de gode gamle dage, således var de 10 tønder korns værdi 1661 52½ sld. og i 1664 kun 17. Og så kunne det knibe at få pengene til at slå til.
Efter at kirkeværgernes regnskab 1672 var hørt, får de følgende besked:
”Og haver kirkegængerne nu straks at indkøbe 30 tdr. kalk, 700 mursten, 100 tagsten og det uden al forsømmelse, så kirken med murerarbejde kan blive repareret inden St. Olufsdag, såfremt de ikke selv vil indestå og svare, om kirken nogen skade formedelst sådan deres forsømmelse tilføjes.
Vinding Præstegaard, den 10. marti 73.
På kgl. maj. og magister Christen Lodbergs Vegne,
Offue Eriksen.”

Så måtte Jørgen murmester selvtredie i arbejde, og kirken blev sin værge 30 daler skyldig. Under slige forhold kunne man godt afse værdigheden til gode venner og naboer. De nedlagde mandaterne. Og så blev ”på hæderlig og højlærde mand, mag. Christen Lodberg, hans durchleutighed prins Georgs confessionarius, professor udi Sorø Akademi, domprovst over Hardsøsseles provsti, sognepræst til domkirken i Roskilde og provst udi Sanherred hans vegne tilforordnet” som kirkeværger Christen Søffrensen og Jens Iffuersen i Vindby.
Lodberg med de mange fine titler var blevet vor provst 1669 efter en Rosenkrans, der var om muligt endnu mere fornem.

1664 forsynedes kirkens nordside med kvindestole. Hvorledes de kom til at se ud, vides ikke, men daglig kørte en vogn til kirken med øl og mad. 1610 var man mere praktisk, for da gav man bare 1 mk. i vognleje til en mand, der skulle hente en tønde øl og en seng. Han har vel ikke haft ret langt at køre.
Vindboerne påstår, at deres kullede kirke har haft et tårn. Det kunne ses 8 mil nede i Thyland, bedyrer Therkel Dorschæus.
Provst Mariagers kostbare alterbæger har kirken endnu. På fem knapper på kalkens søjle læser man bogstaverne JESUS.

Kirkens skytshelgen er Sankt Gertrud.
Kirken i Vind sank i grus en nat
til grin for Find og hans unger.
Sognet blev øde og gudsforladt,
smædet af troldetunger.
Find var en trold fra hedenold
i makkerskab med den slemme.
Præsten Hr. Ib gav sig Gud i vold
og hørte en englestemme.
Stemmen ledte hans fjed til Vind
over de bakkekamme.
Hvem der skulede ondt, det var Find
-og værre var hans madamme.
Men præsten rejste på englens bud
Gertruds kirken af gruset.
Salmesangen til lystes Gud
toned’ i kirkehuset.
Sangen gik trolden til marv og ben,
og værre var al den beden.
Kyled’ ham efter hr. Ib en sten,
den ligger endnu i heden.
Trolde kan leve til dommedag,
dér hvor muldvarpen roder.
Fylkes et sogn efter nid og nag,
stener de folk efter noder.

Opdateret